EU-domme forklaret, del 6

[Kim P. Nyberg]

Forenede sager C- 53/13, Strojírny Prostějov, a.s. og C-80/13, ACO Industries Tábor s.r.o., dateret 19. juni 2014:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser – vikarbureau – udstationering af arbejdstagere, der foretages af et bureau med hjemsted i en anden medlemsstat – restriktion – virksomhed, der er bruger af arbejdskraften – indeholdelse af kildeskat af disse arbejdstageres indkomst – forpligtelse – betaling til statskassen – forpligtelse – situationen for arbejdstagere, der er udstationeret af et indenlandsk bureau – fravær af sådanne forpligtelser«

For første gang i denne serie, skal vi en tur til Tjekkiet, hvor der er nogle problemer med forskelsbehandling af arbejdstagere på grund af nationalitet. Vi er ovre i det mere skattetekniske, for det handler om, hvem, der skal inddrive indkomstskat, når man benytter vikarbureauer.

Det fremgår af domsreferatet, at såfremt man er udsendt af et tjekkisk vikarbureau, bliver indkomstskatten opkrævet hos leverandøren, det vil sige den kunde, som har bedt vikarbureauet om arbejdskraft. Men er man udsendt af et udenlandsk vikarbureau med filial i Tjekkiet, mener de stedlige skattemyndigheder, at pligten påhviler vikarbureauet.

Domstolen starter med i præmis 27 at konstaterer, at da der er tale om arbejdskraft fra vikarbureauer, snakker vi ikke om arbejdstager-begrebet, men i stedet om tjenesteydelser, hvorefter den i præmis 41 og 42 erklærer de tjekkiske regler for en hindring for udvekslingen af tjenesteydelser, også selv om værtslandet mener, at det er en ubetydelig restriktion.

Tjekkiet prøver så en anden vej: Man har gjort det sådan her for at være sikre på, at der ikke sker svig eller skatteunddragelse. Men som vi også har set i tidligere sager, godkender Domstolen ikke hypotetiske og generelle undskyldninger, så her kommer de tjekkiske skattemyndigheder heller ikke igennem nåleøjet.

Link til dommen i forenede sager C-53/13, Strojírny Prostějov, a.s. og sag C-80/13, ACO Industries Tábor s.r.o.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=140154

[Kim P. Nyberg]

Forenede sager C-58/13 og C-59/13, Toressi, dateret 17. juli 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – adgang til advokaterhvervet – mulighed for at nægte statsborgere i en medlemsstat, der har opnået advokatbeskikkelse i en anden medlemsstat, registrering i advokatfortegnelsen – misbrug af rettigheder«

To personer, begge med efternavnet Torressi, er italienere og er taget til Spanien for at få en uddannelse til advokat. Da de havde fået papir på uddannelsen, tog de straks tilbage til Italien for at virke dér. Men det brød de italienske myndigheder sig ikke om. De mente helt bestemt, at det er misbrug af rettigheder, at tage uddannelsen udenfor hjemlandet og derefter forsøge at gøre brug af den hjemme.

Domstolen beskriver i præmis 44-46, hvad der skal til, for at man kan sige, at der er tale om misbrug af rettigheder. Lige efter disse præmisser konstaterer Domstolen, at det ikke er et misbrug af rettigheder at rejse til en anden Medlemsstat, for dér at opnå en titel under en mere gunstig lovgivning, og at denne flytten frem og tilbage er en beskyttet rettighed i traktaterne.

De italienske myndigheder stiller også spørgsmål til gyldigheden af en artikel i en forordning om advokaters fri etableringsret. Det er sådan i Italien, at for at man kan nedsætte sig som advokat, skal man være opført i et advokatregister, og for at man kan blive det, er det et yderligere krav, at man har opnået et nationalt certifikat i Italien. Men Domstolen svarer, at der tales om to forskellige ting, som ikke har noget med hinanden at gøre. Den omtalte artikel er derfor retskraftig samtidig med at det nationale krav stadig kan opretholdes.

Jeg bemærker dog en mulig skrivefejl flere steder i referatet, som bruger ordet “bestikkelse” om det at nedsætte sig som advokat. Det må vel næsten være “beskikkelse” i stedet for, for “bestikkelse” er vel et kriminelt begreb, men det må folk med større juridisk indsigt end jeg, kunne afklare.

Link til dommen i forenede sager C-58/13 og 59/13, Toressi:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=311576

[Kim P. Nyberg]

Sag C-91/13, Essent Energie, dateret 11. september 2014:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, og artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 – anvendelsesområde – indførelse af nye restriktioner for etableringsretten, den frie udveksling af tjenesteydelser og betingelserne for adgangen til arbejdsmarkedet – forbud – fri udveksling af tjenesteydelser – artikel 56 TEUF og 57 TEUF – udstationering af arbejdstagere – tredjelandsstatsborgere – krav om beskæftigelsestilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft«

En virksomhed skulle have opstillet noget stillads, så der blev ringet til en form for vikarbureau i Tyskland, der kunne klare den slags. Det lokale arbejdstilsyn drog på inspektion, og fandt 33 udenlandske arbejdere uden arbejdstilladelse, heraf var de fleste tyrkiske personer. Arbejdstilsynet udstedte derfor en bøde på 264.000 euro (knap 2 millioner kroner) for ulovlig arbejdskraft.

Essent Energie var ikke enig i bøden og mente heller ikke, at arbejdskraften var ulovlig, skønt de pågældende tyrkiske tjenesteydere ikke havde nogen arbejdstilladelse fra de nederlandske myndigheder. Men både en ankeinstans og den nederlandske regering holdt fast.

Sagen kom til Domstolen. Her blev sagen baseret på tillægsprotokollen i afgørelse 1/80 pure afvist, og derefter tog Domstolen stilling til EUs traktater (som den nederlandske retsinstans i øvrigt ikke havde spurgt til). Her viser det sig, at fordi vikarbureauet er tysk og disse tjenesteydere er bosiddende i og udsendt fra Tyskland, kan der IKKE kræves en særskilt arbejdstilladelse, da det vil være en hindring for udvekslingen af tjenesteydelser. Domstolen bemærker, at det vil være tilstrækkeligt, at myndighederne forud for arbejdet får besked på HVEM der arbejder på opgaven og for hvilken periode.

Domstolen tog ikke stilling til bøden. Det var jo heller ikke nødvendig, når Domstolen nu havde pillet hele årsagen til bøden fra hinanden. Ergo må man formode, at bøden blev annulleret.

Link til dommen i sag C-91/13, Essent Energie:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=370221

[Kim P. Nyberg]

Sag C-202/13, McCarthy med flere, dateret 18. december 2014:

Stikord: »Unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område – ret til indrejse – tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, og som er i besiddelse af et opholdskort udstedt af en medlemsstat – national lovgivning, hvorefter indrejsen på det nationale område er betinget af forudgående opnåelse af en indrejsetilladelse – artikel 35 i direktiv 2004/38/EF – artikel 1 i protokol (nr. 20) om anvendelse af visse aspekter af artikel 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på Det Forenede Kongerige og på Irland«

Hvis vi skal sammenfatte stikordene herover, vil spørgsmålet være: Kan et EU-land kræve visum af en tredjelandsborger, som har EU opholdskort til et andet EU-land? Da den her sag kørte ved Domstolen, ville Storbritannien kun anerkende EU opholdskort udstedt af Tyskland og Estland, mens de ikke var villige til at anderkende opholdskort fra de andre lande. Der kunne jo være tale om snyd og falskneri, mente de.

Sagen omhandler familien McCarthy, der består af far, mor og datter. Far er dobbelt britisk/irsk statsborger, mor er fra Columbia i Latinamerika, mens datterens statsborgerskab ikke er nævnt.

Familien tilbringer det meste af deres tid i Spanien. Samtidig har de et hus i Storbritannien, som de ofte tager til. Men for at mor kan få adgang til britisk område, kræver de britiske myndigheder, at hun er i besiddelse af en “Family Permit” (familietilladelse, der er en form for visum) fra den britiske ambassade i Spanien. Ofte har de oplevet, at flyselskaberne tillige har afvist hende adgang til at gå ombord, hvis hun ikke har haft den med.

Nu var de blevet trætte af det renderi og de havde fundet ud af, at de britiske myndigheder faktisk ikke kan kræve et sådant “visum”, når hun nu allerede havde et EU-opholdskort. Så de gik rettens vej og den nåede til Domstolen.

Domstolen fejede alle beskyldninger om snyd og falskneri af bordet som dårlige undskyldninger. Dertil erklærede Domstolen denne Family Permit for ulovlig, og at Storbritannien har pligt til at overholde EU-reglerne om fri bevægelighed. Heriblandt stod det ikke til diskussion, at ethvert EU/EØS-opholdskort udstedt af et andet EU/EØS-land SKAL anerkendes omgående og SKAL give fri adgang til den retmæssige indehaver, der fremviser det.

Link til dommen i sag C-202/13, McCarthy:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=663785

[Kim P. Nyberg]

Sag C-244/13, Ogieriakhi, dateret 10 juli 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 16, stk. 2 – ret til tidsubegrænset ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger – ophør af ægtefællers samliv – umiddelbar bosættelse med andre partnere inden for en uafbrudt opholdsperiode på fem år – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 10, stk. 3 – betingelser – en medlemsstats tilsidesættelse af EU-retten – analyse af karakteren af den omhandlede tilsidesættelse – behovet for en præjudiciel afgørelse«

Ogieriakhi, som er nigeriansk statsborger, er flyttet ind hos en fransk statsborger, der bor og arbejder i Irland. Efter 8 år går de fra hinanden, og begge to finder nye partnere. Den franske statsborger flytter tilbage til Frankrig, mens vores nigerianske ven bliver i Irland.

Han mener sig berettiget til permanent EU-opholdskort, fordi han har boet med den franske unionsborger i mindst 5 år. De irske myndigheder er ikke enig. Dels ligger opholdet forud for det tidspunkt, hvor det nuværende opholdsdirektiv trådte i kraft, dels var de to gået hvert til sit, uden dog at være skilt endnu.

Domstolen starter med at fastslå, at direktivet ikke må være genstand for en nøje fortolkning af bogstavet, eller en snæver fortolkning, om man vil. Den skal i stedet fortolkes udvidende. Og da Domstolen allerede i Diatta-dommen (ikke medtaget i denne serie) har konstateret, at ophold forud for det nuværende opholdsdirektivs ikrafttræden skal tælles med, afviser Domstolen dette irske argument.

Men de er jo gået fra hinanden, indvender de irske myndigheder. Ja, det er de, svarer Domstolen, men skilsmissen er stadig ikke fuldt gennemført, og derfor er de stadig gift. At de ikke bor sammen, kvalificerer ikke i sig selv til et afslag (præmis 41-43).

Vores hovedperson mener, at hans rettigheder har været tilsidesat, og kræver derfor en økonomisk erstatning. I præmis 50 fortæller Domstolen hvilke tre kriterier, der skal være opfyldt, for at kravet kan retfærdiggøres, og henviser derefter erstatningsspørgsmålet til den nationale retsinstans.

Link til dommen i sag C-244/13, Ogieriakhi:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=795292

[Kim P. Nyberg]

Sag C-266/13, Kik, dateret 19. marts 2015:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71 – aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer – statsborger i en medlemsstat, i hvilken han har sin bopæl, der er ansat som arbejdstager ombord på en rørudlægger, der fører et andet tredjelands flag – arbejdstager, som først var ansat af en virksomhed med hjemsted i Nederlandene, dernæst af en virksomhed med hjemsted i Schweiz – arbejde, som successivt udføres over et tredjelands del af kontinentalsoklen, i internationalt farvand og på visse medlemsstaters del af kontinentalsoklen – forordningens personelle anvendelsesområde – bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«

Hvor er man egentlig socialt forsikret, hvis man arbejder ude på åbent hav, først i en virksomhed beliggende i hjemlandet, og derefter i et firma beliggende i Schweiz? Det er emnet for denne dom.

Hr. Kik er statsborger i Nederlandene (Holland) og arbejder til søs med rørudlægning, først for et nederlandsk firma, siden for et schweizisk firma. Sagen er den, at ifølge nederlandsk lov stopper den sociale forsikring i Nederlandene, når man har arbejdet i et andet land i tre måneder i træk. Kik mener, at han skal betale til sin sociale forsikring i Nederlandene, men det er landets Højesteret i tvivl om han skal, ikke mindst på grund af det sted, hvor skibet udlægger rør. Højesteret er ligeledes i tvivl om, hvorvidt Kik er arbejdstager med den type arbejde, han udfører.

Både mens han arbejder for det nederlandske firma og mens han arbejder for det schweiziske firma, bliver han boende i Nederlandene og betaler indkomstskat til Nederlandene. Skibet, han har mønstret, sejler under panamansk flag. Der arbejdes både i amerikansk, international, nederlandsk og britisk farvand henover kontinentalsoklen.

Domstolen starter med at konstaterer, at da Schweiz har tilsluttet sig forordning 1408/71, er Hr. Kik under alle omstændigheder omfattet af denne forordning.

Dernæst siger Domstolen, at den ikke kender den schweiziske lovgivning på området, og derfor giver den to svar på spørgsmålet om, hvor Kik er socialt forsikret under sit arbejde for det schweiziske firma (se præmis 62-63).

Domstolen ændrer i øvrigt ikke hans status. Han er stadig arbejdstager i EU-rettens forstand.

Link til dommen i sag C-266/13, Kik:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1899445

[Kim P. Nyberg]

Sag C-322/13, Rüffer, dateret 27 marts 2014:

Stikord: »Unionsborgerskab – princippet om forbud mod forskelsbehandling – nationale bestemmelser om anvendelse af sprog i civilretlige sager«

Vi har i flere tidligere sager kigget nærmere på forholdene i den italienske delstat Bolzano, der grænser op til Østrig. Nu handler det om en ulykke på et skisportssted, hvor en person øjensynligt var skyld i, at en anden kom til skade. I de tidligere sager så vi, hvordan myndighederne i Bolzano nægtede at ordne sager på tysk for tysktalende, der ikke boede i delstaten, selv om netop tysk er officielt sprog i området på grund af de mange tysksindede borgere. Dem (de tidligere sager) har myndighederne i Bolzano tilsyneladende ikke lært noget af, og derfor er spørgsmålet igen oppe at vende: Når nu tysk alligevel er officielt sprog i Bolzano, kan man så nægte borgere fra andre Medlemsstater at føre en retssag på tysk i den pågældende delstat?

Domstolen peger tilbage på sag C-274/96, Bickel og Franz (se del 2), hvor den italienske regerings indsigelser var fuldstændig enslydende med nærværende sag, og som Domstolen dengang forkastede som ubegrundede. Det gør Domstolen endnu engang. Og den gentager, at økonomiske betragtninger heller ikke kan lægges til grund.

Da det åbenbart ikke er trængt ind i de tidligere sager, er det forhåbentligt sket med den her dom. Dermed kan den civile sag mellem de to parter fortsætte på tysk ved den nationale domstol i Bolzano.

Link til dommen i sag C-322/13, Rüffer:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2186205

[Kim P. Nyberg]

Sag C-333/13, Dano, dateret 11. november 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – ligebehandling – statsborgere i en medlemsstat, der ikke udøver økonomisk aktivitet, og som opholder sig på en anden medlemsstats område – disse personers udelukkelse fra at modtage særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i medfør af forordning (EF) nr. 883/2004 – direktiv 2004/38/EF – ret til ophold i mere end tre måneder – artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 24 – betingelsen om tilstrækkelige midler«

Da denne sag blev offentliggjort i slutningen af 2014, var folk ved at rive håret af hinanden over begrebet “velfærdsturisme”. Debatten var langt over det høje C. Men det lykkedes Domstolen med denne afgørelse, at få debatten til at forstumme.

Fru Dano var nemlig lige præcis definitionen på en velfærdsturist. Hun er rumænsk statsborger, hun var bosat i sit hjemland, havde ikke noget arbejde og levede på offentlig forsørgelse. I et forsøg på at bedre sin økonomiske situation, flyttede hun til Tyskland. Hun havde stadig ingen intention om at finde arbejde eller noget, som kunne gøre hende selvforsørgende, og det sagde hun højt. Så vel ankommet til Tyskland, gik hun som det første til de sociale myndigheder og bad om det, der svarer til kontanthjælp.

Hun fik et klart og tydeligt nej. Det var hun ikke tilfreds med, og klagede. Men ingen steder kom hun igennem. Og sørme om ikke også Domstolen sagde nej, da sagen dukkede op hos dem. Domstolen lagde flere ting til grund: De første tre måneder af et ophold udenfor sit eget land, skal man kunne klare sig selv 100%. Man må ikke blive en unødig byrde for det sociale system, og folk, som lever af det sociale system (herunder kontanthjælp og tilsvarende) er ikke nævnt i opholdsdirektivet. Domstolen bad hende derfor om at rejse tilbage til sit hjemland igen.

Link til dommen i sag C-333/13, Dano:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2517825

[Kim P. Nyberg]

Sag C-359/13, Martens, dateret 26. februar 2015:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – statsborger i en medlemsstat – bopæl i en anden medlemsstat – uddannelse, der tages i et oversøisk land eller territorium – bevarelse af ydelsen af støtte til videregående uddannelse – krav om bopæl i tre ud af seks år – restriktion – begrundelse«

Den nederlandske statsborger, Babette Martens, er løbet ind i en mur. Forhistorien er den, at hun er født og opvokset i Nederlandene (Holland), hun er flyttet med sine forældre til Belgien, hvor hendes far har arbejdet. Hun har gennemført grundskole og gymnasium i den flamske del af Belgien, og nu er hun rejst til Antillerne for at studerer videre.

I den forbindelse søgte hun om studiestøtte, det vi i Danmark kalder SU. Men det fik hun nej til. Begrundelsen var, at hun ikke opfylder et krav om at have boet i Nederlandene i mindst 3 ud af de seneste 6 år. Overfor Domstolen bruger de nederlandske myndigheder også andre begrundelser, men når man kigger nærmere på sagen, har disse begrundelser end ikke været nævnt overfor frøken Martens. De har ensidigt kigget på 3 ud af 6 års reglen.

Og det er for ekskluderende, svarer Domstolen. Når der er flere momenter at tage hensyn til, skal de alle afvejes som et samlet hele. Man må ikke pille en enkelt ting ud og afgøre sagen alene ud fra den. Domstolen formanede derfor den nationale retsinstans til at starte forfra og tage alle momenter med under et samlet hele.

Link til dommen i sag C-359/13, Martens:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2733240

[Kim P. Nyberg]

Sag C-523/13, Larcher, dateret 18. december 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring af vandrende arbejdstagere – artikel 45 TEUF – artikel 3, stk.1, i forordning (EØF) nr. 1408/71 – ydelser ved alderdom – princippet om forbud mod forskelsbehandling – arbejdstager, der i en medlemsstat har en aldersbetinget deltidsbeskæftigelse inden sin pensionering – hensyntagen hertil i forbindelse med tildeling af ret til alderspension i en anden medlemsstat«

Vores hovedperson i denne sag, er en østrigsk statsborger, som bor i sit hjemland, men som har arbejdet det meste af sit liv i Tyskland (pendlet over grænsen). Alderen er dog ved at sætte sit præg på ham, så tilbage i Østrig er hans ugentlige arbejdstid reduceret fra 38,5 timer til 15,4 timer. Problemet er, at den tvangsforsikring i Tyskland, han har indbetalt til gennem den tid han har arbejdet i Tyskland, ikke vil give ham deres del af den førtidspension, han mener sig berettiget til. Tyskerne vil kun udbetale den nævnte ydelse til personer, der har arbejdet hele sit liv i Tyskland.

Både i denne sag (i præmis 38) og i mange tidligere sager, bruger Domstolen det såkaldte proportionalitetsprincip. Med den, konstaterer Domstolen, at Tyskland går længere end nødvendigt, for at nå det tilsigtede mål.

I stedet er Medlemsstaterne forpligtede til at sammenligne de sociale sikringsordninger, som Medlemsstaterne har, når der dukker konkrete sager op. I denne her sag skal Tyskland således sammenligne sin egen lovgivning med den østrigske, således at den pågældende borger ikke bliver straffet for at bruge sin ret til fri bevægelighed. Domstolen siger dog også, at de forskellige nationale regler ikke behøver være fuldstændig ens mellem landene. Det er op til hvert enkelt land at bestemme sin egen sociallovgivning, men det skal ske under overholdelse af EU-reglerne.

Link til dommen i sag C-523/13, Larcher:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3094740

[Kim P. Nyberg]

Sag C-554/13, Z. Zh. og I. O., dateret 11. juni 2015:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – artikel 7, stk. 4 – begrebet »risiko for den offentlige orden« – betingelser for, at medlemsstaterne kan undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse eller kan indrømme en frist på under syv dage«

Vi står med to sager her. I begge sager er der tale om tredjelandsborgere. Den ene foreviste et falsk pas i lufthavnen i Amsterdam. Han vidste godt, at den var falsk. I den anden sag har myndighederne ikke nogen beviser, men kun en formodning om, at ham, de har fingre i, har været voldelig overfor kvinder. I begge sager vil de nederlandske myndigheder have de to personer hældt ud af landet og EU i det hele taget, og det kan kun gå for langsomt. De betragtes begge som en risiko for den offentlige orden.

Men kan de udsendes med omgående virkning eller kan man bede dem om at udrejse frivilligt? Det er spørgsmålet til Domstolen.

Inden det besvares, skal det afklares, hvordan begreberne “hensynet til den offentlige orden” og “risiko for den offentlige orden” skal forstås. I Nederlandene er det nok, at man har en mistanke om noget kriminelt, til at “den offentlige orden” kommer i spil. Det vil sige, at man behøver ikke have nogle konkrete beviser mod den pågældende. Statsrådet i Nederlandene er dog nervøse for, om så kort snor er noget, Domstolen bryder sig om.

Proportionalitetsprincippet skal overholdes, formanede Domstolen. Man må således ikke udelukkende fokuserer på, at personen allerede opholder sig ulovligt i landet, men at man også skal se på andre forhold. For eksempel hvor længe personen har opholdt sig i landet, familiemæssig tilknytning og anden tilknytning til landet. Desuden kan man ikke udsende folk alene på en mistanke. Den anklagede har krav på en retfærdig rettergang, inden der træffes beslutning om udsendelse. Dog er der ikke noget krav om, at en sag om den offentlige orden skal føres helt til ende, før udsendelsen kan ske. Det vil sige, at en mistænkt i princippet kan sendes tilbage, hvor vedkommende oprinder fra, allerede når Byretten har afsagt sin kendelse. Også selv om sagerne er anket til en højere retsinstans.

Både Z. Zh og I. O. var på vej ud af landet, da de blev fanget, og det skal ligeledes indgå i den samlede vurdering, påpegede Domstolen.

Videre siger Domstolen, at Medlemsstaterne som udgangspunkt skal give en frist for frivillig udrejse, men hvis myndighederne kan bevise, at personen udgør en aktuel trussel mod den offentlige orden, kan udsendelse ske med tvang og med en frist på mindre end 7 dage. De almindelige grundlæggende rettigheder skal dog stadig respekteres.

Link til dommen i sag C-554/13, Z. Zh og I. O.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3418049

[Kim P. Nyberg]

Sag C-632/13, Hirvonen, dateret 19. november 2015:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – ligebehandling – indkomstskat – ikke-hjemmehørende skattepligtiges indkomst, der er pålagt en kildeskat – udelukkelse af ethvert skattefradrag knyttet til den skattepligtiges personlige forhold – begrundelse – ikke-hjemmehørende skattepligtiges mulighed for at vælge at være omfattet af den beskatningsordning, der gælder for hjemmehørende skattepligtige, og få ret til nævnte fradrag«

Fru Hirvonen er finsk statsborger og har brugt stort set hele sit arbejdsliv i Sverige. Og netop i Sverige kunne hun vælge mellem to måder at blive beskattet på: Den almindelige, som alle andre svenskere er omfattet af, eller at betale en kildeskat på 25% og uden mulighed for at trække nogen form for fradrag fra. Hun valgte kildeskatten, men står nu med et rentefradrag på et huslån, som hun gerne vil have fingre i. Skatteverket er dog totalt afvisende, fordi hun jo valgte kildeskat-modellen.

Her skal jeg så minde om to ting. Det ene er, at skatteområdet er national kompetence. Det vil sige, at det ikke er noget EU kan blande sig i. Det andet er, at selv om det er national kompetence, skal EU-retten stadig overholdes. For eksempel må man ikke blive straffet skattemæssigt, blot fordi man udøver sin ret til fri bevægelighed.

Nå, men hvad mener Domstolen om det her? Er Skatteverket i sin gode ret til at smække kassen i, eller har Fru Hirvonen ret til dette rentefradrag?

De svenske myndigheder havde i det præjudicielle spørgsmål henvist til artikel 45 TEUF (den artikel i traktaten, der omtaler arbejdstagerbegrebet), men Domstolen afviser denne henvisning, da Fru Hirvonen har forladt arbejdsmarkedet og er gået på pension. Domstolen peger i stedet på den mere generelle artikel 21 TEUF, som lyder:

“1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

2. Såfremt en handling fra Unionens side viser sig påkrævet for at nå dette mål, og traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, kan Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve de rettigheder, der er nævnt i stk. 1.

3. Med samme mål for øje som i stk. 1 kan Rådet, hvis traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, efter en særlig lovgivningsprocedure fastsætte foranstaltninger vedrørende social sikring eller social beskyttelse. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.”

Derefter slår Domstolen fast, at såfremt den samlede skattebetaling vil være den samme, uanset om man bruger kildeskatteløsningen uden mulighed for fradrag eller den almindelige skattebetaling med diverse fradrag, er der ikke noget til hinder for, at Skatteverket afviser Fru Hirvonen. Dermed siger Domstolen jo så også, at HVIS der er forskel på den samlede skattebetaling, og hun har valgt den “forkerte” model, der er til hendes ulempe, skal Skatteverket indrømme fradrag indtil pengene passer.

Link til dommen i sag C-632/13, Hirvonen:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3974755

[Kim P. Nyberg]

Sag C-67/14, Alimanovic, dateret 15. september 2015:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – ligebehandling – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 2 – sociale ydelser – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 4 og 70 – særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser – arbejdssøgende statsborgere i en medlemsstat, der opholder sig på en anden medlemsstats område – udelukket – bevarelse af status som arbejdstager«

Jeg har måttet bruge nogle dage på at forstå den her sag, blandt andet på grund af tekniske begreber og en hel masse andre ting, der bliver kastet op i luften nærmest på én gang.

Først skal der i sagen tages stilling til, om der er tale om arbejdstagere, arbejdssøgende eller velfærdsmigranter (se om det sidstnævnte Dano-sagen ovenfor).

Dertil skal der tages stilling til forordning 883/2004, kombineret med opholdsdirektivet og nogle artikler i traktaten. Og man skal holde styr på begreberne “social ydelse” og “ikke-bidragspligtige ydelser”.

Historien er, at moderen er født i den del af det tidligere Jugoslavien, der nu hedder Bosnien. Hun har tre børn, der alle er født i Tyskland. Siden har de boet lidt over 10 år i Sverige, hvor de alle sammen blev svenske statsborgere, og nu er de flyttet tilbage til Tyskland igen. På dette tidspunkt er både moderen og det ældste barn i den arbejdsdygtige alder, men efter et år, hvor de ikke rigtig kan fastholde arbejde, og ryger ind og ud af diverse aktiveringstilbud for langtidsledige, ryger kassen i. Ikke mere socialhjælp til den familie.

Af domsreferatet fremgår det, at de tyske myndigheder er blevet enige med sig selv om, at hverken moderen eller det ældste barn er arbejdstagere. De er heller ikke velfærdsturister, som det var tilfældet i Dano-sagen. De var i stedet arbejdssøgende.

Men forskellige tyske myndigheder er ikke helt enige om, hvorvidt de faktisk må lukke for pengekassen. Der findes jo nogle regler om, at man ikke må forskelsbehandle vandrende unionsborgere. Spørgsmålet er derfor, om de tyske, social myndigheder har gjort i nælderne ved at sige nej til at give flere ydelser til familien.

Myndighederne kan dog ånde lettede op. For Domstolen afgør i sagen, at når man er arbejdssøgende, har myndighederne ikke nogen pligt til at understøtte én økonomisk. Man må gerne, men man skal ikke.

Domstolen har i øvrigt i tidligere sager, vi har set i denne serie, godtgjort, at arbejdssøgende derudover har de samme rettigheder som arbejdstagere.

Inden jeg afslutter denne sag med et link, vil jeg lige hive en ordbog frem:

Bidragspligtige ydelser er ydelser, som man selv skal betale til, for eksempel A-kasse, pensionsordning gennem arbejdspladsen med videre.

Ikke-bidragspligtige ydelser er alle ydelser, som 100% er betalt via skatten.

Sociale ydelser er en fællesbetegnelse for de to førnævnte begreber.

Ex nunc (omtalt i dommens præmis 30) betyder “fra da af” i forståelsen “med tilbagevirkende kraft”.

Link til dommen i sag C-67/14, Alimanovic:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4992444

[Kim P. Nyberg]

Sag C-165/14, Marin, dateret 13. september 2016:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – opholdsret i en medlemsstat for en tredjelandsstatsborger, der er tidligere straffet – forælder, der har eneforældremyndighed over to mindreårige børn, som er unionsborgere – det ene barn er statsborger i opholdsmedlemsstaten – det andet barn er statsborger i en anden medlemsstat – national lovgivning, som udelukker, at denne slægtning i opstigende linje meddeles opholdstilladelse, på grund af at denne er tidligere straffet – afslag på opholdstilladelse, som kan indebære, at børnene bliver nødsaget til at forlade Unionens område«

Hr. Marin er statsborger i Columbia. Han har to børn, en dreng, der er spansk statsborger, og en pige, der er polsk statsborger. Børnenes mor, der er polsk statsborger, har forladt familien og er umulig at opspore. Han og børnene bor i Spanien. Børnene har boet der alle deres dage.

Hr. Marin har fået en betinget fængselsdom på to år. Og er du blevet dømt for noget i Spanien, kan du glemme alt om opholdstilladelse og forlængelser af samme.

Det mener Hr. Marin er en ulovlig praksis, for han har jo trods alt to børn, der er unionsborgere, og med henvisning til Zhu/Chen-sagen og Zambrano-sagen (se henholdsvis del 3 og 4 i denne serie) påberåber han sig opholdsret efter EU-reglerne.

Domstolen giver afslag på opholdsret på grundlag af sin søn, netop fordi sønnen er spansk statsborger og altid har boet i Spanien. Derimod har han opholdsret på grundlag af sin datter, der som nævnt er polsk statsborger, også selvom hun aldrig har udøvet fri bevægelighed i praksis.

I sin anden del af dommen, kigger Domstolen på den spanske regel om, at enhver dom ved domstolene medfører nægtelse af opholdstilladelse og forlængelser af eksisterende opholdstilladelse. Den spanske Højesteret har ikke spurgt ind til opholdsdirektivet, men Domstolen bringer den i spil, blandt andet fordi direktivet bestemmer, at en straffedom i sig selv ikke kan føre til nægtelse af opholdsret for en tredjelandsborger. Det er en pligt at tage en stribe andre momenter med i ligningen, og Domstolen gentager derfor også, at generalpræventive afgørelser ikke er lovlige.

Domstolen befaler derfor de spanske myndigheder at tildele ham fortsat opholdsret.

Link til dommen i sag C-165/14, Marin:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8764954

[Kim P. Nyberg]

Sag C-218/14, Singh, dateret 16. juli 2015:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra a) – ret til ophold for familiemedlemmer til en unionsborger – ægteskab mellem en unionsborger og en tredjelandsstatsborger – bevarelse af tredjelandsstatsborgerens ret til ophold efter unionsborgerens udrejse fra værtsmedlemsstaten efterfulgt af skilsmisse – artikel 7, stk. 1, litra b) – tilstrækkelige midler – hensyntagen til midlerne hos den ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger – tredjelandsstatsborgeres ret til at arbejde i værtsmedlemsstaten med henblik på at bidrage til opnåelse af tilstrækkelige midler«

Vi har her at gøre med et spørgsmål, som forholdsvis ofte er til debat. Scenariet kan i kort form opstilles sådan her:

Du er gift med en tredjelandsborger. I har benyttet jer af retten til fri bevægelighed, men I har også fundet ud af, at jeres ægteskab ikke holder. Derfor bliver I skilt. Din ægtefælle har et job, så vedkommende kan klare sig selv. Hvordan ligger det nu med din tidligere ægtefælles opholdsret?

Her bestemmer artikel 13 i opholdsdirektivet, at såfremt I har været gift i mindst 3 år, og har boet sammen i mindst et år i det land, hvor skilsmissen er fuldbyrdet samt såfremt din tidligere ægtefælle kan klarer sig selv økonomisk uden hjælp fra det offentlige (kontanthjælp mv.), kan vedkommende få opholdsret på selvstændigt grundlag i det pågældende land.

For at vedkommende skal kunne klare sig selv, skal vedkommende dermed også have adgang til at arbejde. Det er de ting, Domstolen sætter ord på i denne afgørelse.

Link til dommen i sag C-218/14, Singh:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8863007