Ægteskabudengrænser.dk

Sag C-75/11, Kommissionen mod Østrig (traktatbrud), dateret 4. oktober 2012:

Stikord: »Traktatbrud – unionsborgerskab – ret til at færdes og til ophold – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – artikel 18 TEUF – direktiv 2004/38/EF – artikel 24 – undtagelse – rækkevidde – medlemsstat, hvor nedsatte befordringstakster er forbeholdt studerende, hvis forældre modtager familietillæg i denne stat«

En kilde i et politisk parti hviskede Kommissionen noget i ørene, der fik Kommissionen til at reagerer: Østrig udøver forskelsbehandling mellem studerende, der har østrigsk statsborgerskab på den ene side, og studerende fra andre EU-lande på den anden, hvad angår nedsættelse af befordringstakster i den kollektive trafik, var påstanden. Mere præcist kunne de østrigske studerende i princippet så let som ingenting få den nedsatte befordringstakst, mens unge unionsborgere fra andre EU-lande faktisk altid måtte betale fuld pris.

Kommissionen skrev derfor til den østrigske regering, uden at nævne, hvad de var kommet undervejrs med, og bad om at få en oversigt over de nedsatte takster. Det de var blevet hvisket i ørene, stod nu skåret i neon i svaret. Kilden talte sandt.

Straks fik den østrigske regering en såkaldt åbningsskrivelse, som er indledning til en sag om traktatbrud. Her giver Kommissionen det pågældende land to måneder til at udtale sig samt til at få rettet op på de punkter, som Kommissionen nævner.

Østrig svarede indenfor tidsfristen, men svaret var nedslående, set fra Kommissionens side. Østrig mente nemlig ikke, at der skete forskelsbehandling, samt at der var tale om en familieydelse efter privatretlige regler. Ergo: det styrer vi selv, så bland jer udenom.

Kommissionen sendte endnu to breve og bad indtrængende de østrigske myndigheder stoppe forskelsbehandlingen. Det afslog Østrig, og dermed var en tur for Domstolen uundgåelig.

Domstolen pakker det lidt ind, men det korte af det lange er, at Domstolen siger, at uanset hvad man dækker det ind under, er der tale om forskelsbehandling, og det er forbudt efter EU-retten. For resultatet er under alle omstændigheder det samme.

Forordning 1408/71 om koordinering af sociale sikringsydelser nævnes, fordi Østrig hele tiden henholder sig til den i sagen, samtidig med at de siger, at det må være de studerendes respektive hjemlande, der tildeler ydelser efter egen lovgivning, og derved vil der være studerende fra andre medlemslande, som står bedre økonomisk, end det som Østrig kan tilbyde. Hertil svarer Domstolen tørt, at forordningen giver plads til at fastholde de forskellige nationale ordninger, og ikke laver fælles ordninger (præmis 46).

Det fremgår af domsreferatet, at da Østrig havde afslået den indtrængende appel fra Kommissionen, forsøgte Østrig at ændre reglerne, så de blev mere fair. De havde måske alligevel indset, at den her sag kunne de ikke vinde. Men også her skar Domstolen igennem: Det er datoen for Kommissionens sidste brev til Østrig, der er skæringsdato. Har man ændret tingene inden da, får man en løftet tommelfinger for det. Har man ikke, så er det dét grundlag, sagen bedømmes på.

Og da Østrig ikke havde det inden skæringsdagen, blev landet dømt med piber og trommer.

Link til dommen i sag C-75/11, Kommissionen mod Østrig (traktatbrud) : https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2970037

Sag C-83/11, Rahman m.fl., dateret 5. september 2012:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – artikel 3, stk. 2 – forpligtelse til i overensstemmelse med den nationale lovgivning at lette indrejse og ophold for »alle andre familiemedlemmer«, som forsørges af en unionsborger«

Nu skal vi til en sag, som for mange er særdeles interessant. Vi ved fra opholdsdirektivets artikel 2, at ægtefæller, børn og forældre har en særlig ret til at indrejse på medlemsstaternes område. Men vi ved også, at “andre familiemedlemmer”, som artikel 3 handler om, ikke er særlig specifik hvad angår personkredsen. Hovedvægten i denne sag handler lige præcis om fortolkningen af artikel 3. Her er det en bror, en halvbror og en nevø, der søger opholdsret på baggrund af artikel 3.

Indledningsvis fortæller Domstolen, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at tilkende opholdsret efter artikel 3 til ethvert familiemedlem, der påberåber sig den (præmis 18-20). Omvendt kan medlemsstaterne heller ikke afvise enhver, der søger på denne baggrund.

Som det fremgår af præmis 21, skal der nemlig være “et særligt afhængighedsforhold” mellem unionsborgeren og den omhandlede person. Det kan være et økonomisk afhængighedsforhold, det kan være fordi den omhandlede person er handicappet, og har personlig brug for assistance dagligt, og så videre. Bemærk her, at afhængighedsforholdet ikke må være med den udenlandske ægtefælle, men direkte med unionsborgeren, fordi det kun er unionsborgeren, der nævnes som forsørger. Hvis der er et sådant afhængighedsforhold, og det er behørigt dokumenteret, skal medlemsstaterne “lette adgangen” til deres område for disse personer.

Opholdstilladelsen vil de få udstedt efter nationale regler. Domstolen gør her opmærksom på, at selv om det gives efter nationale regler, må reglerne ikke være så stramme, at artikel 3 reelt sættes ud af kraft. Begrebet “skal lette adgangen” må ikke begrænses.

Herefter bliver Domstolen spurgt om, hvorvidt det er et krav, at unionsborgeren og den omhandlede person har boet i samme land. Det korte svar er nej, det siger direktivet ikke noget om, at man absolut skal have gjort (præmis 29-33). Men afhængighedsforholdet skal være til stede på ansøgningstidspunktet, og medlemsstaten kan forlange, at forholdet kan dokumenteres, for eksempel med et dokument fra en kompetent myndighed i det land den omhandlede person rejser fra.

Jeg vil mene, at de fleste kan læse og faktisk meget let forstå dommen, hvis man vælger at læse den igennem. Den er skrevet på ret jævnt dansk. Der er nærmest ingen juridiske fagudtryk i den.

Næste spørgsmål til Domstolen er, om medlemsstaterne må stille krav til længden af afhængighedsforholdet, og her er svaret ja. Medlemsstaterne må gerne sikre sig, at det her ikke bare handler om at opnå opholdsret.

Sidste spørgsmål er, om det er et krav, at afhængighedsforholdet fortsætter efter, at den omhandlede person har fået sit opholdskort. Domstolen svarer, at det har lovgiver ikke sagt noget om, og dermed kan et sådant krav ikke stilles.

Link til dommen i sag C-83/11, Rahman m.fl.: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1541124

Forenede sager C-147/11, Czop, og C-148/11, Punakova, dateret 6. september 2012:

Stikord: »Forordning nr. 1612/68/EØF – direktiv 2004/38/EF – ret til tidsubegrænset ophold – sociale ydelser – omsorg for et barn – ophold tilbagelagt før oprindelsesstatens tiltrædelse af Unionen«

Fru Czop er polsk statsborger, mor til fire og indrejst til Storbritannien før Polen blev medlem af EU. Tre af børnene er født i Storbritannien, og alle børnene går i skole der.

Det samme gør sig gældende for fru Punakova, der dog er fra Tjekkiet og har tre børn.

Da de kom til Storbritannien og fik opholdstilladelse, var det på den klare betingelse, at de ikke kunne få en bøjet pence fra de offentlige kasser, hvilket de accepterede.

Begge arbejder on/off som selvstændige erhvervsdrivende. Og så sker det, der ikke måtte ske: De kunne ikke få de økonomiske ender til at nå sammen, og måtte derfor gå bodsgang på socialkontoret. Kassen var lukket med førnævnte begrundelse.

Men var der ikke noget med, at forældre til børn, der går i skole er berettiget til visse ydelser? Jævnfør sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3 ), sag C-310/08, Ibrahim (se del 4) og sag C-480/08, Teixeira (se del 4). Det mente vores to veninder, at der var, så de klagede. Og fik medhold. Men en endnu højere instans i Storbritannien var alligevel ikke helt sikker på, at damerne havde ret, så sagen blev sendt til Domstolen.

Domstolen indleder med at fortælle, at ophold før og efter hjemlandenes medlemskab af EU kan lægges sammen. Derfor kan Domstolen konstaterer, at begge kvinder har boet i Storbritannien i mere end 5 år, og skal tildeles permanent EU-opholdsret, hvilket de ikke havde fået.

Damerne havde hørt ude i byen, at arbejdstagere og selvstændige har de samme rettigheder i EU-reglerne, en påstand som Domstolen fejede af bordet. Forordning 1612/68 giver nemlig kun adgang til, at den ansøgte ydelse kunne gives til arbejdstagere eller tidligere arbejdstagere, hvis børnene samtidig gik i skole eller var under uddannelse mens forældrene arbejdede. Da Czop og Punakova ikke var eller har været arbejdstagere, var de ikke berettiget til ydelsen.

Link til dommen i de forenede sager C-147/11, Czop, og C-148/11, Punakova:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1916180

Sag C-249/11, Byankov, dateret 4. oktober 2012:

Stikord: »Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – artikel 27 – en administrativ foranstaltning om forbud mod at forlade det nationale område på grund af manglende betaling af gæld stiftet over for en privatretlig juridisk person – retssikkerhedsprincippet i forhold til endelige forvaltningsakter – ækvivalens- og effektivitetsprincipperne«

Den er gal igen i Bulgarien. Nu er en tredje person blevet forhindret i at forlade landet. De to tidligere sager var C-430/10, Gaydarov, der i Serbien havde fået en dom for at tage narko med over grænsen fra Bulgarien til Serbien, og C-434/10, Aladzhov, der havde en ubetalt regning til skattefar. Begge sager kan læses i del 4. Sagen her mod Byankov handler om en gæld til en ikke nærmere angivet tredjepart.

Byankovs gæld er på 200.000 bulgarske lev, hvilket svarer til omkring 760.600 danske kroner.

Det fremgår af sagen, at der ved en afgørelse i 2007, alene har været lagt økonomiske årsager til grund for udrejseforbuddet, mens alt andet glimrer ved sit fravær. Domstolen fastslår for det første, at opholdsdirektivets artikel 27 udtrykkeligt bestemmer, at der ikke må lægges økonomiske kriterier til grund for et sådant forbud (præmis 35-37). Den manglende undersøgelse af hans personlige adfærd, får også krads kritik med på vejen i præmis 41-42.

Anden del af sagen er væsentligt tungere læsning. Jeg måtte i hvert fald læse det igennem flere gange for at fange pointen. Sagen var den, at afgørelsen i 2007 var endelig. Den kunne derfor ikke ankes. Problemet var blot, at der i afgørelsen på ingen måde var taget hensyn til EU-reglerne. Afgørelsen var ene og alene truffet ud fra national lovgivning.

Domstolen gør det klart, at såfremt afgørelsen ikke indeholder den mindste afstemning med EU-reglerne, er afgørelsen ikke endelig, og derfor kan den ankes alligevel ved domstolene.

Således blev resultatet, at de bulgarske myndigheder IGEN ikke kunne hindre deres egne statsborgere i at bruge deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed. Uanset om man har fået en narkodom i et andet land, har en skattegæld eller skylder penge “i by og på land”.

Link til dommen i sag C-249/11, Byankov:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=133262

Sag C-256/11, Dereci m.fl., dateret 15. november 2011:

Stikord: »Unionsborgerskab – opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til unionsborgere – afslag baseret på manglende udøvelse af borgerens ret til fri bevægelighed – eventuel forskelsbehandling i forhold til unionsborgere, som har udøvet retten til fri bevægelighed – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – tillægsprotokollens artikel 41– »standstill«-klausuler«

Når man læser denne doms første del, skal man have Ruiz Zambrano-dommen (C-34/09) nævnt i del 4 in mente. Zambrano-dommen førte nemlig til, at rigtig mange lod sig skille proforma og påberåbte sig dommen i den hensigt at få en opholdsret. Med den dom, der diskuteres nu, sætter Domstolen en form for prop i det hul.

Sagen drejer sig egentlig om fire personer. Nogle af dem er indrejst lovligt til Østrig, andre er indrejst ulovligt. Fællesnævneren er dog, at de ønsker at bo og leve sammen med østrigske unionsborgere - og disse sidstnævnte har aldrig benyttet sig af retten til fri bevægelighed. De påberåber sig resultatet af Zambrano-dommen.

De fire personer kommer fra Tyrkiet, Nigeria, Sri Lanka og det tidligere Jugoslavien.

Kommissionen og en række regeringer mener ikke, at de pågældende kan gøre hverken opholdsdirektivet eller traktaterne gældende i de verserende sager. Det er et “rent internt anliggende” for Østrig, mener de.

Murat Dereci er af en anden opfattelse. Han mener, at han på baggrund af Zambrano kan påberåbe sig EU-retten, blandt andet med henvisning til sine tre børn, som han fik med sin østrigske ægtefælle.

I dommen nævnes to direktiver, som Domstolen forholder sig til. Det konstateres her, at ingen af dem kan gøres gældende i de fire sager. Derefter kigger Domstolen nærmere på traktaterne, og heller ikke her er der gevinst. Til sidst sammenholdes Chartret om grundlæggende rettigheder og EMRK artikel 8 med de fire sager, og her siger Domstolen, at fordi de fire sager var “usikre” på ansøgningstidspunktet, er der ikke noget familieliv eller privatliv, som Medlemsstaterne skal beskytte.

Anden del af dommen handler udelukkende om Murat Dereci, idet han er tyrkisk statsborger og der ligger en Associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet. I 1980 blev der mellem EU og Tyrkiet indgået en såkaldt “stand still-klausul”, der forpligter Medlemsstaterne til ikke at indføre strengere krav overfor tyrkiske arbejdstagere, end reglerne var i 1980, da klausulen trådte i kraft. Østrig var ikke medlem af EU dengang, så for dem skulle man kigge på hvordan kravene var, da landet blev medlem. Sagen var den, at før Østrig trådte ind i EU, var kravene lidt lempeligere, end klausulen foreskrev, men reglerne blev strammet en lille smule efter Østrig blev medlem. Spørgsmålet var derfor, om det var en ulovlig stramning, eller om den slipper gennem nåleøjet.

Her starter Domstolen med at slå fast, at artikel 13 i afgørelse 1/80 og artikel 41 i tillægsprotokollen ikke kan gøres gældende samtidig. Herefter forholder Domstolen sig udelukkende til artikel 41 i tillægsprotokollen, som groft sagt fortæller, at enhver stramning er forbudt hvad angår tyrkiske arbejdstageres rettigheder. Det betyder, at man gerne må lempe reglerne, men strammer man dem igen, uanset hvor lidt, er dette en ulovlig hindring.

Østrig gjorde gældende, at Murat Dereci ganske vist indrejste lovligt til landet og søgte om asyl. Den ansøgning fik han afslag på, men mens sagen kørte, blev reglerne strammet således, at det nu var et krav, at man søger om opholdstilladelse “hjemmefra”, og at man ikke kan komme ind, før sagen er behandlet færdigt med et positivt resultat. Det betød, at Østrig nu pludselig mente, at han var indrejst ulovligt.

Domstolen gjorde opmærksom på, at mens asylsagen kørte, overtog Dereci sin brors frisørsalon. Derved kunne han påberåbe sig Associeringsaftalen, ligesom Domstolen ikke købte historien om, at han oprindeligt var indrejst lovligt, men nu blev anset for ulovligt indrejst. Domstolen konstaterer nemlig, at fordi Dereci arbejder, og fordi han oprindeligt er indrejst lovligt, befinder han sig rent faktisk lovligt i landet.

Link til dommen i sag C-256/11, Dereci m.fl.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=387848

Sag C-300/11, ZZ, dateret 4. juni 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – afgørelse om at forbyde en EU-borger indrejse til en medlemsstats område af hensyn til den offentlige sikkerhed – nævnte direktivs artikel 30, stk. 2 – pligt til at meddele den pågældende borger begrundelsen for denne afgørelse – videregivelse i strid med hensynet til statens sikkerhed – grundlæggende ret til effektiv domstolsbeskyttelse«

Vi skal til en særdeles alvorlig sag i Storbritannien. Så alvorlig, at man snakker om statens sikkerhed.

ZZ har algiersk og fransk statsborgerskab, men har boet i Storbritannien i mange år. Han tager på en rejse til Algeriet, og mens han er der, vender de britiske myndigheder på en tallerken: Hans opholdstilladelse inddrages og han meddeles, at afgørelsen ikke kan prøves noget sted. De britiske myndigheder holder tand for tunge. ZZ skal ikke have besked om, hvorfor han nægtes indrejse.

Det viser sig, at myndighederne mener, at de har nogle beviser for, at ZZ er en del af et terrornetværk, og at det er her, den reelle begrundelse ligger.

Selv om myndighederne har besluttet, at afgørelsen ikke kan ankes, gør ZZ alligevel forsøget. Det får han held med, for sagen ender ved Domstolen.

ZZ har fået beskikket nogle særlige advokater, som kan være med til forskellige både administrative og retlige møder, uden ZZ selv er til stede. På disse møder får de særlige advokater, i hvert fald et stykke ad vejen, indsigt i de beviser, som myndighederne har mod ZZ. Men de må ikke snakke med ham om dem, lyder meldingen fra myndighederne.

Domstolen skulle derfor tage stilling til, hvor langt man kan gå. På den ene side er der jo hensynet til statens sikkerhed, på den anden side har ZZ krav på en fair rettergang.

Hvornår noget eller nogen er til fare for statens sikkerhed, er et nationalt anliggende at afgøre. Derfor tager Domstolen ikke stilling til, hvorvidt ZZ er en fri mand eller det modsatte. Domstolen udstyrer dog den nationale retsinstans med værktøjer, der kan bruges i begge situationer.

For det første skal de nationale dommere have samtlige sagens akter fremlagt, uanset hvor hemmeligtstemplede de er. Dernæst skal dommerne tage stilling til, om forklaringen om statens sikkerhed også holder vand. På det punkt skal undersøgelsen være grundig og uafhængig, formaner Domstolen. Derefter skal den anklagede have så meget at vide som muligt, således at han har mulighed for at forsvarer sig (det kaldes i juraen for kontradiktion). Er faren for sikkerheden god nok, må den anklagede dog ikke få så meget at vide, at det kan skade den videre efterforskning. Dommerne i de nationale retter skal derfor afveje præcist, hvor grænsen går.

Link til sag C-300/11, ZZ:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=749338

Forenede sager C-356/11, O & S, og C-357/11, L, dateret 6. december 2012:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF − direktiv 2003/86/EF − ret til familiesammenføring − mindreårige unionsborgere, der bor sammen med deres mødre, som er tredjelandsstatsborgere, på den medlemsstats område, hvor disse børn er statsborgere − ret til tidsubegrænset ophold i denne medlemsstat for mødrene, som har fået tildelt eneforældremyndigheden over unionsborgerne − sammenbringning af familier i forbindelse med mødrenes indgåelse af nyt ægteskab med tredjelandsstatsborgere og fødsel af børn, der ligeledes er tredjelandsstatsborgere og født i disse ægteskaber − ansøgninger om familiesammenføring i unionsborgernes oprindelsesmedlemsstat – afslag på ret til ophold til de nye ægtefæller grundet fraværet af tilstrækkelige indtægter − ret til respekt for familielivet − hensyntagen til børnenes tarv«

Nu gælder det om at holde på hat og løse gebisser, for den her er en smule teknisk. Vi har at gøre med to sager, begge udspiller sig i Finland og en “dine, mine og vores børn”-problemstilling. Samtidig henvises der til et væld af forskellige juridiske tekster. Jeg skal forsøge at navigerer i dette virvar.

I begge sager, er der to mødre. Disse er begge tredjelandsborgere. De har begge været gift med finske mænd, og fået børn med disse. Disse børn er unionsborgere, og deres mødre har den fulde forældremyndighed over dem. Børnene bor hos deres respektive mødre.

De to mødre bliver gift igen, nu med nogle mænd fra tredjelande. Sammen med disse mænd får de flere børn, og ingen af disse børn har statsborgerskab i en Medlemsstat. Så langt er de to sager fuldstændig identiske. Det, der adskiller dem er, at i C-357/11, er faderen til det sidst fødte barn blevet sendt tilbage til sit hjemland.

De to mænd søger familiesammenføring med deres nye ægtefæller. De finske myndigheder er ikke meget for det, så de giver afslag med den begrundelse, at hverken mødrene eller fædrene er unionsborgere, så hvorfor i al verden skulle Finland dog give dem opholdsret?

Parrene er langtfra enig, for der er jo nogle unionsborger(børn) fra de første ægteskaber, og Domstolen havde jo i Zambrano (gennemgået i del 4) og Dereci m.fl. (gennemgået ovenfor) sagt, at.... Hvilken indflydelse har det?

Først kigger Domstolen på opholdsdirektivets artikel 3, men vender tomlen nedad, fordi kodeordet i den er, at man skal have flyttet sig. Unionsborgerbørnene har altid boet i Finland.

Er der så noget at hente i traktaterne, mere specifikt i artikel 20 TEUF? På sin vis ja. Det forholder sig nemlig sådan, at såfremt en mindreårig unionsborger tvinges til at forlade Unionens område, kan barnet ikke udøve kerneindholdet i sin status som unionsborger. Det kan i øvrigt heller ikke udøve samvær med sin far, sådan som barnet har ret til.

Omvendt betyder det ikke en automatisk opholdsret til de nye fædre. Medlemsstaterne kan godt give afslag på opholdstilladelse til de to fædre, men hvis det medfører, at unionsborgerbarnet tvinges til at forlade Unionen som helhed, kan Medlemsstaterne ikke gøre det. Indirekte skubber Domstolen altså lidt til familierne med henvisning til unionsborgerbørnenes ret til fri bevægelighed.

Der bliver også kigget på et direktiv med nummer 2003/86 (eller i daglig tale familiesammenføringsdirektivet). Det skal her siges, at direktivet ikke gælder i Danmark på grund af retsforbeholdet. Direktivets artikel 3 bestemmer blandt andet, at direktivet ikke gælder for familiemedlemmer til unionsborgere. Videre til næste.

Til sidst ender vi ud i Chartret om grundlæggende rettigheder, som er en del af traktatgrundlaget i EU. Den er Danmark helt og fuldt omfattet af, og vil derfor være relevant i tilsvarende sager i Danmark. Domstolen udpeger Chartrets artikel 7 (der svarer til EMRK artikel 8 ) og artikel 24 om barnets rettigheder, som relevante.

Det hele ender med, at Domstolen koger Artikel 20 TEUF sammen med Chartrets artikel 7 og 24, hvorefter den konkluderer, at Medlemsstaterne sådan set godt kan give afslag på familiesammenføring. Og så kommer twisten: Men hvis det medfører, at disse særbørn, der er unionsborgere, reelt tvinges ud af Unionen som helhed, er den pågældende Medlemsstat forpligtet til at give opholdstilladelse.

Link til dommen i de forenede sager C-356/11, O & S, og C-357/11, L:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1064716

Sag C-451/11, Dülger, dateret 19. juli 2012:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – artikel 7, stk. 1 – opholdsret for familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat – thailandsk statsborger, som har været gift med en tyrkisk arbejdstager, og har boet sammen med denne i mere end tre år«

Natthaya Dülger er thailandsk statsborger. Hun indgik ægteskab med den tyrkiske statsborger, Mevlüt Dülger i september 2002, og boede med ham i Tyskland indtil de gik fra hinanden i juni 2009.

Natthaya får en midlertidig opholdstilladelse med en gyldighed på et år, og med en betingelse om, at hvis hun trækker på offentlige ydelser til overlevelse, vil opholdstilladelsen ikke blive forlænget. Det lykkedes hende ikke at finde noget arbejde, så hun måtte få hjælp fra kommunen. Med de følger, som de tyske myndigheder havde givet hende.

Da hun søgte forlængelse, fik hun da også afslag, ganske som hun havde fået besked om, fordi betingelserne ikke var opfyldt. Hun påberåbte sig derfor artikel 7 i afgørelse 1/80, fordi hun stadig mente, at hun var familiemedlem til en vandrende tyrkisk arbejdstager. En definition, tyskerne var helt og aldeles uenig i.

Tre Medlemsstaters regeringer havde afgivet såkaldte indlæg i sagen. De mente, at kun personer, som selv er tyrkiske statsborgere, og som er familiemedlemmer til vandrende tyrkiske arbejdstagere, er omfattet af nævnte artikel 7. En påstand, som Domstolen fejer fuldstændig af bordet (præmis 31-36).

Noget man her skal hæfte sig ved er, at artikel 7 bestemmer, at når et familiemedlem til en vandrende tyrkisk arbejdstager har opholdt sig i Medlemsstaten i mindst 3 år, har dette familiemedlem ret til ophold på selvstændigt grundlag i Medlemsstaten.

I præmis 61-63 understreger Domstolen, at vandrende tyrkiske arbejdstagere ikke har nogen selvstændig ret til familiesammenføring, men at det helt og holdent er op til Medlemsstaterne at afgøre det spørgsmål. Men hvis en Medlemsstat giver ret til ophold for familiemedlemmet, har de ligeledes ret til familiesammenføring, hvis ellers alle andre krav til det også er opfyldt.

På det grundlag måtte de tyske myndigheder pænt bøje nakken og indrømme opholdstilladelse til Natthaya Dülger.

Link til dommen i sag C-451/11, Dülger:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1516174

Sag C-529/11, Alarape og Tijani, dateret 8. maj 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – forordning nr. 1612/68/EØF – artikel 12 – fraskilt ægtefælle til en unionsborger, som har arbejdet i en anden medlemsstat – myndigt barn, der fortsætter sin uddannelse i værtsmedlemsstaten – ret til ophold for den forælder, som stammer fra et tredjeland – direktiv 2004/38/EF – artikel 16-18 – ret til tidsubegrænset ophold for en unionsborgers familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat – lovligt ophold – ophold på grundlag af nævnte artikel 12«

Vi har tidligere i denne serie set sager om børn, der gennemgår skole og uddannelse og hvilke rettigheder de har. I denne sag har de britiske myndigheder tilsyneladende glemt de tidligere sager, så det giver Domstolen mulighed for at opsummerer.

Familien her består af far, der er unionsborger og har bosat sig i Storbritannien, en nigeriansk ægtefælle og hendes søn. Efter sønnen ankom, har han gennemgået skole og videre uddannelse. Undervejs i dette forløb bliver hans mor og bonusfar skilt, og det får i korte træk de britiske myndigheder til at nægte forlængelse af opholdstilladelserne.

Domstolen uddeler derfor huskekager til de britiske myndigheder, ved at forklarer, at Domstolen tidligere har slået fast, at barnet ikke mister sin opholdsret ved en bestemt alder, men at det først er noget de nationale myndigheder kan kigge på, når drengen har færdiggjort sin uddannelse. Da drengen er afhængig af sin mor, kan de heller ikke smide hende på porten så længe han studerer.

Moderen og sønnen har påberåbt sig artikel 12 i forordning 1612/68, der bestemmer at »Såfremt en statsborger i en medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat. Medlemsstaterne skal fremme bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst mulige vilkår at følge undervisningen.«

Men kan moderen påberåbe sig artikel 12? Umiddelbart vil svaret være nej, for hun er ikke unionsborger. Nu skulle man tro, at sagen blev lukket der, men det gør Domstolen ikke. Den slår nemlig også fast, at selvom unionsborgeren er flyttet tilbage til hjemlandet og ægteparret er blevet skilt, er det uden betydning for sagen (præmis 27). Den dag, hvor sønnen ikke længere har brug for sin mor, eller hvor han afslutter sin uddannelse, ophører hendes opholdsret (præmis 29).

Ændrer det noget, at moderen har opholdt sig sammen med unionsborgeren i mere end 5 år?

Domstolen replicerer, at opholdsdirektivet sondrer mellem 2 forskellige måder, at få permanent opholdsret på. De er omtalt i direktivets artikel 16 og 17. Artikel 17 indeholder en række undtagelser til artikel 16. Man kan dog kun påberåbe sig artikel 16, hvis betingelserne i direktivets artikel 7, stk. 1, er opfyldt. Det vil sige, at unionsborgeren skal have været arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende, tjenesteyder eller selvforsørgende i gæstelandet og have boet i gæstelandet i mindst 5 år (præmis 37).

Bemærk dertil dommens præmis 40. Den gør udslaget til spørgsmålet om permanent opholdsret efter 5 år.

Link til dommen i sag C-529/11, Alarape og Tijani:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1661231

Sag C-544/11, Petersen, dateret 28. februar 2013:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser – arbejdskraftens frie bevægelighed – bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter indtægter oppebåret for beskæftigelse udøvet i en anden stat inden for rammerne af udviklingsbistanden kan skattefritages – betingelser – arbejdsgiver, der er etableret på det nationale område – afslag, når arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat«

Det danske ægtepar Helga og Peter Petersen har arbejdet på et ulandsprojekt i Benin. Da de flyttede til Tyskland, blev de af de danske skattemyndigheder fritaget for at betale skat af det seneste indkomstår, mens tyskerne krævede fuld skat. Faktisk ville de komme til at betale mere i skat i Tyskland, end et tilsvarende tysk ægtepar ville blive opkrævet, hvis de havde arbejdet på et lignende projekt.

Derfor er spørgsmålet, om den højere skat af det danske ægtepar udgør en hindring for den fri bevægelighed.

Domstolen tager dog først stilling til, om ægteparret er arbejdstagere eller tjenesteydere. Her fastslår Domstolen, at for at komme under begrebet tjenesteyder, skal man være selvstændig og sælge en varer eller en ydelse til en eller flere kunder i andre lande. Parret var ikke selvstændige. De var ansat som lønmodtagere. Derfor er de arbejdstagere i EU-rettens forstand.

Kernen i spørgsmålet om skatten er, at om den højere skat af de to danskere er i strid med EU-reglerne om fri bevægelighed. De tyske skattemyndigheder bruger blandt andet ”en effektiv skattekontrol” som begrundelse, men den afviser Domstolen ved at henvise til, at de tyske myndigheder kunne få alle de oplysninger de ønskede fra både deres danske kolleger og fra ægteparret selv. Og at der burde være så meget tillid mellem to lande, der har en dobbeltbeskatningsaftale, at man stoler på, at den effektive skattekontrol er gennemført.

Dommen ender derfor med at parret får ændret status af Domstolen fra tjenesteyder til arbejdstager, og tyskerne får besked på, at de ikke må opkræve mere i skat fra det danske par, end de ville gøre fra et tilsvarende tysk par.

Link til dommen i sag C-544/11, Petersen:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3921068

Sag C-20/12, Giersch m.fl., dateret 20. juni 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – ligebehandling – sociale fordele – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 7, stk. 2 – økonomisk støtte til videregående uddannelse – krav om bopæl i den medlemsstat, som tildeler støtten – afslag på at tildele støtten til studerende, der er unionsborgere, men ikke er bosiddende i den pågældende medlemsstat, og hvis fader eller moder, der er grænsearbejdere, arbejder i nævnte medlemsstat – indirekte forskelsbehandling – begrundelse – mål om at øge antallet af bosiddende personer, som har afsluttet en videregående uddannelse – egnet karakter – proportionalitet«

Vi skal et smut til Luxembourg, hvor en flok studerende har en udfordring med de stedlige myndigheder. Ingen af dem bor i landet. Alle har mindst én forælder, der bor og/eller arbejder i landet. Alle er i gang med at tage en videregående uddannelse i landet i skoleåret 2010/2011. og alle er nægtet studiestøtte. Ifølge domsreferatet sidder der godt 600 andre mennesker i samme klemme i baggrunden.

Udfordringen består i, at regeringen i Luxembourg har lavet en lov, der kræver, at man skal bo i landet for at kunne få studiestøtte. Regeringen begrunder det med, at hvis bopælskravet ikke stilles, kunne landets økonomi, som jo er af en ret begrænset størrelse, brase sammen. Desuden mener regeringen ikke, at ydelsen er en social fordel efter artikel 7 i forordning 1612/68, og her er de unge mennesker lodret uenige med regeringen.

Domstolen starter i sine kommentarer til tvisten med at fastslå, at ydelsen efter artikel 7 i forordningen ER en social fordel og at den skal tolkes på samme måde som artikel 45 TEUF (arbejdstagerbegrebet i traktaten).

Herefter drejer diskussionen sig over på integrationspotentialet, når man ikke bor i landet. Regeringen påstår, at hvis de bor i landet ved studiestart, er chancen for at de bliver i landet efter uddannelsens afslutning større, end hvis de pendler ind og ud af landet hver dag til nabolandene. Overfor det står de unge mennesker med påstanden om, at universitetet i Luxembourg på det akademiske område, ikke rækker helt op i de øverste lag, og derfor vil mange studerende afslutte uddannelserne i andre lande.

Domstolen afviser regeringens påstand. Alene det, at man studerer i landet, viser en vis form for integration.

Hvad angår bopælskravets egnethed, svarer Domstolen, at her kan regeringen godt forsvarer sine begrundelser. Domstolen sondrer dog mellem egnethed og nødvendighed, for når det kommer til nødvendigheden af bopælskravet, mener Domstolen - ligesom i så mange andre sager, vi har set tidligere - at Luxembourg går længere end nødvendigt, og dermed er EU-reglerne overtrådt.

Link til dommen i sag C-20/12, Giersch:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4466709

Sag C-45/12, Hadj Ahmed, dateret 13. juni 2013:

Stikord: »Social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EØF) nr. 1408/71 – personelt anvendelsesområde – tildeling af familieydelser til en tredjelandsstatsborger, der har opholdstilladelse i en medlemsstat – forordning (EF) nr. 859/2003 – direktiv 2004/38/EF – forordning (EØF) nr. 1612/68 – betingelse vedrørende varigheden af opholdet«

Vi har tidligere haft sager i denne serie, som ligner den her rigtig meget. Og meget af det dommen fortæller, er noget vi allerede kender svarene på, fordi Domstolen holder fast i en linje, når den først er taget. Der er dog en lille twist i denne sag, i form af et “familiemedlem”, som ikke er i familie med en unionsborger. Så lad os hoppe direkte ind og se, hvad det er for et persongalleri, vi har med at gøre. Præmis 12 fortæller:

“Radia Hadj Ahmed, der er algerisk statsborger, har været registreret i folkeregisteret i Belgien siden den 18. januar 2006 og er indehaver af en tilladelse, der fra denne dato giver hende ret til at opretholde sig på belgisk område. Hun fik opholdstilladelsen, fordi hun i Belgien sluttede sig til en partner, der er fransk statsborger. Radia Hadj Ahmed og sidstnævnte har et fællesbarn, som ligeledes er fransk statsborger, og som er født den 18. december 2003. I løbet af 2006 hentede sagsøgte i hovedsagen, efter at hun havde fået nævnte opholdstilladelse, sin datter, der er algerisk statsborger og født den 28. januar 1993, til Belgien.”

Radia Hadj Ahmed har aldrig arbejdet, mens hun boede sammen med sin partner. Hun levede af sociale ydelser og børnetilskud (i flere af dommene omtales børnetilskud som “familieydelser”). I 2007 går Radia og hendes partner fra hinanden, og det får de belgiske myndigheder til at reagerer. De vil allerhelst gerne have hende ud af landet, da hun er blevet en økonomisk byrde for det sociale system.

Hun har mere end svært ved at se, at det er en rimelig begrundelse. Fællesbarnet er nemlig begyndt i skolen, barnets far har arbejdet i Belgien, og der var noget med, at når én af forældrene er eller har været arbejdstager i det pågældende land, og barnet er begyndt i skole, beskytter forordning 1612/68 mod udsendelse af både barnet og den forælder, som tager sig af det.

Det stopper dog ikke der. For der er jo en datter mere, som kom til Belgien og sluttede sig til familien i 2006, 13 år gammel. Radia Hadj Ahmed forsøger at få denne datter ind under begrebet “familiemedlem” efter forordning 1408/71. En fortolkning, som de belgiske myndigheder mener er lige rigelig kreativ sammenlignet med definitionen i forordningen.

Da sagen kommer til behandling i Domstolen, lægger Domstolen ud med at konstaterer, at så længe fællesbarnet er i gang med sin skole og uddannelse, kan hverken fællesbarnet eller moderen smides ud. Forordning 1612/68 beskytter dem, fordi barnets far har arbejdet i Belgien.

Det forholder sig anderledes for den 13 årige datter. Hun er ikke familiemedlem efter den definition, som forordning 1408/71 beskriver. Der skal hun nemlig være familiemedlem til unionsborgeren, men da der ikke er noget blodsbånd dér, falder hun udenfor kategori og kan faktisk sendes tilbage til Algeriet, hvor hun er statsborger. Det er dog i sidste ende de nationale definitioner af begrebet “familiemedlem”, der er afgørende for, om hun kan blive eller om hun sendes tilbage til hjemlandet.

Link til dommen i sag C-45/12, Hadj Ahmed:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2975741

Sag C-46/12, L.N., dateret 21 februar 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – arbejdskraftens frie bevægelighed – princippet om ligebehandling − artikel 45, stk. 2, TEUF – forordning nr. 1612/68/EØF – artikel 7, stk. 2 − direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 1 og 2 – undtagelse fra princippet om ligebehandling med hensyn til studiestøtte i form af stipendier eller lån – unionsborger, der studerer i en værtsmedlemsstat – lønnet beskæftigelse før og efter påbegyndelse af studiet − hovedformålet med den pågældendes indrejse på værtsmedlemsstatens område – betydning for den pågældendes status som arbejdstager og for retten til studiestøtte«

Vi skal nu til Danmark, hvor denne anonyme L.N. har stævnet Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte (der i gamle dage blot hed SU-Styrelsen). Domstolen kalder styrelsen for “VUS”.

Lang historie kort: L.N. søger optagelse på CBS inden vedkommende er ankommet til landet, og får godkendelse. Fra han ankom og til studiet startede, arbejdede han fuldtids i et engrosfirma, og Statsforvaltningen gav ham på den baggrund et EU-registreringsbevis i løbet af blot 20 dage. Den blev givet, fordi han var arbejdstager. Men da studiet startede, opsagde han sit job. Det fik VUS til at knalde pengekassen i: “Hovedformålet er ikke arbejde, men studie, og dermed er du ikke berettiget til SU”. L.N. havde dog noget arbejde ved siden af, men det mente myndighederne ikke var kvalificerende, da hovedformålet som nævnt var studie.

Sagen kommer til et ankenævn for uddannelsesstøtte, som sender sagen videre til Domstolen. Og Domstolen er rasende hele dommen igennem. Det kan godt være, at hovedformålet med at komme til Danmark, er at læse på en højere uddannelse, men det giver ikke ret til at indskrænke eller se bort fra, om manden faktisk opfylder arbejdstagerbegrebet sideløbende. Arbejdet må blot ikke være af så lille omfang, at det reelt er ubetydeligt. Dertil kommer, at det ikke tilkommer Danmark selv at fortolke arbejdstagerbegrebet, så hen i skammekrogen med sig!

Den danske og den norske regering indvender dog, at når man ikke er arbejdstager, har man ikke ret til studiestøtte i de første fem år. Domstolen svarer tørt og uden at forholde sig til de nævnte 5 år:

“For så vidt angår den danske og den norske regerings argument, hvorefter den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen ved sin indrejse på det danske område havde til formål at studere dér, medfører, at han ikke har status som »arbejdstager« i artikel 45 TEUF’s forstand, er det tilstrækkeligt at bemærke, at for at vurdere, om en beskæftigelse kan give status som arbejdstager i denne bestemmelses forstand, er forhold vedrørende den berørte persons adfærd før og efter beskæftigelsesperioden uden betydning for tilvejebringelsen af status som arbejdstager i bestemmelsens forstand. Disse forhold har nemlig ingen forbindelse med de objektive kriterier, som er opregnet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 40.

I denne forbindelse bemærkes, at definitionen af begrebet »arbejdstager« i artikel 45 TEUF’s forstand udtrykker det krav, der er uløseligt forbundet med selve princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvorefter de fordele, som EU-retten giver i medfør af denne frihed, kun kan påberåbes af personer, der i egentlig forstand udøver eller seriøst ønsker at udøve lønnet beskæftigelse. Definitionen indebærer imidlertid ikke, at retten til denne frihed kan underlægges de formål, som en statsborger i en medlemsstat måtte have for at søge om indrejse eller ophold på værtsmedlemsstatens område, forudsat at den pågældende dér udøver eller ønsker at udøve en reel og faktisk beskæftigelse. Når denne betingelse er opfyldt, er de bevæggrunde, der har fået arbejdstageren til at søge arbejde i den omhandlede medlemsstat, uden betydning og kan ikke tages i betragtning.”

Igen: At mandens hovedformål er at læse på CBS, fratager ham ikke retten til at kalde sig arbejdstager, hvis han rent faktisk opfylder betingelserne for denne status. Opfylder han betingelserne for at være arbejdstager, skal han indrømmes SU, afslutter Domstolen.

Link til dommen i sag C-46/12, L.N.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5191740

Sag C-86/12, Alokpa og Moudoulou, dateret 10. oktober 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er beslægtet i direkte opstigende linje med mindreårige unionsborgere – unionsborgere, der er født i en anden medlemsstat end den, hvor de har statsborgerskab, og som ikke har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed – grundlæggende rettigheder«

Denne sag vil være særlig interessant for par med små børn, der er født i et andet EU-land, end der, hvor de har statsborgerskab. Sagen udspiller sig i Luxembourg, hvor togolesiske Adzo Domenyo Alokpa (mor) og franske Jean Moudoulou (far) har fået for tidligt fødte tvillinger, så tidligt, at sundhedsfaglig bistand er absolut nødvendigt.

Alokpa har egentlig søgt asyl i Luxembourg, hvilket blev afvist. Derefter søgte hun tålt ophold med henvisning til de for tidligt fødte børns helbredstilstand, hvilket hun fik tildelt. Det udløb med udgangen af 2008. Hun søgte om forlængelse, men blev afvist.

Børnene fik fransk statsborgerskab. Krøllen i sagen er, at far bor i Frankrig og nu hvor den her sag ligger på Domstolens bord, har de to forældre ikke kontakt til hinanden.

Mor forsøger desperat at få opholdsret i Luxembourg, men myndigheder fortæller hende, at uanset hvor de kigger hen i såvel EU-regler som national ret, opfylder hun ingenting for at få lov til at være der. Det er hun ikke tilfreds med, og anker sagen.

Domstolen fastslår, at såfremt et afslag på ophold medfører, at de nyfødte må forlade EU som helhed (altså flytte med til moderens hjemland), vil afslaget ikke kunne gennemføres. Men kan der findes andre løsninger, for eksempel at mor og børn flytter til Frankrig, hvor børnene er statsborgere, vil der være grønt lys for afslag.

Link til dommen i sag C-86/12, Alokpa og Moudoulou:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4128540

Sag C-140/12, Brey, dateret 19. september 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – ret til ophold i mere end tre måneder – artikel 7, stk. 1, litra b) – person, der ikke længere er arbejdstager – alderspensionsberettiget – betingelse om at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til ikke at blive en byrde for værtsmedlemsstatens »sociale system« – ansøgning om en særlig, ikke-bidragspligtig kontantydelse – udligningstillæg, der supplerer alderspension – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 3, stk. 2, og artikel 70 – bopælsmedlemsstatens kompetence – betingelser for tildeling – lovlig opholdsret på det nationale område – overensstemmelse med EU-retten«

Når man søger familiesammenføring efter EU-retten, kan man ofte se en henvisning til denne dom i det brev, man får fra SIRI. Nemlig når udtrykket “faktisk og reelt ophold” skal defineres. Der er helt konkret tale om præmis 37, hvor Domstolen udtrykker det sådan her:

“.... svarer en persons bopæl imidlertid til det sted, hvor denne har sit »sædvanlige opholdssted«, hvilket betyder den medlemsstat, hvor den pågældende person har sin faste bopæl, og hvor hans sædvanlige interessecentrum ligeledes befinder sig.”

Man kan også sige “... dér, hvor sengen står, hvor man sædvanligvis overnatter”.

Dette er også genstanden for denne sag som helhed. Peter Brey er tysk. Det samme er hans ægtefælle. De er begge folkepensionister og lever mildt sagt på en sten. De har nemlig kun hans pension på godt 860 euro om måneden før skat samt et plejetillæg på 225 euro om måneden. Hun har også en basisydelse, som domsreferatet dog ikke sætter tal på.

De vælger at flytte til Østrig, hvilket betyder, at han mister sit plejetillæg og hun mister sin basisydelse. Med en husleje på den anden side af 500 euro om måneden, er der således ikke meget at rutte med. Det får dem til at søge et særligt udligningstillæg af de østrigske myndigheder, men myndighederne ved ikke rigtig, hvad de skal mene om det, så de spørger simpelthen Domstolen.

Herfra henvises til en tidligere dom, som ikke er med i denne serie, men som fastslår, at den pågældende ydelse er omfattet af forordning 1408/71, idet ydelsen har til hensigt at sikre, at man har et eksistensminimum, hvis pensionen ikke er tilstrækkelig.

Desværre er det gået lidt for stærkt for den danske oversætter. I dommen er omtalt de to forordninger 1408/71 og 883/2004, og opholdsdirektiv 2004/38 men flere gange bliver der byttet rundt på nogle af tallene. Nå, det var en sidebemærkning, så man ikke leder forgæves, hvis man nørder sig ind i dommene.

Men er der ikke noget med, at man ikke må ligge gæstelandet til økonomisk byrde, når man er selvforsørgende? Svaret finder du ved at læse dommens præmisser 62-68.

I Brey-sagen er der nemlig et problem. De østrigske myndigheder har på forhånd og på automatpilot sagt nej til, at han kan få den nævnte ydelse, og derfor mener de heller ikke, at ægteparret har lovligt ophold i landet, selv om en anden myndighed faktisk har givet dem EU-registreringsbevis, og dermed anerkendt retten til ophold. En sådan forhåndsafgørelse med et automatisk afslag, er derfor ikke lovligt, formaner Domstolen.

Alligevel sender Domstolen sagen tilbage til den østrigske ret, der har sagen, og beder dem om at tage endelig stilling til sagen ud fra de anvisninger, som Domstolen har lagt til grund.

Link til dommen i sag C-140/12, Brey:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6572534