EU-domme forklaret, del 5

[Kim P. Nyberg]

Sag C-220/12, Meneses, dateret 24. oktober 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – ret til fri bevægelighed og ophold – statsborger i en medlemsstat – studier, der følges i en anden medlemsstat – bevilling af uddannelsesstøtte – krav om fast bopæl – uddannelsessted beliggende i ansøgerens bopælsstat eller en nabostat – begrænset undtagelse – ansøgerens særlige omstændigheder«

Nu skal vi møde Hr. Meneses, der har været vidt omkring, sin unge alder til trods. Han er født i Brasilien, han er tysk statsborger, han har gået i tyske skoler i både Italien og Spanien, han bor i Tyrkiet og har været igang med videregående uddannelser i Tyskland. Nu er han rykket videre til Maastricht i Nederlandene til et universitet dér.

Striden står om studiestøtte, det vi i Danmark kender som SU. Tysk lov bestemmer nemlig, at den tyske udgave af SU kun kan fås, når man har boet i Tyskland i en vis tid, samt at der skal foreligge særlige omstændigheder for at man kan få den med over grænserne. Dertil må studiet kun finde sted i Tyskland eller et af nabolandene.

Den tyske lov om studiestøtte bestemmer således, at man skal have boet i landet i mindst 3 år, for at være berettiget til støtte. Her går Domstolen ind og punkterer argumentet, fordi det er for ensidigt og lader alle andre relevante betragtninger ude (præmis 40).

De såkaldte særlige omstændigheder viser sig at være økonomiske. For at være helt præcis: Vi er nødt til at få statskassen til at stemme. Også dette hælder Domstolen ned ad brættet. Økonomiske betingelser kan ikke stå i vejen for retten til fri bevægelighed (præmis 42).

Kravet om, at studiet kun må finde sted i Tyskland eller et land, som grænser op til Tyskland, er Domstolen bestemt heller ikke fan af. Den bliver derfor også afvist (præmis 48-49).

Dertil fastslår Domstolen igen-igen-igen, at Medlemsstaterne ikke må straffe eller stille borgerne ringere ALENE fordi de bruger deres ret til fri bevægelighed (præmis 23).

Link til dommen i sag C-220/12, Meneses:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6910127

[Kim P. Nyberg]

Sag C-233/12, Gardella, dateret 4. juli 2013:

Stikord: »Overførsel af pensionsrettigheder erhvervet i en medlemsstat – artikel 45 TEUF og 48 TEUF – national lovgivning, som ikke fastsætter ret til, at den kapital, der repræsenterer de pensionsbidrag, der er indbetalt til en national socialsikringsinstitution, overføres til en international organisation med hjemsted i en anden medlemsstat – regel om sammenlægning«

Vi hopper over Alperne til Italien, hvor Simone Gardella (som faktisk er en mand, trods fornavnet) står med en udfordring i forhold til pension optjent andre steder i EU. Han har arbejdet ved Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i München, Tyskland, hvor han forinden arbejdet ved EPO har optjent bidrag svarende til 9 år og 17 uger i Italien. Men Italienerne mener ikke de kan overføre disse bidrag, da ingen lov i Italien giver mulighed for det. Og der er heller ingen regler i EPO, der tillader overførsel. Det vil reelt sige, at hvis Gardella taber sagen, har han lige mistet alt det, han har opsparet inden ansættelsen ved EPO.

Domstolen starter med at konstaterer, at EPO ikke er en institution under EU, men er en international myndighed, som reguleres af international ret. Gardella kan derfor ikke anses som tjenestemand i et EU-organ.

Men Domstolen er ikke i tvivl om, at han er arbejdstager, og dermed er han omfattet af artikel 45 TEUF. Problemet er blot, at han ikke er ansat i en almindelig virksomhed i Tyskland. Han er ansat ved en international myndighed, og det har for Domstolen en afgørende betydning. Det betyder nemlig, at hverken den internationale myndighed eller hjemlandet kan tilpligtes at indføre i deres lovgivninger, at der skal være mulighed for sammenlægning af forsikringsperioder.

Nu tænker du måske, at der røg lige ret mange bidrag ud ad vinduet. Domstolen slår dog fast, at når han rammer pensionsalderen, kan han bede myndighederne i Italien om at sammenlægge perioderne, og dermed har Gardella ikke tabt noget som helst alligevel.

Link til sag C-233/12, Gardella:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5293128

[Kim P. Nyberg]

Sag C-275/12, Elrick, dateret 24. oktober 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF − ret til fri bevægelighed og ophold – statsborger i en medlemsstat – studier, der følges i en anden medlemsstat – uddannelsesstøtte – betingelser – uddannelsesvarighed på to år eller længere – opnåelse af et erhvervskvalificerende eksamensbevis«

Samantha Elrick er tysk statsborger og født i Tyskland. Hun bor officielt ved sine forældre dér, men studerer i Storbritannien. I Tyskland søger hun om studiestøtte. Hun får afslag med den begrundelse, at uddannelsen ikke er kompetencegivende, men det viser sig, at hvis hun i stedet havde taget en fuldstændig tilsvarende uddannelse i hjemlandet, ville uddannelsen være kompetencegivende og hun vil ligeledes kunne få studiestøtte. Ergo, de tyske myndigheder ville ikke anerkende den britiske uddannelse på lige fod med en tilsvarende tysk. Selv om de er fuldstændig ens.

Hun står dermed med et valg: Enten skal hun opgive sin ret til fri bevægelighed, eller opgive sin ret til studiestøtte. Det valg nægter hun at tage, så hun klager, og sagen ender ved Domstolen.

Man kan egentlig ramme hele dommen ind ved blot at læse præmis 27-28. I præmis 27 kan man læse de tyske myndigheders undskyldninger, mens præmis 28 er Domstolens svar. Desuden har Domstolen mere end svært ved at gennemskue argumentationen fra den tyske regering for, hvorfor studiestøtte ikke er berettiget ved studie i et andet EU-land, mens den er berettiget ved studie i hjemlandet.

Domstolen dømmer derfor den tyske regel for at være i strid med EU-reglerne om fri bevægelighed.

Link til dommen i sag C-275/12, Elrick:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7404939

[Kim P. Nyberg]

Sag C-378/12, Onuekwere, dateret 16. januar 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 16, stk. 2 og 3 – ret til tidsubegrænset ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger – hensynstagen til perioder, hvor disse tredjelandsstatsborgere har været fængslet«

Jeg har i skrivende stund endnu til gode at se en sag, hvor en tredjelandsborger, som er gift med en vandrende unionsborger, ryger i fængsel. I nærværende sag, har hovedpersonen endda flere ulovligheder på samvittigheden.

Nnamdi Onuekwere er fra Nigeria. Han er gift med en irsk statsborger, de bor i Storbritannien og de har to børn sammen. De britiske sikkerhedsmyndigheder forsøger flere gange at få ham udvist for sin kriminalitet, men bliver hver gang stoppet med henvisning til, at han er gift med en unionsborger, der bruger sin ret til fri bevægelighed.

Han søger om et tidsubegrænset EU opholdskort, hvilket han bliver nægtet. Her peger myndighederne på hans kriminelle løbebane som den direkte årsag til afslaget. Han anker sagen, hvilket giver de britiske myndigheder mulighed for at stille Domstolen et par spørgsmål. For de har siddet med lommeregneren og lavet forskellige beregninger. Hvis man trækker de perioder fra, hvor han har siddet fængslet, opfylder han til fulde retten til opholdskortet. Og hvis opholdene bag de stive gardiner skal tælles med, er vi oppe på 10 år inden tvisten er endelig afgjort. Myndighederne er derfor nysgerrige på, om tiden i fængslet skal tælles med. Og hvis de ikke skal tælles med, kan man så sammenlægge perioder, hvor man ikke har været fængslet?

Domstolen henviser til opholdsdirektivets artikel 7 og artikel 16, der understreger to ting: For det første skal parret bo lovligt sammen, for det andet er der tale om 5 år uden afbrydelser. Efter sædvanlig retspraksis, tæller perioder i fængsel ikke som lovligt ophold (præmis 18 og 22-23).

Således er han ikke berettiget til et tidsubegrænset opholdskort.

Link til dommen i sag C-378/12, Onuekwere:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7558553

[Kim P. Nyberg]

Sag C-400/12, M.G., dateret 16. januar 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 28, stk. 3, litra a) – beskyttelse mod udsendelse – fremgangsmåde ved beregning af perioden på ti år – hensyntagen til perioder med fængsling«

Ja, vi skal beskæftige os lidt mere med emnet fængsling. Dommen her og den lige herover har tillige samme dato. Forskellen er blot nu, at det ikke er en tredjelandsborger, der er røget ind bag den tunge ståldør. Nu er det en unionsborger.

Hun kaldes i dommen for M.G. Hun er fra Portugal, hun er gift med en anden portugiser og de har nogle børn sammen. De bor i Storbritannien. Grunden til at vores hovedperson har været spærret inde er, at hun har været så destruktiv overfor nogle af sine børn, muligvis i narkorus, at de har måttet på skadestuen for at blive lappet sammen igen.

I en del år, har det været manden, der har tjent pengene hjem til familiens underhold, mens hun har gået hjemme. Nu er de blevet separeret - men dog ikke skilt - og bor hver for sig. Hun har stadig ikke noget arbejde, og efter overgrebene på børnene, mente den britiske centraladministration, at det var tid for hende at tage tilbage til Portugal.

Tvisten her omhandler opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a), som lyder:

Der må ikke træffes en udsendelsesafgørelse i forhold til en unionsborger, medmindre afgørelsen er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten, hvis de:

a) har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de ti forudgående år...

Spørgsmålet er hvordan de 10 år skal fortolkes. Er det fra personen er ankommet til gæstelandet, eller er det fra der er truffet en beslutning om udvisning - og igen - skal det være en uafbrudt periode?

Domstolen bekræfter, at det som princip skal være en uafbrudt periode og at der skal beregnes fra personen er ankommet og indtil der træffes afgørelse om udvisning. Hvis dette udgør mere end de nævnte 10 år, er det ikke sådan ligetil at udvise den pågældende.

Lige som i sagen lige ovenfor, er spørgsmålet igen, om en fængsling afbryder opholdets uafbrudte karakter, også når personen har boet i landet i mere end 10 år forud for fængslingen.

Til det svarer Domstolen, at der er en række momenter, der skal tages hensyn til, særligt integrationsmæssigt, når personen har boet i landet i mere end 10 år i træk. Og atter engang understreges det, at en fængsling i princippet er en afbrydelse af opholdet. Men fordi hun har boet i landet i mere end 10 år, har hun opnået en højere beskyttelse mod udvisning.

Link til dommen i sag C-400/12, M.G.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7697621

[Kim P. Nyberg]

Sag C-423/12, Reyes, dateret 16. januar 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse ‒ direktiv 2004/38/EF ‒ unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – ret til ophold i en medlemsstat for en tredjelandsstatsborger, der er direkte efterkommer af en person, som har ret til ophold i denne medlemsstat – begrebet person, »som forsørges af unionsborgeren««

Tredje dom på stribe fra samme dato, men vi skifter dog spor fra det kriminelle til noget langt mere fredeligt. Vi har at gøre med en filippinsk statsborger, Flora May Reyes, som har studeret i Filippinerne, hvor hun opnåede status som sundhedsassistent. Under hele sin opvækst er hun blevet passet af sin mormor, fordi hendes mor var flyttet til Tyskland og nu er blevet tysk statsborger.

Det er langt fra unormalt på Filippinerne, at man overlader sine børn til familien, mens man selv rejser ud i verden for at tjene penge til familien derhjemme.

Moderen flytter til Sverige, hvor hun indlogerer sig hos en norsk statsborger, som hun senere gifter sig med. Moderen har intet arbejde i Sverige, men lever af sin ægtefælles pension.

Flora søger om svensk EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger. Migrationsverket giver afslag. Det samme gør Migrationsdomstolen i Göteborg og sagen kommer til Kammerretten i Stockholm. Her har man noteret sig sagerne 316/85, Lebon (se del 2) og C-1/05, Jia (ikke medtaget i denne serie), der handler om en tredjelandsborger, der forsørges af en unionsborger, og hvordan begrebet “forsørges af en unionsborger” skal fortolkes.

Sagen er nemlig, at de svenske myndigheder stiller krav om, at Flora blandt andet kan bevise, at hun har søgt jobs i hjemlandet uden at blive ansat. Et krav, som hun ikke kan imødekomme. Kammerretten spørger derfor Domstolen, hvor langt man kan gå for at kræve førnævnte begreb opfyldt.

Som Domstolen har sagt det i både Lebon-sagen og i Jia-sagen, er det nok, at der ligger et forsørgelsesgrundlag på ansøgningstidspunktet. At stille det krav, som Migrationsverket har gjort, er at gå alt for langt i forhold til det forfulgte mål, så det skal Sverige holde op med.

Men hvad så, hvis vores veninde her får arbejde i Sverige efter sin ankomst? Mister begrebet “forsørges af en unionsborger” så ikke sin betydning?

Det har ingen relevans, svarer Domstolen, for kravet gælder kun mens ansøgeren er i sit oprindelsesland (eller det land udenfor EU/EØS, hvor vedkommende bor) og på det tidspunkt forsørges af unionsborgeren. Hvad der sker efterfølgende, har ikke noget med sagen at gøre.

Domstolen gør det i øvrigt klart i denne dom, at det ikke kun er unionsborgeren, som kan forsørge familien. Det kan også være en tredjelandsborger, som er ægtefælle til en vandrende unionsborger (se præmis 21).

Link til dommen i sag C-423/12, Reyes:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7899812

[Kim P. Nyberg]

Sag C-456/12, O og B, dateret 13. marts 2014:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – artikel 21, stk. 1, TEUF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – berettigede personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – unionsborgerens tilbagevenden til denne medlemsstat efter kortvarige ophold i en anden medlemsstat«

De spørgsmål, der rejses i denne sag, ser man også forholdsvis ofte i dag. Det er to sager, der er lagt sammen, fordi de har nogle fællestræk. Det, der går igen i de to sager er, at unionsborgerne er flyttet til Spanien, hvor de har lejet bolig. Men de er der kun i weekender og ferier, mens deres partnere er der fast. Spørgsmålet er derfor, om sådanne korte, gentagne ophold ligger indenfor eller udenfor rammerne af opholdsdirektivet og en artikel i traktaten.

Domstolen analyserer sig frem til, at det ligger udenfor rammerne, og at det derfor ikke giver adgang til familiesammenføring, heller ikke når unionsborgeren vender tilbage til sit hjemland.

En enkelt ting skiller sig dog ud: I den ene af sagerne, er unionsborgeren flyttet tilbage til Nederlandene, og først to år senere ankommer den tredjelandsborger, som danner par med unionsborgeren. Kan man bruge det til noget? Nope, svarer Domstolen. Det er alt for sent.

Det er i øvrigt første gang, at Domstolen italesætter, at parforholdene skal “konsolideres” i gæstelandet. Ifølge Den Danske Ordbog betyder “konsolidere” at opbygge, gøre stærkere, mere solid. Men Domstolen har for vane at komme med oplysningerne drypvis, og derfor har Domstolen ikke konkretiseret nogen tidshorisont for, hvor længe man skal bo sammen i gæstelandet.

Forud for dommen havde vi i Danmark for vane at sige, at en enkelt overnatning i gæstelandet for tredjelandsborgeren var tilstrækkeligt, men efter dommen blev offentliggjort, gik man væk fra den tidligere holdning. Nu er anbefalingen, at tredjelandsborgeren befinder sig i gæstelandet sammen med unionsborgeren i mindst 14 dage. Det har også været anerkendt af de danske myndigheder.

Link til dommen i sag C-456/12, O og B:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8163365

[Kim P. Nyberg]

Sag C-457/12, S og G, dateret 12. marts. 2014:

Stikord: »Artikel 20 TEUF, artikel 21, stk. 1, TEUF og artikel 45 TEUF – direktiv 2004/38/EF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – berettigede personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – unionsborger, der er bosiddende og statsborger i samme medlemsstat – erhvervsmæssig beskæftigelse – regelmæssige rejser til en anden medlemsstat«

Forud for denne dom, var det af blandt andet de danske myndigheder et absolut krav for at kunne bruge EU-reglerne til familiesammenføring, at man rent faktisk flyttede til et andet EU-land (med mindre man var tjenesteyder). Det lavede Domstolen lige om på, og det har gjort dommen interessant for en del par.

Det er nemlig sådan, at referencepersonerne i den her sag, bor i deres hjemland, men pendler over grænsen til arbejde i nabolandet. De har påberåbt sig deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed og til familiesammenføring efter EU-reglerne. Den var hjemlandets myndigheder ikke helt med på. Det er Domstolen til gengæld, for den fortæller med dommen her, at man ikke nødvendigvis skal flytte bopælen over en landegrænse, men at det kan være tilstrækkeligt, at man har et job på den anden side af grænsen, og at man stadig pendler frem og tilbage.

Link til dommen i sag C-457/12, S og G:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6605560

[Kim P. Nyberg]

Sag C-507/12, Saint Prix, dateret 19. juni 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – direktiv 2004/38/EF – artikel 7 – begrebet »arbejdstager« – kvindelig unionsborger, som er ophørt med at arbejde på grund af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af en fødsel«

En kvinde bruger sin ret til fri bevægelighed, ved at flytte til et andet Medlemsland. Her finder hun sig et arbejde, men på grund af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditet, må hun opsige jobbet og senere også et studie, hun havde tilmeldt sig.

Hun søgte om en social ydelse da hun gik fra på barsel, men fik afslag hele vejen til Højesteret. Myndighederne mente, at når hun selv havde sagt op, var hun ikke længere arbejdstager. Vores franske veninde var på ingen måde enig med de britiske myndigheder i det spørgsmål.

Det var Domstolen heller ikke. Den konkluderede, at kvinder nyder en særlig beskyttelse i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkninger heraf. Hvis en kvinde således går fra på barsel og enten kommer tilbage til arbejdspladsen igen eller finder et andet arbejde indenfor rimelig tid efter barnets fødsel, er der ikke tale om, at hun opsiger sit job i ordets egentlige forstand, men at hun af naturlige årsager er nødt til at passe på sig selv og barnet.

Domstolen minder også Medlemsstaterne om, at en fødsel er en vigtig begivenhed.

Domstolen henviser til, at man i en situation som denne kan være “væk” fra arbejdsmarkedet i op til 12 måneder uden at miste sin status som arbejdstager.

Link til dommen i sag C-507/12, Saint Prix:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7208031

[Kim P. Nyberg]

Sag C-514/12, Zentralbetriebsrat der gemeinnützigen Salzburger Landeskliniken Betriebs GmbH, dateret 5. december 2014:

Stikord: »Arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 45 TEUF – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 1 – national ordning, der fastsætter en delvis hensyntagen til tjenesteperioder tilbagelagt hos andre arbejdsgivere end Land Salzburg – hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed – begrundelser – tvingende almene hensyn – loyalitetsformål – administrativ forenkling – gennemsigtighed«

Sagen her handler om folk, der er ansat som tjenestemænd på nogle sygehuse i Østrig. I forbindelse med at indplacerer dem i et højere løntrin, bliver der skelet til, om personerne har arbejdet hele deres karriere i den pågældende delstat, eller om de også har haft jobs andre steder - i eller udenfor Østrig. Hvis de har arbejdet andre steder, bliver der kun taget hensyn til 60% af deres tjenesteperioder, mens ansatte, der har arbejdet i delstaten altid, kan se frem til 100% af deres tjenesteperioder.

Den østrigske ret er ikke helt sikker på, at en sådan forskelsbehandling er i orden, så den har spurgt Domstolen, hvad der er op og ned. Blandt andet har Land Salzburg gjort gældende, at der er tale om et loyalitetsprogram, hvor man gerne vil belønne personer, der har arbejdet hele deres liv i samme delstat, samt det er begrundet i administrative omkostninger at gøre det sådan.

Domstolen bider ikke på krogen. I stedet svarer Domstolen, at der er tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet, fordi unionsborgere fra andre lande i Unionen kan blive afskrækket fra at blive ansat dér, når der kun tages delvis hensyn til deres tjenesteperioder andre steder, hvorefter Domstolen sætter trumfen ind: Selv den mindste lille forskelsbehandling af unionsborgere er forbudt (præmis 34).

Land Salzburg taber derfor sagen 100%.

Link til dommen i sag C-514/12, Zentralbetriebsrat der gemeinnützigen Salzburger Landeskliniken Betriebs GmbH:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9320306

[Kim P. Nyberg]

Serien fortsætter i del 6.