EU-domme forklaret, del 4

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:26:52

Sag C-348/09, I, dateret 22. juni 2012:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 28, stk. 3, litra a) – afgørelse om udsendelse – straffedom – bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed«

Den italienske statsborger, som er hovedperson i denne sag, mister man lynhurtigt sympatien for. Han bor i Tyskland, hvor han er droppet ud af skolen i utide og han har ikke kunnet fastholde arbejde. Han har i stedet forgrebet sig og udøvet voldtægt mod piger ned til 8 år over en længere periode, ofte under trusler om at aflive barnets mor eller far, hvis ikke barnet makkede ret.

At han udgjorde et stort problem, var de tyske myndigheder overhovedet ikke i tvivl om, så de bad ham i første omgang om at forlade landet, med truslen om, at hvis han ikke gjorde det frivilligt, ville han blive tvunget ud med magt. Han nægtede at flytte sig frivilligt.

Forskellen på den her sag og Tsakouridis-sagen (behandlet ovenfor) er blot, at i Tsakouridis-sagen var hovedpersonen medlem af en bande, hvilket Domstolen kaldte en skærpende omstændighed. Men italieneren handler på egen hånd, så de tyske myndigheder er nu i tvivl om, hvorvidt opholdsdirektivets artikel 28 kan bruges mod ham på samme måde, som det skete i den anden sag.

Domstolen hjælper de tyske myndigheder. Blandt andet henviser den til en artikel i traktaterne, som hegner hans forbrydelser ind under en bestemt kategori, og hvor et andet direktiv - som ikke gælder i Danmark grundet retsforbeholdet - under de skærpende omstændigheder, der er tale om, kan give ham op mod 10 år bag tremmer.

Der bliver dog også løftet en pegefinder, for hvis tiden bag tremmer er på mere end to år, og tillægsstraffen lyder på udvisning, skal de nationale myndigheder, når tiden kommer til det, igen foretage en vurdering af, om personen fortsat vil være en sådan trussel, hvis han sættes på fri fod, som han var før dommen. Hvis man ikke finder det, kan udvisningen ikke gennemføres, men hvis man vurderer, at han ikke har forbedret sig, står vejen til effektuering af udvisningen på vid gab.

Link til dommen i sag C-348/09, I:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5539505
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:28:08

Sag C-391/09, Runevič-Vardyn og Wardyn, dateret 12. maj 2011:

Stikord: »Unionsborgerskab − retten til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område − princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet − artikel 18 TEUF og 21 TEUF − princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse − direktiv 2000/43/EF − national lovgivning, hvorefter efternavne og fornavne på fysiske personer i dokumenter vedrørende civilstand skal skrives således, at den stavemåde, der gælder for det officielle nationale sprog, følges«

Hvordan staver man et navn? Det er i kort form overskriften på denne dom. Litauen, som denne sag omhandler, har ikke bogstavet W, Polen har bogstavet Ł (ja, jeg måtte copy/paste det), altså et L med en let skrånende lille streg på midten, og andre har nogle tegn ovenpå visse bogstaver. Men hvordan forholder det sig, hvis man flytter til et land, som ikke har samme stavemåde, som hjemlandet? Det fik Domstolen mulighed for at forholde sig til i denne dom.

Den første person vi skal stifte bekendtskab med, er litauisk statsborger, men tilhører det polske mindretal i landet, uden dog at være polsk statsborger. I Litauen hedder hun Malgožata Runevič-Vardyn. Hun har anført, at hendes forældre gav hende det polske fornavn »Małgorzata« og hendes fars efternavn »Runiewicz«.

Den anden person i sagen hedder Łukasz Paweł Wardyn. Men på vielsesattesten er hans navn skrevet Lukasz Pawel Wardyn (altså med et helt almindeligt L).

Nu kommer så det underlige. For vielsen er foretaget i Litauen og der er vielsesattesten også udstedt. For dels blev hans forbogstav i fornavnet ændret til et almindeligt L og W bevaret i efternavnet, trods bogstavet ikke findes i Litauen, dels blev hendes efternavn efter vielsen skrevet med V og ikke W samt første del af efternavnet blev skrevet på to forskellige måder.

Parret mente, at det udgjorde forskel på grundlag af nationalitet. Domstolen ville gå så langt som til at sige, at såfremt den nationale skrivemåde udgjorde et problem for parret, når de henvendte sig til offentlige myndigheder, og disse myndigheder stillede spørgsmål ved deres identitet begrundet i de forskellige stavemåder, havde parret ret i deres sag. Men da parret ikke havde mødt den form for modstand, afviste Domstolen dem og konstaterede, at de nationale myndigheder har ret til at skrive navne på den måde, som er normalt i landet.

Link til dommen i sag C-391/09, Runevič-Vardyn og Wardyn:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... &cid=28331
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:28:52

Sag C-434/09, Shirley McCarthy, dateret 5. maj 2011:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – artikel 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – begrebet »berettiget person« – artikel 3, stk. 1 – statsborger, der aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, og som altid har haft ophold i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger – betydning af at være statsborger i en anden medlemsstat – rent intern situation«

Fru McCarthy har giftet sig med en mand fra Jamaica. Nu forsøger hun, om det er muligt at omgå de nationale britiske love om familiesammenføring ved først at blive irsk statsborger (den del lykkedes) og derefter søge familiesammenføring efter EU-reglerne. De britiske myndigheder hæfter sig dog ved to ting, som de mener spænder ben for hendes forsøg. Dels har hun hele livet boet i Storbritannien og uden planer om at flytte (dermed en rent intern situation), dels hænger hun fast i det, der svarer til kontanthjælp (social turisme er ikke accepteret).

McCarthy står dog fast med henvisning til det irske pas. På trods af nej alle steder fra.

Domstolen har også nej-hatten på, og er fuldstændig enig i de begrundelser, som de britiske myndigheder har fremført gennem hele sagen. Men Domstolen holder sig ikke strengt til de retsregler, som den britiske Højesteret har spurgt til i sagen, hvilke var artikel 3 og artikel 16 i opholdsdirektivet. For at Højesteret kan få en bredere forståelse, tager Domstolen betragtning 1, 2 og 3 i præamblen til direktivet (det er de tal i parantes, man læser først i direktivet), samt artikel 1, 2, 3, 6, 7, 16 og 22 med ind i ligningen. Dermed fik Højesteret 100% rygdækning fra Domstolen til at afvise ægteparret McCarthy.

Link til dommen i sag C-434/09, Shirley McCarthy:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6236683
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:29:34

Sag C-542/09, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud), dateret 14. juni 2012:

Stikord: »Traktatbrud – fri bevægelighed for personer – adgang til undervisning for vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer – støtte til videregående studier, der gennemføres uden for den berørte medlemsstats område – bopælskrav«

I slutningen af 00’erne indførte Nederlandene (Holland) et bopælskrav for at få adgang til nederlandsk studiestøtte - det vi på dansk kalder SU. Kravet var, at man skulle have boet i landet i mindst 3 ud af de seneste 6 år, for at kunne få støtten. Kravet gjaldt også for unionsborgere og deres familiemedlemmer.

Kravet fik Europa-Kommissionen til at anlægge sag ved Domstolen for forskelsbehandling. På den måde at forstå, at nederlandske statsborgere nærmest altid opfylder kravet, mens folk udefra ikke nyder de samme rettigheder.

På den anden side mente den nederlandske regering ikke, at der var tale om hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling, fordi reglerne var ens for alle.

Domstolen gik i rette med den nederlandske regering. Det kan godt være, at reglerne er ens for alle, men hvis det betyder, at nogle i realiteten alligevel kan drage fordel af det, mens andre lades ude, er der stadig tale om forskelsbehandling, og det må simpelthen ikke finde sted. Særligt ikke overfor unionsborgere, der bruger deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed.

Domstolens logik er, at en nederlandsk statsborger med bopæl i hjemlandet ikke har problemer med at opfylde kravet. Mens en unionsborger, der lige er flyttet til landet i den hensigt at tage en videregående uddannelse dér - og i særdeleshed en unionsborger, som pendler fra sin bopæl i et andet medlemsland til Nederlandene - ikke kan opfylde kravet. Dermed er der tale om indirekte diskrimination af de to sidstnævnte grupper, og på det grundlag kendte Domstolen for ret, at Nederlandene har gjort sig skyldig i traktatbrud.

Link til dommen i sag C-542/09, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=742534
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:30:18

Sag C-364/10, Ungarn mod Slovakiet (traktatbrud), dateret 16. oktober 2012:

Stikord: »Traktatbrud – artikel 259 TEUF – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – retten til at færdes på medlemsstaternes område – Ungarns præsident – forbud mod at indrejse på Den Slovakiske Republiks område – diplomatiske forbindelser mellem medlemsstater«

Den ungarske præsident har i mange år været et hadeobjekt blandt europæiske regeringer. Det kulminerede, da han ville rejse til Slovakiet, for Slovakiet ville ikke have ham på deres område, og derfor udstedte de et indrejseforbud mod ham. Han var ellers blevet inviteret af en sammenslutning af forskellige foreninger i Slovakiet til at deltage ved en særlig ceremoni.

Præsidenten fik beskeden, mens han var på vej mod grænsen mellem de to lande og han tog indrejseforbuddet til efterretning - i hvert fald i første omgang.

Sagen fik dog et højdramatisk diplomatisk efterspil. Slovakiet havde nemlig brugt opholdsdirektivet som løftestang til at give præsidenten indrejseforbud. Hvis man samtidig skærer begrundelsen for indrejseforbuddet ind til benet, er det fordi “Ham kan vi ikke lide”.

De ungarske myndigheder var ikke tilfreds med, at man på den måde misbruger opholdsdirektivet til at udelukke folk alene på grund af følelser. Præsidenten havde jo ikke begået ulovligheder i den grove ende på slovakisk jord, og derfor lagde Ungarn sag an ved Domstolen med påstand om traktatbrud.

Nu var Slovakiet sur igen. De mente ikke, at Domstolen kunne realitetsbehandle sagen, fordi reglerne om statsoverhoveders officielle besøg er reguleret i international lov og ikke i EU-retten. Domstolen var dog uenig, med den begrundelse, at den udtrykkeligt var blevet bedt om at tage stilling til, hvorvidt artikel 21 TEUF, der omhandler fri bevægelighed for enhver unionsborger, og hele opholdsdirektivet er overtrådt.

Domstolen slog fast, at den ungarske præsident er ungarsk statsborger, og dermed omfattet af såvel hele opholdsdirektivet, som af artikel 21 TEUF. Men han er også statsoverhoved, og derigennem nyder han særlige privilegier, og dem skal Slovakiet beskytte, når han er på besøg dér. Uanset om han er der på officielle besøg eller som privatperson.

Resultatet blev, at det godt kan være, at man ikke kan lide manden, men det gør ikke, at man kan give ham et indrejseforbud. Og dermed vandt Ungarn sagen.

Link til dommen i sag C-364/10, Ungarn mod Slovakiet (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=962260
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:30:54

Forenede sager C-424/10, Ziolkowski og C-425/10, Szeja, dateret 21. december 2011:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – ret til tidsubegrænset ophold – artikel 16 – lovligt ophold – ophold i henhold til national ret – ophold tilbagelagt før den omhandlede borgers oprindelseslands tiltrædelse af Unionen«

Vores to hovedpersoner kender ikke hinanden, men de er begge polske statsborgere, der kom til Tyskland i slutningen af 1980’erne, altså længe før Polen og en række andre lande blev medlem af EU (det blev de i 2004).

I 2006 søger de begge om tidsubegrænset EU-opholdsret. Det afviser de tyske myndigheder, med den begrundelse, at Polen ikke har været medlem af EU de seneste 5 år, og dermed opfylder de to polske statsborgere ikke rettighederne. Den ene af dem lever i øvrigt af sociale ydelser på det her tidspunkt.

Domstolen får således to spørgsmål: Kan man få permanent opholdsret, hvis man lever af midler fra socialkontoret på kommunen? Og kan borgere, som de her, få permanent opholdsret, når deres hjemland ikke har været medlem af EU i mindst 5 år.

Til det første spørgsmål svarer Domstolen ikke direkte på spørgsmålet med et ja eller nej, men gør gældende, at såfremt den pågældende opfylder betingelserne i opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, der omhandler hvornår man har status som arbejdstager, selvforsørgende mv., og har boet i værtslandet i mindst 5 år, kan unionsborgeren godt få permanent opholdsret, men hvis betingelserne i nævnte artikel ikke er opfyldt, bliver svaret et afslag.

Til det andet spørgsmål svarer Domstolen, at der hverken i direktivet eller i forarbejderne hertil er lavet nogen regel om, at et medlemsland skal have været medlem af EU i mindst 5 år, før dets borgere har de fulde rettigheder. Domstolen læser derimod forskellige forarbejder sådan, at er man unionsborger, er man unionsborger, og dermed er det reelt uden betydning, hvornår hjemlandet blev medlem, så længe artikel 7, stk. 1, opfyldes.

Link til dommen i de forenede sager C-424/10, Ziolkowski, og C-425/10, Szeja:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7190006
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:31:29

Sag C-430/10, Gaydarov, dateret 17. november 2011:

Stikord: »En unionsborgers frie bevægelighed – direktiv 2004/38/EF – forbud mod at forlade det nationale område på grund af en straffedom i et andet land – handel med narkotika – foranstaltning, der kan begrundes af hensyn til den offentlige orden«

Hr. Gaydarov, der er bulgarsk statsborger, har været en tur i Serbien. Med i lommerne havde han ulovlige stoffer, og røg derfor i fængsel i Serbien for dette forhold.

Efter udstået straf, tog han tilbage til Bulgarien. Her nægtede den lokale politidirektør at udstede “et pas eller tilsvarende dokument” til manden, med henvisning til det, som de serbiske myndigheder dømte ham for.

Men må man holde på sine egne statsborgere på den måde, således at de ikke kan nyde deres ret til fri bevægelighed indenfor EU/EØS? Det var grundlæggende spørgsmålet til Domstolen.

Den starter med at konstaterer, at både artikel 21 TEUF, hele opholdsdirektivet og artikel 45 i Chartret om grundlæggende rettigheder (som er en del af traktatgrundlaget i EU) giver enhver unionsborger en primær og individuel ret til fri bevægelighed indenfor Unionen. Det skal dog udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der fremgår af EU-reglerne.

I sagen har de bulgarske myndigheder ikke kigget konkret på, om han stadig er en alvorlig trussel mod det omgivende samfunds sikkerhed, sundhed eller orden, men alene ville begrænse hans fri bevægelighed på den dom, han fik i Serbien. Her sætter Domstolen foden ned og gør gældende, at de bulgarske myndigheder skal foretage en sådan vurdering.

Det fremgår ligeledes af sagen, at myndighederne agter at tage dette skridt for at ikke også andre skal “få gode ideer”. Men den trofaste læser af denne serie kender allerede Domstolens syn på afgørelser, der har en generel præventiv karakter. Nemlig, at sådanne kendelser vil Domstolen ikke se.

Domstolen kender derfor for ret, at et medlemslands myndigheder godt kan begrænse sine egne borgeres ret til fri bevægelighed, men det skal være begrundet i den enkeltes personlige forhold, at proportionerne holder og at det er foreneligt med EU-reglerne.

Link til dommen i sag C-430/10, Gaydanov:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1731986
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:32:15

Sag C-434/10, Aladzhov, dateret 17. november 2011:

Stikord: »En unionsborgers frie bevægelighed – direktiv 2004/38/EF – forbud mod at forlade det nationale område på grund af manglende betaling af skattegæld – foranstaltning, der kan begrundes af hensyn til den offentlige orden«

Vi bliver i Bulgarien lidt endnu. Sagen lige herover (Gaydanov) og nærværende dom handler grundlæggende om det samme, og har også samme dato for afgørelse ved Domstolen. Emnet er nemlig hindringer for at en statsborger kan forlade sit land for at udøve retten til fri bevægelighed. Nu handler det dog ikke om, hvad man har af ulovlige ting i lommerne, men mere hvad man skylder i skat.

Det selskab han er direktør for sammen med to andre, skylder 22.000 euro i skat. Det svarer til 163.600 kroner i runde tal. Gælden stammer helt tilbage fra 1995, men er endnu hverken betalt eller forældet.

Også i denne sag starter Domstolen med at slå fast, at med henvisning til både traktaterne, opholdsdirektivet og Chartret, har enhver unionsborger ret til fri bevægelighed i EU/EØS, men at det skal ske på de betingelser og med de begrænsninger, der følger med. Hvorefter Domstolen understreger, at artikel 27 i opholdsdirektivet bestemmer, at økonomiske betingelser ikke må stilles for at begrænse denne frihed (præmis 29).

Ligesom i Gaydanov-sagen, har de bulgarske myndigheder ikke været inde at undersøge de personlige forhold ved direktøren, men alene fastslået, at han er direktør i et firma, der skylder i skat. Det er et absolut krav i EU-retten, at myndighederne foretager en grundig, personlig undersøgelse af de personlige forhold. Herunder, om han overhovedet var direktør for virksomheden, dengang firmaet første gang fik regningen. Ligeledes skal de nationale myndigheder overveje, om der findes andre alternativer til at inddrive gælden, end at hindre borgerne i frit at bevæge sig. Disse alternativer skal i så fald være proportionale, det vil sige, at man ikke må gå længere end nødvendigt for at opfylde det forfulgte mål. Sidst, men ikke mindst, må der ikke bruges generalpræventive begrundelser.

Link til dommen i sag C- 434/10, Aladzhov:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2015799
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:33:01

Sag C-508/10, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud), dateret 26. april 2012:

Stikord: »Traktatbrud − direktiv 2003/109/EF − tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – ansøgning om at opnå status som fastboende udlænding − ansøgning om opholdstilladelse i en anden medlemsstat, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger, som allerede har opnået status som fastboende udlænding i en første medlemsstat, eller af et familiemedlem til den pågældende − størrelsen af de gebyrer, der kræves af de kompetente myndigheder – uforholdsmæssig karakter – hindringer for udøvelsen af opholdsretten«

På det her tidspunkt har Nederlandene haft mange sager om traktatbrud mod sig. Og nu føjes endnu en til listen. Nu skal det handle om gebyrer på ansøgninger fra tredjelandsborgere, som har fået status som fastboende udlændinge, uanset om denne status er tildelt i Nederlandene eller i et andet EU-land.

Gebyrerne varierer fra 188 - 830 euro, hvilket svarer til beløb på 1.400 - 6.170 kroner. Det skal her siges, at direktiv 2003/109 rent faktisk tillader medlemsstaterne at indfører gebyrer på ansøgninger, men spørgsmålet er, om de her nævnte satser er i overkanten og hindrer de pågældende tredjelandsborgere i faktisk at gøre brug af de rettigheder, som direktivet tildeler dem.

Det mener Kommissionen i hvert fald at de er. Nederlandene på den anden side mener blot, at gebyrerne reflekterer de faktiske omkostninger, og derfor ikke er uforholdsmæssige. Grækenland, som i EU hedder Den Hellenske Republik, står på samme side som Nederlandene.

Domstolen starter med at bekræfte en påstand fra Nederlandene, gående på, at direktivet ikke fastsætter nogen nedre eller øvre grænser for satserne, og derfor må det være national kompetence at fastsætte beløbene.

På den anden side, siger Domstolen, må satserne ikke være så høje, at direktivets almindelige opbygning, ånd, formål og dermed den effektive virkning af direktivet reelt sættes ud af kraft.

Domstolen er enig med Kommissionen i, at gebyrerne er for høje, men nævner dog ikke, hvad der vil være mere rimelige satser.

Det kan man jo så tænke over i forhold til gebyrerne ved Udlændingestyrelsen.

Link til dommen i sag C-508/10, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2410762
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:33:44

Sag C-40/11, Iida, dateret 8. november 2012:

Stikord: »Artikel 20 TEUF og 21 TEUF – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 51 – direktiv 2003/109/EF – tredjelandsstatsborgere – opholdsret i en medlemsstat – direktiv 2004/38/EF – tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til unionsborgere – tredjelandsstatsborger, der hverken har ledsaget eller sluttet sig til en unionsborger i værtsmedlemsstaten og er bosat i unionsborgerens oprindelsesmedlemsstat – tredjelandsstatsborgeres opholdsret i oprindelsesmedlemsstaten for en unionsborger, der er bosat i en anden medlemsstat – unionsborgerskab – grundlæggende rettigheder«

I denne sag har vi at gøre med en japansk mand ved navn Yoshikazu (stumpt u) Iida, der bor i Tyskland. Han er gift med en tysk kvinde og de har sammen en datter. Manden har en akademisk titel og arbejder så meget, at han er fritaget for et ellers obligatorisk integrationskursus i Tyskland.

Den tyske kvinde får et jobtilbud i Wien (Østrig), som hun ikke kan sige nej til. Hun og datteren flytter dertil, men selve ægteskabet består.

På det her tidspunkt har manden boet i Tyskland i 5 år, og kan derfor i medfør af direktiv 2003/109 meddeles status som “fastboende udlænding”. Kort tid efter indgiver han en ansøgning om fortsat opholdsret på det grundlag, som han dog af en eller anden uvis årsag trækker tilbage. I stedet søger han om et EU-opholdskort på baggrund af sine familiemedlemmers udnyttelse af den fri bevægelighed.

Nu går det helt store detektivarbejde i gang. For kan han overhovedet få en sådan EU-opholdsret, når han bor i ét land og familien bor i et andet?

Først kigger Domstolen på, om han kan opnå retten efter direktiv 2003/109. Domstolen når frem til, at det kunne han faktisk godt. Manden har bare skudt sig selv i foden ved at trække sin oprindelige ansøgning om opholdsret tilbage, og dermed missede han sin chance efter dette direktiv.

Så går Domstolen ind i opholdsdirektivet. Her deler undersøgelsen sig op i to, dels på baggrund af sin datter, som han stadig har masser af samvær med, dels med sin tyske ægtefælle. Men også her slår vores japanske ven panden mod muren. Først og fremmest fordi direktivet udtrykkeligt bruger formuleringen “der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne”. Det har han ikke gjort, fordi han er blevet tilbage i Tyskland, mens resten er taget til Østrig.

Hvad så med Chartret om grundlæggende rettigheder, der er en del af traktatgrundlaget i EU? Og hvad med selve traktaterne? Sætter de en dør på klem? Igen et nej.

Han står dermed nu helt uden opholdsgrundlag i Tyskland.

Link til dommen i sag C-40/11, Iida:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2573768
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:34:23

Jeg tillader mig lige her at knytte et par kommentarer til Iida-dommen. Ikke så meget selve dommen, men mere til de situationer , man kan møde ved offentlige myndigheder, når de påstår, at opholdsdirektivet ikke kan gøres gældende, når den ene er tredjelandsstatsborger, samt til de rettigheder, som en tredjelandsborger har.

Hvornår en tredjelandsborger har “lovligt ophold” svares der på i præmis 36. Bemærk især sidste sætning i denne præmis.

I præmis 51 afgrænser Domstolen præcist, hvilke tredjelandsborgere, der er berettiget til ophold efter opholdsdirektivet. Dermed er “jamen så kan hele verden jo komme herop” aflivet. Samtidig nævner direktivet og Domstolen specifikt ordet “tredjelandsborgere”, hvilket så igen afliver parolen med, at EU-reglerne kun gælder, når begge er unionsborgere.

I præmis 58 gentager Domstolen i sidste sætning, at der ikke stilles krav om, at unionsborgeren og tredjelandsborgeren kan tilpligtes at bo under samme tag hele tiden. Det betyder, at hvis den ene har et jobtilbud i Nordjylland og den anden får et jobtilbud på Lolland, er der ikke noget i vejen for, at de bor hver for sig, mens de arbejder hvert sit sted. Men flytter den ene over en landegrænse og lader den anden tilbage, kan den være gal.

Endelig vil jeg henlede opmærksomheden på præmis 70, som er en sammenskrivning af resultatet i Eind-dommen (ikke med i denne serie). Man skal her huske, at Eind-dommen blev skrevet længe før det nuværende opholdsdirektiv kom på tegnebrættet, og dengang skulle man være arbejdstager, for at opnå EU-rettigheder. Nu gælder det også for alle andre grupper, lige på nær folk på kontanthjælp mv. Eind-dommen vil være rigtig god læsestof for de af jer, der vil have hel præcis viden om rettighederne tilhørende ægtefæller fra tredjelande, når man bruger EU-reglerne.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 4

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2022 08:34:45

Serien fortsætter i del 5.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar