EU-domme forklaret, del 4

[Kim P. Nyberg]

Sag C-92/07, Kommissionen mod Holland (traktatbrud), dateret 29. april 2010:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – standstill-regler og forbud mod forskelsbehandling – forpligtelse til at betale gebyrer for at opnå og forlænge en opholdstilladelse – forholdsmæssigheden af de gebyrer, der skal betales – sammenligning med de gebyrer, der er betalt af unionsborgerne – associeringsaftalens artikel 9 – tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1 – artikel 10, stk. 1, og artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80«

I del 3 i denne serie, blev Sahin-sagen (sag C-242/06) diskuteret. Her blev Nederlandene bl.a. dømt for at opkræve ansøgningsgebyrer af tyrkiske arbejdstagere, noget som er forbudt efter de aftaler, der ligger med Tyrkiet. Nederlandene har dog ikke respekteret dommen mod Sahin, så nu foreligger der en sag om traktatbrud for disse forhold. Det drejer sig dog ikke kun om Sahin-sagen, da problemet har stået på siden 1994.

I korte træk, er sagen en genopremsning af Sahin-dommen, så hvad angår det indholdsmæssige, henvises til den.

Link til sag C-92/07, Kommissionen mod Holland: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=16867169

[Kim P. Nyberg]

Sag C-158/07, Förster, dateret 18. november 2008:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – studerende, som er statsborger i en medlemsstat, og som er rejst til en anden medlemsstat for at følge en uddannelse dér – studiestøtte til studerende til dækning af leveomkostninger – unionsborgerskab – artikel 12 EF – retssikkerhed«

Den tyske statsborger, Jacqueline Förster, har bosat sig i Nederlandene, hvor hun vil gøre sin uddannelse til lærer færdig. Hun har et særligt hjerte for børn med specielle behov. I begyndelsen har hun en del småjobs ved siden af studierne, men får en ende på et tidspunkt. Det betyder, at hun mister sin studiestøtte. Mens hun havde småjobbene, havde hun status som arbejdstager.

De nederlandske myndigheder nægter hende videre studiestøtte begrundet i Bidar-dommen (se del 3) og den deri fastsatte retspraksis. Domstolen tilføjer en del fra Collins-sagen (se del 3) også.

Domstolen starter med at fastslå, at hun ikke længere er arbejdstager.

Men kan værtsmedlemsstaten stille krav om bopæl i 5 år inden studiestøtte tildeles, for at opnå en vis grad af integration i landet? Ja, svarer Domstolen, men værtsmedlemsstaten skal stadig huske at overholde proportionalitetsprincippet, hvilket Domstolen vurderer er tilfældet i den konkrete sag.

Domstolen stiller dog Medlemsstaterne det frit, om de vil vente alle 5 år med at yde den fulde støtte, eller om de vil yde delvis støtte fra starten. Sidstnævnte er til ren overlevelse og ikke andet.

Må værtsmedlemsstaten så indfører regler om bopælskrav med tilbagevirkende kraft? Hertil svarer Domstolen, at det må de principielt ikke, for kravene skal være kendt på forhånd, når man søger. I den konkrete sag var der indført et bopælskrav med tilbagevirkende kraft, men det påvirkede ikke Förster, da hun først søgte efterfølgende.

Link til dommen i sag C-158/07, Förster:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3895982

[Kim P. Nyberg]

Forenede sager C-22/08, Vatsouras, og C-23/08, Koupatanze, dateret 22. juni 2009:

Stikord: »Unionsborgerskab – fri bevægelighed for personer – artikel 12 EF og 39 EF – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 2 – prøvelse af gyldigheden – statsborgere i en medlemsstat – beskæftigelse i en anden medlemsstat – lønniveauet og beskæftigelsens varighed – bevarelse af status som »arbejdstager« – ret til at modtage bistandsydelse«

Vi har tidligere beskæftiget os med, hvad der skal til, for at man er arbejdstager i EU-rettens forstand. Det bliver også emnet lige her. For nørderne er der tale om velkendt stof, mens alle andre nok bliver nødt til at stille kaffekoppen og sige “Hold da op”.

Sagen er nemlig den, at den ene af de her to græske statsborgere, kun er ansat i Tyskland i 6-7 uger. Han bliver så fyret på grund af ordrenedgang. Er han arbejdstager? Og i hvilket omfang har de ret til at modtage sociale ydelser fra de tyske myndigheder?

For så vidt angår Vatsouras, havde han et arbejde, men indtægten var ikke helt nok, så han fik suppleret op til eksistensminimum efter den tyske sociallovgivning i knapt et års tid. Han fandt siden arbejde, der gjorde ham fuldstændig uafhængig af det offentlige system.

Hvad angår Koupatanze, fik han også suppleret op, men fik en hel del mere, end Vatsouras og også for en noget kortere periode. Efter godt 6 måneder, fandt han arbejde, der gjorde ham uafhængig af social bistand. Koupatanze havde arbejde fra 1. november 2006 til 21. december samme år.

Domstolen forklarer, at en løn under eksistensminimum og en periode på under 12 uger ikke i sig selv kan udelukke, at der er tale om reelt arbejde, men at den nationale domstol skal undersøge de nærmere omstændigheder for at få det belyst.

I den juridiske litteratur, har dommen givet anledning til grå hår og vilde diskussioner. For man er godt klar over, at Koupatanze blev fyret på grund af ordrenedgang. Han gik ikke selv. Men hvad nu, hvis han selv var gået? Ville det ændre noget? Debatten om det kører stadig.

Link til dommen i forenede sager C-22/08, Vatsouras, og C-23/08, Koupatanze:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=21078411

[Kim P. Nyberg]

Sag C-73/08, Bressol med flere, dateret 13. april 2010:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 18 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 1 – retten til frit ophold – princippet om forbud mod forskelsbehandling – adgang til videregående uddannelse – studerende, som er statsborgere i en medlemsstat og rejser til en anden medlemsstat for at tage en uddannelse dér – begrænsning af optagelsen af ikke-hjemmehørende studerende på universitetsuddannelser inden for sundhedsområdet – begrundelse – proportionalitet – risiko for forringelse af kvaliteten af undervisningen i medicinske og paramedicinske fag – risiko for mangel på personer med en videregående uddannelse inden for sundhedsfaglige erhverv«

Vi skal til Belgien, hvor man i det franske fællesskab indtil 2006 ikke havde nogen begrænsninger på antallet af studerende på universiteter og andre højere læreanstalter. Jeg forstår begrebet “det franske fællesskab” sådan, at det drejer sig om den del af Belgien, der er fransktalende, omend jeg ikke er helt sikker. Hvis nogen ved præcis, hvad der menes med det, må de gerne skrive det i kommentarsporet.

Men fra det studieår, der startede i 2006, skete der noget. Der blev udsendt et dekret om, at folk udefra nu kun måtte udgøre max. 30% af de studerende, mens folk med bopæl indenfor det franske fællesskab stadig ikke havde nogen begrænsninger. Det samme gjaldt for undervisere på disse steder. Både undervisere og studerende klagede derfor over dekretet, hvilket førte til, at Domstolen blev spurgt, om dekretet er i overensstemmelse med forbuddet mod forskelsbehandling.

Domstolen fortæller i sagsfremstillingen, at den mangler nogle mellemregninger. Derfor bliver den belgiske domstol bedt om selv at undersøge tingene nærmere. Overordnet er Domstolen dog ikke i tvivl om, at dekretet udøver forbudt forskelsbehandling.

Link til dommen i sag C-73/08, Bressol med flere:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8486936

[Kim P. Nyberg]

Sag C-123/08, Wolzenburg, dateret 6. oktober 2009:

Stikord: »Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – artikel 4, nr. 6) – fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – gennemførelse i national ret – anholdt person, som er statsborger i den udstedende medlemsstat – den fuldbyrdende medlemsstats afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre betinget af fem års ophold på dens område – artikel 12 EF«

Hr. Wolzenburg er en slemmert. Han er taget med fingrene i narko-dåsen, og har i sit hjemland, Tyskland, fået en betinget dom for det. Mens den betingede dom var gældende, flyttede han over grænsen til Nederlandene, hvilket fik de tyske myndigheder til at udstede en europæiske arrestordre på ham. Men i Nederlandene mente man, at han havde lovligt ophold (han blev dog anholdt), så nu ville de nederlandske myndigheder gerne vide, hvordan de skulle forholde sig.

Indledningsvis bekræfter Domstolen, at Hr. Wolzenburg har ret til fri bevægelighed, både i medfør af traktaterne og i medfør af opholdsdirektivet. Den ret kan man ikke umiddelbart tage fra ham.

Et af spørgsmålene er dog, om personer i en situation som denne skal være i besiddelse af et EU-registreringsbevis eller anden dokumentation på permanent opholdsret? Selv om dommen her ikke kan bruges i Danmark på grund af vores forbehold på retlige og indre anliggender (deraf forkortelsen RIA), er spørgsmålet alligevel interessant, også i dansk kontekst, fordi spørgsmålet har sammenhæng med opholdsdirektivet, som gælder fuldt ud i Danmark. Svaret på spørgsmålet finder man i dommens præmisser 50-51.

Dommen er måske lidt svær at læse på grund af mange fagudtryk. Med “den fuldbyrdende judicielle myndighed” menes de nederlandske domstole og politimyndigheder, fordi det er dem, der har anholdt ham på baggrund af arrestordren. “Den anmodende judicielle myndighed” er de tyske politimyndigheder og domstole, fordi det er dem, der har udstedt arrestordren. Ifølge Den Danske Ordbog betyder “fakultativ” valgfri.

Facit i dommen blev, at en Medlemsstat godt kan afslå at udleverer en unionsborger, der bor på dens område, til en anden Medlemsstat, såfremt visse betingelser er opfyldt.

Link til dommen i sag C-123/08, Wolzenburg:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8941894

[Kim P. Nyberg]

Sag C-127/08, Metock med flere, dateret 25. juli 2008:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område – familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere – tredjelandsstatsborgere, som er indrejst i værtsmedlemsstaten, inden de blev ægtefæller til en unionsborger«

Reaktionerne på Christiansborg efter denne dom, var ikke ligefrem venligtsindede. Ramaskriget var så stort, at man var ved at få mistanke om, at ydervæggene faldt ud og taget blæste væk.

Sagen var nemlig den, at tidligere var det et krav, at en tredjelandsborger, som er ægtefælle til en unionsborger skulle have fast, lovligt ophold i én medlemsstat, før vedkommende kunne rejse med videre til for eksempel unionsborgerens hjemland. Det vil sige, at tredjelandsborgeren skulle have modtaget sin opholdstilladelse. Men med både det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 og nogle ændringer i traktaterne, gjaldt denne regel ikke længere. Det fik politikerne på Christiansborg til at gå fuldblod i panik, for nu var de helt sikre på, at Danmark blev oversvømmet med alle mulige mennesker, vi ikke ønsker.

Fik politikerne ret i deres profeti? Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det. For der var stadig krav om, at mindst én person i forholdet skulle være unionsborger, hvilket i sig selv satte en begrænsning for, hvilke persongrupper der kan få adgang. Den eneste forandring det fik var, at det ikke længere var så besværligt at få sine familiemedlemmer med sig over en landegrænse.

Altså: Det er ikke længere et krav, at tredjelandsborgeren har et EU-opholdskort eller national opholdstilladelse, for at denne kan flytte med over en landegrænse. Der er nu kun krav om, at såfremt det forventes, at tredjelandsborgeren opholder sig i gæstelandet i mindst 3 måneder, skal vedkommende søge om et EU-opholdskort. I disse 3 måneder er et pas nok til at dokumenterer sin opholdsret. Alt dette gælder uanset, hvad der eventuelt står i et visum. Visummet kan altså godt udløbe i løbet af disse 3 måneder, men det er fuldstændig ligegyldigt, fordi man “afleder ret” (som det hedder) til ophold i kraft af unionsborgerens opholdsret, en opholdsret, som vi har set i tidligere sager udspringer direkte af traktaten og opholdsdirektivet. Dermed har tredjelandsborgeren ret til fortsat at være på Unionens område, selv efter visum er udløbet.

Det kan så undre, at politikerne gik så meget i panik, for i hvert fald hvad angår opholdsdirektivet, blev den forhandlet på plads på et topmøde i Bella Center i København med danske ministre for bordenden, og man må jo så formode, at de vidste, hvad de havde skrevet under på. De har også selv været med til at vedtage traktatændringerne, der i 2009 førte til Lissabontraktaten (også kaldet Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF)), hvor kravet også var fjernet fra. Men det havde de vist lige glemt.

Link til dommen i sag C-127/08, Metock:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9302136

[Kim P. Nyberg]

Sag C-310/08, Ibrahim, dateret 23. februar 2010:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og for deres børn, som selv er statsborgere i en medlemsstat – statsborger i en medlemsstat, hvis lønnede beskæftigelse ophører, og som derefter udrejser fra værtsmedlemsstaten – børnene indskrevet ved en uddannelsesinstitution – ingen midler til underhold – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 12 – direktiv 2004/38/EF«

Den kvindelige hovedperson i denne sag er statsborger i Somalia. Hendes mand er dansk statsborger, og han udnytter sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed, ved at bo og arbejde i Storbritannien, nærmere bestemt i London-området. Parret har fire børn, der alle er danske statsborgere.

Tvisten i sagen er, at parret er blevet separeret, børnene bor hos deres mor, og hun har ingen form for arbejde eller anden indtjening. Hun er altså 100% afhængig af midler fra det offentlige sociale system i Storbritannien. På et tidspunkt søger hun økonomisk hjælp til huslejen, men det får hun afslag på, fordi myndighederne mener, at hun er en unødig byrde for det sociale system i landet.

To af børnene går i skole. Det har en afgørende betydning. For hvis man husker tilbage til sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3 ), fastslog Domstolen dengang - med henvisning til forordning 1612/68, artikel 12 - at børnene har ret til at gøre deres skolegang og uddannelse færdig i værtslandet, og her i Ibrahim-sagen understreger Domstolen, at denne ret gælder for børn, som “bor” i det pågældende land. Hvis man smider mor ud, smider man implicit også børnene ud, og derved ødelægger man integrationen for børnene. Altså: Mor kan ikke smides ud, hvor meget man end gerne ville, så længe børnene gennemgår skole og uddannelse. Og dermed er det offentlige sociale system nødt til at stå for hendes og børnenes nødvendige forsørgelse indtil hun enten kan klare sig selv eller indtil børnene er færdige med deres skole og uddannelse.

Link til dommen i sag C-310/08, Ibrahim:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3512605

[Kim P. Nyberg]

Sag C-371/08, Ziebell, dateret 8. december 2011:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 7, stk. 1, andet led, og artikel 14, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – direktiv 64/221/EØF, 2003/109/EF og 2004/38/EF – opholdsret for en tyrker født på værtsmedlemsstatens område, hvor han som barn af en tyrkisk arbejdstager har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse i mere end ti år – straffedomme – en udvisningsafgørelses lovlighed – betingelser«

Hr. Ziebell er tyrkisk statsborger. Hans far var ligeledes tyrkisk og arbejdede i Tyskland i medfør af Associeringsaftalen mellem Republikken Tyrkiet på den ene side og EØF-medlemsstaterne og Fællesskabet på den anden side.

Efter sin fars død, endte Ziebell dog på den forkerte side af loven med både ulovlige stoffer og farlig kriminalitet på samvittigheden. Diverse afrusningskurser virkede ikke. Først da han stiftede familie med en tysk kvinde, kom han tilbage på den rigtige side af loven, og han fik børn med hende.

De tyske myndigheder ville gerne have ham sparket ud. Ziebell var af en anden opfattelse. Dels var han ikke længere kriminel, dels var han født og har boet alle sine dage i Tyskland, og dels mente han, at beskyttelsen mod udvisning i artikel 28 i opholdsdirektivet stod i vejen for de tyske myndigheders forehavende.

Domstolen slår fast, at manden ikke er beskyttet af opholdsdirektivets artikel 28, da denne alene beskytter unionsborgere. Desuden har Associeringsaftalen alene et økonomisk formål, hvorimod opholdsdirektivet går videre end blot det økonomiske.

Alligevel er han beskyttet mod udvisning, dels fordi han har lagt kriminaliteten bag sig, dels fordi al hans tilknytning ligger i Tyskland, hvor han har boet fast i 35 år på domstidspunktet. Domstolen beder desuden de tyske myndigheder om at beskytte hans ret til familieliv, sådan som denne er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Link til dommen i sag C-371/08, Ziebell:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7508293

[Kim P. Nyberg]

Sag C-462/08, Bekleyen, dateret 21. januar 2010:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – artikel 7, stk. 2, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – ret for et barn af en tyrkisk arbejdstager til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse i den værtsmedlemsstat, hvor han har fuldført en erhvervsuddannelse – påbegyndelse af erhvervsuddannelse efter forældrenes endelige udrejse af denne medlemsstat«

Vi fortsætter med endnu en tyrkisk statsborger i Tyskland. Ligesom i sagen ovenfor, er kvinden her barn af en tyrkisk arbejdstager. Forskellen er blot, at efter at Ünal Bekleyen havde afsluttet grundskolen, tog hele familien tilbage til Tyrkiet, hvor de boede i 10 år, inden den unge dame vendte tilbage til Tyskland for at færdiggøre sin uddannelse. Resten af familien forblev tilbage i Tyrkiet.

Hun mødte ingen problemer i at få opholdstilladelse, så hun kunne gøre sit studie færdigt. Men de tyske myndigheder var ikke villige til at lade opholdsretten fortsætte efter endt studie. Hun lagde derfor sag an, som siden endte ved Domstolen.

Domstolen indleder med at gøre opmærksom på, at artikel 7, stk. 2 i afgørelse 1/80 mellem EU og Tyrkiet har direkte virkning. Det vil sige, at enhver tyrkisk arbejdstager, der befinder sig på Unionens område kan påberåbe sig denne artikel. Artiklen bestemmer at:

»Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat

– efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse

– efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse.
Tyrkiske arbejdstageres børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, kan uafhængigt af varigheden af deres ophold i medlemsstaten modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, forudsat at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat i mindst tre år.«

De tyske myndigheder ville have smidt hende ud, fordi forældrene er ophørt med at være arbejdstagere i Tyskland og fordi det er længe siden de sidst boede i landet. Men sådan kan man ikke løsrevet fortolke den påberåbte artikel, svarer Domstolen.

Forældrene har boet i landet i næsten 30 år (kravet er mindst 5 år) og de har arbejdet i mere end de 3 år, der også fremgår af artiklen. Men der stilles ikke noget krav om den tidsmæssige sammenhæng mellem hvornår familien flyttede tilbage til Tyrkiet og hvornår Frøken Bekleyen igen tog til Tyskland.

En anden ting Domstolen slår fast er, at tyrkiske arbejdstagere ikke har samme ret til fri bevægelighed, som vandrende unionsborgere, men kun kan påberåbe sig bestemte rettigheder på ét lands område (præmis 37).

Bekleyen skal derfor tildeles en opholds- og arbejdstilladelse af de tyske myndigheder, da hun har retten til dette.

Link til dommen i sag C-462/08, Bekleyen:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8072458

[Kim P. Nyberg]

Sag C-480/08, Teixeira, dateret 23. februar 2010:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – opholdsret – statsborger i en medlemsstat, som har arbejdet i en anden medlemsstat, og som er forblevet dér efter at være ophørt med at arbejde – barn, som følger en faglig uddannelse i værtsmedlemsstaten – ingen midler til underhold – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 12 – direktiv 2004/38/EF«

Vi skal til endnu en udløber af sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3 ) om arbejdstageres børns ret til skolegang. Vi har allerede beskæftiget os med en del domme, som relaterer sig til Baumbast og R.

Til forskel fra de øvrige sager, er moderen i denne sag ikke arbejdstager på det tidspunkt, hvor datteren starter i skole. Og lige præcis dette var et hovedemne i sagen.

Domstolen gør gældende, at et sådant krav ikke kan stilles. Det er nok, at forælderen har været arbejdstager i løbet af perioden.

Gør det så nogen forskel, at forælderen kun har været arbejdstager i kortere perioder ad gangen? Nej, det gør det ikke. Forælderen har været arbejdstager en del af tiden, og det er sådan set nok, konstaterer Domstolen.

Link til dommen i sag C-480/08, Teixeira:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8081817

[Kim P. Nyberg]

Sag C-34/09, Ruiz Zambrano, dateret 8. marts 2011:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – tildeling af opholdsret i henhold til EU-retten til et mindreårigt barn i en medlemsstat, hvor barnet er statsborger, uafhængigt af, om det forudgående har udøvet sin ret til fri bevægelighed på medlemsstaternes område – tildeling under samme omstændigheder af en afledt opholdsret til en slægtning i opstigende linje, der er tredjelandsstatsborger, og som forsørger det mindreårige barn – konsekvenser af mindreårigt barns opholdsret for de krav, der skal opfyldes med hensyn til arbejdsret af den mindreåriges slægtning i opstigende linje, der er tredjelandsstatsborger«

Man må konstaterer, at Hr. Zambrano er en hård mand. Han tager ikke et nej for et nej, når det kommer til afslag på opholdstilladelse. Han kæmper derimod med næb og klør.

Zambrano er fra Colombia. I hjemlandet raser en borgerkrig, som han er flygtet fra. Han kommer til Belgien. Hans ægtefælle kommer dertil kort tid efter. Begge får en begrænset opholdstilladelse. Da den løber ud, får de ingen forlængelse, men de kan heller ikke sendes hjem på grund af borgerkrigen.

På trods af den manglende opholds- og arbejdstilladelse, finder Hr. Zambrano noget fuldtidsarbejde. Imens kæmper han en ulige kamp med myndighederne om opholdsret.

Imens han kæmper denne kamp, bliver han far til to børn født i Belgien. Han har også et barn med fra Columbia. De to børn født i Belgien får belgisk statsborgerskab efter nogle regler i belgisk lovgivning. Det er en rød klud for de belgiske myndigheder, der mener, at de to børn er skabt alene med det formål at være rambuk for forældrenes opholdsret. En beskyldning Hr. Zambrano pure nægter.

De belgiske myndigheder holder alligevel fast og giver ham det ene afslag efter det andet. Domstolen må kalde parterne til orden.

Domstolen starter med at konstatere, at opholdsdirektivet ikke gælder i en situation som denne, fordi direktivet er møntet på unionsborgere, som bevæger sig over grænserne indenfor Unionen. I den aktuelle sag, er unionsborgerne statiske (præmis 39).

De er dog alligevel beskyttet mod udsendelse. Domstolen henviser her til artikel 20 TEUF, som stadig den dag i dag er i kraft, da det er den seneste traktat, EU har udstedt (den udkom i 2009 og kaldes også Lissabon-traktaten). Artikel 20 TEUF bestemmer, at enhver statsborger i en medlemsstat tillige er unionsborger.

Domstolen pålægger de belgiske myndigheder at give Hr. Zambrano en opholdstilladelse, så han kan passe sine børn, samt en arbejdstilladelse, så han har mulighed for at forsørge dem. Han kan ikke nægtes disse tilladelser før børnene er blevet personligt myndige.

Dommen afstedkom en større lavine af par, der proforma gik fra hinanden, for at den ene kunne opnå samme opholdsret. Men i en senere dom, Dereci m.fl., som jeg vender tilbage til senere i serien, bløder Domstolen op på Zambrano-sagen, hvilket også bevirker, at lavinen stopper.

Link til dommen i sag C-34/09, Ruiz Zambrano:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8098342

[Kim P. Nyberg]

Sag C-145/09, Tsakouridis, dateret 23. november 2010:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 16, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra a) – unionsborger, der er født og har haft bopæl i værtsmedlemsstaten i over 30 år – fravær fra værtsmedlemsstaten – strafferetlig domfældelse – afgørelse om udsendelse – bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed«

Myndighederne i Stuttgart, Tyskland, anser den græske statsborger, Tsakouridis, for at være en så skidt karl, at de finder en udvisning af ham “bydende nødvendig”. Han har blandt andet været medlem af en bande, der handlede med narkotika i rå mængder, og konsekvenserne heraf for såvel enkeltpersoner som samfundet som helhed, ragede ham en fjer.

Vores græske “ven” er født og opvokset i Tyskland, hvor han også afsluttede grundskole og en uddannelse. Derefter startede den kriminelle løbebane med både førnævnte handel og med personfarlig vold og overfald. Indimellem fandt han tid til at tage til den græske ø Rhodos, for at passe en strandbar. Der er ikke i sagen meldinger om kriminalitet foretaget i Grækenland.

Manden har således permanent opholdsret i Tyskland, og det gør det væsentligt sværere for de tyske myndigheder at kaste ham på porten. En længere række af ting skal nemlig tages i betragtning. De tyske myndigheder havde kun sat hans kriminelle adfærd op mod hans ret til familieliv. De ting, der skal tages i betragtning, er opregnet i dommens præmisser 22-56, men Domstolen er dog enig med de tyske myndigheder i, at hans medlemskab af en bande, der førte den ovenfor nævnte kriminalitet, er en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Alligevel gentager Domstolen, at generalpræventive retsmidler ikke må tages i anvendelse.

Link til dommen i sag C-145/09, Tsakouridis:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4801179

[Kim P. Nyberg]

Sag C-162/09, Lassal, dateret 7. oktober 2010:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 16 – ret til tidsubegrænset ophold – tidsmæssig anvendelse – perioder tilbagelagt inden gennemførelsesdatoen«

Denne sag omhandler tidspunktet, hvor det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 trådte i kraft. Den franske kvinde, fru Lassal, havde forinden direktivet trådte i kraft, boet og arbejdet on/off i Storbritannien i godt 6 år, hvorefter hun tog tilbage til Frankrig i 10 måneder. Mens hun var der, trådte direktivet i kraft og alle de tidligere direktiver udløb samtidig. Efter de 10 måneder i Frankrig vendte hun tilbage til Storbritannien, hvor hun igen søgte arbejde. Imens påberåbte hun sig det nuværende opholdsdirektivs artikel 16 om retten til permanent opholdsret.

De britiske myndigheder mente, at Lassal var helt galt på den. At hun ikke kunne støtte ret på et direktiv, der trådte i kraft i hendes fravær, og da slet ikke med tilbagevirkende kraft.

Domstolen henleder opmærksomheden på, at også de tidligere opholdsdirektiver og andre såkaldte “EU-retlige instrumenter” (det vil sige EU-lovgivning), gav Lassal tilsvarende rettigheder samt at artikel 16 i det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 udtrykkeligt gør opmærksom på, at man kun mister denne ret, hvis man er fraværende i mere end 2 år i træk fra gæstelandet og på helt bestemte årsager.

På spørgsmålet om, hvorvidt rettighederne i direktivet gælder med tilbagevirkende kraft - altså også før det trådte i kraft - svarer Domstolen, at det vil stride mod både bogstavet og ånden og hele den baggrund, det er skrevet på, hvis det ikke har tilbagevirkende kraft.

Således tog fru Lassal pointet i denne strid.

Link til dommen i sag C-162/09, Lassal:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8680164

[Kim P. Nyberg]

Sag C-325/09, Maria Dias, dateret 21. juli 2011:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 16 – ret til tidsubegrænset ophold – perioder tilbagelagt inden datoen for direktivets gennemførelse – lovligt ophold – ophold alene på grundlag af et opholdsbevis udstedt i henhold til direktiv 68/360/EØF og uden at betingelserne for opnåelse af nogen form for opholdsret er opfyldt«

Hvis man omformulerer spørgsmålene i denne sag til almindelig dansk, vil det lyde nogenlunde sådan her: “Hvis en arbejdstager i løbet af den første 5 års opholdsperiode selv opsiger sit job, og dermed ikke længere er arbejdstager, har vedkommende så stadig ret til ophold?”

Ligesom i Lassal-sagen herover, udspiller Dias-sagen sig i Storbritannien på samme tidspunkt, som Lassal’s sag. Og dermed om en opholdstilladelse efter de gamle direktiver finder anvendelse nu, hvor det nye opholdsdirektiv er trådt i kraft. Så man kan på sin vis godt sige, at de to sager hænger sammen.

Forskellen på de to sager er blot, at Dias ikke på noget tidspunkt i forløbet forlod Storbritannien og at Dias i løbet af de fem år var gravid og på barsel en gang. Dommen er i høj også baseret på afgørelsen i Lassal.

Domstolen går ind i en diskussion om, hvorvidt en opholdstilladelse efter de gamle regler skaber en rettighed eller om opholdstilladelsen var deklaratorisk. Deklaratorisk vil i den her sammenhæng sige, at den bekræfter rettigheder, man allerede har i forvejen. Det er en diskussion, Domstolen har bragt op mange gange tidligere, og den har ikke ændret opfattelse. Opholdsretten udspringer direkte af traktaterne og gælder fra den dag, man sætter fod på landets jord. De nationale myndigheders opgave er blot at bekræfte, at man opfylder kravene hertil, ved at udstede en opholdstilladelse (som nu hedder et EU-opholdskort). Altså skaber et opholdskort ikke en rettighed. Det var ellers den tilgang Dias havde til spørgsmålet.

Domstolen gør det særligt tydeligt i præmis 54, hvor den siger at: “Som det er blevet fastslået i denne doms præmis 48-52, indebærer opholdsbevisernes deklaratoriske karakter imidlertid, at disse beviser blot dokumenterer en allerede eksisterende ret.” Så kan det vist ikke siges mere tydeligt.

De 5 år kan dog ikke stå alene. Også den sociale integration i værtslandet skal tages i betragtning. Præmis 63 lyder:

“Selv om artikel 16, stk. 4, i direktiv 2004/38 kun henviser til fravær fra værtsmedlemsstaten, kan der nemlig også drages tvivl om den integrationsmæssige tilknytning mellem den berørte person og denne medlemsstat i det tilfælde, hvor en borger efter at have opholdt sig lovligt i fem år i træk beslutter sig for at forblive i medlemsstaten uden at have nogen opholdsret.”

Domstolen konkluderer, at hvis man har fået en opholdstilladelse på de gamle regler, men at man i perioder ikke opfylder kravene til denne opholdstilladelse, så kan disse perioder ikke medregnes i de 5 år. Det er dog ikke ensbetydende med, at man mister opholdsretten, blot fordi man skifter status.

Link til dommen i sag C-325/09, Maria Dias:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5011694

[Kim P. Nyberg]

Sag C-345/09, van Delft m.fl., dateret 14. oktober 2010:

Stikord: »Social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71 – afsnit III, kapitel 1 – artikel 28, 28a og 33 – forordning (EØF) nr. 574/72 – artikel 29 – fri bevægelighed for personer – artikel 21 TEUF og 45 TEUF – sygeforsikringsydelser – personer berettigede til alderspension eller rente som følge af uarbejdsdygtighed – bopæl i en anden medlemsstat end den stat, som det påhviler at udbetale pensionen eller renten – naturalydelser udredt af bopælsstaten for den udbetalende stats regning – manglende registrering i bopælsstaten – pligt til at betale bidrag til den udbetalende stat – lovændring i den udbetalende stat – opretholdelse af sygeforsikring – forskellig behandling af personer, der har bopæl i landet, og personer, der ikke har bopæl i landet«

Sagen her drejer sig om seks nederlandske statsborgere, som bor i fire forskellige andre EU-lande, og som alle modtager pension eller rente. Nogle af dem har ladet sig registrere hos de kompetente myndigheder, mens andre har undladt dette.

Hovedspørgsmålet er, om de pågældende står frit i valget mellem en pension de selv har sparet op til gennem et pensionsselskab på den ene side, og en tvungen, som den nederlandske regering skal udrede på den anden, hvis personerne bliver syge og kræver læge eller indlæggelse på hospital.

Et af begrundelserne for valgfrihed mellem de to ordninger er, at de med den tvungne ordning får et mindre gunstigt beløb, end de ville få deres respektive pensionsselskaber, til at betale for behandlingerne.

Det bliver dog afvist af Domstolen. Den nederlandske regering kan godt fastsætte, at der ikke er valgfrihed desangående.

Link til dommen i sag C-345/09, van Delft m.fl.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... &cid=15329