EU-domme forklaret, del 3

[Kim P. Nyberg]

Sag C-224/98, D’Hoop, dateret 11. juli 2002:

Stikord: »Unionsborgerskab - forbud mod forskelsbehandling - nationale bestemmelser, hvorefter retten til ungdomsarbejdsløshedsydelser for landets statsborgere er betinget af, at de har afsluttet deres videregående skoleuddannelse i en af landets egne uddannelsesinstitutioner - statsborger i det pågældende land, der søger arbejde for første gang, og som har afsluttet sin videregående skoleuddannelse i en uddannelsesinstitution i en anden medlemsstat«

Frøken Marie-Nathalie D’Hoop er en belgisk studerende, og har taget noget af sin uddannelse i Frankrig. Belgien har en særlig understøttelse til unge, der lige er blevet færdig med deres uddannelse, og som samtidig står uden arbejde. Så da hun kommer tilbage til Belgien, søger hun om den pågældende understøttelse. Det får hun nej til, med den begrundelse, at studiet ikke er fuldført i Belgien, og det er et kriterium for at få det.

D’Hoop sender sagen til retten, fordi hun mener sig diskrimineret, alene med den begrundelse, at hun har brugt sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed.

Domstolen er fuldstændig enig med den unge frøken, og giver de belgiske myndigheder en ordentlig opsang: D’Hoop er statsborger i en Medlemsstat, og dermed unionsborger med de rettigheder, det giver. Blandt rettighederne er den fri bevægelighed, og den må hjemlandet ikke hindre borgerne i. Nægtelse af ydelser, med den blotte begrundelse, at personen har gjort brug af retten til fri bevægelighed er at regne som en hindring for den fri bevægelighed (præmis 27-31 og 35).

Link til dommen i sag C-224/98, D’Hoop:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5277093

[Kim P. Nyberg]

Sag C-281/98, Angonese, dateret 6. juni 2000:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer - adgang til beskæftigelse - attest for tosprogethed udstedt af en lokal forvaltning - EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) - forordning (EØF) nr. 1612/68«

Roman Angonese kommer oprindeligt fra den italienske provins Bolzano, som grænser op til Østrig. Men han har været væk i et stykke tid, mens han har studeret på et universitet i den østrigske hovedstad, Wien. Nu er han tilbage igen, og vil gerne søge en stilling i en bank. Han får dog et afslag, fordi han ikke har et særligt bevis for tosprogethed, som kun kan fås i Bolzano-regionen. At han i forvejen kan en række sprog, tillægges ingen værdi. Andre former for bevis på disse kundskaber, accepteres heller ikke.

Både regionen og den føderale regering i Rom forsøger sig igen med, at Domstolen ikke kan realitetsbehandle sagen, og det burde være noget de lokale domstole selv kunne ordne. Når jeg siger “igen”, er det fordi vi så fuldstændig det samme i sag 6/64, Costa mod Enel (se del 1), hvor regeringen i Rom blev stiktosset over at Domstolen blandede sig i noget, italienerne mente ikke tilkom den, men hvor regeringen fik besked på at knytte sylten. Det gør de sådan set også i Angonese-sagen, omend tonen ikke er lige så kontant, som den var i 6/64.

Den nationale domstol, som har sendt denne her sag til Domstolen, indrømmer på den ene side, at der KAN være tale om diskrimination her, men er alligevel ikke helt sikker. Og så tilføjer den endda, at såfremt Italien dømmes i sagen, vil den nationale domstol dømme den regionale regel ulovlig.

Nu har vi jo lige set i D’Hoop herover, at Domstolen ikke accepterer hindringer for den fri bevægelighed. Det gælder både fra gæstelandets side og fra hjemlandets side, og ikke overraskende er Domstolen enig med Angonese i, at Bolzano-regionen stiller hindringer i vejen for den fri bevægelighed. For dels skal man bo i regionen for overhovedet at kvalificerer til den særlige attest, dels kan testen udelukkende tages i den pågældende region.

Angonese har stillet krav om tortgodtgørelse, hvis Domstolen er enig med ham. Han anerkender på den ene side bankens ret til selv at vælge sine kandidater, men han går også med tanken i baghovedet om, at den manglende attest var eneste udslagsgivende i sagen, og det skulle de ikke have lov at slippe afsted med. Domstolen tager ikke stilling til kravet om tortgodtgørelse.

Link til dommen i sag C-281/98, Angonese:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5280463

[Kim P. Nyberg]

Sag C-184/99, Grzelczyk, dateret 20. september 2001:

Stikord: »EF-traktatens artikel 6, 8 og 8 A (efter ændring nu artikel 12 EF, 17 EF og 18 EF) - Rådets direktiv 93/96/EØF - opholdsret for studerende - national lovgivning, som garanterer statens egne statsborgere, personer, der er berettigede i medfør af forordning (EØF) nr. 1612/68, samt statsløse personer og flygtninge en ydelse til sikring af et eksistensminimum (minimex) - udenlandsk studerende, der i sine første studieår har forsørget sig selv«

Vi skal atter til Belgien og beskæftige os lidt med deres sociale ydelse, kaldet “Minimex”. Det kan nok bedst sammenlignes med vores kontanthjælp. Domstolen har tidligere i to afgørelser afsagt kendelser om arbejdstageres ret til ydelsen. Men hvad hvis man er studerende? Har man så også ret til den?

Rudy Grzelczyk er fransk statsborger, og har i de første tre studieår i Belgien klaret sig selv økonomisk uden hjælp fra offentlige instanser. På fjerdeåret er det dog blevet en del vanskeligere, og derfor har han søgt om minimex. Det er de belgiske myndigheder ikke meget for, og det er de ikke med den begrundelse, at såfremt unionsborgerskabet, som på det her tidspunkt er indført med Maastricht-traktaten, udvider personkredsen fra arbejdstagere til alle unionsborgere, kan det få uoverskuelige konsekvenser; et argument vi har set før, og som Domstolen har skudt ned som en dårlig undskyldning.

I præmis 27-28 lægger Domstolen ud med i kort form at fortælle situationen både forud for og efter Hoeckx-dommen (se del 2), hvorefter Domstolen i præmis 29 konstaterer følgende om Grzelczyk:

“Det fremgår af sagen, at en studerende med belgisk statsborgerskab, men uden status som arbejdstager i forordning nr. 1612/68's forstand, som måtte befinde sig i en situation svarende til R. Grzelczyk's situation, ville have opfyldt de nødvendige betingelser for at få udbetalt minimex. Den omstændighed, at R. Grzelczyk ikke er belgisk statsborger, er den eneste hindring for, at han kan tildeles minimex, hvorfor det står fast, at der foreligger en forskelsbehandling udøvet alene på grundlag af nationalitet.”

Belgiske borgere, der står i fuldstændig samme situation som ham, kan altså sagtens og helt uden problemer få ydelsen, men vores ven her er forhindret i det, alene fordi han ikke er belgisk statsborger! Som vi har set i adskillige sager, vil Domstolen ikke finde sig i den slags forskelsbehandling. Domstolen gør i øvrigt opmærksom på, at efter traktatændringen, hvor EØF-traktaten blev udfaset (uden dog at blive ugyldig) og Maastricht-traktaten tog over, er studerende specifikt nævnt i den nye traktat og der er lavet et opholdsdirektiv om studerende og deres forhold.

Domstolen gør ligeledes opmærksom på, at Grzelczyk har søgt en form for kontanthjælp og ikke studiestøtte, hvilket også gør en forskel. Den økonomiske situation kan ændre sig over tid, hvilket kan nødvendiggøre, at man må bede om hjælp fra myndighederne. En ansøgning om hjælp kan ikke i sig selv medfører, at opholdsretten ophører, og omvendt må han heller ikke blive en “unødig” byrde for det sociale system.

Med disse betragtninger, giver Domstolen medhold til Grzelczyk.

Link til dommen i sag C-184/99, Grzelczyk:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8259624

[Kim P. Nyberg]

Sag C-413/99, Baumbast og R, dateret 17. september 2002:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer - vandrende arbejdstager - opholdsret for den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer - børns ret til at gennemføre deres studier i værtsmedlemsstaten - artikel 10 og 12 i forordning (EØF) nr. 1612/68 - unionsborgerskab - opholdsret - direktiv 90/364/EØF - begrænsninger og betingelser«

Nu skal vi til Storbritannien, hvor den britiske domstol har lagt to sager sammen. Der er ligheder i de to sager, men der er bestemt også forskelle, så nu skal man holde tungen lige i øjnene.

Hr. Baumbast er tysk statsborger og han har været arbejdstager. Han har også ejet egen virksomhed. Men ikke mere. Hr. Baumbast er gift med Fru Baumbast, som er fra Columbia. De har sammen to døtre, hvoraf kun den yngste er et fællesbarn. Den ældste har Fru Baumbast taget med sig til Storbritannien fra Columbia.

R er en amerikansk mor, er gift med en fransk mand og har to børn sammen med ham. Begge børn har dobbelt statsborgerskab (fransk/amerikansk). De to forældre bliver skilt, og R bor fortsat lovligt i Storbritannien. Børnene har fast, regelmæssig samvær med begge forældre. R gifter sig nu med en britisk mand. R har investeret en pæn sjat penge i at etablerer egen virksomhed som indendørsarkitekt, og dem vil hun nødig se flyve bort sammen med en mistet opholdstilladelse.

Det første spørgsmål er, om børn i den skolepligtige alder har ret til at fortsætte med skolegang i gæstelandet, hvis den ene forælder ikke længere er arbejdstager eller selvstændig?

Hertil svarer Domstolen ja, med den begrundelse, at den daværende forordning helt tydeligt bruger vendingen »er eller har været beskæftiget« om arbejdstageren og at børnene “skal have mulighed for at afslutte deres skolegang med held”. Altså har børnene ret til at gøre grundskolen helt færdig, inden der kigges på deres opholdsret igen. Herefter konkluderer Domstolen i præmis 63:

“Under hensyn til det anførte skal det første spørgsmål besvares med, at en EU-borgers børn, der har taget bopæl i en medlemsstat på et tidspunkt, hvor en af deres forældre udøvede sin opholdsret som vandrende arbejdstager i denne medlemsstat, har ret til at opholde sig i medlemsstaten for at gennemføre almindelig skolegang dér i henhold til artikel 12 i forordning nr. 1612/68. Den omstændighed, at børnenes forældre i mellemtiden er blevet skilt, at kun den ene af forældrene er unionsborger, og at denne forælder ikke længere er vandrende arbejdstager i værtsmedlemsstaten, eller den omstændighed, at børnene ikke selv er statsborgere i Den Europæiske Union, er i den forbindelse uden betydning.”

Det andet spørgsmål er, om den forælder, som er tredjelandsborger, og som samtidig er den primære omsorgsperson, har ret til at blive i gæstelandet, så længe børnene går i skole? Det bekræfter Domstolen ud fra en logik om, at hvis nu barnet fik lov at blive for at gøre sin skole færdig, mens den primære omsorgsperson blev sendt ud, vil barnet reelt blive hindret i at gå i skole i gæstelandet.

Det tredje spørgsmål er, om en person, der ikke længere er arbejdstager, fortsat har ret til ophold i gæstelandet?

Domstolen starter med at minde om, at siden Domstolen sidst havde sager om dette spørgsmål, har Maastricht-traktaten taget over. Den indeholder begrebet unionsborger, et begreb, der ikke fandtes tidligere, og den tillægger enhver unionsborger en ret til fri bevægelighed. Dermed er retsstillingen også ændret.

Dernæst konstaterer Domstolen, at Hr. Baumbast arbejder for tyske virksomheder i tredjelande og at han ikke ligger det britiske sociale system til last (han har på intet tidspunkt bedt om hjælp fra de sociale myndigheder i Storbritannien). Han har med andre ord tilstrækkelige midler til sig selv og sin familie. Det er der ingen grund til at undersøge nærmere.
Proppen sættes i med præmisserne 92-93, der lyder sådan her:

“Med hensyn til anvendelsen af proportionalitetsprincippet på omstændighederne i Baumbast-sagen skal det for det første bemærkes, at det ikke er bestridt, at hr. Baumbast råder over tilstrækkelige midler i direktiv 90/364's forstand, for det andet, at han har arbejdet og følgelig lovligt været bosat i værtsmedlemsstaten i adskillige år, først som lønmodtager og derefter som selvstændig erhvervsdrivende, for det tredje, at hans familie i denne periode også har været bosat i værtsmedlemsstaten, og at familiens medlemmer er blevet boende dér, også efter at han er ophørt med sin beskæftigelse som lønmodtager og selvstændig i den nævnte stat, for det fjerde, at hverken hr. Baumbast eller medlemmerne af hans familie har været til byrde for de offentlige finanser i værtsmedlemsstaten, og for det femte, at såvel hr. Baumbast som hans familie er omfattet af en fuld sygeforsikring i en anden EU-medlemsstat.

Såfremt det under disse omstændigheder ikke tillades hr. Baumbast at udøve den ret til ophold, som tillægges ham ved artikel 18, stk. 1, EF, under påberåbelse af bestemmelserne i direktiv 90/364, idet den sygeforsikringsordning, han er omfattet af, ikke dækker behandling, der ydes i værtsmedlemsstaten i nødsituationer, vil dette være et uforholdsmæssigt indgreb i udøvelsen af den nævnte ret.”

Hvis vi trækker dette frem til nutiden, kan man med rette spørge sig selv, om myndighederne i særligt Norge, Sverige og Danmark er lidt for nidkære med at give afslag på ting, som Domstolen kalder “uforholdsmæssige indgreb”. Altså afgør sager med et negativt resultat baseret på et enkelt element, selv om resten helt tydeligt peger i den positive retning. For man skal huske, at principperne i Baumbast og R stadig gælder den dag i dag. Og hvis man oplever, at myndighederne gør det, skal man straks indgive en klage over det med henvisning til denne doms præmisser 92-93.

De øvrige spørgsmål i sagerne, finder Domstolen ikke anledning til at svare på, da de giver sig selv ud fra det Domstolen allerede har svaret. Vi kommer senere til at se et væld af domme, der peger tilbage på denne her sag.

Link til dommen i sag C-413/99, Baumbast og R:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8333439

[Kim P. Nyberg]

Sag C-459/99, MRAX, dateret 25. juli 2002:

Stikord: »Tredjelandsstatsborgere, der er ægtefæller til statsborgere i medlemsstater -visumpligt - ret til indrejse for ægtefæller uden identitetsdokumenter og visum - ret til ophold for ægtefæller, der er indrejst ulovligt - ret til ophold for ægtefæller, der er lovligt indrejst, men hvis visum er udløbet på tidspunktet for ansøgning om opholdstilladelse - direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF og 73/148/EØF samt forordning (EF) nr. 2317/95«

Nu skal vi beskæftige os med begrebet visum og hvornår en Medlemsstat kan nægte en tredjelandsborger adgang til det nationale område, når tredjelandsborgeren er familiemedlem til en vandrende unionsborger. I sagen her, er der ikke nævnt nogle specifikke enkeltpersoner, der kan bruges som reference.

Der stilles i alt fire spørgsmål i sagen. Det første handler om, hvorvidt tredjelandsborgeren skal være i besiddelse af visum allerede fra hjemlandet, eller om det kan klares på landegrænsen. Domstolen gør gældende, at ingen retsakter (traktater, direktiver eller forordninger) påbyder, at visum skal være i orden “hjemmefra”. I stedet kan en tredjelandsborger godt møde op ved grænsen og dér bede om et visum, og i det tilfælde er grænsevagterne forpligtede til at gøre deres yderste for at hjælpe med at få det på plads.

Andet spørgsmål: Personen er indrejst ulovligt. Kan vi udvise personen? Det hører med, at personen er gift med en vandrende unionsborger og kan legitimerer sig med et pas. MRAX mener i sit indlæg for Domstolen, at sådanne personer kan sendes tilbage til sit hjemland med besked om at søge visum derfra og komme igen.

Domstolen svarer:

“Udstedelse af opholdstilladelse til en statsborger i en medlemsstat skaber, som Domstolen flere gange har fastslået (jf. bl.a. dom af 5.2.1991, sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, præmis 12), ikke nogen ret, men er blot er en foranstaltning, hvorved medlemsstaten fastslår den individuelle stilling for en statsborger i en anden medlemsstat i forhold til fællesskabsrettens regler. Den samme konstatering gør sig gældende for en tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og hvis opholdsret følger direkte af artikel 4 i direktiv 68/360 og artikel 4 i direktiv 73/148, uafhængigt af om der udstedes en opholdstilladelse af den kompetente myndighed i en medlemsstat.” (præmis 74)

“En beslutning om at nægte opholdstilladelse og i endnu højere grad en beslutning om udvisning, som udelukkende er begrundet i den pågældendes manglende opfyldelse af de formelle regler i lovgivningen vedrørende kontrol med udlændinge, griber derimod ind i selve kernen af opholdsretten, som er direkte afledt af fællesskabsretten, hvilket ville være åbenbart uforholdsmæssigt henset til overtrædelsens alvorlighed (jf. analogt bl.a. Royer-dommen, præmis 40).” (præmis 78)

Det skal her siges, at de nævnte direktiver ikke længere er gældende. Reglerne er i stedet blevet samlet i det nuværende opholdsdirektiv 2004/38. Reglerne gælder således stadig, selvom direktiverne er udfaset.

Nu kommer vi til det tredje spørgsmål, som stadig stilles den dag i dag: Vi antager at personen er kommet lovligt ind i landet (altså på et gyldigt visum), men visum udløber inden personen får ansøgt om en opholdstilladelse. Må vi smide ham/hende ud nu?

Nej, det må I ikke, replicerer Domstolen:

“Det bemærkes, at medlemsstaterne ganske vist i henhold til artikel 4, stk. 3, i direktiv 68/360 og artikel 6 i direktiv 73/148 til udstedelse af opholdstilladelse kan kræve det dokument, hvormed den pågældende er indrejst på deres område, forevist, men at bestemmelserne ikke foreskriver, at dette dokument stadig skal være gyldigt. Derfor kan udstedelsen af opholdstilladelse til en visumpligtig tredjelandsstatsborger ikke betinges af, at den pågældendes visum stadig er gyldigt. Det gælder så meget desto mere, som Domstolen har fastslået i præmis 22 og 23 i Giagounidis-dommen (denne dom er ikke medtaget i min serie), at medlemsstaterne er forpligtet til at anerkende ret til ophold for de arbejdstagere, der er nævnt i artikel 1 i direktiv 68/360, som kan forevise enten et gyldigt identitetskort eller pas, uanset med hvilken legitimation de er indrejst på medlemsstaternes område.” (præmis 89)

“En medlemsstat kan derfor ikke betinge udstedelsen af opholdstilladelse i henhold til direktiv 68/360 og 73/148 af forevisning af et gyldigt visum. Desuden, som det fremgår af denne doms præmis 78, er udvisning fra området alene med henvisning til udløbet af visummet en åbenbart uforholdsmæssig sanktion i forhold til alvorligheden af undladelsen af at opfylde nationale påbud vedrørende kontrol med udlændinge.” (præmis 90)

Det fjerde og sidste spørgsmål: Hvis personen er kommet ind uden lovligt visum, eller det er udløbet, og ikke er i besiddelse af anden ID, skal vedkommende da have adgang til at indgive klage?

“Det fjerde præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 1, stk. 2, og artikel 9, stk. 2, i direktiv 64/221 skal fortolkes således, at en udenlandsk ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat har ret til at indbringe et afslag på udstedelse af en første opholdstilladelse eller en beslutning om udvisning før udstedelsen af en sådan tilladelse for den i artikel 9, stk. 1, omhandlede kompetente myndighed, også når den pågældende ikke er i besiddelse af et identitetsdokument eller, såfremt den pågældende er undergivet visumpligt, er indrejst på medlemsstatens område uden visum eller fortsat har opholdt sig der efter udløbet af visummet.” (præmis 104).

Med andre ord: Ja, det skal de have adgang til.

Link til dommen i sag C-459/99, MRAX:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8977403

[Kim P. Nyberg]

Sag C-28/00, Kauer, dateret 7. februar 2002:

Stikord: »Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - forordning (EØF) nr. 1408/71 - artikel 94, stk. 1-3 - alderdomsforsikring - hensyntagen til perioder, der er tilbagelagt med børnepasning i en anden medlemsstat, før forordning nr. 1408/71 trådte i kraft«

Emnet for denne afgørelse er sammenlægning af forsikringsperioder. I nogle Medlemslande er man ikke sygeforsikret via skatten, som vi er her i landet. Der skal man selv indbetale til en sygeforsikring og til en pensionsordning. Har man boet i flere Medlemslande, skal der således foretages en sammenlægning af disse forsikringsperioder for at vurderer, hvor meget man er berettiget til hvis/når man får brug for det.

Liselotte Kauer er østrigsk statsborger, og Østrig er forholdsvis nyt medlem af EU. Hun har fået tre børn og har også boet en periode i Belgien. Nu er der uenighed om, hvordan hendes forsikringsperioder skal beregnes. Tre forskellige tal svirrer i luften, men når alt kommer til alt, afhænger det af, hvordan man skal fortolke en forordning om social sikring.

Normalvis er det sådan, at en forordning ikke har virkning med tilbagevirkende kraft, men starter på det tidspunkt, hvor den offentliggøres. Der er dog en undtagelse, siger Domstolen i præmis 20, og det er når man skal beregne sådanne forsikringsperioder. Der må man ikke miste de perioder, der ligger forud for forordningens ikrafttræden. De skal i stedet indregnes. Det samme gælder for perioder før landet kom med i EF/EU, såfremt landets lovgivning bestemmer dette.

Grunden til tvisten er, at Kauer selv har passet sine børn derhjemme, da de var små, og de perioder vil hun gerne have økonomisk dækning for. Men de østrigske myndigheder vægrer sig, blandt andet med begrundelsen, at mens hun boede i Belgien, havde hun ikke noget arbejde. Det havde hun både inden hun tog dertil, og igen da hun kom tilbage til Østrig.

Domstolen ender med at sige, at den østrigske praksis er ulovlig. Blandt andet fordi de østrigske myndigheder ikke vil udbetale for perioder, der ligger før forordningens ikrafttræden.

Link til dommen i sag C-28/00, Kauer:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8891416

[Kim P. Nyberg]

Sag C-60/00, Carpenter, dateret 11. juli 2002:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser - artikel 49 EF - direktiv 73/148/EØF - statsborger i en medlemsstat, der er etableret i den pågældende medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser til personer etableret i andre medlemsstater - opholdsret i den pågældende medlemsstat for en ægtefælle, der er statsborger i et tredjeland«

Nu skal vi til en sag, som har fået status af doktrin. Sagen foregår i Storbritannien, hvor Peter Carpenter, britisk statsborger, er tjenesteyder. Det forklares sådan her i præmis 14:

“Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Peter Carpenter driver en virksomhed, der sælger reklameplads i medicinske og andre videnskabelige tidsskrifter, og som tilbyder udgiverne af sådanne tidsskrifter forskellige administrative ydelser og ydelser vedrørende forlagsvirksomhed. Virksomheden er etableret i Det Forenede Kongerige, hvor også udgiverne af de tidsskrifter, han sælger reklameplads i, har hjemsted. En stor del af virksomhedens forretninger drives med annoncører i andre EF-medlemsstater. Peter Carpenter foretager endvidere forretningsrejser til andre medlemsstater.”

Peter Carpenter er gift med en filippinsk statsborger, Mary Carpenter. Peter har børn fra et tidligere ægteskab, og dem passer Mary, når han er på forretningsrejser. Men de britiske myndigheder vil have hende ud. Hun protesterer over denne beslutning og påberåber sig Fællesskabsreglerne.

Dermed ender sagen ved Domstolen.

Lad mig bare afslører med det samme, at de britiske myndigheder ikke er de bedste venner med Domstolen efter dommen, for de får ikke medhold i sagen. Det er i stedet Mary Carpenter, der kan stikke afsted med sejrskransen.

Men hvorfor nu det? Når man bruger EU-reglerne, er det vel meningen, at man skal flytte til et andet EU-land, hvis man vil opnå familiesammenføring efter EU-retten? Ja, hvis man er arbejdstager eller selvforsørgende. Men ikke når man er tjenesteyder. Så kan man godt bo i hjemlandet og være underlagt EU-reglerne. Det er hele essensen i denne dom, og derfor at den har fået status af doktrin.

Sagen er nemlig den, at både Mary Carpenter og Domstolen er enige om, at såfremt hun ikke er i huset til at passe hans børn, når han er på arbejde, vil han være forhindret i netop at passe sit job, eller i hvert fald være meget begrænset i det.

Link til dommen i sag C-60/00, Carpenter:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9396228

[Kim P. Nyberg]

Sag C-109/01, Akrich, dateret 29. september 2003:

Stikord: »Arbejdskraftens frie bevægelighed – tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat – ægtefællen pålagt forbud mod indrejse og ophold i denne medlemsstat – parrets midlertidige bosættelse i en anden medlemsstat – bosættelse med henblik på i medfør af fællesskabsretten at opnå en indrejse- og opholdstilladelse til den første medlemsstat – misbrug«

Vi skal til endnu en skelsættende dom. Denne gang handler det om en tredjelandsborger, som er gift med en unionsborger, og hvor tredjelandsborgeren har et indrejseforbud til unionsborgerens hjemland. Hvordan stiller det tredjelandsborgeren i forhold til at bo i et andet Medlemsland?

Sagen var den, at Hr. Hacene Akrich, der er fra Marokko, havde fået et besøgsvisum på 30 dage. Mens han var der, søgte han om ret til at blive, hvilket blev afslået. Så han blev smidt ud. Han tog tilbage på falske papirer, men blev afsløret i forsøget, og sendt tilbage en gang til. Efter devisen, at tredje gang er lykkens gang, indrejse han hemmeligt til Storbritannien endnu engang, og her giftede han sig med en unionsborger. Mens han legede kispus med myndighederne, tog hun til Irland, hvor hun fik et arbejde på en tidsbegrænset kontrakt. Han fulgte senere efter.

Da hun havde afsluttet sin kontrakt, ville de gerne tilbage til Storbritannien igen. Det var de britiske myndigheder inderligt imod, for de var fuldt og fast overbevist om, at parret Akrich kun gjorde det her, for at omgå de nationale regler med negativt fortegn. At Fru Akrich havde et reelt arbejde i Irland, betragtede de også kun som et skalkeskjul. Altså for at “få det til at se ud som om”.

Sagen nåede frem til Domstolen. Her er det særligt præmisserne 55-59, der er centrale for besvarelsen. I kort form fortæller de, at såfremt unionsborgeren har udført et faktisk og reelt arbejde i en anden Medlemsstat, kan myndighederne ikke afvise parret med henvisning til at omgå nationale regler. De kan kun afslå, hvis myndighederne kan bevise, at forholdet mellem de to personer er ren proforma.

Men Hr. Akrich har jo fået et indrejseforbud til Storbritannien. Hvilken betydning har det? Domstolen svarer, at såfremt indrejseforbuddet er udstedt inden han rejste afsted til Irland, kunne den opretholdes, men fordi den først er udstedt senere, skal briterne lade ham indrejse sammen med sin ægtefælle.

Link til dommen i sag C-109/01, Akrich:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=10211397

[Kim P. Nyberg]

Forenede sager C-317/01, Abatay m.fl og C-369/01, Sahin, dateret 21. oktober 2003:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – fortolkning af tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, og af artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – ophævelse af begrænsningerne for arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser – standstill-klausuler – direkte virkning – rækkevidde – en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder et krav om arbejdstilladelse på området for international godstransport ad landevej«

I juridiske kredse, er denne sag mest kendt som Sahin-dommen, og drejer sig om en såkaldt associeringsaftale mellem EØF (nu EU) og Tyrkiet. Denne aftale har været gældende siden 1963 og i 1980 blev der tilføjet en stand still aftale. Sidstnævnte bestemmer i grove træk, at hverken EU, Medlemsstaterne eller Tyrkiet må indføre stramninger for hinandens borgere, hvad angår indrejse og ophold, end hvad der var gældende før 1. december 1980.

Domsreferatet her fortæller, at Tyskland forlangte en arbejdstilladelse af nogle tyrkiske lastbilchauffører, der kørte til og fra Tyskland. I begge sager er chaufførerne tyrkiske statsborgere, der kører i international godstransport for tyrkiske virksomheder, men i lastbiler, der er indregistreret i Tyskland, hvor virksomhederne har afdelinger.

Problemstillingen er helt præcist, at chaufførerne hidtil har været fritaget for arbejdstilladelse i Tyskland, men nu bliver det krævet af dem. Spørgsmålet er så, om en sådan kursskifte er i overensstemmelse med hovedsageligt stand still aftalen fra 1980.

Domstolen fortæller, at tyrkiske statsborgere, som indrejser for første gang til et EU-land, ikke har ret til fri bevægelighed i EU og at disse borgere er underlagt nationale regler for indrejse og ophold. Mens tyrkiske statsborgere, der har været i landet i en længere periode, er direkte omfattet af nogle artikler i stand still aftalen (præmis 64-66).

Herefter giver Domstolen disse chauffører status som tjenesteydere, fordi de krydser landegrænser, når de leverer varer. Er du eksportchauffør eller buschauffør med regelmæssige ture over en landegrænse, er det således her du skal være vågen. For så er du og din ægtefælle berettiget til familiesammenføring efter EU-reglerne i Danmark, uden du behøver flytte til et andet EU/EØS-land. Og er du allerede familiesammenført efter danske regler, kan du uden videre “hoppe over” på EU-reglerne i stedet, hvis du har lyst til det.

Sidst, men ikke mindst, fastslår Domstolen, at de pågældende chauffører kun opholder sig kort tid ad gangen i Tyskland, nemlig i den tid, hvor de læsser og lodser på terminalerne, hvorefter de forlader Tyskland og kører til Tyrkiet, Iran og Irak med varer fra Tyskland, inden de kører hjem til familien i Tyrkiet. Derfor kan de ikke afkræves en arbejdstilladelse i Tyskland.

Link til de forenede sager C-317/01, Abatay m.fl og C-369/01, Sahin:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=10633049

[Kim P. Nyberg]

Sag C-413/01, Ninni-Orasche, dateret 6. november 2003:

Stikord: »Arbejdskraftens frie bevægelighed – EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) – begrebet arbejdstager – en fra starten aftalt tidsbegrænset ansættelseskontrakt – opretholdelse af status som arbejdstager efter ansættelseskontraktens ophør – betingelser for tildeling af sociale fordele i artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68's forstand – uddannelsesstøtte«

Er en på forhånd aftalt tidsbegrænset kontrakt på under 12 uger nok til, at man kan kalde sig arbejdstager? Spørgsmålet stilles af en østrigsk domstol til Domstolen, i anledning af at den italienske statsborger, Fru Franca Ninni-Orasche, har en sådan kontrakt i en østrigsk restaurant.

I forlængelse af dette arbejde, tog hun en eksamen, der gav hende adgang til et studie på et universitet i Italien, og her er spørgsmålet, om hun i den forbindelse er berettiget til uddannelsesstøtte eller om der er tale om misbrug af denne støtteordning.

Det første spørgsmål blev relevant for de østrigske myndigheder at få afklaret, efter at Domstolen i Unger-sagen (se del 1) godkendte, at 12 uger kunne være nok til at påberåbe sig arbejdstagerbegrebet.

I Unger-sagen var der dog ikke tale om en tidsbegrænset kontrakt. Det er der nu, og den er endda på under 12 uger.

Domstolen svarer, at såfremt arbejdet ikke blot udgør et marginalt supplement (altså arbejde i ubetydelig mængde), men at der er tale om et reelt arbejde, er Ninni-Orasche arbejdstager. Også selv om kontrakten er tidsbegrænset og på under 12 uger.

Ligeså dømmer Domstolen, at hun er berettiget til studiestøtte for tiden, hvor hun tog det nævnte diplom.

Link til dommen i sag C-413/01, Ninni-Orasche:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... &cid=34881

[Kim P. Nyberg]

Sag C-138/02, Collins, dateret 23. marts 2004:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) – begrebet »arbejdstager« – social sikringsydelse til arbejdssøgende – bopælskrav – unionsborgerskab«

Vi skal igen en tur til Storbritannien, hvor Brian Francis Collins, har en udfordring med de britiske myndigheder. Han har to statsborgerskaber, hvoraf det ene er irsk, og han har tidligere (for mere end 17 år siden i forhold til datoen for denne dom) boet i Storbritannien, hvor han har arbejdet, og nu prøver han at påberåbe sig den arbejdstagerstatus, han havde dengang. Den er de britiske myndigheder ikke helt med på. For nu har han ikke noget arbejde, men søger med lys og lygte efter noget at lave. Briterne vil derfor kun give ham status af arbejdssøgende. Det er Collins så utilfreds med, at han lægger sag an, der når frem til Domstolen.

Domstolen får 3 spørgsmål i sagen. Det første er, om ikke de britiske myndigheder har ret i, at han ikke er arbejdstager, men kun arbejdssøgende? Det bekræfter Domstolen, men beder de britiske myndigheder foretage den endelige afgørelse.

Det andet spørgsmål er, om det giver ham ret til ophold i Storbritannien udelukkende i medfør af et dagældende direktiv? Det svarer Domstolen nej til, og henviser i stedet til traktaten, som han kan bruge til formålet.

Det sidste spørgsmål er, om man kan stille krav om fast bopæl i værtsmedlemsstaten for at en person i hans situation har adgang til sociale sikringsydelser i det pågældende land. Ja, det må man gerne, men man må ikke gå længere end højst nødvendigt for at nå målet.

Link til dommen i sag C-138/02, Collins:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=511786

[Kim P. Nyberg]

Sag C-148/02, Avello, dateret 2. oktober 2003:

Stikord: »Unionsborgerskab – overførsel af efternavn – børn af statsborgere i medlemsstaterne – dobbelt statsborgerskab«

Carlos Garcia Avello er spansk statsborger og bor i Belgien med sin belgiske ægtefælle og to børn. Begge børn har dobbelt statsborgerskab (belgisk og spansk), og nu er familien i et mindre skænderi med de belgiske myndigheder om noget navneændring til børnene. Problemet er, at de to lande har hver deres traditioner for navngivning, der nærmest konflikter med hinanden. Og Belgien har ikke tænkt sig at give sig i spørgsmålet.

Tilmed bliver der tvivlet på, om sagen overhovedet kan antages til realitetsbehandling i Domstolen, for børnene er født i Belgien og har hele tiden boet der. Det spørgsmål skal derfor afklares først. Her når Domstolen frem til, at da børnene har spansk statsborgerskab og bor i Belgien, aktiverer dette i sig selv unionsborgerskabet, og dermed kan Domstolen gå i gang med sagen.

I belgisk ret skal børnenes mellem- og efternavne følge faderens. I Spanien er der tradition for, at børnene kan få faderens mellemnavn og moderens efternavn, og Carlos Garcia Avello vil gerne have dem navngivet efter spanske traditioner.

Blandt andet har den danske regering interveneret i sagen med en påstand om, at den belgiske praksis fremmer integrationen af børnene i Belgien.

Vås, siger Domstolen. Et navn har intet som helst med deres muligheder for integration at gøre. Et navn bruges udelukkende til at identificerer en person.

Herefter konstaterer Domstolen, at når man har statsborgerskaber i to Medlemsstater, kan myndighederne i det ene land ikke hævde sin egen retsorden og forkaste den anden Medlemsstats retsorden. Man er nødt til at bøje af mod hinanden. Konklusionen er derfor, at Belgien skal respekterer ønsket om, at børnene navngives efter spansk ret.

Link til dommen i sag C-148/02, Avello:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=11868329

[Kim P. Nyberg]

Sag C-200/02, Zhu/Chen, dateret 19. oktober 2004:

Stikord: »Opholdsret – mindreårig, der har statsborgerskab i en medlemsstat, men opholder sig i en anden medlemsstat – forældre med statsborgerskab i et tredjeland – opholdsret for moderen i den anden medlemsstat«

Vi skal tilbage til Storbritannien, for her er myndighederne så rasende, at de nærmest kan tale kinesisk. Raserianfaldet drejer sig om en kinesisk familie, som ifølge de britiske myndigheder strækker EU-reglerne meget længere, end det kan holde.

Sagen er, at familien består af tre personer: Far, mor og et barn, der er født i Kina. Far arbejder for et kinesisk firma, og han er på forretningsrejse til Nordirland, hvor familien bosætter sig. Mor er gravid i 6. måned og hun føder dette andet barn, Catherine, i Nordirland.

Kort forinden er britisk lov lavet om, så man ikke automatisk får britisk statsborgerskab blot fordi man bor i riget. Og samtidig er irsk lov således, at enhver, der er født på øen Irland (herunder Nordirland) kan få irsk statsborgerskab fra fødslen.

Du har nok luret hvad fighten går ud på. Forældrene vælger nemlig, at Catherine skal have irsk statsborgerskab - til enorm irritation for de britiske myndigheder. Herefter flytter familien til Wales, men de britiske myndigheder nægter at give dem opholdsret der.

Dette er første gang, at Domstolen skal tage stilling til børns rettigheder. Og det kan godt være, at briterne ikke var de bedste venner med Domstolen efter en tidligere dom nævnt i denne serie; nu er de direkte rasende. De anklager familien for bevidst at omgå reglerne for statsborgerskab for om muligt at opnå en fordel i EU-reglerne.

Spørgsmålene fra briterne tårner sig op: Er barnet overhovedet unionsborger? Hvordan skal en nyfødt kunne forsørge sin familie, der er tredjelandsborgere? Og er det her ikke bare en bevidst handling, der skal betragtes som fuldstændig uacceptabelt?

Domstolen starter med at konfirmerer, at Cathrine er statsborger i en Medlemsstat, og dermed også er unionsborger ifølge traktaten. Også selv om hun er spæd og i realiteten ikke kan træffer sine egne beslutninger. Dermed har hun også ret til fri bevægelighed og til at tage sin familie med sig. At det reelt er forældrene, der træffer beslutningerne, ændrer ikke på noget, siger Domstolen. Det ændrer heller ikke på noget, at det er forældrene, der skal forsørge barnet. Følgelig har forældrene også ret til ophold dér sammen med barnet.

Var det en bevidst handling? Ja, det fremgår af præmis 11, at stuntet var helt overlagt. Men stadig lovligt.

Link til dommen i sag C-200/02, Zhu/Chen:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... d=12208388

[Kim P. Nyberg]

Sag C-456/02, Trojani, dateret 7. september 2004:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – opholdsret – direktiv 90/364/EØF – begrænsninger og betingelser – person, der arbejder i et herberg mod naturalydelser – ret til sociale forsorgsydelser«

I del 2 havde vi sagen om Hr Steymann, der arbejdede som blikkenslager i et religiøst fællesskab og som blandt andet fik naturalier som modydelse. Vi har nu en sag, der minder lidt om den, for den franske statsborger, Michel Trojani, arbejder omkring 30 timer om ugen i et belgisk herberg, hvilket han får betaling for i form af naturalier. Forskellen på de to sager er altså, at Steymann fik betaling delvist i naturalier, delvist i kontanter, mens Trojani får 100% i naturalier.

Twisten i sagen er, at Trojani også skal betale en form for husleje, og den skal betales i kontanter, så han anmoder om minimex på 400 euro (lige i underkanten af 3.000 kroner), hvilket bliver afslået. En højere ret tildeler ham dog 300 euro mens sagen kører ved Domstolen.

Den belgiske ret vil først gerne vide, om Trojani er arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Og hvis han ikke er nogen af de ting, om han så i stedet har ret til ophold direkte efter traktaten (det der nu er artikel 20-21 TEUF).

Til det første spørgsmål svarer Domstolen, at han ikke er nogen af delene, hvorefter Domstolen bekræfter det andet spørgsmål. Domstolen slår som en sidebemærkning fast, at han har ret til minimex.

Link til dommen i sag C-456/02, Trojani:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1763057

[Kim P. Nyberg]

Sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark (traktatbrud), dateret 15. september 2005:

Stikord: »Traktatbrud – arbejdskraftens frie bevægelighed – motorkøretøjer – arbejdsgiverens tilrådighedsstillelse for arbejdstageren – køretøj indregistreret i arbejdsgiverens medlemsstat – arbejdstager bosat i en anden medlemsstat – afgift af motorkøretøjet«

En del danske virksomheder - særligt indenfor transportbranchen - er gennem årene udflaget til vore nabolande. Det vil sige, at de har flyttet virksomheden ud af landet og registreret det i eksempelvis Tyskland eller Sverige. Men medarbejderne bor stadig i Danmark.

Det var de danske skattemyndigheder ikke helt tilfreds med, så de krævede, at de biler, der kørte til og fra Danmark skulle have danske nummerplader på og at der skulle svares dansk registreringsafgift af dem.

Kommissionen var af en anden holdning. Uanset om køretøjet var til privat brug eller til ren erhvervskørsel, kan man ikke monterer nummerplader fra flere lande på samme køretøj. De skal kun være registreret i ét land ad gangen. Dette gælder også biler, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed for sine ansatte.

Det gjorde, at Danmark ændrede sin lovgivning. Nu skulle Transportministeriet give tilladelse til, at de specifikke køretøjer kunne køre på danske veje. Tilladelsen var betinget af, at der blev betalt afgift.

Kommissionen var stadig ikke tilfreds, for resultatet af de to løsninger ender jo alligevel det samme sted. Hvilket Kommissionen anser for en hindring for den fri bevægelighed. Men de danske skattemyndigheder ville ikke give sig yderligere, og dermed var Kommissionen tvunget til at gå til Domstolen med sagen.

Domstolen indleder med at gøre det klokkeklart, at enhver hindring for den fri bevægelighed skal fjernes. At den fri bevægelighed ikke kun handler om selve adgangen til arbejdspladsen i gæstelandet, men også om de betingelser, der indføres, for at arbejdet kan udføres.

Den danske regering vil stadig ikke give sig. For nu begynder sangen fra de varme lande: “Jamen, kan arbejdsgiveren da ikke bare udbetale en lavere løn til arbejdstageren i Danmark, end han vil gøre til en arbejdstager i det pågældende gæsteland?” Nej, svarer Domstolen, for så er der jo stadig forskelsbehandling på grund af nationalitet. Det konkluderes derfor, at både den tidligere ordning og den på det her tidspunkt nye ordning, er en hindring for den fri bevægelighed. Danmark dømmes således for disse to forhold.

Link til dommen i sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2078648