Ægteskabudengrænser.dk

Sag 149/79, Kommissionen mod Belgien (traktatbrud), dateret 26. maj 1982:

Siden starten i 1957, har de gældende traktater fastslået følgende om arbejdstagerbegrebet, nu artikel 45 TEUF:

1. Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Unionen.

2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.

3. Med forbehold af de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer den retten til:

a) at søge faktisk tilbudte stillinger

b) frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øjemed

c) at tage ophold i en af medlemsstaterne for der at have beskæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder for indenlandske arbejdstageres beskæftigelse

d) at blive boende på en medlemsstats område på de af Kommissionen ved forordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse der.

4. Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for ansættelser i den offentlige administration.

Citat slut.

Den dom vi skal kigge nærmere på nu, handler om stk. 4, altså om ansættelser i den offentlige administration.

Kommissionen og Belgien havde nogle voldsomme stridigheder om, hvad der egentlig menes med stk. 4. På den ene side mente Belgien, at nærmest alle ansatte i det offentlige var afskåret fra at kunne bruge disse bestemmelser, så de havde lavet en ret lang liste over stillinger, de mente var omfattet af stk. 4. Oven i det, havde Belgien i sin egen lovgivning skrevet, at stillinger i det offentlige alene kunne besættes af belgiske statsborgere, for at beskytte mod spionage med videre. På den anden side mente Kommissionen, at Belgien havde været lige rigeligt kreative i, hvad der kan lægges i begrebet “offentlig administration”.

Da de to parter ikke kunne nå til enighed selv, måtte Domstolen tages i anvendelse. Domstolen konkluderede to ting: For det første er det forbudt kun at tilbyde stillinger til egne statsborgere, også indenfor det offentlige område. For det andet skal “offentlig administration” tolkes som den gruppe af personer, der lovgiver (det vil sige byråd, regionsråd, nationale parlamenter), tilsynsførende i forskellige grader, arkitekter og natvægtere. Mens for eksempel skolelærere, pædagoger, sagsbehandlere, gartnere og rengøringsfolk ikke kan anses for at falde ind under “offentlig administration”.

Dommen her har været gældende ret lige siden. Det er således ordet “administration”, der har været det springende punkt, og ikke om man er ansat på en offentlig arbejdsplads.

Link til dommen i sag 149/79, Kommissionen mod Belgien:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=8744804

Sag 157/79, Pieck, dateret 3. juli 1980:

Den nederlandske statsborger, Pieck, har ofte været i Storbritannien, hvor han har udført nogle småjobs, når han alligevel var der. Han kendte derfor proceduren ved den britiske grænse særdeles godt. Denne her gang var dog noget anderledes.

Han fik nemlig et stempel i sit pas med en indrejsetilladelse. Tilmed var denne tilladelse begrænset til 6 måneder. Ingen af delene var han tilfreds med. Men han var der i de 6 måneder - så godt og vel. For da han havde overskredet tiden med 2 måneder, gik han til politiet og bad om et godt råd. Den venlige betjent rådede ham til at få søgt en opholdstilladelse, men det skulle vise sig, at Pieck ikke fulgte det råd. Han lod stå til.

Noget tid senere blev han af en anden betjent bedt om at vise ID. Da Pieck ikke havde lovligt ophold ifølge de britiske love, blev han anholdt. Straffen kunne være en bøde eller en udvisning, i nogle tilfælde endda begge dele, står der i dommen. Pieck protesterede og påberåbte sig Fællesskabsrettens regler i både EØF-traktaten (nok bedre kendt som Romtraktaten), nogle direktiver samt forordning 1612/68. Han gjorde gældende, at når man bruger sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed som arbejdstager, har Fællesskabsretten forrang, sådan som Domstolen fastslog det i Costa mod ENEL (se denne sag i del 1 i denne serie).

Domstolen var på lange stræk enig med Pieck. Når man udøver retten til frit at bevæge sig indenfor Fællesskabet, må der ikke sættes begrænsninger for opholdets længde og der må heller ikke sættes en indrejsetilladelse eller anden formalitet i passet. Han var dog forpligtet til at få den særlige opholdstilladelse for EØF-borgere. Da han ikke havde søgt den, trods det gode råd fra den venlige betjent nævnt tidligere, kunne han idømmes en bøde. Domstolen gjorde det samtidig klart, at en bøde i den størrelsesorden briterne ville give Pieck var for stor. Den må nærmest kun være symbolsk. Og at en udvisning for den overtrædelse Pieck havde begået, var uproportionalt.

Link til dommen i sag 157/79, Pieck:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... cid=128189

De forenede sager 115/81, Adoui og 116/81, Cornuaille, dateret 18. maj 1982:

Den faste læser af denne serie, husker den sidste sag, der omhandlede prostitution overfor begrebet “offentlig sikkerhed og orden”. Det skal vi - havde jeg nær sagt - bore lidt dybere i nu.

Vi har at gøre med to franske kvinder, som arbejder på barer i den belgiske by Liège. Cornuaille har været der i flere år, mens Adoui er nytilflytter. Selvom Cornuaille har en udløbet opholdstilladelse, betragtes hun som fastboende, og myndighederne gør ikke noget i den henseende. De to damers “arbejde” går ud på at danse letpåklædt i nogle vinduer og på den måde inviterer kunder ind i forretningen, og nogle af dem videre ind bagved, hvor kunderne kan få lettet trykket mod betaling.

Det finder myndighederne ud af, og vil have dem begge to smidt ud, fordi myndighederne stadig betragter prostitution som en trussel mod den offentlige orden. Herfra får de to sager rigtig mange lag, men de er også ens, bortset fra ovenstående forskelle. Derfor har Domstolen forenet dem.

Det første, der skal findes ud af, er om en Medlemsstat overhovedet kan smide statsborgere fra andre Medlemsstater ud af landet, når det udførte “arbejde” for det første ikke er forbudt i landet, og hvor man for det andet ikke griber ind over for egne statsborgere, der ernærer sig på samme eller tilsvarende måde.

Her svarer Domstolen:

“Undtagelsesbestemmelserne i [EØF-]traktatens artikler 48 og 56 giver medlemsstaterne beføjelse til, når de grunde, som er nævnt i bestemmelserne, foreligger, at træffe visse foranstaltninger over for statsborgere fra andre medlemsstater, navnlig foranstaltninger, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden. Medlemsstaterne kan ikke bringe tilsvarende foranstaltninger i anvendelse over for deres egne statsborgere, idet staten ikke kan udvise sine egne borgere fra det nationale område eller forbyde dem indrejse. En sådan forskelsbehandling, som vedrører arten af de foranstaltninger, der kan træffes, må derfor tillades, men på den betingelse, at den kompetente myndighed i en medlemsstat ikke ved udstedelsen af de nævnte foranstaltninger baserer sin beslutning på en bedømmelse af visse former for adfærd, som indebærer, at statsborgere fra andre medlemsstater behandles vilkårligt.” (præmis 7)

Herefter henviste Domstolen til Bouchereau-sagen, som du kan læse i del 1 i nærværende serie, og tilføjer at:

»Selv om medlemsstaterne ikke efter fællesskabsretten er forpligtet til indbyrdes at anvende en ensartet værdiskala for bedømmelsen af en adfærd, som kan være i strid med den offentlige orden, kan adfærden ikke være så alvorlig, at den begrunder indrejse- eller opholdsrestriktioner på en medlemsstats område over for en statsborger fra en anden medlemsstat, når medlemsstaten ikke træffer repressive foranstaltninger eller andre egentlige og effektive foranstaltninger til bekæmpelse af den udviste adfærd over for sine egne statsborgere.« (præmis 8 )

Næste spørgsmål emmer af forskelsbehandling, for Belgien havde ikke noget imod prostituerede fra nogle lande, samtidig med at de afviste “kolleger” fra andre lande. Må man tage generalpræventive foranstaltninger i brug her? Hvad mener Domstolen om det?, ville de nationale myndigheder gerne vide.

Her gør Domstolen kort proces, og beder de belgiske myndigheder om at læse Bonsignore-dommen (ligger i del 1) igen. Altså at der til enhver tid skal tages udgangspunkt i den pågældendes personlige forhold og at generalpræventive ting derfor er forbudt.

Men hvad så, hvis personen er smidt ud af landet én gang for at udføre den form for “arbejde” og derefter genindrejser dertil i den hensigt at fortsætte på samme måde? De belgiske myndigheder nægtede at realitetsbehandle en ny ansøgning om opholdstilladelse, og spørgsmålet er her, om myndighederne “bare sådan” må feje den af bordet med henvisning til det syndige erhverv.

Domstolen svarer:

»Hvad angår muligheden for, at en person, over for hvem der er truffet beslutning om udvisning fra en medlemsstats område, atter kan rejse ind på den pågældende stats område og dér forny sin ansøgning om opholdstilladelse, må det understreges, at enhver statsborger i en medlemsstat, som ønsker at søge en stilling i en anden medlemsstat atter kan ansøge om en opholdstilladelse. Indgives ansøgning herom inden for en rimelig frist, er den kompetente administrative myndighed i modtagerstaten forpligtet til at behandle den og navnlig tage hensyn til de anbringender, ansøgeren gør gældende som bevis for, at de forhold, der begrundede den første udvisningsbeslutning, har ændret sig. Er der imidlertid truffet en efter fællesskabsretten gyldig beslutning om udvisning af vedkommende, som fortsat har retsvirkning, og som dermed udelukker vedkommende fra den pågældende medlemsstats område, har den udviste ikke efter fællesskabsretten ret til at rejse ind på nævnte stats område, så længe hans fornyede ansøgning stadig er under behandling.« (præmis 12)

Dermed satte Domstolen et endegyldigt punktum i spørgsmålet om, hvorvidt prostitution er en trussel mod rigets sikkerhed, sundhed og orden samt om hvorvidt Medlemsstaterne kunne hindre EØF-borgere i at krydse landegrænser i dette øjemed.

Men vi er slet ikke færdige endnu.....

Hvordan skal et afslag se ud?, spørger de belgiske myndigheder. Her svarer Domstolen i præmis 13, at afslaget skal være så detaljeret og klar, at vedkommende kan føre sit forsvar mod det. Men det skal også være på et sprog, som vedkommende forstår. Myndighederne må således ikke skrive et afslag på italiensk, hvis vedkommende ikke forstår det sprog. Eller på engelsk, hvis det er uforståeligt for personen, det drejer sig om.

Herfra går vi over i en helt anden boldgade, for de belgiske myndigheder har stillet et hav af spørgsmål. Nu skal det handle om de processuelle garantier og om, hvordan et klagenævn må være sammensat.

Præmis 14 sammenfatter spørgsmålene sådan her:

“Disse spørgsmål drejer sig i det væsentlige om, hvorledes den »kompetente myndighed« i artikel 9 i direktiv 64/221 skal være sammensat, hvilke stillinger de personer, der har sæde i myndigheden, indtager, varigheden af deres embedsperiode, den eventuelle forbindelse mellem dem og den myndighed, der aflønner dem, de nærmere regler om indbringelse af sager for myndigheden samt de for denne myndighed gældende regler om sagsbehandling.”

De fleste af disse spørgsmål overlader Domstolen til de nationale myndigheder at bestemme. Domstolen slår dog fast, at klagenævnet skal være fuldstændig uafhængig af andre myndigheder og ikke må tage imod ordre til at afgøre sager på bestemte måder. Samt at personen ikke må stilles ringere, end værtslandets egne statsborgere bliver behandlet ved tilsvarende nationale ankenævn.

Link til dommen i de forenede sager 115/81, Adoui og 116/81, Cornuaille:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... cid=401697

De forenede sager 35/82, Morson, og 36/82, Jhanjan, dateret 27. oktober 1982:

Når man læser domsreferatet igennem, er der ingen tvivl om, at de to damer, Morson og Jhanjan, kender hinanden. De er begge surinamske statsborgere, begge har børn med nederlandsk statsborgerskab, de gennemgår en fuldstændig ens sag ved de nederlandske myndigheder, ved den samme nationale domstol og på samme tid. Og de bliver begge forsørget økonomisk af deres nederlandske børn. Der er ingen forskelle der overhovedet.

De har lagt en strategi: De vil til Nederlandene og bo hos deres børn. Til det formål bruger de nogle Fællesskabsregler som løftestang. Nemlig det, der nu er artikel 2, stk. 2, litra d) i direktiv 2004/38, hvor der står, at forældre er såkaldt “berettigede” personer. At de nederlandske børn aldrig har boet eller arbejdet udenfor hjemlandet, ser de to damer som en uvæsentlig detalje.

Begge to er samtidig nogle stædige damer, der ikke tager et nej for et nej. De kæmper med alt, hvad de har. De holder fast i, at deres børn er arbejdstagere. Flere forskellige myndigheder i Nederlandene siger nej til det og siger derfor også i første omgang nej til, at sagerne skal for Domstolen. Her træder stædigheden for alvor i karakter, for afslaget medfører blot, at de begge to henviser til reglerne om, at hvis der opstår en tvist om en Fællesskabsregel, så skal Domstolen spørges, da Medlemsstaterne ikke selv må afgøre sådanne sager.

Den nederlandske Højesteret stiller derfor to spørgsmål til Domstolen:

1. Er børnene arbejdstagere i Fællesskabsrettens forstand, sådan som de to mødre fastholder, når børnene aldrig har boet eller arbejdet udenfor hjemlandet?

2. Hvornår er en national domstol forpligtet til at stille spørgsmål til Domstolen?

Til det første spørgsmål er Domstolen enig med de nationale myndigheder i, at der ikke er tale om arbejdstagere i Fællesskabsrettens forstand, netop fordi disse børn aldrig har krydset en landegrænse for at bo og arbejde i en anden Medlemsstat. Det er i stedet det, der kaldes “et rent internt forhold”, og det afgøres alene nationalt.

Til det andet spørgsmål svarer Domstolen, at alle nationale myndigheder og domstole er berettigede til at stille spørgsmål til Domstolen, når der opstår tvister af Fællesskabsretlig karakter, som ikke tidligere er afgjort af Domstolen. Og at såfremt en sag er kommet så højt op i det nationale retshieraki, at sagerne ikke kan ankes, ligger der en egentlig pligt til at spørge Domstolen, hvis tvisten stadig består.

Det betyder, at hvis Domstolen tidligere har svaret på det samme spørgsmål i en tidligere sag, vil Domstolen nægte at realitetsbehandle den nye sag og i stedet henvise til den tidligere afgørelse. Og at såfremt et spørgsmål (eller et opfølgende spørgsmål) ikke har været stillet tidligere, har myndighederne en direkte pligt til at spørge Domstolen, hvordan tingene skal fortolkes. Det gælder i særlig grad, hvis en sag er nået til landets højeste domstol og sagen ikke kan ankes derfra.

Link til dommen i de forenede sager 35/82, Morson, og 36/82, Jhanjan:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... cid=729988

Sag 180/83, Moser, dateret 28. juni 1984:

Den tyske statsborger, Hans Moser, er ved at uddanne sig til lærer i den tyske delstat, hvor han altid har boet. For at han kan blive folkeskolelærer, skal han bestå to kurser, og her hindres han i at komme på kursus nr. 2, hvilket begrundes i hans politiske tilhørsforhold. Moser mener, at det hindrer ham i at gøre uddannelsen færdig og at han således hverken kan blive lærer på en friskole eller i en anden Medlemsstat.

Her måtte Domstolen igen træde på bremsen. Der er tale om et rent internt forhold, fordi manden aldrig har boet og arbejdet i en anden Medlemsstat. At han påregner at ville arbejde i en anden Medlemsstat efter uddannelsen er færdiggjort, betragter Domstolen som et hypotetisk spørgsmål, som Domstolen ikke kan tage stilling til, førend manden faktisk står i situationen i en anden Medlemsstat.

Link til dommen i sag 180/83, Moser:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1206092

Er der et demokratisk underskud i EU? Det er der delte meninger om, så lad os kigge lidt på, hvordan det faktisk ser ud.

Vi starter i Kommissionen, som kan sammenlignes med en regering. I Kommissionen sidder der ét medlem fra hver Medlemsstat. Dette medlem kaldes en kommissær og udpeges af hjemlandets regering. Kommissæren må ikke favoriserer egen hjemlands interesser, men er forpligtet til at favne hele Fællesskabets interesser inden for det fagområde, som den pågældende er kommissær for. Hver gang en ny Kommission træder til, skal samtlige kommissærer igennem en høring i Parlamentet, og hvis blot én kommissær ikke kommer gennem Parlamentets kritiske blik, falder hele Kommissionen.

Det er Kommissionen, der har den såkaldte serve-ret til at fremsætte lovforslag. Blandt Kommissionens andre opgaver er at omsætte Det Europæiske Råds beslutninger til lovforslag, at overvåge Medlemsstaternes lovgivninger og praksis og om nødvendigt indbringe sager om traktatbrud for Domstolen. Kommissionen kan dog ikke vedtage direktiver og forordninger.

Parlamentet er det eneste organ i EU, hvortil der er direkte valg. Altså hvor vi vælgere kan stemme folk ind eller ud. I mange år havde det ingen magt overhovedet, hvilket også var årsagen til, at den tidligere britiske premiereminister, Margeret Thatcher, kaldte det et Mickey Mouse-parlament. Uanset hvad man mener om det udtryk, blev det taget alvorligt, og Parlamentet fik delvis magt. Blandt andet skal Parlamentet høres, når Kommissionen udsender et lovforslag; i en række tilfælde er de også med til at vedtage disse. Derudover laver Parlamentet stakkevis af rapporter om alle mulige problemstillinger hvert eneste år. Danmark har 13 pladser ud af godt 700 pladser. Tyskland og Frankrig har flest pladser, fordi de er de to folkerigeste lande i EU.

Det Europæiske Råd, er der, hvor stats- og regeringschefer holder deres halvårlige topmøder. Fra Danmark er det statsministeren, der deltager her. Her diskuteres relevante aktuelle emner, ligesom de udstikker kursen for hvor EU skal bevæge sig hen. Det Europæiske Råd har ikke mandat til at udstede egentlig lovgivning, men er kun retningsgivende.

Ministerrådet (nogle kalder det blot Rådet) er et andet organ. Det består af medlemsstaternes fagministre. Handler det om trafik, er det trafikministrene, der mødes. Er emnet udlændinge, er det ministrene med det ressortområde, der stikker hovederne sammen om det runde bord. Rådet deltager som afsender på alle direktiver (ofte i selskab med Parlamentet) og forordninger.

Sag 249/83, Hoeckx, dateret 27. marts 1985:

Vera Hoeckx er nederlandsk statsborger, bosat i Belgien. Her bliver hun arbejdsløs og får en social ydelse, som kaldes Minimex, hvis formål er at sørge for, at folk mindst har et eksistensminimum. Hun bliver rastløs over, at hun ikke kan finde et arbejde i Belgien, så hun rykker videre til Frankrig. Det virker heller ikke for hende, så hun rykker forholdsvis hurtigt tilbage til Belgien, hvor hun igen får Minimex.

Turen til Frankrig og tilbage igen gentager sig. Og atter beder hun om Minimex. Men nu er de belgiske myndigheder ikke længere villige til at udbetale ydelsen til hende. I den belgiske lov om ydelsen står nemlig, at man skal have boet i landet i mindst 5 år, hvis man er udlænding, for at kunne få den. Da hun havde været i Frankrig ad et par omgange, opfyldte hun ikke længere kravet om 5 år i Belgien.

5 års kravet gjaldt ikke for belgiske statsborgere. De kunne i princippet have været i udlandet hele deres liv og få ydelsen straks ved hjemkomst.
Myndighederne i Belgien var overbeviste om, at Minimex var en social forsorg efter forordning 1408/71. Det var Domstolen ikke enig i. Den konstaterede i stedet, at ydelsen var en social fordel efter forordning 1612/68.

Herefter tog Domstolen fat i diskriminationsforbuddet. Forskelsbehandlingen af egne statsborgere på den ene side, og andre statsborgere på den anden, hvad angår sociale fordele, er forbudt, fordi det udgør en hindring for den fri bevægelighed.

Link til dommen i sag 249/83, Hoeckx:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1366362

Sag 59/85, Reed, dateret 17. april 1986:

Nu skal faste samlevende (det vil sige ugifte par) være ekstra opmærksomme, for sagen her omhandler lige netop sådanne par.

Den britiske kvinde, Ann Florence Reed, var flyttet til Nederlandene (Holland), hvor hun delte bolig med en britisk mand. Da sagen her kommer op for de nederlandske myndigheder, har parret allerede boet sammen i 5 år i landet.

Da hun skulle forlænge sin opholdstilladelse, fik hun afslag med den begrundelse, at Fællesskabsreglerne ikke nævnte faste samlevende med et ord. Der var kun nævnt “ægtefæller”. Samtidig kunne udenlandske statsborgere, som var i et ugift parforhold med en nederlandsk statsborger godt få lov at bo i landet.

Reed foretog det, der kaldes en “dynamisk fortolkning” af begrebet “ægtefæller”, og endte med at ligestille faste samlevende med ægtefæller. Dynamisk fortolkning kan godt oversættes til, at man kigger ud i virkeligheden og ser, hvordan den hele tiden forandrer sig, og der er man nødt til at følge med udviklingen. Hun havde dog gjort regning uden vært, for Domstolen var ikke enig i hendes fortolkning. Domstolen begrundede det med, at i den betydning begrebet “ægtefælle” bruges i Fællesskabsreglerne, henviser det udelukkende til gifte par.

Hun fik dog reddet den hjem alligevel. For Domstolen var ikke glad for den forskelsbehandling, som nederlandsk lovgivning gav rent udenlandske par. Domstolen gjorde det således klart, at hvis en Medlemsstat accepterer, at egne statsborgere kan bo papirløst med en udlænding, skal rent udenlandske par i en tilsvarende situation behandles på samme måde.

Link til dommen i sag 59/85, Reed:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1423161

Sag 66/85, Lawrie-Blum, dateret 3. juli 1986:

Deborah Lawrie-Blum er britisk statsborger. Hun er flyttet til Tyskland, hvor hun er i gang med en uddannelse som skolelærer. Hun støder dog ind i problemer, for lovgivningen i den tyske delstat hun bor i, bestemmer, at man for at bestå visse prøver skal være tysk statsborger.

Oveni det kommer tyskerne med forklaringer om, at en skolelærer slet ikke falder ind under begrebet “arbejdstager”, og at på grund af undtagelsesbestemmelsen om, at reglerne ikke gælder for personer i den offentlige administration, så er der bare lukket helt af, fordi uddannelsen foregår i offentligt regi.

Det giver Domstolen anledning til at tolke videre på begrebet “arbejdstager”. Man er arbejdstager, hvis man præsterer en ydelse og får løn for dette, og såfremt arbejdet sker på en anden persons anvisninger. Eller på almindelig dansk: Du har en chef over dig, som du står til ansvar for i dit arbejde. Og han/hun betaler dig løn for det arbejde, du udfører.

I Levin-sagen (se del 1) var Domstolen meget tydelig med, at det ikke tilkommer Medlemsstaterne at definerer fællesskabsretlige begreber, fordi de derved “efter forgodtbefindende kunne udskille visse persongrupper” uden at Fællesskabet kunne holde lidt hånd i hanke med det. Det er ret tydelig, at tyskerne lige præcis i den her sag forsøger dette, men Domstolen får det stoppet, ved blandt andet at minde om, at det altså ER Domstolen, som har enekompetencen til at definerer begreberne.

Herefter henviser Domstolen til andre domme, herunder to sager om traktatbrud (ikke nævnt i denne serie), der viser, at personer som Lawrie-Blum ER at betragte som arbejdstager i Fællesskabsrettens forstand og at den dér undtagelsesbestemmelse om offentlig administration alene gælder de folkevalgte politikere i byråd, regionsråd med videre. En lærerkandidat underviser ganske vist skolebørn, men “magten” er markant anderledes end for de folkevalgte politikere.

Link til dommen i sag 66/85, Lawrie-Blum:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1809742

Sag 316/85, Lebon, dateret 18. juni 1987:

Vi hopper over grænsen fra Tyskland til Belgien, hvor vi finder den franske statsborger, Marie-Christine Lebon. Hun har alle sine dage boet i Belgien, bortset fra et par år, hvor hun arbejdede i Frankrig. Da hun kommer tilbage til Belgien, søger hun om ydelsen Minimex, som også har været beskrevet i Hoeckx-dommen ovenfor.

Den krølle, man skal bemærke i denne sag er, at hendes far har været arbejdstager i Belgien, men er på det her tidspunkt gået på pension. I alle hans arbejdsår, har han forsørget sin datter, som har boet hjemme hos ham. Nu hvor han er på pension, er hans forsørgelse af hende stoppet, og spørgsmålet er derfor, om hun er berettiget til Minimex på det grundlag.

Domstolen analyserer sig frem til, at det er hun ikke. Den forklarer, at hvis hendes far stadig havde arbejdet, ville hun være berettiget til ydelsen, da man ikke kan forlange at faderen skal forsørge sit voksne afkom 100%. Han arbejder blot ikke længere. Han er gået på pension, og derved er han ude af stand til at understøtte sin datter økonomisk. Når denne understøttelse fra et familiemedlem ikke længere eksisterer, ryger retten til sociale ydelser fra det offentlige også.

Det næste spørgsmål fra de belgiske myndigheder er, om man må gå ind i en årsagsanalyse af, hvorfor dette familiemedlem har stået for forsørgelsen. Også her siger Domstolen nej. Hvis det er godtgjort, at der har været en faktisk forsørgelse, skal myndighederne ikke bore i årsagen hertil, da det ikke er relevant.

I det sidste spørgsmål bliver de belgiske myndigheder spekulative, men det giver Domstolen anledning til at sondre mellem begreberne “arbejdstager” og “arbejdssøgende” for første gang. Med henvisning til nogle forordninger, bliver der spurgt til, om en arbejdssøgende nyder de samme sociale og skattemæssige fordele, som en arbejdstager. Og om den arbejdssøgende kan indrejse på en anden Medlemsstats område og søge job der, eller om vedkommende skal have et job på hånden i gæstelandet, inden man kan ankomme til den pågældende Medlemsstat?

Domstolen svarer i præmis 26:

“Det bemærkes, at retten til ligestilling med hensyn til sociale og skattemæssige fordele kun gælder for arbejdstagere. Personer, der flytter for at søge beskæftigelse, er kun omfattet af ligestillingen, for så vidt angår adgangen til beskæftigelse i henhold til [EØF-]traktatens artikel 48 og artiklerne 2 og 5 i forordning nr. 1612/68.”

Ergo kan jobsøgende i andre Medlemsstater ikke få de samme sociale og skattemæssige fordele, som arbejdstagere. Og med sin formulering “Personer, der flytter for at søge beskæftigelse”, udelukker Domstolen, at det kan kræves, at personen har et job på hånden i gæstelandet, inden man flytter dertil. Man kan således godt rejse til det pågældende land og derfra finde ud af, hvilke jobmuligheder, der findes.

I Antonissen-dommen, som kommer senere i denne serie, går Domstolen dybere ind i denne forskel mellem en arbejdstager og en jobsøgende.

Link til dommen i sag 316/85, Lebon:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1965909

Sag 39/86, Lair, dateret 21. juni 1988:

Hvis man nu skipper sit arbejde eller bliver fyret, og derefter tager en uddannelse, kan man så bevare sin status som arbejdstager? Det er emnet i denne sag, hvor en fransk kvinde står i lige netop den situation.

Hun hedder Sylvie Lair og boede i Tyskland, hvor hun i godt 2½ år arbejdede som bankfunktionær. Derefter flakkede hun ind og ud af jobs og omskoling i nogle år. Hun vælger i dette virvar, at sige sit job op og kaste sig over en universitetsuddannelse om romansk og germansk litteratur, hvilket længe har været en passion for hende.

Ville dette hop betyde, at hun mistede sin status som arbejdstager? Ifølge domsreferatet kunne de tyske myndigheder ikke finde noget i Fællesskabsreglerne, der fortalte om det, og så måtte man jo spørge Domstolen, om de kunne trylle noget frem.

Det kunne Domstolen godt, omend det blev medgivet, at tingene bestemt ikke fremgik særlig tydelig. Domstolen fandt en række paragraffer (som i fællesskabsreglerne hedder artikler) frem, og ved at kombinerer dem, nåede Domstolen frem til, at såfremt man enten finder et nyt job ret hurtigt eller hvis man tager en uddannelse eller en efteruddannelse, som ligger i forlængelse af det arbejde, man lige har haft, bevarer man status som arbejdstager.

Link til dommen i sag 39/86, Lair:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=2268687

Sag 197/86, Brown, dateret 21. juni 1988:

Så skal vi en tur til Skotland. Her har Steven Malcolm Brown, der både har britisk og fransk statsborgerskab, sit hyr med at få uddannelsesstøtte fra staten. Han er i gang med at blive elektroingeniør på et universitet.

Første spørgsmål er, om en universitetsuddannelse falder ind under begrebet “faglig uddannelse” i Fællesskabsreglerne. Hertil svarer Domstolen:

“... at en uddannelse, der fører til en kompetence inden for et erhverv, et fag eller en bestemt beskæftigelse, eller som bibringer den særlige færdighed, der kræves for at udøve nævnte erhverv, fag eller beskæftigelse, henhører under begrebet faglig uddannelse...” (præmis 10), og:
“Det bemærkes, at en uddannelsesinstitution ikke kan betragtes som en faglig uddannelsesinstitution i den nævnte bestemmelses forstand, blot fordi der på institutionen gives en vis faglig uddannelse. Begrebet faglig uddannelsesinstitution er snævrere og omfatter udelukkende sådanne institutioner, der giver en undervisning, som enten er integreret i en erhvervsmæssig beskæftigelse eller har snæver tilknytning hertil, f. eks. undervisning i læretiden. Universiteter opfylder ikke disse kriterier.” (præmis 12).

Andet spørgsmål er, om udlændinge kan få både studieafgifter betalt og få stipendier til at leve af? Domstolen svarer, at såfremt indlændinge (altså egne fastboende statsborgere) kan få det, kan udlændinge også få det. Og at forskelsbehandling er forbudt.

Tredje spørgsmål: Hvis man nu kun har arbejdet i 8 måneder og derefter springer på en uddannelse, har man da stadig status som arbejdstager? Ja, hvis uddannelsen fagligt ligger i forlængelse af det tidligere job, bevarer man sin status som arbejdstager gennem hele uddannelsen. Der kan i øvrigt ikke stilles krav om, hvor længe personen skal have været beskæftiget forud for påbegyndelsen af uddannelsen, for at få arbejdstagerstatus.

Fjerde spørgsmål: Hvis der ikke har stået en arbejdsgiver i den anden ende af uddannelsen for at trække kandidater til sig, ville man så i dette tilfælde være berettiget til studiestøtte? Nej, svarer Domstolen.

Til det femte spørgsmål gøres opmærksom på, at Brown’s forældre tidligere har boet og arbejdet i Storbritannien, men flyttede til Frankrig før Brown blev født. Nu er spørgsmålet så, om han kan udnytte reglerne med status som “barn af arbejdstager” i Fællesskabsretten. Det afviser Domstolen med henvisning til forældrenes flytning før han blev født.

Link til dommen i sag 197/86, Brown:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=3010105

Sag 186/87, Cowan, dateret 2. februar 1989:

Den britiske statsborger, Ian William Cowan, havde været et kort smut i den franske hovedstad som turist. Her blev han overfaldet ved en metrostation. Overfaldet var så voldsomt, at han fik langvarige skader af det, og gerningsmændene var som sunket i jorden.

Han bad derfor om en erstatning fra de franske myndigheder, hvilket han blev nægtet. Man skulle enten være fransk statsborger eller man skulle have et opholdsbevis, for at være berettiget til erstatning fra den franske stat. Eller også skulle Frankrig have en særlig aftale med voldsofrets hjemland om gensidighed.

Cowan mente ikke, at disse krav stemte overens med Fællesskabsretten, så han anlagde sag og den kom til Domstolen. Han var helt overbevist om, at der var tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet.

Domstolen var fuldstændig enig:

“Det følger af det i [EØF-]Traktatens artikel 7 indeholdte forbud mod »al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet«, at personer, der befinder sig i en fællesskabsretligt reguleret situation, skal behandles nøjagtig ligesom den pågældende medlemsstats egne statsborgere. I det omfang forbuddet finder anvendelse, må en medlemsstat derfor ikke lade en sådan persons rettigheder være betinget af, at den pågældende er bosat på statens område, når landets egne statsborgere ikke behøver at opfylde denne betingelse.” (præmis 10)

“Det bemærkes yderligere, at retten til ligebehandling følger direkte af fællesskabsretten og derfor ikke kan gøres betinget af udstedelse af en tilladelse fra myndighederne i den pågældende medlemsstat (jfr. herom dommen af 3. juli 1980 i sag 157/79, Pieck, Sml. s. 2171).” (præmis 11) Pieck-dommen er drøftet ovenfor.

“Endelig bemærkes, som Domstolen første gang fastslog i Frilli-dommen (dom af 22. juni 1972 i sag 1/72, Sml. 1972, s. 109), at det i fællesskabsretten indeholdte krav om ligebehandling ikke må gøres betinget af, at der er indgået en aftale om gensidighed mellem den pågældende medlemsstat og det land, hvori vedkommende er statsborger.” (præmis 12) Frilli-dommen er ikke medtaget i denne serie.

Domstolen går dermed ind og udvider personkredsen, der er omfattet af Fællesskabsreglerne, til også at omfatte turister fra andre Medlemsstater. I en anden sag ved Domstolen, var en statsborger fra en anden Medlemsstat på gennemfart i Tyskland, hvor han blev direkte part i en trafikulykke. I den sag blev det også kendt for ret, at han skulle have en erstatning fra den tyske stat.

I den juridiske litteratur er det to sager, der i den grad vækker opsigt. Man havde nemlig ikke lige set, at turister (heriblandt folk på gennemfart) også er beskyttet af Traktaten. Når forfatterne efterrationaliserer, siger de dog, at det faktisk giver god mening og viser lidt om, hvor lidt der skal til, før man er beskyttet af Fællesskabets regler.

Link til dommen i sag 186/87, Cowan:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=3038179

Sag 196/87, Steymann, dateret 5. oktober 1988:

Vi skal til Nederlandene (Holland) igen. Her møder vi den tyske statsborger Udo Steymann, der arbejder som blikkenslager i et religiøst fællesskab. Udover det rent kirkelige, har det religiøse fællesskab også et diskotek, et udskænkningssted og en møntvask. Hr. Steymann har et reelt og faktisk arbejde der, hvor han servicerer alle stedets VVS-installationer og får dækket alle sine udgifter af det stedlige fællesskab i form af naturalier.

Men er man omfattet af Fællesskabsreglerne, hvis modydelsen for det man laver udbetales i naturalier? Ja, det er man, siger Domstolen. Det behøver ikke være i kolde kontanter på bankbogen. I senere retspraksis fortæller Domstolen, at værdien af naturalier skal modsvarer den kontante løn, man ellers kunne få.

Steymann påberåber sig tjenesteyderbegrebet i Fællesskabsreglerne. Men er man det, når kontrakten er tidsubegrænset? Domstolen besvarer det med, at når man flytter til en anden Medlemsstat og der tager arbejde på et fast sted på en tidsubegrænset kontrakt, er man ikke tjenesteyder, men derimod arbejdstager. Steymann fik dermed lige en opgradering foræret.

Link til sag 196/87, Steymann:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=3623663

Lad os lige gøre et stop her, for hvad vil det egentlig sige at være en tjenesteyder? Vi har i en tidligere dom set en mand, som var ansat i Frankrig, men som med en campingvogn på slæb kørte rundt i Tyskland 9 måneder om året og solgte produkter for den franske virksomhed. Han blev betegnet som tjenesteyder. Man er også tjenesteyder, hvis man bor i sit eget land, og rejser rundt til flere europæiske lande på jævnlig basis for at udføre opgaver. Det kan være alt fra at sælge reklamer til firmaer i andre lande til at “flakke” fra den ene boreplatform til den anden med en skruenøgle i hånden.

Som tjenesteyder er man det, der i EU-retten kaldes “ikke-økonomisk aktiv”. Det er en selvforsørgende også, og dermed har de lidt færre rettigheder til for eksempel sociale ydelser, end selvstændige og arbejdstagere har. Selvstændige og arbejdstagere kaldes nemlig for “økonomisk aktive”, og de har for eksempel ret til at få deres løn eller gage suppleret op til eksistensminimum, hvis den løn eller gage de oppebærer ikke rækker til at dække deres basale udgifter.