Ægteskabudengrænser.dk

I en gruppe på facebook, har jeg gang i en serie, jeg kalder "EU-domme forklaret". Den vil jeg også gerne dele med jer her på forum. På facebook har jeg taget én dom hver dag og forklaret, hvad den betyder. Men da jeg i skrivende stund allerede har lagt 199 domme op i facebook-gruppen, vil det nok tage for lang tid at komme efter det, så det bliver lige lidt anderledes her på forum. Her vil det blive sådan, at jeg kopierer 25 domme over hver dag, indtil der er "ligestilling". Hver tråd er ligeledes på 25 domme. Man er velkommen til at kommenterer på og stille spørgsmål til det, jeg skriver.

Her først min indledning, som jeg har i facebook-gruppen. Dommene kommer op senere i aften.

I den kommende tid kan alle medlemmer af denne gruppe blive meget klogere på EU-retten. Jeg har nemlig fundet en stribe afgørelser fra EU-Domstolen (i det følgende blot benævnt "Domstolen"), som jeg vil dykke ned i. Der er tale om 230 domme i skrivende stund, og omkring 20 sager mere, som er på vej gennem Domstolen. Jeg vil tage én dom hver dag, så det bliver overskueligt. Den første dom vil jeg dykke ned i i morgen, og bruge dagen i dag på lidt baggrundsviden.

Domstolen har til huse i Luxembourg. Dens rolle er at fortolke traktaterne, direktiver, forordninger og andre retsakter fra EU i konkrete sager, der har dels et grænseoverskridende element, dels et strejf af en generel problemstilling. Fortolkningen sker som regel i lyset af en national retsforskrift og dens eventuelle uoverensstemmelse med EU-reglerne.

Processen er normalt den, at en sag indbringes for en national domstol, for eksempel Byretten eller Landsretten. Her kan borgeren, som er en del af tvisten, anmode retten om at afbryde retsmødet og sende nogle spørgsmål til Domstolen. Hvis en tilsvarende sag allerede er afgjort af Domstolen, vil den lokale dommer afvise anmodningen. Men hvis en tilsvarende sag endnu ikke har været forbi Domstolen, vil dommeren være forpligtet til at sætte retssagen på pause. Herefter sætter dommeren sig sammen med både sagsøger og sagsøgte for at formulerer de spørgsmål, man gerne vil have svar på. Den nationale domstol må nemlig ikke selv fortolke EU-regler. Den kompetence har Domstolen eneret på.

Spørgsmålene og alle sagens øvrige akter sendes til Domstolen, hvor den modtages og får et sagsnummer, der følger den hele vejen. Når Domstolens administration har fået lavet et sammendrag af sagen i et dokument, er næste skridt enten en mundtlig eller en skriftlig forhandling. Her har parterne mulighed for at møde op og give sin version af sagen. Repræsentanter for medlemsstaternes regeringer har ligeledes mulighed for at møde op og intervenerer til fordel for en af parterne. Repræsentanterne vil typisk være på embedsmandsniveau.

Herefter kommer sagen videre til noget, der hedder generaladvokater. Det er hentet fra fransk retspraksis, og går ud på, at en generaladvokat skriftligt skal beskrive hvor de to parter står, hvori tvisten består og herefter skrive et forslag til afgørelse. Domstolen har et par håndfulde generaladvokater ansat, heriblandt den tidligere danske forbrugerombudsmand, Henrik Saugsmann Øe. I mere end 90% af sagerne, vælger dommerne at følge generaladvokaternes forslag til afgørelse. Formålet med generaladvokaterne er, at gøre arbejdet lettere for dommerne.

Sidste step er de høje dommere. I Domstolen er der ansat én dommer fra hver medlemsstat, det vil sige i alt 27 dommere. De er fordelt på en række afdelinger. Dommerne må ikke tage imod ordrer fra deres respektive hjemlande, for eksempel til at stemme på en bestemt måde. De skal være fuldstændig uafhængige, hvilket betyder, at de end ikke må være medlem af den lokale skolebestyrelse eller sportsklub. Dommerne er ansat på livstid og udpeges af dommerstanden i oprindelseslandet.

Når afgørelsen offentliggøres, vil man aldrig kunne se stemmefordelingen.

Hele processen tager 2-3 år.

Hvem kan indbringe sager for Domstolen? Man kan i hvert fald slå fast, at privatpersoner ikke kan indbringe sager direkte for Domstolen. De skal som nævnt tidligere typisk igennem det nationale retssystem først. Men ellers kan samtlige offentlige administrative myndigheder og nationale domstole indbringe tvister for Domstolen.

Når jeg ovenfor skrev om at sætte sagen på pause, skal det tages helt bogstaveligt. Når først sagen er indbragt for Domstolen, må den nationale retsinstans ikke røre mere i den, før Domstolen er kommet med sin afgørelse. Herefter genoptager den nationale domstol sagen, og her er den nationale domstol forpligtet til at afgøre sagen endeligt i overensstemmelse med Domstolens dom.

Domstolens afgørelse kan ikke ankes.

I morgen vil jeg som sagt dykke ned i den første dom. Til hver tråd er I meget velkomne til at debatterer og stille opklarende spørgsmål i kommentarsporet. Målet skulle gerne være, at I alle sammen kommer til at kende reglerne nærmest som professionelle, og så svarene på spørgsmål fra nye medlemmer bliver toptunede. Jeg håber I vil være med på ideen.

Det vil ikke være sådan, at jeg hovedløst citerer en dom eller bare lægger et link. Jeg vil med mine egne ord "oversætte" til et dansk, som den almindelige borger kan forstå. Det vil blive krydret med korte citater, særligt hvis det er ting, der har haft en betydelig afspejling i senere retspraksis.

Principperne i alle nævnte domme gælder stadig i dag, med mindre andet fremgår i mine fortællinger.

Sag 6/64, Costa mod ENEL:

Vi skal langt tilbage i tiden. Faktisk helt tilbage til 1964, hvor det, vi i dag kender som EU, var forholdsvis nybagt og lige skulle finde sine ben. Sagen vi skal gå ind i i dag, var en af de allerførste fra Domstolen, den var mod Italien og handler om forholdet mellem national ret og fællesskabsret (nu EU-ret). Sagen har nr. 6/64 og hedder Costa mod ENEL.

En såkaldt fredsdommer i Milano havde taget sig den frihed, at stille Domstolen nogle spørgsmål om fortolkningen af nogle artikler i den daværende traktat. Det blev regeringen i Rom møgsure over, og erklærede, at sagen end ikke kunne realitetsbehandles af Domstolen, fordi de nationale domstole alene var forpligtede af nationale love. Sagt med andre ord, kunne Fællesskabets Domstol ifølge den italienske regering rende og hønse.

Her måtte Domstolen irettesætte den italienske regering. På det tidspunkt bestod Fællesskabet (nu EU) af Italien, Frankrig, Belgien, Nederlandene, Luxembourg og Tyskland, og de havde alle underskrevet den daværende traktat og var forpligtede af den og dens indhold.

Fællesskabet havde nemlig indstiftet en helt ny, unik retsorden, med egen Domstol, som skal sikre, at reglerne fortolkes ens hele vejen rundt. Medlemsstaterne havde således overført dele af deres suverænitet til Fællesskabet og dets institutioner (Kommissionen, Parlamentet, Domstolen og så videre), og derfor kunne hver enkelt Medlemsstat ikke foretage sine egne fortolkninger af Fællesskabsretten.

Domstolen siger ligefrem, at såfremt den italienske regering havde ret i sin påstand, ville fælleskabsretten kun være eventuel. Med andre ord: Så kunne vi lige så godt lukke, slukke og gå hjem. Så ville Fællesskabet være en død sild.

Det er her vigtigt at slå fast, at EU-ret ikke står over national ret. Eller omvendt, for den sags skyld. De nationale regler skal dog være EU-konforme, som det hedder. Det vil sige, at de skal overholde EU-retten. Og nu skal man holde ørene stive, for hvis en Medlemsstat har en regel, som ikke er EU-konform, må det pågældende land gerne beholde reglen, de må blot ikke gøre den gældende i sager, hvor EU-reglerne er inde over.

Dommen her har derfor været definerende for det, der kaldes EU-rettens forrang. Hvilket blot betyder, at er der det mindste strejf af en grænseoverskridende handling (altså at nogen eller noget har krydset en landegrænse indenfor Fællesskabet/EU), skal det ikke afgøres af nationale retsregler, men af de fælles regler i EU.

Link til dommen i sag 6/64, Costa mod ENEL:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1284497

Sag 75/63, Unger:

I dagens afsnit om domme fra EU-Domstolen med betydning for fri bevægelighed, skal vi beskæftige os med den første afgørelse om arbejdstagerbegrebet. Lige som sag 6/64, Costa mod ENEL, som var emnet i går, er denne sag også fra 1964. Vi skal til sag 75/63, Unger.

Unger var på det her tidspunkt bosat i Nederlandene (eller Holland, om man vil) og spørgsmålet var nu, hvad der ligger i begrebet arbejdstager. Både Nederlandene og de lande, der intervenerede i sagen, var enige om, at begrebet - ordet - "arbejdstager" stod i både den dagældende traktat, en forordning og nogle direktiver, men indhold var der ikke noget af. Altså hvad der skulle til, for at være arbejdstager.

Kunne det mon tænkes, at medlemslandene stod frit til hver især at definerer begrebet i deres egen lovgivning, når Fællesskabsreglerne manglede det? Det var de seks Medlemsstater meget interesserede i at få belyst, og tonen var meget stille og rolig hele vejen igennem. Vi kommer senere til en opfølgende dom, hvor tonen fra Domstolen bliver noget mere kontant.

Det man skal lægge særligt mærke til i Unger-dommen er, at Domstolen ikke sætter timetal eller antal uger på, men alene henholder sig til, at der skal være tale om en reel økonomisk aktivitet. I senere sager skal vi se, hvordan Domstolen udfylder de manglende huller.

Noget andet man skal være opmærksom på er, at helt fra Rom-traktaten [også kaldet EØF-traktaten] blev gældende i 1957 og dermed gjorde det, vi i dag kender som EU til en realitet, og helt frem til 29. april 2006, hvor det nuværende opholdsdirektiv trådte i kraft, gjaldt den fri bevægelighed KUN for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, tjenesteydere, pensionerede arbejdstagere og studerende. Selvforsørgende havde ingen ret til det.

Fordi det ikke var alle statsborgere i Medlemsstaterne, der havde denne ret, brugte man ordet "begunstiget" om dem, der havde retten. Dengang havde man heller ikke opfundet begrebet unionsborger, så man blev i stedet omtalt som "EØF-borger", hvor EØF står for Europæisk Økonomisk Fællesskab.

Domstolen var enig med Medlemsstaterne i, at indholdet i begrebet “arbejdstager” ikke fandtes i de fælles regler, og medgav også at ordet fandtes i de daværende retsakter (det vil sige traktat, forordning og direktiver). Men Domstolen var ikke enig i, at de enkelte Medlemsstater frit kunne definerer begrebet i deres egen retsorden. Når begrebet fremgår af de fælles retsakter, har det fællesskabsretlig rækkevidde, således at det tilkommer Fællesskabet at putte indhold ind i begrebet.

Resultatet er i det store og hele det, vi kender det som i dag. Altså bortset fra det med timetal og antal uger. Men at der skal være tale om en reel beskæftigelse, hvor man sidestilles med landets egne statsborgere hvad angår løn og øvrige arbejdsvilkår for tilsvarende arbejde. Og at arbejde, der udgør "et marginalt supplement" (altså så lidt, at det reelt ikke betyder noget), ikke falder ind under begrebet.

Link til dommen i sag 75/63, Unger:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1285543

Inden vi går videre, skal vi lige lave to nedslag, som har haft betydning.

Det første nedslag var i 1968. Diskussionen i Unger-sagen var blevet hørt. Fællesskabet lavede derfor en forordning (1612/68) om arbejdskraftens fri bevægelighed. Det var en landevinding med rigtig stor betydning for dem, der udnyttede deres ret til at bo og arbejde i et andet Medlemsland. Som vi skal se i sagerne fremadrettet, har Domstolen også fortolket forordningen i en hel masse afgørelser. Artikel 10 og 11 i forordningen gælder ikke længere, da det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 i det hele har overtaget de to artikler.

Det næste nedslag skete i oktober 1972. På det tidspunkt var der en folkeafstemning i Danmark om medlemskab af EF, som det blev kaldt dengang, i hvert fald i Danmark. Der var et overvældende flertal for medlemskab. Dagen efter folkeafstemningen, gik statsministeren af. Ikke fordi han var utilfreds, men fordi han havde opnået det, han ville. Danmark trådte ind i EF 1. januar 1973 sammen med Irland og Storbritannien.

Lad os så komme videre i rækken af domme.

Sag 53/81, Levin:

Vi skal helt hen til start-firserne for at finde den næste afgørelse i rækken. Levin-sagen er en viderefortolkning af Unger-sagen, som er nævnt ovenfor.

Det Domstolen nu skulle tage stilling til var, om deltidsstillinger faldt ind under begrebet arbejdstager. Medlemsstaterne havde forstået Unger-sagen sådan, at man skulle arbejde på fuld tid, for at være omfattet. Fru Levin havde blot et deltidsjob og havde derudover en opsparing så stor, at de alene kunne leve af den, hvis det andet blev et problem.

Men enten havde Nederlandene og Danmark glemt Unger-sagen, eller også satte de med vilje Domstolen på prøve. I hvert fald mente begge lande, at det altså må være op til Medlemsstaterne selv at fylde begrebet “arbejdstager” ud i deres nationale lovgivninger. Den lille spøg, gjorde Domstolen rasende:

“Dette synspunkt kan imidlertid ikke anerkendes. Som Domstolen allerede har bekræftet det i sin dom af 19. marts 1964 (Unger, 75/63, Sml. 1954- 1964, s. 471), kan begreberne »arbejdstagere« og »lønnet beskæftigelse« ikke defineres ved henvisning til medlemsstaternes lovgivninger, men er begreber af fællesskabsretlig rækkevidde. I modsat fald ville fællesskabsreglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed blive uden betydning, fordi indholdet af disse begreber i så fald kunne fastsættes eller ændres ensidigt uden kontrol fra Fællesskabets institutioner af de nationale lovgivere, der således også ville have mulighed for efter forgodtbefindende at udskille visse personkategorier fra traktatens anvendelsesområde.”

Anfaldet var nok særligt rettet mod Nederlandene, som lige havde fået det samme at vide i dommen 18 år tidligere. Danmark var forholdsvis ny medlem, men burde have haft tid til at læse op på de - trods alt - få domme, der lå på det tidspunkt, på de 9 år, landet på daværende tidspunkt havde været medlem af EF.

Altså, hvis Medlemsstaterne selv kunne definerer begreberne, ville vi have et kludetæppe, hvor reglerne var på én måde i Tyskland, en anden måde i Frankrig, en tredje måde i Danmark og så videre. Dét kan I godt glemme alt om, var budskabet.

Tilbage til Fru Levin. Hun vandt sagen. At man vælger kun at have deltidsjobs, og dermed accepterer et lavere beløb på sin lønseddel hver måned, end folk, der arbejder fuldtids, er også en farbar vej til at påberåbe sig begrebet arbejdstager. Umiddelbart er det på en måde stadig bemærkelsesværdigt, at der ikke er sat timetal på. Men vi vil snart finde ud af, at tingene kommer drypvis fra Domstolen.

Link til dommen i sag 53/81, Levin:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=1533298

Sag 139/85, Kempf:

Blækket på Levin-sagen var knapt blevet tørt, før næste sag bankede på. Den tyske statsborger, R. H. Kempf, boede i midten af 80’erne i Nederlandene og underviste i musik 12 timer om ugen. På et tidspunkt blev han syg og modtog tre forskellige offentlige ydelser fra de nederlandske myndigheder, for at opretholde et eksistensminimum. De nederlandske myndigheder var som sådan ikke i tvivl om, at antallet af timer opfyldte kravet til arbejdstagerbegrebet. Men var han reelt arbejdstager, når han samtidig fik økonomisk støtte fra værtslandet?

Det mente både Kempf og Kommissionen, at han var, og henviste til to tidligere domme (249/83, Hoeckx, (læs om denne sag i del 2) og 122/84, Schriver), hvor Domstolen slog fast, at det var en social fordel efter forordning 1612/68, og som derfor kan tilbydes arbejdstagere fra andre Medlemsstater.

Den danske og nederlandske regering var ikke helt enig i den konklusion. De mente, at hvis man ikke kunne leve af den indtægt man havde fra sin lønnede beskæftigelse, bortfaldt status som arbejdstager. Den danske regering lavede dog en helgardering ved at mene, at hvis man blev syg, mens man udførte sit arbejde, og derfor overgik til offentlig hjælp fra værtslandet, så kunne man beholde status.

Domstolen gav Kempf og Kommissionen ret. I dommens præmis 14 står følgende:

“De på dette område gældende regler skal derfor fortolkes således, at man ikke fra deres anvendelsesområde kan udelukke en person, der som deltidsbeskæftiget lønmodtager udøver en faktisk og reel beskæftigelse, alene fordi han ønsker at supplere den løn, han oppebærer i kraft af denne beskæftigelse, og som er lavere end eksistensminimum, med andre lovlige midler. Det er her uden betydning, om de supplerende midler hidrører fra formue eller arbejdsindtægter fra et familiemedlem, som det var tilfældet i Levin-sagen, eller om der som i den foreliggende sag er tale om offentlige ydelser udbetalt af bopælsmedlemsstaten, såfremt det godtgøres, at hans lønnede beskæftigelse er faktisk og reel.”

Det vil sige, at vi på det her udviklingstrin har fået fastslået, at man er arbejdstager i EU-rettens forstand, hvis man udøver en faktisk og reel økonomisk aktivitet i gæstelandet, det kan godt være deltidsjob ned til 12 timer om ugen og man kan godt få suppleret op til eksistensminimum fra gæstelandets sociale system. Domstolen er dog ikke færdig med at fylde indhold i begrebet. Det vender vi tilbage til i senere domme.

Link til dommen i sag 139/85, Kempf:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=7546280

Sag C-370/90, Surinder Singh:

Begrebet “den primære fri bevægelighed” handler om, at unionsborgeren flytter fra sit eget land til et andet EU/EØS-land. Begrebet “den sekundære fri bevægelighed” er, når han eller hun flytter tilbage igen. Afgørelsen her har status af doktrin, det vil sige en afgørelse, som senere domme udspringer af.

Den afgørelse vi skal kigge lidt nærmere på i dag, handler om den sekundære fri bevægelighed, og her særligt om en tredjelandsborgers ret til at følge med. I nogle af de tidligere afgørelser, for eksempel Levin, har der også været tredjelandsborgere, men de har kun været nævnt i bisætninger, fordi de ikke direkte havde noget med sagerne at gøre. I Surinder Singh trækkes de helt frem i lyset for første gang.

Ægteparret Singh, hvor han var indisk statsborger og hustruen var britisk, havde boet sammen nogle år i Tyskland, hvor de også begge havde arbejdet. Da de vendte tilbage til Storbritannien, ville de tilbyde tjenesteydelser. Surinder Singh fik en opholdstilladelse, men kort efter gik et eller andet skævt, og der blev indgivet begæring om separation. Senere blev de skilt. Alene det faktum, at der blev indgivet begæring om separation gjorde, at de britiske myndigheder ville fratage opholdstilladelsen fra Hr. Singh. De gjorde også alvor af det, således at han reelt var uden opholdsret i et stykke tid.

Sagen endte ved Domstolen. Singh krævede at få sin opholdstilladelse tilbage, for han mente, at den havde han ret til. De britiske myndigheder, derimod, var ikke overraskende lodret uenig. De mente, at når en britisk statsborger vendte tilbage til Storbritannien, var det ikke Fællesskabsretten, der var gældende. Det var i stedet de nationale regler. Briterne kunne nemlig ikke finde noget i Fællesskabsretten, der sagde, at reglerne også gælder ved sekundær fri bevægelighed.

Domstolen skar igennem. Dommens præmisser 19-20 formulerer det sådan her:

“En statsborger i en medlemsstat kunne opgive at forlade sit oprindelsesland for i en anden medlemsstat at udøve en lønnet beskæftigelse eller en selvstændig erhvervsvirksomhed i traktatens forstand, såfremt vedkommende ikke ved en tilbagevenden til den medlemsstat, hvori han eller hun er statsborger, med henblik på at udøve en lønnet beskæftigelse eller en selvstændig erhvervsvirksomhed er underlagt vilkår med hensyn til indrejse og ophold, der er mindst lige så fordelagtige som dem, vedkommende i henhold til traktaten eller den afledte ret har krav på i en anden medlemsstat.

En statsborger i en medlemsstat kunne navnlig opgive noget sådant, såfremt ikke også hans eller hendes ægtefælle og børn havde tilladelse til at indrejse og tage ophold i medlemsstaten på vilkår, der er mindst lige så fordelagtige som dem, sådanne personer i henhold til fællesskabsretten har krav på i en anden medlemsstat.”

En anden grund til briternes afvisning var, at de mente, at hvis Singh fik ret, ville Medlemsstaterne bliver oversvømmet af en syndflod af immigranter. Hertil lod Domstolen forstå, at Medlemsstaterne har ret til i deres lovgivninger at indføre regler, der forhindrer misbrug.

Det er blandt andet på grund af denne dom, at man siger, at opholdsdirektivet har “analog virkning” (det vil sige tilsvarende virkning), når man vender tilbage til unionsborgerens hjemland.

Link til dommen i sag C-370/90, Surinder Singh:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=8171534

Sag 67/74, Bonsignore

Vi går lige lidt baglæns i tid igen. Vi skal tilbage til 1975, hvor vi har fat i en rigtig skidt karl. I hvert fald efter de tyske myndigheders opfattelse.

Hr. Bonsignore er italiensk statsborger og er flyttet til Tyskland, hvor han følger et studium. På et tidspunkt køber han et håndvåben ulovligt, og ved en senere lejlighed kommer han til at ramme sin bror ved et uheld. Broderen døde senere af sine kvæstelser.

På det her tidspunkt havde Tyskland to love. Den ene skulle beskytte EØF-borgere fra andre Medlemsstater mod udvisning, den anden skulle smide de udlændinge ud, der ikke overholdt landets straffelov i forhold til statens sikkerhed og orden.

Enden af det blev, at de tyske myndigheder ville hælde ham ud af landet som afskrækkende effekt for andre, som måske kunne finde på noget tilsvarende. Bonsignore var ikke enig, og sagen kom til Domstolen med spørgsmålet om, hvorvidt en sådan sag kunne støttes på generalpræventive begrundelser eller specialpræventive begrundelser.

Forskellen på de to er, at med generalpræventiv menes, at bare fordi noget er forbudt, så er du en alvorlig trussel, hvis du overtræder reglen. Med specialpræventiv skal den pågældende personligt, umiddelbart og helt aktuelt udgøre en overhængende fare lige nu og her for sig selv og sine omgivelser.

Afgørelsen i Bonsignore ved Domstolen dannede på sin vis ikke præcedens. I fællesskabslovgivningen var der allerede regler om det, som sagde, at man ikke kan straffes med for eksempel udvisning af generalpræventive årsager.

Man kan sammenligne det lidt med gadebanderne her i Danmark. Man kan ikke dømme den enkelte til udvisning blot fordi vedkommende er medlem af en sådan bande, men man kan dømme til udvisning, hvis personen skyder vildt og summarisk omkring sig, hvorved nogen kommer til skade eller dræbes. Hvis personen kunne dømmes til udvisning blot for at være medlem af banden, ville det være en generalpræventiv foranstaltning, mens det vil være en specialpræventiv (det vil sige personlig) foranstaltning, hvis han dømmes for den faktiske kriminalitet, han har begået.

Når nu der allerede var fællesskabsregler på området, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Domstolen dømte i overensstemmelse med dem. Tyskland kunne således ikke udvise manden med henvisning til generalpræventive begrundelser.

Link til dommen i sag 67/74, Bonsignore:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=2975229

Sag 36/75, Rutili

Hr. Rutili er italiensk statsborger, født og har boet hele sit liv i Frankrig. Her er han aktiv i fagbevægelsen. Endda så aktiv, at han anses som en trussel mod den offentlige orden. Derfor får han først en udvisning, som senere trækkes tilbage. Derefter får han forbud mod at indrejse til og bevæge sig rundt i 4 navngivne områder (i Frankrig kaldet departementer), hvoraf et af departementerne er det, hvor han selv bor. Først da han anlægger sag ved de franske domstole, kommer hans aktiviteter i fagbevægelsen frem som den egentlige årsagsbegrundelse, og som i øvrigt var formuleret i generelle termer.

Men er man en farlig mand for landet, blot fordi man er aktiv i en fagforening? Hvis man koger spørgsmålene fra de franske myndigheder til Domstolen ned til en Maggi-terning, var det spørgsmålet i sagen.

Domstolen starter med at gentage den nuværende artikel 45 TEUF om arbejdstagerbegrebet og hvad den indeholder, stort set ordret. Dernæst går den ind i nogle dagældende direktiver om nogle retsgarantier for vandrende EØF-borgere (i dag står de samme regler i opholdsdirektiv 2004/38, artikel 27 og 31). Til sidst går de ind i det med de generelle termer, sådan som de også gjorde i Bonsignore-dommen.

Bundlinjen blev, at arbejdstagere fra andre Medlemsstater skal behandles på samme måde som egne statsborgere i en tilsvarende situation. Og da egne statsborgere ikke kunne begrænses indrejse til og bevægelse i dele af hjemlandet, kunne kravet heller ikke gøres gældende overfor denne fagforeningsaktive person.

Link til dommen i sag 36/75, Rutili:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=8898340

Sag 68/74, Alaimo

Hr. Alaimo var en italiensk statsborger, som boede og arbejdede i Frankrig. Hans datter fulgte et studie i Frankrig, men blev forhindret i at tage studiet et trin videre. De lokale franske myndigheder havde nemlig besluttet, at studiestøtten kun kunne tildeles franske statsborgere. Det blev begrundet i, at hvis de skulle uddele studiestøtte til højre og venstre, kunne de ikke styre den regionale økonomi.

Alaimo var ikke tilfreds med det svar. I forordning 1612/68 fandt han det juridiske krudt, han mente, han kunne bruge. Artikel 12 i forordningen bestemte følgende:

»Såfremt en statsborger i en medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat«

Spørgsmålet til Domstolen var, om det kun gjaldt vilkårene for selve tilmeldingen til undervisningen eller om det også gjaldt rettigheder i øvrigt, som følger af undervisningen.

Domstolen svarer, at det fremgår i en såkaldt betragtning til forordningen, at alle hindringer for den fri bevægelighed for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, skal fjernes. Frankrig kunne derfor ikke opretholde synspunktet om, at uddannelsesstøtte kun kan tildeles egne statsborgere.

Link til dommen i sag 68/74, Alaimo:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=9355422

Sag 63/76, Inzirillo

Vi bliver i Frankrig lidt endnu, men skal et par år frem i tid. Det handler stadig om undervisning af en italiensk arbejdstagers børn, men denne gang er barnet handicappet. Spørgsmålet er (lettere omformuleret), om Alaimo-dommen også gælder i en situation, hvor barnet er handicappet. Det hører med til historien, at Inzirillo’s søn er blevet voksen og aldrig har arbejdet i Frankrig.

Hvis spørgsmålet var blevet stillet i dag, ville Domstolen helt afgjort have taget artikel 3 i det nuværende opholdsdirektiv med i afgørelsen, fordi flere momenter i den artikel indgår direkte i Domstolens argumentation. Blandt andet formuleringer som “familiemedlemmer over 21 år, som forsørges af denne”.

Ligesom i Alaimo, forsøgte de franske myndigheder en gang til at være protektionistiske. De mente, at den nationale lov på området kun var beregnet på franske statsborgere, som boede på fransk jord. Og de mente ikke, at den ydelse, der var blevet søgt om, overhovedet kunne falde ind under de dagældende fællesskabsretlige reglers anvendelsesområde.

Domstolen var ikke enig i den argumentation. Den nåede i stedet frem til, at den ansøgte ydelse dels var omfattet af anvendelsesområdet, dels ikke kunne fortolkes protektionistisk. Dermed tabte Frankrig 2-0 i sager om ydelser til arbejdstageres børn.

Link til dommen i sag 63/76, Inzirillo:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=9358393

Sag 13/73, Angenieux/Hackenberg

Vi skruer atter tiden lidt tilbage, men bliver i det franske. Hr. Hackenberg er kørende sælger (tjenesteyder) for fabrikker i Frankrig til forskellige forhandlere i Tyskland. Hovedkontoret for den virksomhed, han er ansat i, ligger i Frankrig.

Hackenberg er i Tyskland 9 måneder om året, og fordi han kører langt omkring, har han en campingvogn på slæb, når han er i Tyskland. Det, at han ikke har noget fast opholdssted i Tyskland gav nogle knaster i forhold til, hvor han er socialt forsikret, hvis noget skulle opstå. Frankrig mente nemlig, at fordi han brugte så meget tid i Tyskland, måtte han da være et tysk problem, hvis det endelig var, mens Hackenberg selv mente, at fordi arbejdsgiveren var fransk og hovedsædet lå i Frankrig, måtte han helt klart være forsikret i Frankrig.

Oveni det, var de franske myndigheder i tvivl om, hvorvidt de skulle bruge ordlyden i en gammel forordning, eller en anden ordlyd i en ny forordning, der afløste den tidligere.

Uanset hvad forskellige ankeinstanser nåede frem til, var der nogle, der var utilfredse og ankede sagen igen. Til sidst nåede den Domstolen.

Domstolen nåede frem til, at selv om Hackenberg brugte 9 måneder om året i Tyskland som kørende sælger, var han stadig ansat i Frankrig, hvorved at han er socialt forsikret i Frankrig. Det har Tyskland ingen andel i.

Link til dommen i sag 13/73, Angenieux/Hackenberg:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=9617381

Sag 33/74, van Binsbergen

Nu skal vi en tur til Nederlandene igen. Den årvågne læser vil opdage, at Nederlandene er ekstremt flittige til at sende sager til Domstolen. I hvert fald indenfor de områder, som beskrives i den her serie.

Hr. van Binsbergen har en sag kørende ved en form for ankenævn, hvor advokatbistand ikke er en nødvendighed. Til nogle af de møder han indkaldes til, er han forhindret i at møde op, så han giver en fuldmagt til en juridisk rådgiver. Den juridiske rådgiver er nederlandsk, taler sproget og alt er tilsyneladende perfekt. Alligevel bliver denne rådgiver afvist af ankenævnet, fordi rådgiveren nu bor i Belgien. Dermed mener ankenævnet ikke, at rådgiveren har adkomst til at repræsenterer van Binsbergen i sagen.

I afgørelsen fra Domstolen, er Domstolen for så vidt enig i, at der kan stilles betingelser op om, hvad der skal til, for at man med rimelighed ikke kan repræsenterer en person i en sag. For eksempel hvis man ikke har kompetencerne til det, og dermed potentielt gør tingene værre for hovedpersonen.

De nederlandske myndigheder anfægtede dog ikke rådgiverens kompetencer. Den eneste begrundelse de kom op med var, at rådgiveren ikke boede i Nederlandene, hvor den her sag med Hr. van Binsbergen kørte. Her satte Domstolen foden ned:

“Dette er imidlertid ikke tilfældet, når ydelsen af visse tjenester i en medlemsstat ikke er undergivet nogen form for kvalifikation eller faglig justits, samt når kravet om fast bopæl er afgrænset ved henvisning til statens territorium”. (præmis 15)

Argumentet om, at fordi rådgiveren var flyttet til et andet land, var denne afskåret fra at repræsenterer hovedpersonen, holdt derfor ikke. Ligesom i sagerne om rigets sikkerhed og orden, må der altså ikke bruges generalpræventive eller overordnede territoriale begrundelser for afslag. Der SKAL være helt konkrete, underbyggede argumenter, for at de accepteres af Domstolen.

Men som vi skal se i en række domme senere, har Medlemsstaterne det umådelig svært ved at slippe de overordnede territoriale og andre begrundelser, som ikke tåler at blive kradset i for en nærmere analyse.

Link til dommen i sag 33/74, van Binsbergen:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=9791366

Sag 39/75, Coenen

Der skulle kun gå 11 måneder, før Domstolen atter måtte have fat i ørene på de nederlandske myndigheder. Nu drejede det sig om en forsikringsagent fra Nederlandene, der boede i Belgien og ejede to firmaer. Men ellers var den overordnede problemstilling fuldstændig ens med van Binsbergen.

De nederlandske lovgivere havde åbenbart ikke helt forstået, at man godt kan være tjenesteyder i et land uden at man nødvendigvis skulle bo der. Så i Coenen fastholdt de overfor Domstolen, at både ejer og virksomhed skulle have fast adresse i landet og være registreret ved de kompetente myndigheder, for at de kunne drive virksomhed i landet. I Coenen-sagen var ingen af de krav opfyldt.

Domstolen gentog principperne fra van Binsbergen: At hindringerne for den fri bevægelighed gradvist skulle fjernes og at territoriale begrundelser ikke rimer på fri bevægelighed. At man i stedet skal finde noget personligt ved den pågældende i forhold til kompetence og lignende, hvis man vil gøre sig håb om at komme forbi Domstolens kritiske pegefinger.

Link til dommen i sag 39/75, Coenen:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=4405983

Sag 48/75, Royer

Nu skal vi til en sag, som i den grad trækker tråde helt op til i dag, trods det, at dommen her er dateret 8. april 1976. Det vender jeg tilbage til senere i fortællingen om denne dom. Først skal vi lige kigge på, hvem denne Royer var.

Royer var en ung mand med fransk statsborgerskab. Han var gift med en fransk kvinde. I Frankrig stod han anklaget for både flere tilfælde af væbnet røveri og alfonseri. Det fremgår dog af sagen, at han på daværende tidspunkt ikke har været retsforfulgt for disse anklager.

Hans kone havde en danseskole i den belgiske by Liège, hvor hun også boede. Et eller andet sted, var Royer en håbløs romantiker, for samtidig med, at han legede kispus med det belgiske fremmedpoliti, der konstant og hele tiden smed ham ud af landet, var han lige så hurtig til at vende rundt for at komme tilbage til hende. Problemet ifølge fremmedpolitiet bestod i, at Royer ikke søgte om en særlig opholdstilladelse for EØF-borgere, sådan som han skulle. Fordi han blev ved i en uendelighed med at vende tilbage til Belgien, blev han til sidst sat bag tremmer og anklaget for at være en trussel mod den almindelige orden og statens sikkerhed. Når man læser sagen igennem, er det lidt spøjst, at fremmedpolitiet på intet tidspunkt forholdt sig til anklagerne mod ham i Frankrig, men at de alene baserede det på hans gentagne indrejser til Belgien uden opholdstilladelse.

Nu begynder der nærmest at gå Otto Leisner i det, også set i et nutidigt perspektiv, for et af spørgsmålene til Domstolen var nemlig, hvornår opholdsretten træder i kraft. Der bliver helt konkret stillet tre scenarier op i spørgsmålet, nemlig om det er i samme sekund man sætter fod på det pågældende lands geografiske territorium, eller om det er når de kompetente myndigheder har truffet afgørelse eller først når personen har modtaget sit opholdsdokument?

Kommissionen intervenerede i sagen. Her konkluderede de, at retten til fri bevægelighed udtrykkeligt fremgår af traktaten og at Medlemsstaterne ikke kan undertrykke denne traktatfæstede ret, med mindre der er tale om, at personen er en trussel mod statens sikkerhed, sundhed eller orden. Kommissionen mente ikke, at manglen på opfyldelse af en ren administrativ procedure kunne rubriceres under statens sikkerhed eller orden.

I forholdet mellem hvornår opholdsretten træder i kraft og opholdsdokument udstedes, er Kommissionen i dommen citeret for følgende:

“Opholdsretten eksisterer klart før opfyldelsen af enhver administrativ formalitet og navnlig udstedelsen af et dokument, der alene skal konstatere denne ret, og den er uafhængig af disse formaliteter.”

Læs gerne lige det - langsomt - én gang til.

Domstolen nåede til samme konklusion. Der blev henvist til traktaten, som bestemte (og stadig bestemmer i dag) at opholdsretten træder i kraft i det selvsamme øjeblik, man sætter foden på landets territorium. Domstolen gør det samtidig tydeligt, at denne ret ikke kun gælder for den begunstigede EØF-borger (nu unionsborger), men at det også gælder for vedkommendes ægtefælle og øvrige familiemedlemmer.

Den dag i dag, er der kommuner i Danmark, som nægter at visiterer unionsborgere og deres familiemedlemmer til sprogskole. De forlanger, at udlændingemyndighederne først skal have foretaget en vurdering af opholdsretten, før de kan visiterer. De bruger udtrykket at “vurderer fast, lovligt ophold” for den pågældende. Desværre for kommunerne, er dette en ulovlig praksis. Domstolen svarer sådan her:

“De forelagte spørgsmål skal følgelig besvares således, at retten for statsborgerne i en medlemsstat til at rejse ind på en anden medlemsstats område og tage ophold dér er en ret, der umiddelbart ifølge traktaten — navnlig dennes artikler 48, 52 og 59 — eller ifølge bestemmelser udstedt til dennes gennemførelse tilkommer enhver der henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, uanset om værtslandet har udstedt opholdstilladelse eller ej.” (præmis 50)

Hvis dommen var skrevet i dag, ville der være henvist til artikel 20-21 TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), som trådte i kraft i 2009, og hvor retten ikke længere kun gælder for arbejdstagere og deres familier.

Hvad angår sprogskole, skal man her huske, at når man er omfattet af de her regler, er sprogskole ikke en pligt. Det er alene en rettighed, og dermed op til den enkelte, om man vil tage imod tilbuddet.

Domstolen fortsætter:

“Det forhold, at en statsborger i en medlemsstat har undladt at efterkomme de formelle regler vedrørende udlændinges indrejse, flytning og ophold, truer ikke i sig selv den offentlige orden og sikkerhed og kan således ikke alene retfærdiggøre hverken en udvisning eller en foreløbig frihedsberøvelse med henblik på en sådan forholdsregel.” (præmis 51)

Resultatet er altså, at myndighederne i Medlemsstaterne ikke kan forlange, at udlændingemyndighederne først skal fastslå, at personen har fast, lovligt ophold, for det lovlige ophold træder i kraft længe før det tidspunkt, nemlig når personen sætter sin fod på det pågældende lands geografiske territorium. Og det uanset om vi snakker unionsborgeren eller dennes familiemedlemmer.

Næste spørgsmål til Domstolen var, om der skal være adgang til at klage. Det var nemlig sådan med Royer, at hver gang han blev pågrebet af det belgiske fremmedpoliti, blev han kørt direkte til grænsen med det samme. Domstolen svarede, at ja, det skal der være, enten i form af en egentlig domstol eller i form af et administrativt klageorgan, der kan se på tingene med friske øjne.

Link til dommen i sag 48/75, Royer:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=4627852