Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - primær fri bevægelighed

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - primær fri bevægelighed

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.05.2021 21:00:59

TRIN-FOR-TRIN – SÅDAN GØR DU – FAMILIESAMMENFØRING – EU-RETTEN

Du vil gerne, eller er i gang med, at bruge EU-reglerne for at opnå ægtefællesammenføring, men du står i et vadested. Hvad gør du lige herfra, hvor du står nu? Nedenstående er en trin-for-trin gennemgang af hvordan og i hvilken rækkefølge du gør tingene.

Punkt 4-7 nedenfor kan du springe over, hvis din ægtefælle er visumfri.

Lad os starte i Danmark og herfra er planen enten at flytte til Sverige eller Tyskland. Regelværket er i udgangspunktet ens i samtlige 27 EU lande og 3 EØS lande, i form af direktiv 2004/38 (opholdsdirektivet, eller herefter blot benævnt “direktivet”) samt en stribe afgørelser fra EU-Domstolen. Sverige og Tyskland er de mest brugte lande for danskere til at opnå familiesammenføring efter EU-retten, men reglerne er ens i samtlige EU/EØS-lande, og du kan derfor vælge en hvilken som helst af disse lande som mål. I det følgende bruges ordet ”gæstelandet”.

Bor du undenfor EU/EØS-området, kan I på samme vis flytte direkte til gæstelandet og derigennem opnå familiesammenføring efter EU-retten.

1. Find så vidt muligt en bolig i gæstelandet. Det skal være en helårsbolig, det vil sige en lejebolig, andelsbolig, ejerbolig eller fremleje. Det kan som tommelfingerregel godt være et værelse eller dele af en ejendom. Men det må ikke være hotelværelse, shelter, kroværelse, campingplads, ødegård, sommerhus, bjerghytte eller tilsvarende. Eneste boligkrav derudover er, at man kan folkeregistreres på den pågældende adresse. Der stilles ikke krav til boligens størrelse eller indretning.

2. Flyt til gæstelandet. Det er helt op til jer selv, om din ægtefælle skal tage med dig til gæstelandet, eller om vedkommende skal slutte sig til dig senere (se punkt 8 nedenfor om at slutte sig til).

3. Hurtigst muligt efter du er flyttet til gæstelandet, tager du på den lokale borgerservice for at blive bopælsregistreret. I Sverige foregår det på Skatteverket og i Tyskland på Bürgerbüro. Du skal både melde flytning i det land, du flytter fra og det land, du flytter til. Dette betyder med andre ord, at du skal opsige/sælge/fremudleje din danske bolig (såfremt du har en sådan) mens du bor faktisk og reelt i gæstelandet. Bor du i en almen lejebolig i Danmark, kan du som regel ikke fremudleje din bolig, men skal opsige den helt.

4. Hvis din ægtefælle/partner ikke er rejst til gæstelandet sammen med dig, kan du inviterer vedkommende fra gæstelandet. Der kan ikke stilles formkrav til hvordan invitationen formelt skal se ud, så det kan du gøre med almindeligt brev, email, sms eller hvordan du nu ønsker at gøre det. Det kan også gøres på en officiel blanket, som udlændingemyndighederne i gæstelandet har. Bruger man den officielle blanket til formålet, skal felter med * IKKE udfyldes. Det anbefales, at man i invitationen på et synligt sted, gør opmærksom på, at der inviteres i medfør af artikel 5 i direktivet. Vedlæg original vielsesattest, samt fotokopi af lejekontrakt og huslejekvittering for boligen i gæstelandet, samt fotokopi af din og ægtefællens fødselsattester, navneattester eller dåbsattester (alt efter hvad I har hver især).

5. Visum kan KUN nægtes hvis jeres ægteskab er proforma, adressen i gæstelandet er proforma, eller en af jer udgør en reel, individuel og faktisk fare for nationens sikkerhed, sundhed eller orden. Listen er udtømmende, og derfor kan enhver anden begrundelse for nægtelse af visum ikke bruges. I henhold til en vejledning fra EU-Kommissionen, er en sagsbehandlingstid udover 4 uger “uacceptabel”. Visum må ikke være pålagt gebyr.

6. Din ægtefælle skal kun søge om et visum, hvis vedkommende er visumpligtig. Det er vedkommendes statsborgerskab, der er afgørende for, om han/hun er visumpligtig eller ej, ikke hvilket land personen opholder sig i.

7. Visum søges på gæstelandets ambassade i det land, hvor din ægtefælle opholder sig i. Det vil sige, at hvis du bor i Sverige, skal din ægtefælle søge om visum på en svensk ambassade og hvis du bor i Tyskland, på den tyske ambassade. Din ægtefælle skal medbringe din invitation og de i punkt 4 nævnte bilag samt din ægtefælles personlige papirer, heriblandt pas. Der skal ikke på dette tidspunkt medbringes flyreservation/billet. Den skal først vises ved afhentning af visum.

8. Personen kommer op til dig. Her skal jeres forhold “konsolideres”, som Domstolen udtrykker det i en afgørelse. Domstolen har ikke uddybet nærmere, hvad der ligger i det ord, hverken indholdsmæssigt eller tidsmæssigt. Så det bliver en individuel vurdering. Hvis det er planen, at ægtefællen skal blive i gæstelandet i mere end 3 måneder, skal vedkommende søge om enten et EU-opholdskort eller om opholdstilladelse efter det pågældende lands nationale regler. For ikke at gøre denne beskrivelse alt for langhåret, er de nationale regler i gæstelandet holdt ude. I Sverige søges opholdskortet på Migrationsverkets Tilståndsenhet, og i Tyskland på Einwanderingsbüro. Personen har ret til at forblive i gæstelandet under hele sagsbehandlingen, også selvom et eventuel visum udløber i mellemtiden.

9. Du har som unionsborger til enhver tid ret til at krydse landegrænser indenfor EU for at passe arbejde eller studier. Den samme ret har din ægtefælle ikke. Din ægtefælle har ret til, men ikke pligt til, at modtage sprogundervisning i det sprog, der tales i gæstelandet, samt ret til at søge og tage imod tilbud om job fra første dag vedkommende er ankommet, men er begrænset til gæstelandets geografiske område. Det samme princip gælder ved returrejsen til Danmark. Her er din ægtefælle “låst” til Danmark for så vidt gælder adgangen til sprogundervisning og arbejde.

10. Du skal som absolut minimum bo i gæstelandet i 3 måneder. I praksis må du dog nok belave dig på mindst 6 måneder. Her kan der nemlig være stor forskel på juraen og virkelighedens verden. Udover at forholdet skal være “konsolideret” i gæstelandet, findes der ikke nogen tidsmæssige krav til, hvor længe din ægtefælle skal opholde sig der sammen med dig. Mange misforstår desværre reglerne og tror at de skal bo der sammen i mindst 3 måneder. Det er dog en forkert tolkning. Når du har boet der i mindst 3-6 måneder og din ægtefælle enten er flyttet med dig til gæstelandet, eller er kommet op på et visumbesøg senere, kan I på et hvilket som helst tidspunkt herefter vælge at flytte tilbage til Danmark igen. I kan også vælge at blive i gæstelandet for altid eller indtil din ægtefælle har opnået statsborgerskab i gæstelandet. Det vælger I selv.

HVILKE DOKUMENTER SKAL FREMLÆGGES FOR GÆSTELANDETS MYNDIGHEDER?

Såfremt du er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, skal du fremlægge følgende dokumenter:

- gyldigt ID-kort eller pas,
- en bekræftelse fra arbejdsgiver for ansættelsen eller en ansættelseskontrakt, eller
- et bevis for, at du udøver selvstændig erhvervsvirksomhed

Intet andet.

Såfremt du er selvforsørgende, skal du fremlægge følgende dokumenter:

- gyldigt ID-kort eller pas,
- at du råder over tilstrækkelige midler til dig selv og dine familiemedlemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for gæstelandets sociale system, og
- at du/I er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i gæstelandet

Intet andet.

Hvad angår flytning tilbage til Danmark, har vi lavet en anden Trin-for-trin, som du er velkommen til at læse og bruge.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - EU-regler

Indlæg af Kim P. Nyberg » 25.12.2023 12:26:40

Denne Trin-for-trin er dags dato blevet redigeret en del. Vi arbejder i øjeblikket på en anden Trin-for-trin om den sekundære fri bevægelighed (altså flytning tilbage til Danmark efter et ophold i et andet EU/EØS-land), som I også kan glæde jer til. Den kommer nok op kort efter nytår 23/24.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

uej
Indlæg: 21
Tilmeldt: 24.05.2023 23:47:28

Re: Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - EU-regler

Indlæg af uej » 14.01.2024 18:14:46

hei, jeg har et spørsmål angående punkt 10. er det et krav å melde flytting fra gjenstelandet til ditt hjemland før dere får søkt om oppholdskort? jeg f.eks har bodd i Sverige i snart et år, kona har bodd i Sverige med meg i ca 1 måned. kan vi allerede søke om oppholdskort i Norge nå som vi planlegger å flytte tilbake til Norge fra Sverige om ca 4-5 måneder fra i dag. siden behandlingstid for slike søknader er ca 6+ måneder, kan Norge se på vårt forhold som "konsolidert" nok i Sverige mens vi nå kommer til å bo her i flere måneder?

mhg
Indlæg: 275
Tilmeldt: 17.01.2023 05:43:55

Re: Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - EU-regler

Indlæg af mhg » 15.01.2024 09:10:48

Ja, når du har boet mere end tre måneder i det andet EU-land (her Sverige), og din ægtefælle allerede har været hos dig mere end et par uger (mere end et feriebesøg), kan I søge om norsk EU/EØS-opholdskort.
mhg
Juniorrådgiver for ÆUG

zanamcp
Indlæg: 2
Tilmeldt: 03.03.2024 09:24:41

Re: Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - primær fri bevægelighed

Indlæg af zanamcp » 06.03.2024 22:35:36

Hej! I am American and my husband is Danish. We are trying to move to Sweden to obtain EU residency, and we are wondering about employment requirements for receiving a spousal reunification permit. Does my husband need to make a certain amount of money each month in order for the Swedish government to approve my residence permit? This says that we will need to provide documentation of employment and/or sufficient funds, but what exactly does this mean? What is the minimum income, or minimum amount of funds required? Thank you!

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Trin-for-trin - ægtefællesammenføring - primær fri bevægelighed

Indlæg af Kim P. Nyberg » 10.03.2024 13:22:39

Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar