Jeg er ikke inde i de danske regler da det aldrig har været relevant for os, men det er da sikkert værre. Syntes ellers jeg læste i en tråd i livet i Danmark forummet, at det kun tager dem 2 uger at få cpr nummeret, men ja de har da sikkert andre store ulemper.
Et af problemerne ved at så få søger efter EU reglerne er vel også at det er let bare at negligere os. Hvis der kun er tale om 300 mennesker om året er det begrænset hvad det kan fylde i medierne og det er let for staten at behandle os som det passer dem.
Jeg er klar over at man må arbejde, men i praksis er det besværligt, da vi intet bevis har på arbejdstilladelse og ingen garanti kan stille for at vi er her om et halvt år, kan jo principielt være at vi får et afslag. Desuden ville et cprnummer give ret til introduktionspakken, deriblandt danskundervisning, danskprøver, en vejleder der kan hjælpe med at komme igang på arbejdsmarkedet, få hjælp til accept af udenlandsk uddannelse osv. Samtidig er der jo nogle andre udfordringer forbundet med ikke at være i folkeregisteret som jeg skrev i den anden tråd. Eksempelvis ingen offentlig sygesikring, vi vil gerne have børn, men det vil være dumt at gøre nu. Det kan vi da godt vente med, men hvem siger den stopper ved 6 måneder. Hverdagen er lidt fyldt med tanker så som hvad nu hvis de finder at der mangler noget, hvis en kopi nu er gået tabt, er trykt dårligt eller de finder på en anden undskyldning. Så kan vi se frem til endnu 6+ måneders klagebehandling hos US.
Generelt set så har de der søger efter danske regler det sikkert værre og de er flere, så jeg forstår godt hvis i prioriterer det. Det ændrer bare ikke på, at det også er en forrykt måde staten handler på ved EU reglerne. Jeg skrev en mail til dem d. 23. december med nogle spørgsmål til min sag og dem har de ikke svaret på endnu, jeg har rykket efter det 2 gange siden. Wall of silence. Hvilket andet sted ville man bare finde sig i det og tænke at det kan jeg ikke gøre noget ved? Det er jo ikke sådan at vi uden videre kan gå til en konkurrent. Korrekt at vi kunne have blevet i det andet land, vi blev gift for lang tid siden og kunne have søgt dengang, men regnede slet ikke med at skulle tilbage til Danmark. Det skete kun pga. et bedre job jeg fik tilbudt. Jeg syntes ikke at argumentet om at man nok ikke kan gøre noget ved det er en begrundelse for ikke at prøve, når noget er urimeligt må man da tage kampen. Eller man kan finde sig i det og så forbliver det som det er.
Selvom vi langt fra er derude endnu og forhåbentligt aldrig ender der, så syntes jeg denne artikel rammer meget godt nogle af de følelser jeg sidder med lige nu:
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1 ... styrelsen/
Det virker som om det kræver en halv juristuddannelse at overbevise staten om at man har loven på sin side, de ved det godt, derfor bruger de det eneste våben de har, bureaukrati og tidsrøvning.
Jeg siger ikke at ÆUG skal gå ind i sagen, jeg forstår udemærket jeres prioriteter, men derfor kan jeg selv og andre ansøgere der er interesserede vel godt gøre det eller diskutere at gøre det (skal dog nok holde navns nævnelse udenfor
)
(lad venligst være med at stemme på ham, så får jeg nok tildelt en ny sagsbehandler og skal starte forfra)
