Min mand og jeg havde boet i Sverige i lidt over tre måneder, da vi sendte en ansøgning om familiesammenføring i Danmark efter EU-regler. Vi sendte ansøgningen d. 20. juli, og vi modtog en opholdstilladelse d. 15. august. Vi kunne se, at brevet var dateret til d. 11. august, 22 dage efter at vi havde indgivet ansøgningen. Det er da fantastisk
Jeg skriver nu en liste over de dokumenter vi sendte med ansøgningen. Det er ikke ment som en facitliste, men mere som en inspirationsliste, situationen er jo forskellig fra par til par. F.eks. sendte jeg ikke dokumentation for, at vi var flyttet fra vores tidligere bopæl. Men da jeg kom lige fra Jylland til Sverige, og aldrig har boet på Sjælland, så tror jeg ikke, det var nødvendigt.
Jeg tror, det vigtigste er, hvis man arbejder i Danmark og bor i Sverige og gerne vil familiesammenføres i Danmark, at man virkelig går op i at bo i Sverige. At man bruger meget tid og penge der, og sørger for at sende dokumentation med, der viser at man har boet i Sverige, nærmest fra hver dag man har været der.
Her kommer listen:
- Ansøgningen og 3 pasfotos.
- Kopi af vores vielsesattest fra Honduras, apostillestemplet og oversat til dansk af en autoriseret oversætter.
- Kopi af min mands pas - alle sider!
- Ansættelseskontrakt fra mit job i København samt 3 lønsedler.
- Personbevis med mit svenske personnummer fra Skatteverket i Sverige.
- Ansøgning af svensk ID-kort til mig samt mit svenske ID-kort.
- Min mands svenske opholdstilladelse samt breve, vi har modtaget fra Migrationsverket, da de manglede nogle dokumenter for at give min mand opholdstilladelse i Sverige.
- Lejekontrakt for vores svenske lejlighed.
- Svensk indbo- og ulykkesforsikring.
- 5 huslejekvitteringer inklusiv vandregning og betaling af TV og forsikring.
- Bekræftelse af tilmelding af el samt el-regning.
- Brev til mig om valg af lægehus i Sverige, samt recepter og bonner fra apoteket og kvitering fra læge- og tandlægebesøg.
- Velkomstbrev fra den svenske internetudbyder samt 2 regninger.
- 2 betalinger af svensk licens.
- Bestilling af mobilnummer samt 11 køb af saldo.
- Mit og min mands månedskort samt andre billetter fra tog og busture i Sverige, samt et Jojo-reskassa-kort.
- Mit lånerkort fra det lokale bibliotek og en del kvitteringer for lån af bøger.
- Bekræftelse af svensk bankkonto. Kontoudskrift både fra min danske og svenske bankkonto, der viser mange køb i Sverige.
- Kvitteringer fra alle mine indkøb i Sverige. Jeg købte stort set et eller andet hver dag, vi var i Sverige, eller også lånte jeg noget på biblioteket. Derfor har jeg samlet et bevis for stort set hver dag, vi har været i Sverige.
At lave en sådan ansøgningen minder om at lave en projektopgave i skolen. Vi lage alle dokumenterne ind i et ringbind. Jeg tror, det betaler sig at lave ansøgning pæn og overskuelig og fyldestgørende, så går det hurtigere med at få svar.
God fornøjelse med kampen om at få familiesammenføring. Det er hårdt mens det står på, men meget dejligt bagefter.
Mange hilsener
Miriam