Kommuner vejleder forkert om starthjælp

[Kim P. Nyberg]

Jeg har på det seneste læst om flere eksempler på danskere, der efter nogle år i et andet EU-land, vender næsen hjem. Da de ikke har kunnet finde noget arbejde på stående fod efter hjemkomsten, er de gået på kommunen efter hjælp. Her fortæller sagsbehandlerne åbenbart, at såfremt borgeren ikke kan dokumentere at have boet de sidste syv ud af otte år i Danmark, kan de kun få starthjælp. Måske bliver jeg provokerende nu, men jeg får nogle gange mistanke om, at sagsbehandlerne slet ikke har opdaget, at Danmark er medlem af EU, og der findes noget, der hedder fri bevægelighed. For selv om borgerne i de sager jeg har læst om har gjort sagsbehandlerne opmærksom på, at de har været i et andet EU-land, så bliver de kategorisk nægtet adgang til kontanthjælp.

Selv brevkasseredaktører med speciale i sociale sager har jeg måttet irettesætte for vildledning om EU-retten. Disse har også henvist til, at starthjælpen er alt hvad de kan få.

Derfor skal denne tråd tolkes som en guide til ret og vrang i sager som disse.

Det følger af EUs opholdsdirektiv 2004/38 artikel 24, at der ikke må forskelsbehandles, med mindre det udtrykkeligt fremgår af Traktaten. Dette understreges i EF-Domstolens afgørelse i D'Hoop-sagen fra 2002, som fortæller, at borgere, som vender hjem efter ophold i et andet EU-land ikke må straffes for at have udnyttet deres ret til fri bevægelighed. De skal med andre ord behandles som om de aldrig har sat deres ben uden for Danmarks grænser.

Domstolen siger det således i præmis 27 - 31:

Traktatens artikel 8 tildeler enhver statsborger i en medlemsstat status som unionsborger. [Ansøger] har denne status, idet hun er statsborger i en medlemsstat.

Unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, idet det gør det muligt for dem blandt sidstnævnte, som befinder sig i samme situation, inden for traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling, uanset deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende.

Blandt de situationer, der henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, er de, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, bl.a. de, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område i henhold til EF-traktatens artikel 8 A (efter ændring nu artikel 18 EF).

Da en unionsborger i alle medlemsstaterne skal undergives samme retlige behandling som den, der tilkommer statsborgere fra disse medlemsstater, der befinder sig i samme situation, ville det være uforeneligt med retten til fri bevægelighed, hvis den pågældende i den medlemsstat, hvori han er statsborger, får en behandling, der er mindre gunstig end den, han ville få, hvis han ikke havde gjort brug af sine beføjelser efter traktaten for så vidt angår borgernes bevægelighed.

Disse beføjelser ville nemlig ikke få fuld gennemslagskraft, såfremt en statsborger i en medlemsstat kunne blive foranlediget til at opgive at benytte sig af dem som følge af hindringer, der ved hans tilbagevenden til sit oprindelsesland, skabes af en lovgivning, der straffer det forhold, at han har udnyttet disse beføjelser.

Som det tydeligt fremgår af Domstolens afgørelse, er sagsbehandlerne forkert på den, når de tilbyder hjemvendende danskere starthjælp og nægter dem kontanthjælp, selv om borgeren tydeligt gør opmærksom på at have været i et andet EU-land.