Spørsmål om klageprosess og muligheten for å ta saken til domstol etter avslag på EU-oppholdskort

[uej]

hei,

Vi har fått avslag på vår søknad om EU-oppholdskort, og vi ønsker å klage på vedtaket. Vi vurderer også muligheten for å ta saken videre til en EU-domstol, dersom det skulle bli nødvendig.

Jeg lurer på om det er mulig å først sende en klage direkte til Migrationsverket og vente med å ta saken til domstol, ettersom det innebærer kostnader.

Hvor lenge har man rett til å ta saken til en domstol? Beholder man denne muligheten også etter at man eventuelt får avslag på den første klagen man selv har sendt til Migrationsverket?

[uej]

Jeg anket avgjørelsen til migratiosverket og min sak er allerede blitt sendt til migrasjonsdomstol i Gøteborg.. kan det være smart å be om muntlig forhandling? har man krav på gratis rettshjelp i slike saker?

[Kim P. Nyberg]

Hvad er begrundelsen for afslaget?

[uej]

Saken gjelder gjenforening av mine foreldre med meg, som er EØS-borger i slett med familiemedlemmer fra et såkalt tredjeland.

Jeg har i flere år gitt økonomisk og emosjonell støtte til mine foreldre, og har dokumentert dette grundig gjennom blant annet pengeoverføringer og annen bistand. Bevisene viser tydelig at jeg har forsørget familien min over lengre tid.

Til tross for dette mener Migrationsverket at min far, på grunn av sitt arbeid, er i stand til å dekke sine egne grunnleggende behov, noe som ikke stemmer. Min far tjener nok til at han alene hadde klart å forsørge hele sin familie da moren min er hjemmeværende.. Migrationsverket vurderer heller ikke mine foreldre som en felles familieenhet med en delt økonomi, hvor min far bruker midler mottatt fra meg for å støtte min mor (hans ektefelle).

Videre hevder Migrationsverket at fordi de fleste pengeoverføringene er sendt kontant til min mor, kan de ikke se at hun faktisk mottar støtten, til tross for at vi tydelig har forklart vår familiesituasjon.

Jeg søkte også retten om forhandling og om rett til advokatbistand, men dette ble avslått. Nå avventer vi videre behandling av min klage i domstolen.

Jeg vil påpeke at jeg har lest om lignende saker der søkere til slutt fikk medhold, og der retten konkluderte med at overføring av økonomisk støtte til et familiemedlem innenfor samme husholdning – via en hovedperson – også anses som tilstrekkelig for å oppfylle kravene om avhengighet i slike saker. Dette støtter vårt syn og håp om et positivt utfall.

Er det ikke mulig å bruke advokater i slike saker, nå tenker jeg på hvorfor domstolen har avvist forespørsel om juridisk bistand gjennom offentligt biträde

[mhg]

Domstolen har troligen avvist pga dette:
"Det beviljas inte offentligt biträde i alla ärenden. I ärenden där det finns en hotbild i hemlandet och det finns en risk för utvisning är huvudregeln att offentligt biträde ska beviljas. Det offentliga biträdet får då betalt av staten. Om du inte har rätt till offentligt biträde som är betalt av staten så har du fortfarande rätt att ta hjälp av en advokat eller jurist, men då på egen bekostnad."
https://www.lewislaw.se/artiklar/nar-ha ... gt-bitrade

[Kim P. Nyberg]

I tråden "EU-domme forklaret, del 5", har jeg skrevet følgende om Rahman-dommen:

Sag C-83/11, Rahman m.fl., dateret 5. september 2012:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – artikel 3, stk. 2 – forpligtelse til i overensstemmelse med den nationale lovgivning at lette indrejse og ophold for »alle andre familiemedlemmer«, som forsørges af en unionsborger«

Nu skal vi til en sag, som for mange er særdeles interessant. Vi ved fra opholdsdirektivets artikel 2, at ægtefæller, børn og forældre har en særlig ret til at indrejse på medlemsstaternes område. Men vi ved også, at “andre familiemedlemmer”, som artikel 3 handler om, ikke er særlig specifik hvad angår personkredsen. Hovedvægten i denne sag handler lige præcis om fortolkningen af artikel 3. Her er det en bror, en halvbror og en nevø, der søger opholdsret på baggrund af artikel 3.

Indledningsvis fortæller Domstolen, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at tilkende opholdsret efter artikel 3 til ethvert familiemedlem, der påberåber sig den (præmis 18-20). Omvendt kan medlemsstaterne heller ikke afvise enhver, der søger på denne baggrund.

Som det fremgår af præmis 21, skal der nemlig være “et særligt afhængighedsforhold” mellem unionsborgeren og den omhandlede person. Det kan være et økonomisk afhængighedsforhold, det kan være fordi den omhandlede person er handicappet, og har personlig brug for assistance dagligt, og så videre. Bemærk her, at afhængighedsforholdet ikke må være med den udenlandske ægtefælle, men direkte med unionsborgeren, fordi det kun er unionsborgeren, der nævnes som forsørger. Hvis der er et sådant afhængighedsforhold, og det er behørigt dokumenteret, skal medlemsstaterne “lette adgangen” til deres område for disse personer.

Opholdstilladelsen vil de få udstedt efter nationale regler. Domstolen gør her opmærksom på, at selv om det gives efter nationale regler, må reglerne ikke være så stramme, at artikel 3 reelt sættes ud af kraft. Begrebet “skal lette adgangen” må ikke begrænses.

Herefter bliver Domstolen spurgt om, hvorvidt det er et krav, at unionsborgeren og den omhandlede person har boet i samme land. Det korte svar er nej, det siger direktivet ikke noget om, at man absolut skal have gjort (præmis 29-33). Men afhængighedsforholdet skal være til stede på ansøgningstidspunktet, og medlemsstaten kan forlange, at forholdet kan dokumenteres, for eksempel med et dokument fra en kompetent myndighed i det land den omhandlede person rejser fra.

Jeg vil mene, at de fleste kan læse og faktisk meget let forstå dommen, hvis man vælger at læse den igennem. Den er skrevet på ret jævnt dansk. Der er nærmest ingen juridiske fagudtryk i den.

Næste spørgsmål til Domstolen er, om medlemsstaterne må stille krav til længden af afhængighedsforholdet, og her er svaret ja. Medlemsstaterne må gerne sikre sig, at det her ikke bare handler om at opnå opholdsret.

Sidste spørgsmål er, om det er et krav, at afhængighedsforholdet fortsætter efter, at den omhandlede person har fået sit opholdskort. Domstolen svarer, at det har lovgiver ikke sagt noget om, og dermed kan et sådant krav ikke stilles.

Link til dommen: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1541124 (i øverste højre hjørne kan du ændre sproget, om du vil det)