EU-domme forklaret, del 9

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 21.05.2022 17:06:20

Sag C-454/19, ZW, dateret 19. november 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – kriminalisering, der specifikt vedrører international bortførelse af mindreårige – restriktion – begrundelse – beskyttelse af barnet – proportionalitet«

I den tyske by Heilbronn bor den rumænske kvinde ZW. Hun har et mindreårigt barn sammen med en mand, også fra Rumænien. De har fælles forældremyndighed over dette barn. Barnet bor hos hende. Faderen bor stadig i hjemlandet.

På grund af nogle adfærdsvanskeligheder, bliver barnet anbragt på en institution. Her får barnet en værge, som af den lokale byret har fået rollen som bestemmende om, hvor barnet må opholde sig hvornår.

Den afgørelse blæste faderen på. Han tog barnet med sig til Rumænien. Han havde fuldmagt til dette fra moderen, men det fremgår af præmis 14, at denne fuldmagt ikke siger noget om, hvorvidt der bare var tale om et kort besøg eller om det var med fast ophold i tankerne. Ligeledes blev værgen ikke orienteret om, at barnet var blevet flyttet.

I den tyske straffelovs § 252 skal man sondre mellem barnebortførelse indenfor landets grænser på den ene side og ud af landet på den anden. Ved barnebortførelse indenfor landets grænser, kan forældrene kun straffes, hvis der har været vold, trusler om vold eller list. Ved en bortførelse ud af landet, er disse tre kriterier ikke nødvendige for at kunne straffe forældrene. Og nu sidder ZW på anklagebænken.

Den nævnte § 252 sondrer ikke mellem, om bortførelsen sker til andre EU/EØS-lande eller til tredjelande. Byretten vil derfor gerne høre Domstolen, om denne paragraf i straffeloven er i strid med særligt opholdsdirektivet. I denne forbindelse sætter byretten ikke nogen specifik artikel i direktivet i spil, men spørger til direktivet generelt.

Domstolen nægter derfor at forholde sig til direktivet. Den holder i stedet § 252 op mod artikel 21 TEUF, der omhandler den fri bevægelighed for personer generelt. Domstolen starter med at anerkende, at begrundelserne for at beskytte barnets tarv, som den tyske ret har anført, dels er et nationalt anliggende, fordi der ikke findes harmonisering på området på EU-niveau, dels at de lyder som rimelige.

Problemet er derfor ikke de objektive begrundelser for at beskytte barnets tarv. Det er i stedet den sondring, der foretages i § 252. Den kan Domstolen ikke lide. Dels kan den ikke se begrundelsen for, hvorfor man i den ene situation kun kan straffe forældrene, hvis der har været vold, trusler om vold eller list involveret, og i den anden kan straffe forældrene uden de tre kriterier. Dels har Domstolen noget imod, at der ikke sondres mellem andre medlemsstater og tredjelande.

Afslutningsvis henviser Domstolen til en forordning om gensidig anerkendelse af retsafgørelser. Den skal respekteres og efterleves af de nationale retssystemer. Det fremgår ikke af afgørelsen, om det er de tyske domstole eller de rumænske, Domstolen skyder på her, men det kunne måske være de rumænske, fordi de ikke har grebet ind for at forhindre bortførelsen af barnet.

Hvis man har fælles forældremyndighed over et mindreårigt barn, og man tager dette barn med sig, er det altid vigtigt, at man har skriftligt samtykke fra barnets anden forælder, således at man ikke kan ryge på anklagebænken for kidnapning. Dette gælder principielt uanset situationen. Bliver barnet omvendt, hvor det er, er samtykke unødvendigt.

Link til dommen i sag C-454/19, ZW:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9493071
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 22.05.2022 19:36:42

Sag C-535/19, A, dateret 19. juli 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 3, stk. 1, litra a) – ydelser ved sygdom – begreb – artikel 4 og artikel 11, stk. 3, litra e) – direktiv 2004/38/EF – artikel 7, stk. 1, litra b) – ret til ophold i mere end tre måneder – betingelse om at være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici – artikel 24 – ligebehandling – statsborger i en medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, og som opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område – værtsmedlemsstatens afslag på at lade denne person tilslutte sig dens offentlige sygesikringsordning«

Hvordan er det lige, når man forlader et medlemsland, hvor sundhedssystemet er båret af privattegnede forsikringer, og man ankommer til et andet medlemsland, hvor det tilsvarende system er betalt over skattebilletten? Det handler den her sager om.

A er italiensk statsborger. Amors pil har ramt ham i form af en kvinde i Letland, så han vælger at flytte op til hende og bosætte sig der. Han er hverken arbejdstager eller arbejdssøgende ved ankomsten til Letland. Vel ankommet, får han brug for det lettiske sundhedssystem, men de nægter ham de ønskede ydelser med henvisning til den manglende status som arbejdstager.

Domstolen svarer, at såfremt disse naturalydelser tilbydes landets egne statsborgere uden en individuel vurdering af trang, fordi det er finansieret over skatten, skal det i udgangspunktet også gælde for andre unionsborgere, som bosætter sig i landet. Omvendt skal værtslandet sikre sig, at vedkommende ikke bliver en unødig tung økonomisk byrde, og derfor kan man i visse situationer godt forlange, at der er en vis egenbetaling.

Link til dommen i sag C-535/19, A:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... 1&cid=8907
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 23.05.2022 17:00:24

Sag C-706/19, X, dateret 20. november 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – indvandringspolitik – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/86/EF – artikel 5, stk. 4 – afgørelse vedrørende ansøgning om familiesammenføring – konsekvenserne af manglende overholdelse af fristen for at træffe afgørelse – automatisk udstedelse af en opholdstilladelse«

I den første sag her i del 9, var hovedtemaet familiesammenføringsdirektivet. Det er det igen i den her sag. Men hvorfor trækker jeg den frem, når dette direktiv ikke er gældende i Danmark grundet vores retsforbehold? Det gør jeg fordi et andet direktiv (opholdsdirektivet 2004/38) trækkes frem i denne her dom, som en form for sammenligning af, hvor længe myndighederne må tage om at træffe beslutning om opholdsret.

I Diallo-dommen (sag C-246/17, se del 8 ) blev det slået fast, at fristen på max. seks måneder er dels ufravigelig, dels skal der være truffet afgørelse, afgørelsen skal være forkyndt for den pågældende og - ved positivt svar - skal opholdskortet være modtaget af den pågældende inden fristen udløber.

Der er en tilsvarende frist i familiesammenføringsdirektivet. Dog med den krølle, at såfremt myndighederne ikke kan nå det indenfor tidsrammen, er det de nationale regler om fristerne, der træder i kraft.

Inden jeg går videre, vil jeg for god ordens skyld gerne forklarer, hvad familiesammenføringsdirektivet er for en størrelse. Officielt hedder den direktiv 2003/86 og handler om familiesammenføring mellem en tredjelandsborger med lovligt ophold i en medlemsstat og dennes familiemedlemmer, der ligeledes er statsborgere i lande udenfor EU/EØS.

Direktivet gælder som allerede nævnt ikke i Danmark. Her har vi i stedet nogle nationale regler for familiesammenføring for flygtninge og asylsøgere, og nogle andre regler for udlændinge med mindst 3 års permanent opholdstilladelse i Danmark. For de sidstnævnte gælder de samme regler, som dem der gælder for danske statsborgere med udenlandske ægtefæller i udlændingelovens forstand.

Men tilbage til dommen her. Spørgsmålet er grundlæggende det samme her, som det var i Diallo-dommen, nemlig om myndighederne pr. automatik SKAL udstede en opholdstilladelse til en ansøger, hvis myndighederne ikke når at behandle sagerne indenfor de 6 måneder.

I præmis 23 laver Domstolen en lille korrektion. Fristen efter direktiv 2003/86 er nemlig ikke seks måneder, men i stedet ni måneder.

Herefter kommer vi til en skillevej. For mens det i Diallo-dommen blev kendt for ret, at myndighederne hverken må give automatisk afslag eller automatisk ophold ved forsinkelser i sagsbehandlingen, forholder det sig lidt anderledes, når det kommer til direktiv 2003/86. Her må medlemsstaterne principielt gerne give automatisk opholdstilladelse, hvis fristen overskrides, men det skal stadig ske under overholdelse af EU-retten. Hvad mener Domstolen med det i den konkrete sag? Med det mener Domstolen, at den familiemæssige tilknytning til referencepersonen under alle omstændigheder skal fastslås, inden det kan komme på tale at indføre automatik (præmis 26 og 34). Når det er fastslået, er der i princippet fri bane for automatik. Men kan den familiemæssige tilknytning ikke fastslås, skal der under alle omstændigheder gives afslag på ansøgningen.

Link til dommen i sag C-706/19, X:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=434780
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 24.05.2022 22:09:26

Sag C-710/19, G. M. A., dateret 17. december 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 45 TEUF – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – retten til ophold i mere end tre måneder – artikel 14, stk. 4, litra b) – arbejdssøgende – rimelig frist til at få kendskab til de beskæftigelsestilbud, der er passende for den arbejdssøgende, og til at foretage de nødvendige skridt for at opnå ansættelse – krav, som værtsmedlemsstaten pålægger den arbejdssøgende inden for denne frist – betingelser for ret til ophold – forpligtelse til at fortsætte med at søge arbejde og at have reelle muligheder for at blive ansat«

Den sag, vi skal kigge på her, er en viderefortolkning af sag 292/89, Antonissen (se del 2) og handler om en unionsborger, der flytter til et andet medlemsland og dér søger arbejde.

En græsk statsborger, som af Domstolen kaldes G. M. A., er flyttet til den franske del af Belgien og anmoder her om et EU-registreringsbevis med status som arbejdssøgende. Hverken den belgiske udlændingestyrelse eller landets udlændingedomstol tror på hans historie. De behandler hans ansøgning efter nationale regler, der kun giver ansøgere tre måneder til at blive ansat i. G. M. A. gør indsigelse og henviser direkte til Antonissen-dommen, hvori Domstolen slog fast, at fristen ikke må være på under 6 måneder. Udlændingedomstolen var ligeglad. Han fik 30 dage til at forsvinde. Farveller, Polle!

Han ankede sagen til den belgiske forvaltningsdomstol, og den var mere lydhør overfor hans argumenter. Imens sagen kørte her, fik han et praktikjob i Europa-Parlamentet.

Forvaltningsdomstolen stiller grundlæggende to spørgsmål: Gælder principperne i Antonissen stadig? Og er gæstelandet forpligtet til at tage hensyn til ændringer i den pågældendes status til arbejdstager, så man derved ikke kan fastholde den allerede trufne afgørelse om udsmidning?

G. M. A. mener ikke, at han har pligt til at fremlægge beviser på, at han søger arbejde og at han har mulighed for ansættelse. Han mener det er nok, at han fremlægger et bevis på ansættelse, når han ER blevet ansat. Men Domstolen understreger, at artikel 14 i opholdsdirektivet bestemmer, at der løbende skal fremlægges beviser for, at man aktivt søger arbejde. Den holder Domstolen derfor fast i (præmis 22). Han skal dog ikke bevise, at han har reelle muligheder for ansættelse, før fristen på de seks måneder udløber (præmis 45).

Udlændingestyrelsen og udlændingedomstolen får dog også på puklen. I præmis 34 understreges det, at når en unionsborger flytter for at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat, er det altid EU-reglerne, der gælder. Dermed siger Domstolen fy-fy til at bruge nationale regler til at sagsbehandle efter.

I præmis 36-37 bliver Domstolen lidt mere specifik. I de første tre måneder af opholdet, kan der kun stilles krav om gyldigt ID-kort eller pas. G. M. A er således ikke forpligtet til at registrerer sig i de belgiske registre i disse tre måneder. Dernæst tæller de mindst 6 måneder til at finde et job fra det tidspunkt, hvor han ønsker at registrerer sig i Belgien. Det tæller således ikke fra den dato, han er ankommet til landet. Videre i præmis 40 siger Domstolen, at i Antonissen var fristen 6 måneder fra indrejse. Med G. M. A.-dommen er den detalje altså ændret.

Domstolen vil ikke besvarer det andet spørgsmål. Det vil den ikke, fordi det allerede er konstateret, at den belgiske udlændingestyrelse har nægtet at tage EU’s traktater, opholdsdirektivet og Antonissen i betragtning i deres afgørelse. Dem er de forpligtet til at tage i betragtning i sager, som den her.

Link til dommen i sag C-710/19, G. M. A.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=300612
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 25.05.2022 18:30:26

Sag C-718/19, Ordre des barreaux francophones et germanophone med flere, dateret 22. juli 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – afgørelse om at bringe den pågældendes ophold til ophør af hensyn til den offentlige orden – forebyggende foranstaltninger for at undgå enhver risiko for, at den pågældende vil forsvinde inden for den frist, der er fastsat for denne til at forlade værtsmedlemsstatens område – nationale bestemmelser, der svarer til dem, der finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2008/115/EF – maksimale varighed af frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse – national bestemmelse, som er identisk med den, der finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere«

En medlemsstat har bedt en tredjelandsborger om at forlade landet indenfor en vis frist. Vedkommende betragtes som en trussel mod landets sikkerhed eller orden. Den pågældende ignorerer beskeden. Må medlemsstaten frihedsberøve vedkommende i op til otte måneder, for at sikre, at han eller hun ikke stikker af til andre medlemsstater eller på anden måde forsvinder, mens myndighederne får formalia på plads til en tvangsudvisning? Det er hovedspørgsmålet i denne sag fra Belgien.

Direktiv 2008/115 handler om udsendelse af tredjelandsborgere med ulovligt ophold på medlemsstaternes område. På grund af vores retsforbehold, gælder dette direktiv ikke i Danmark. I det følgende omtales det som udsendelsesdirektivet.

Personen har sådan set lovligt ophold, men det er under dette lovlige ophold, at myndighederne får færten af, at vedkommende vist ikke har helt rent mel i posen alligevel, og derfor får personen besked på at pakke sine sydfrugter. Nu er man ræd for, at vedkommende vil stikke af eller på anden måde vil undgå tvangsudsendelse. Derfor vil man gerne have vedkommende sat fast indtil myndighederne er klar til at gennemfører denne tvangsudsendelse.

Opholdsdirektivet drages også ind i det, fordi der her er nogle bestemmelser om udsendelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer. De er dog ikke lige så præcise, som bestemmelserne i udsendelsesdirektivet.

Domstolen konstaterer, at der mangler fælles bestemmelser på området, når det gælder unionsborgere og deres familiemedlemmer. Unionsborgerne er nemlig ikke omfattet af udsendelsesdirektivet. De er kun omfattet af opholdsdirektivet. Derfor tillader Domstolen, at de nationale myndigheder fastsætter reglerne i deres nationale lovgivning. I det belgiske tilfælde er det meget heldigt, for deres nationale regler på området flugter med reglerne i udsendelsesdirektivet.

Præmis 37 er her lidt interessant læsning. For de belgiske myndigheder spørger specifikt til, om de må frihedsberøve personen i op til otte måneder. En artikel i udsendelsesdirektivet nævner seks måneder som det maksimale, dog op til 12 måneder, hvis personen enten er usamarbejdsvillig eller hvis det kniber med at få nødvendig dokumentation fra tredjelande til tiden.

Det korte af det lange er, at såfremt de generelle principper i opholdsdirektivets artikel 27 er overholdt, og udsendelsen sker indenfor fristen, er der ikke noget i vejen for, at de nationale myndigheder frihedsberøver den pågældende, indtil en tvangsudsendelse kan gennemføres. Men sker udsendelsen først efter fristens udløb eller under en fristforlængelse, må man ikke frihedsberøve personen i op til otte måneder.

Link til dommen i sag C-718/19, Ordre des barreaux francophones et germanophone med flere:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=671773
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 26.05.2022 10:57:37

Sag C-719/19, FS, dateret 22. juni 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – artikel 15 – ophør af en unionsborgers midlertidige ophold på værtsmedlemsstatens område – udsendelsesafgørelse – unionsborgerens fysiske udrejse af dette område – tidsmæssige virkninger af udsendelsesafgørelsen – artikel 6 – nævnte unionsborgers mulighed for at få opholdsret på ny ved sin tilbagevenden til nævnte område«

Nu skal vi til Nederlandene, hvor myndighederne har store problemer med en polsk mand. Han har dels flere gange været i politiets varetægt for butikstyverier og lommetyverier og han nægter at give udlændingemyndighederne nogen som helst oplysninger om hans opholdsgrundlag og forsørgelse i landet. Det eneste de vidste om ham var, at han havde arbejdet i Nederlandene i fem måneder, hvorefter han blev arbejdsløs og stod uden midler til dagen og vejen.

Statssekretæren, som vel svarer til udlændingeministeren i Danmark, mister tålmodigheden med ham. Han får besked på at forlade landet inden en bestemt dato, og hvis han ikke gør det, vil et par venlige betjente hjertens gerne “hjælpe” ham på vej. Det ligger ifølge domsreferatet fast, at han havde forladt Nederlandene inden fristen, for på samme dato blev han taget af tysk politi for endnu et tyveri.

Løsladt derfra, befinder han sig hos venner i en tysk by, der ligger helt op til grænsen til Nederlandene. Hans kriminelle bagkatalog skyldes afhængighed af narkotika.

Der er egentlig tre spørgsmål til Domstolen, men kogt ned til ét, er det, om man kan holde ham ude i en vis periode, eller om det er nok, at han er ude i to sekunder (groft sagt) og så kan vende tilbage?

I præmis 69 er Domstolen forstående overfor spørgsmålet, for svaret finder man ikke nogen steder i opholdsdirektivet. Der står blot, at et krav om udsendelse i tilfælde som det her (hvor kriminaliteten ikke indgår), ikke må ledsages af et indrejseforbud (præmis 68). Så nu starter det store detektivarbejde for Domstolen.

Indledningsvis starter Domstolen med at anerkende, at såfremt en unionsborger og dennes familiemedlemmer ikke længere opfylder betingelserne for ophold i opholdsdirektivets artikel 6 eller 7, kan den pågældende medlemsstat bede de pågældende om at forlade landet indenfor en bestemt frist (præmis 64-66). Fristen må ikke være på under 4 uger i normale tilfælde.

Domstolens analyse viser, at den med at udrejse, for straks at vende rundt og rejse ind i landet igen, ikke tæller som en udrejse. Man skal være reelt flyttet. Domstolen udtrykker det sådan, at man “skal reelt og faktisk have bragt sit ophold til ophør” i denne medlemsstat. Herefter er det op til de nationale domstole at afgøre, om dette er tilfældet. Hvis ikke det er, kan myndighederne umiddelbart kyle personen ud igen uden at skrive en ny udsendelsesafgørelse. Men hvis det konstateres, at opholdet er bragt til ophør, og personen igen indrejser, skal der tages en ny vurdering.

Link til dommen i sag C-719/19, FS:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=916952
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 26.05.2022 11:24:21

I den forbindelse får jeg ofte spørgsmålet: Men hvad så, når jeg vender hjem og jeg har min familie med mig? Må jeg så modtage kontanthjælp? Må jeg modtage enkeltydelser? Er jeg ikke mere på den, end med på den, hvis jeg ikke har status som selvforsørgende eller arbejdstager, efter jeg er vendt hjem?

Det korte svar er, at hvad du (unionsborger) modtager af ydelser i dit hjemland efter hjemkomst, ikke har den mindste indflydelse på sagen om familiesammenføring efter EU-retten. Du kan nemlig ikke pålægges økonomiske betingelser for ophold i dit eget land. Det er derimod din evne til at forsørge familien i gæstelandet, der er til vurdering.

Det forholder sig anderledes for dine familiemedlemmer. Såfremt de er statsborgere udenfor EU/EØS, bør de så vidt muligt ikke modtage ydelser til overlevelse fra kommunen. Det er i princippet ikke forbudt for dem at modtage sådanne ydelser fra kommunen, men familiemedlemmerne må på den anden side ikke blive en unødig økonomisk byrde for det sociale system, som det så smukt er formuleret i EU-retten.

Og det er en gummiparagraf, for der findes ikke nogen facitlister over, hvornår man er en unødig økonomisk byrde. Der må nemlig ikke fastsættes hverken faste tidsgrænser eller faste beløbsgrænser. Det skal i stedet være en konkret, individuel vurdering i hver enkelt sag.

Som det fremgår af FS-sagen herover, befinder den polske statsborger sig i en anden medlemsstat, og det er dér, at han mister evnen til at holde sig selv økonomisk kørende. Derfor mister han sin opholdsret. Men bor du i dit eget land, kan du ikke miste din opholdsret dér, for det vil jo være at udvise egne statsborgere. Og det er totalt forbudt.

Du kan sikkert godt opleve sagsbehandlere og kontorfolk på jobcentret eller kommunen, der advarer om udvisning af din ægtefælle, hvis du alligevel søger og får en social ydelse. Men er I her på EU-reglerne, skal du lade advarslen går ind ad det ene øre og ud ad det andet. Den har ikke noget på sig. Det er kun, hvis det er din ægtefælle, der søger, at du skal være opmærksom og træde varsomt.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 27.05.2022 08:22:22

Sag C-784/19, Team Power Europe, dateret 3. juni 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – vandrende arbejdstagere – social sikring – lovgivning, der finder anvendelse – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 12, stk. 1 – udsendelse – vikaransatte – forordning (EF) nr. 987/2009 – artikel 14, stk. 2 – A1-attest – fastlæggelse af, i hvilken medlemsstat arbejdsgiveren normalt udøver sin virksomhed – begrebet »omfattende virksomhed, der ikke blot er intern forvaltning« – manglende tilrådighedsstillelse af vikaransatte på den medlemsstats område, hvor arbejdsgiveren er etableret«

I min serie, har jeg tidligere beskæftiget mig med vikarbureauer. I disse sager var det de vikaransatte, der var i centrum. Nu handler det om selve vikarbureauet. Til det formål, skal vi en tur til Bulgarien.

Her udspiller sig nemlig et drama mellem landets skattemyndigheder og et vikarbureau, der hedder Team Power Europe. De to parter er enige så langt, at virksomheden er etableret og registreret i Bulgarien, ledelsen befinder sig samme sted, og der betales skat i landet. Samt at vikarerne udfører tjenesteydelser i Tyskland.

Uenighederne begynder i en diskussion om, hvorvidt virksomheden udøver “omfattende virksomhed, der ikke blot er intern forvaltning” i Bulgarien, når kun toppen af kransekagen befinder sig der, mens alle indtægter oprinder fra arbejde udført af de vikaransatte på tysk jord. Virksomheden mener, at det gør de, mens skattefar er af den modsatte opfattelse.

Det hele bunder i en formulering i forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsydelser til arbejdstagere. I den er netop formuleringen om omfattende virksomhed nævnt.

Spørgsmålet til Domstolen er derfor, om man kan sige, at virksomheden skal drive “omfattende virksomhed, der ikke blot er intern forvaltning” i etableringslandet, for at kunne tolkes som at drive normal virksomhed i landet? Underforstået: Skal størsteparten af det udførte vikararbejde ikke være udført i etableringslandet, for at den omtvistede formulering er gældende?

Domstolen går ind i en længere analyse af al relevant lovgivning på området. Og den konstaterer, at det i denne sag er skattemyndighederne, der løber afsted med sejren.

Link til dommen i sag C-784/19, Team Power Europe:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=559955
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 28.05.2022 21:06:40

Sag C-879/19, Format, dateret 20. maj 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring – fastsættelse af den lovgivning, der finder anvendelse – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 13, stk. 2, litra a) – artikel 14, stk. 2 – person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område – en enkelt arbejdskontrakt – arbejdsgiver med hjemsted i arbejdstagerens bopælsmedlemsstat – lønnet beskæftigelse, der alene udøves i andre medlemsstater – arbejde udført i forskellige medlemsstater i flere på hinanden følgende perioder – betingelser«

Vi skal videre til Polen, hvor virksomheden Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe (herefter blot “Format”) har haft en person ansat i godt tre år på en tidsbegrænset kontrakt, og det giver lidt forviklinger om, hvor denne medarbejder er socialt forsikret.

Sammenhængen er den, at den pågældende medarbejder har udført arbejde først 13 måneder i Frankrig, dernæst godt to måneder i Storbritannien og afslutningsvis næsten to år i Frankrig. På hver sin ansættelseskontrakt.

Efter polsk opfattelse bliver det ikke bedre af, at Domstolen tidligere har afgjort andre sager med vidt forskellig resultat. Så nu vil de gerne have klarhed.

Du tænker sikkert, at han må være tjenesteyder. Det er han ikke. Han går i stedet under begrebet “udstationeret”, og det gør ham til arbejdstager.

Det er således tre korte bestemmelser i forordning 1408/71, det hele drejer sig om. Bestemmelser, der umiddelbart gensidigt udelukker hinanden. Det er nemlig sådan, at man i visse situationer ikke er socialt forsikret i det land, man er ansat i, men i stedet i det land, hvor man fysisk udfører et stykke arbejde.

De to gange, han har udført arbejde i Frankrig, har begge været på mere end 12 måneder. Domstolen konstaterer, at det i hvert fald ikke er de to bestemmelser i artikel 14 i forordningen, der er gældende i den konkrete sag. Men i præmis 28 er Domstolen heller ikke helt sikkert på, at det er bestemmelsen i artikel 13, så den beder den polske Højesteret om at foretage denne vurdering.

Grunden til, at Domstolen på denne måde sender aben tilbage til den nationale domstol er, at Domstolen ikke har fået alle nødvendige dokumenter til, at Domstolen kan være fuldstændig klar i spyttet. Når den ikke får det, bliver resultatet en måske-dom, som denne her er et tydeligt eksempel på.

Link til dommen i sag C-879/19, Format:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1086247
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 29.05.2022 22:14:16

Sag C-897/19 PPU, I. N., dateret 2. april 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – den præjudicielle hasteprocedure – EØS-aftalen – forbud mod forskelsbehandling – artikel 36 – fri udveksling af tjenesteydelser – anvendelsesområde – aftale indgået mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne – aftale om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge – udlevering til et tredjeland af en islandsk statsborger – beskyttelse af en medlemsstats statsborgere mod udlevering – ingen tilsvarende beskyttelse af andre staters statsborgere – islandsk statsborger, der har opnået asyl i medfør af national ret, inden vedkommende fik islandsk statsborgerskab – begrænsning af den frie bevægelighed – begrundelse støttet på bekæmpelsen af straffrihed – proportionalitet – efterprøvelse af de garantier, som er fastsat i artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

Det sker ind imellem, at vi får kommentaren, at Norge og Island ikke er medlemmer af EU, hvilket for så vidt er korrekt. De er ikke fuldgyldige medlemmer af EU, men de er med i det indre marked, og dermed har de ret til fri bevægelighed efter opholdsdirektivet, ligesom vi andre. Deres statsborgere kan blot ikke bruge EU-traktaterne. De skal i stedet bruge noget, der hedder EØS-aftalen, der i sit afsnit om fri personbevægelighed svarer ret nøje til EU’s traktater.

Anyway, det var et lille sidespring, for emnet i den her sag er udlevering. En person med islandsk statsborgerskab er nemlig kommet til Kroatien. Samtidig vil de russiske myndigheder gerne have fingre i ham, fordi han har brudt nogle love om “passiv korruption” i Rusland. Derfor vil de gerne have ham udleveret, hvilket har ført til, at kroatisk politi anholdte ham ved ankomsten til Kroatien.

Når man har med Ruslands myndigheder at gøre, er der ofte god grund til at være på vagt. For kan der være tale om politisk forfølgelse? Og kan man stole på, at de holder, hvad de lover? Ifølge domsreferatets præmis 21 lover de russiske myndigheder i hvert fald, at der ikke er tale om politisk forfølgelse og at han heller ikke vil blive udsat for tortur eller lignende. Derfra må det så være op til den enkelte, om det er plausibelt eller et falsum.

I hvert fald konstateres det i præmis 22, at alle krav til udlevering er opfyldt. Der mangler blot lige en afklaring af et par spørgsmål, og derfor inddrages Domstolen.

Det forholder sig nemlig sådan, at manden oprindeligt er russisk statsborger. Han er flygtet til Island på grund af netop politisk forfølgelse, og i Island fik han flygtningestatus. Senere fik han også islandsk statsborgerskab (han beholdt det russiske statsborgerskab). Nu er han helt overbevist om, at han skal straffes på sædvanlig russisk manér for at have en anden mening, end den russiske ledelse. Han gyser allerede ved tanken, forståeligt nok.

Spørgsmålet til Domstolen er nu, om Kroatien er forpligtet til at orienterer Island om den situation, som vores mand står i, og om Kroatien skal udleverer ham til Island, hvis myndighederne deroppe anmoder om det, dog på den betingelse, at Island kan retsforfølge ham for de påståede forbrydelser begået i Rusland?

På mange punkter peger afgørelsen her tilbage på Petruhhin-dommen (se del 7) fordi det var den første dom omhandlende udlevering og at der også i øvrigt er en række sammenfald mellem de to sager.

Domstolen ændrer spørgsmålene lidt, omend indholdet principalt er det samme. Domstolen gør i præmisserne 44-45 rede for, hvorfor den ændrer spørgsmålene.

Herefter bekræfter Domstolen, at såfremt Island anmoder om at få ham udleveret, skal han udleveres dertil på den tidligere nævnte betingelse om, at Island kan give ham en retfærdig rettergang for de påståede forbrydelser begået i udlandet. Det vil sige, at hvis det islandske retsvæsen ikke har mulighed for at retsforfølge ham for forbrydelser begået udenfor Island, kan han ikke udleveres til Island. Så må Kroatien selv enten retsforfølge ham eller udleverer ham til de russiske myndigheder.

Som jeg lige husker sagen, blev han udleveret til Island.

Link til dommen i sag C-897/19 PPU, I. N.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=1423877
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 30.05.2022 17:41:39

Sag C-27/20, PF og QG, dateret 12. maj 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – ligebehandling – sociale fordele – indtægtslofter – hensyntagen til indtægter i det næstsidste år forud for betalingsperioden for ydelser – arbejdstager, som vender tilbage til oprindelsesmedlemsstaten – nedsættelse af retten til børnetilskud«

Emnet er børnetilskud. En fransk mand, hans ægtefælle og deres fælles børn tager til Luxembourg, hvor han skal være vikar for den franske dommer ved Domstolen i tre år. Forud for denne flytning, får familien godt 4.300 kroner om måneden i børnetilskud.

Men efter endt vikariat, tager familien tilbage til Frankrig igen, og nu tilbydes de blot ca. 860 kroner om måneden i børnetilskud. Han er helt overbevist om, at han lige er blevet straffet for at bruge retten til fri bevægelighed. Derfor tager han sagen via retssystemet og til Domstolen.

Man skulle tro, at en mand, der har arbejdet som dommer ved Domstolen i tre år, vidste, hvad han gik ind til. At han kunne sin EU-ret i søvne. Men han skuffer.

Manden har i første omgang fundet nogle forskellige artikler i EU-reglerne, som han påberåber sig. Helt præcist fire forskellige artikler. Domstolen starter med at slå fast, at to af dem ikke finder anvendelse på den konkrete situation, og de to andre viser sig senere heller ikke at kunne bruges, fordi hans argumentation på den ene side og måden børnetilskuddet beregnes på på den anden, ikke har nogen sammenhæng.

Moralen må næsten være, at når det drejer sig om éns egen sag, bør man - selv om man er ekspert på det her i det daglige - holde sig særdeles ydmyg. Når det drejer sig om sig selv og sin familie, er der så mange følelser i spil, og derfor kan det være en bedre idé, at spørge andre, som ikke har noget i klemme i sagen om, hvad de mener. I stedet for selv at slå et stort brød op, kun for at opdage, at det klasker sammen om ørene på én.

Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg slog dommen op. For da jeg så, at det drejede sig om en sådan sværvægter udi EU-ret, tænkte jeg med det samme, at de lokale myndigheder i Frankrig ville få vredet armen godt og grundigt rundt. Og efterhånden, som man læser referatet igennem, opdager, at han har scoret sit livs vildeste selvmål. Av-av-av.

Link til dommen i sag C-27/20, PF, QG:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2407177
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 31.05.2022 16:21:03

Sag C-94/20, KV, dateret 10. juni 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2003/109/EF – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – artikel 11 – ret til ligebehandling med hensyn til social sikring, social bistand og social beskyttelse – undtagelse til princippet om ligebehandling på området for social bistand og social beskyttelse – begrebet »centrale ydelser« – direktiv 2000/43/EF – princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse – artikel 2 – begrebet forskelsbehandling – artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – en medlemsstats lovgivning, hvorefter tildeling af boligstøtte til fastboende tredjelandsstatsborgere er betinget af, at disse på en i denne lovgivning fastsat måde dokumenterer, at de har grundlæggende kundskaber i denne medlemsstats sprog«

Vi skifter fra børnepenge til boligstøtte. KV er tyrkisk statsborger og bor i Østrig med sin ægtefælle og børn. Her har han status som fastboende udlænding, hvilket vil sige, at han har boet der i mindst 5 år. Da han flyttede til Østrig, var der ingen problemer i at få boligstøtte, men nu har landets regering lavet loven om, så det er blevet et krav, at man har et grundlæggende kendskab til det tyske sprog, for at man kan få ydelsen. Det har han åbenbart ikke, for han har mistet ydelsen. Havde han været unionsborger eller statsborger i et EØS-land, ville han fortsat kunne få ydelsen uden at have dette kendskab til det tyske sprog.

Den nationale domstol vil derfor gerne vide, om det udgør en ulovlig forskelsbehandling, når loven sondrer mellem unionsborgere og EØS-borgere på den ene side og fastboende tredjelandsborgere på den anden.

I Østrig har boligstøtten samme formål, som i Danmark (se præmis 41-42), nemlig at forhindre unødige belastninger i sine boligudgifter. Ifølge domsreferatet, mener Domstolen at boligstøtten har status som en “central ydelse” (præmis 40), men såfremt de østrigske myndigheder ikke tolker den som en “central ydelse”, er den ikke reguleret i noget direktiv, og så kan de sådan set gøre, som de har lyst til (præmis 47).

Direktivet om fastboende udlændinge gælder ikke i Danmark på grund af vores retsforbehold. Man kan således ikke gøre begrebet “central ydelse” i direktivets forstand gældende her.

Det andet direktiv, der er nævnt i sagen, er dog gældende her i landet. Det handler nemlig om ulovlig forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Domstolen pointerer i præmis 51 og 53, at den ikke gælder i en situation, som den her, fordi KV mener sig forskelsbehandlet på grund af nationalitet. Nationalitet og race/etnisk oprindelse er altså to vidt forskellige ting.

Fordi de østrigske myndigheder ikke mener, at der er tale om en “central ydelse”, taber KV sagen og skal dermed opfylde betingelsen om et grundlæggende kendskab til det tyske sprog, for at få ydelsen.

Link til dommen i sag C-94/20, KV:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2744822
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af mh1 » 01.06.2022 10:56:41

Og her hjælper associeringsaftalen altså ikke, eller den er ikke påberåbt.
mh
Rådgiver for ÆUG

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 01.06.2022 17:50:38

I KV-dommen er Associeringsaftalen ikke påberåbt.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2961
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 01.06.2022 18:22:14

Sag C-709/20, CG, dateret 15. juli 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – ikke-erhvervsaktiv statsborger i en medlemsstat, som opholder sig på en anden medlemsstats område på grundlag af national ret – artikel 18, stk. 1, TEUF – forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – direktiv 2004/38/EF – artikel 7 – betingelser for opnåelse af en ret til ophold i mere end tre måneder – artikel 24 – sociale ydelser – begreb – ligebehandling – aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden – overgangsperiode – national bestemmelse, som udelukker unionsborgere, der har ret til tidsbegrænset ophold i henhold til national ret, fra retten til at modtage sociale ydelser – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 1, 7 og 24«

Vi befinder os i det britiske limbo mellem Storbritanniens udtræden af EU og det tidspunkt, hvor overgangsreglerne udløb. En person med dobbelt statsborgerskab er i denne periode flyttet til Storbritannien, hun har været udsat for vold i hjemmet og hun har ikke nogen midler at lave af. Derfor skal der stadig tages stilling til nogle EU-spørgsmål.

Det grundlæggende spørgsmål er, om man kan påberåbe sig nogle regler i opholdsdirektivet, når nationale regler stiller én i en gunstigere situation. Volden fra hendes partner bliver lidt en biting. I stedet er det de manglende midler, der er omdrejningspunktet, set i lyset af, at de britiske regler stiller hende bedre, end direktivets artikel 24 gør.

Domstolen svarer, at når en regel i national lovgivning stiller en person bedre, end de tilsvarende regler i et EU-direktiv, kan man ikke støtte ret på direktivet. Medlemsstaterne har nemlig lov til at give borgerne flere rettigheder, end et direktiv giver. Men medlemsstaterne må blot ikke tilbyde befolkningen færre rettigheder, end direktiverne tildeler. Sagt med andre ord, må medlemsstaterne ikke fratage folk de rettigheder, som direktiver giver folk.

Link til dommen i sag C-709/20, CG:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2460668
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar