EU-domme forklaret, del 9

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 06.05.2022 17:13:37

Forenede sager C-381/18, G.S., og C-382/18, V.G.:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – direktiv 2003/86/EF – ret til familiesammenføring – betingelser for udøvelse af retten til familiesammenføring – begrebet »hensynet til den offentlige orden« – afslag på et familiemedlems ansøgning om indrejse og ophold – inddragelse af et familiemedlems opholdstilladelse eller afslag på at forny den«

Jeg skal i den her sag starte med at gøre opmærksom på, at direktiv 2003/86, der handler om familiesammenføring, ikke er gældende i Danmark på grund af vores retsforbehold.

Vi har at gøre med to sager, begge fra Nederlandene (Holland). I den ene sag (G.S.), har hovedpersonen været en tur i Schweiz for at ruske tremmer på baggrund af en narkodom. I den anden sag (V.G.), har hovedpersonen kørt spritkørsel og begået butikstyveri. V.G. har afsonet i Armenien.

Forud for disse afsoninger, har begge haft opholdstilladelse efter familiesammenføringsdirektivet i Nederlandene. Efter de er kommet tilbage til landet efter rusketuren, vil den nederlandske statssekretær blot ikke give nogen af dem en ny opholdstilladelse. Statssekretæren mener, at de to er til fare for den offentlige orden.

Den nederlandske Højesteret, der dernede hedder Raad van State, er fuldstændig opmærksom på, at Domstolen i tidligere sager har gjort gældende, at straffedomme i sig selv ikke er nok begrundelse til udvisning og at der skal være tale om noget langt mere alvorligt, end den almindelige forstyrrelse, som en hvilken som helst lovovertrædelse er. Højesteret vil derfor gerne have Domstolen til at sætte nogle flere ord på begrebet “offentlig orden”, så de to personer kan få den rette afgørelse.

Domstolen går ind i en analyse af begrebet. Her nævnes det, at når der er tale om fare for den offentlige orden, er det ikke nødvendigt at godtgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører et grundlæggende samfundshensyn i den pågældende medlemsstat. Det er nok at se på, hvor lang fængselsstraffen var for den begåede kriminalitet og vurderer ansøgningen på dette grundlag (Præmis 56-60).

Dermed er Domstolen enig i de afgørelser, som statssekretæren har givet. De to hovedpersoner får hverken en ny opholdstilladelse eller fornyet den tidligere.

Link til dommen i de forenede sager C-381/18, G.S., og C-382/18, V.G.:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4399118
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 07.05.2022 13:01:32

Sag C-410/18, Aubriet, dateret 10. juli 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – ligebehandling – sociale fordele – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 2 – økonomisk støtte til videregående uddannelse – ikke-bosiddende studerende – betingelse knyttet til varigheden af forældrenes beskæftigelse på det nationale område – minimumsperiode på fem år – referenceperiode på syv år – beregningen af referenceperioden – tidspunktet for ansøgningen om økonomisk støtte – indirekte forskelsbehandling – berettigelse – proportionalitet«

Vi skal en tur til Frankrig og Luxembourg. Sagen her handler om studiestøtte (det vi i Danmark kalder SU) og er en opfølgning på to sager, som også tidligere er behandlet her i serien, nemlig sag C-20/12, Giersch (se del 5), og sag C-238/15, Verruga (se del 7).

Vi har at gøre med far og søn. Faderen, der hedder Bruno, har arbejdet on/off i Luxembourg over en årrække, men når man tæller dem sammen, har han ikke arbejdet der i 5 år indenfor 7 år. Sønnike bliver derfor nægtet den luxembourgske udgave af SU. Både far og søn bor i Frankrig, hvor de også er statsborgere.

Spørgsmålet til Domstolen er derfor, om dette krav om 5 års arbejde indenfor 7 år er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, altså det med, at medlemsstaterne ikke må gå videre end højst nødvendigt, for at opnå et bestemt mål. Med til historien hører, at kravet ikke stilles overfor borgere, der bor i Luxembourg.

Domstolen starter med at sige, at det formål, som Luxembourg har (at øge befolkningstallet i landet, særligt blandt folk, som er færdige med deres uddannelse), er et lovligt mål, som man kun kan bakke op om. Men niveauet af integration er tilstrækkeligt, i det øjeblik man har kontakt til arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat, og fra det øjeblik starter ligebehandlingen (præmis 31-32).

I de videre præmisser bliver det dog også præciseret, at indirekte forskelsbehandling i visse tilfælde kan være objektivt begrundet, hvorefter Domstolen peger tilbage på Verruga-dommen, hvor det blev fastslået, at når hverken arbejdstageren eller barnet bor i det land, hvor studiet gennemføres, er et krav om 5 års beskæftigelse (for forælderen) forud for barnets studiestart, en objektivt begrundet forskelsbehandling (præmis 34 og 36).

Situationen i Verruga-dommen var, at man dengang krævede, at forælderen havde arbejdet 5 år i træk i Luxembourg, for at barnet kunne få bevilget studiestøtte. Der havde forælderen arbejdet i 8 år, med en kort afbrydelse cirka midt i perioden, og dengang sagde Domstolen, at det er at gå for langt i forhold til det tilstræbte mål, når man på den baggrund nægter den unge studiestøtte. Derfor har man nu lavet det lidt anderledes, så der er en referenceperiode på 7 år. Så nu skal det prøves af, om bukserne holder denne gang.

Domstolen ender alligevel med at vende tomlen nedad. Årsagen er, at man fuldstændig har udeladt andre kriterier, der kan fastslå, om integrationen til det pågældende land er så stor, at det kan gøre det ud for de manglende måneders beskæftigelse. Der er således ikke noget i vejen for, at man indfører en referenceperiode. Den må blot ikke stå alene.

Link til dommen i sag C-410/18, Aubriet:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=4683892
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 08.05.2022 12:37:19

Sag C-544/18, Dakneviciute, dateret 19. september 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 49 TEUF – etableringsfrihed – selvstændig erhvervsvirksomhed – statsborger i en medlemsstat, der er ophørt med at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed som følge af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af fødslen – bibeholdelse af status som selvstændig erhvervsdrivende«

Du er kvinde. Du er lønmodtager. Du finder ud af, at du er gravid. Du kan godt mærke, at det strammer lidt til om maven. Du starter op som selvstændig erhvervsdrivende, omend det er i det små. For du kan af gode grunde ikke give den fuld gas. Efterhånden må du helt opgive, så du kan koncentrerer dig 100% om den lille ny. Kan du i den situation beholde din status som selvstændig erhvervsdrivende eller arbejdstager i hele den periode, hvor du er gået fra på barsel?

Spørgsmålet har været oppe tidligere. Dengang var det en arbejdstager, se sag C-507/12, Saint Prix, der er omtalt i del 5. Nu handler det om en selvstændig erhvervsdrivende, som står i en tilsvarende situation.

Da jeg læste dommen igennem, kunne jeg sådan set godt stoppe ved præmis 31, for her leveres svaret. Domstolen bruger dog en del tid på at begrunde sit svar, som meget kort er, at ja, den gravide bevarer denne status, men dog kun hvis hun indenfor en rimelig tid efter fødslen kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Her er det i øvrigt ikke så vigtigt, om hun genindtræder på den arbejdsplads, hun havde før sin graviditet, eller om hun fortsætter sin selvstændige erhvervsaktivitet.

Link til dommen i sag C-544/18, Dakneviciute:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5018434
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 09.05.2022 15:50:37

Sag C-754/18, Ryanair, dateret 18. juni 2018:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – artikel 5, 10 og 20 – ret til indrejse i en medlemsstat for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger – bevis for en sådan ret – besiddelse af et opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort«

Et fly fra London lander i den ungarske hovedstad. Alle ombord bliver tjekket efter ankomsten. Blandt passagererne fandt man en tredjelandsborger, som var i besiddelse af et britisk EU-opholdskort. Opholdskortet var tidsubegrænset.

Politiet i lufthavnen tog vedkommende til side. Fordi vedkommendes opholdskort var britisk, mente de ikke, at den kunne stå alene. Storbritannien var jo ikke med i Schengen-samarbejdet, var argumentet.

Flyselskabet fik også på puklen af det ungarske politi. Politiet mente ikke, at flyselskabet havde undersøgt ordentligt, om rejsedokumenterne nu også var i orden. Men flyselskabet stod last og brast med passagereren. Ryanair mente, at de havde undersøgt det, de med rimelig kunne undersøge og at passageren opfyldte betingelserne i opholdsdirektivet, og derfor kunne de ikke gøre mere.

I alt er der 3 spørgsmål til Domstolen, men det er spørgsmål nr. 2, der er det centrale: Kan en tredjelandsborger, der har fået udstedt et EU-opholdskort af et ikke-Schengenland, rejse visumfrit til et andet EU-land, der er med i Schengen-området?

Historien melder ikke noget om, hvorvidt denne tredjelandsborger rejste sammen med en unionsborger, eller om vedkommende rejste alene. Det korte af det lange er, at Domstolen fastslår, at har man et opholdskort fra en medlemsstat, er man visumfri uanset, når man rejser til et andet medlemsland. Her gør det ingen forskel, at det ene land er med i Schengen, mens det andet er udenfor.

Link til dommen i sag C-754/18, Ryanair:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5477748
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 10.05.2022 18:41:20

Sag C-802/18, FV og GW, dateret 2. april 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EU) nr. 883/2004 – artikel 1, litra i) – arbejdskraftens frie bevægelighed – ligebehandling – sociale fordele – direktiv 2004/38/EF – artikel 2, nr. 2) – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 2 – familieydelse – begrebet »familiemedlemmer« – udelukkelse af barn af ægtefælle til ikke-bosiddende arbejdstager – forskelsbehandling i forhold til barn af ægtefælle til bosiddende arbejdstager – berettigelse«

FV og GW er begge franske statsborgere. FV arbejder i Luxembourg. GW har et barn fra et tidligere forhold. FV har hidtil modtaget skattefrie børnechecks fra Luxembourg, men en ændring af loven gør, at Luxembourg ikke længere betragter GW’s barn som familiemedlem til FV, og derfor stopper udbetalingerne til dette barn.

Det bliver de to forældre ret knotne over. De klager over afgørelsen, og får faktisk medhold af den myndighed, der tager sig af klagen. Her mener man, at den nationale lovs definition af familiemedlemmer er i klar modstrid med samme definition i EU-reglerne.

Domstolen er enig med denne klageret. I EU-retten står det tydeligt, at begrebet familiemedlem ikke kun skal tolkes som blodsbeslægtede, men at det også omfatter ægtefællens familiemedlemmer, eksempelvis børn og forældre. Det fremgår ikke af denne her dom, men vi ved fra tidligere, at Domstolen i de her sager ikke tager hensyn til, hvilke statsborgerskaber ægtefællens familiemedlemmer har. På det punkt er blodet tykkere end statsborgerskabet.

En anden ting, som myndighederne i Luxembourg lægger til grund for at smække kassen i, er, at de ikke mener, at denne ydelse er en social sikringsydelse. Domstolen efterprøver, om det nu også er rigtigt (se præmis 36-40) og når frem til, at det faktisk ER en social sikringsydelse. Ergo er der ingen vej udenom: Luxembourg skal stadig udbetale pengene til familien.

Link til dommen i sag C-802/18, FV og GW:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5318867
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 11.05.2022 21:31:22

Sag C-836/18, RH, dateret 27. februar 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 20 TEUF – unionsborgerskab – unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed – ansøgning om midlertidigt opholdskort til en ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger – afslag – pligt til at forsørge ægtefællen – ikke tilstrækkelige midler hos unionsborgeren – forpligtelse for ægtefællerne til at bo sammen – national lovgivning og praksis – den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tildelt unionsborgerne – fratagelse«

Vi skal til Spanien, hvor det er et krav, at ægtefæller altid bor sammen. Udfordringen i denne sag er dog, at unionsborgeren ikke selv har tilstrækkelige midler til sit og ægtefællens ophold, og alene af den grund er ægteparret (herunder den spanske statsborger) blevet beordret til at forlade EU som helhed. Det skal tilføjes, at faderen til den spanske kvinde har tilbudt at stå for forsørgelsen af den marokkanske mand, men det er ikke godt nok for de spanske myndigheder. Desuden har den spanske kvinde aldrig udøvet sin ret til fri bevægelighed.

Må myndighederne nøjes med at kigge på unionsborgerens egen økonomi og lade alle andre momenter ude? Og hvorvidt er det i strid med artikel 20 TEUF (der handler om, at vi udover vort nationale statsborgerskab også er unionsborgere) at have en sådan regel?

Nu vil du nok tænke, at det der er en rent intern sag, som Domstolen ikke vil bruge tid på. Der er blot den twist, at den pågældende regel bruges på alle, der søger familiesammenføring i Spanien, uanset om de har brugt den fri bevægelighed eller ej. Derfor bliver Domstolen bedt om at kigge nærmere på, om den er EU-konform.

Allerede i præmis 31 understreger Domstolen atter en gang, at der ifølge opholdsdirektivet ikke kan stilles nogen krav til, hvor midlerne oprinder fra. Og dermed har man måske fået et fingerpeg om, i hvilken retning sagen ender.

Videre siger Domstolen, at det eneste, der kan begrunde et så vidtgående krav, som det vil være, at begge forlader EU fuldstændig, er, hvis de faktisk og reelt udgør en fare for statens sikkerhed eller orden. Økonomi falder helt generelt ikke ind under nogen af de to kategorier, og når man kun har forholdt sig til unionsborgerens egen økonomi og udeladt alt andet, hvorefter man har bedt parret skride, ikke bare kan være, men er en overtrædelse af artikel 20 TEUF. Fordi unionsborgeren så ikke har muligheden for at nyde kerneindholdet i sit unionsborgerskab. Domstolen pålægger derfor de spanske myndigheder at give den marokkanske mand en opholdstilladelse baseret på artikel 20 TEUF.

Afslutningsvis gentager Domstolen, at det er ulovligt at smide egne statsborgere ud. De har en ubetinget ret til at bo i deres eget land. Denne ret må myndighederne ikke smide ud med badevandet. Desuden kan spansk ret ikke udøve sine love i andre lande, og dermed er betingelsen om, at parret med vold og magt skal bo sammen hele tiden, ligeledes ulovlig.

Link til dommen i sag C-836/18, RH:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=5611268
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 12.05.2022 16:23:18

Sag C-32/19, AT, dateret 21. februar 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – artikel 17, stk. 1, litra a) – ret til tidsubegrænset ophold – opnåelse af retten inden udløbet af et uafbrudt ophold på fem år – arbejdstagere, der, når de ophører med at være erhvervsaktive, har nået alderen for ret til alderspension«

AT er en rumænsk statsborger, bosat i Østrig. Han er født i 1950, så han er ved at nå den pensionsalder, som er angivet i østrigsk lovgivning. Fra han ankommer til Østrig har han lidt småarbejde 12 timer om ugen i lidt over et år, og efter han er kommet på pension får han et nyt arbejde på lidt under 20 timer om ugen i mindre end et år. I pension fra Rumænien og Østrig får han tilsammen godt 231 euro om måneden.

Nu har han så forladt arbejdsmarkedet fuldstændig, og søger om at få suppleret op. Det får han nej til, dels fordi hans sidste arbejdsforhold har været på mindre end et år, dels fordi han har boet i Østrig i mindre end tre år. Uanset hvor han vender sig hen, får han afslag.

Den østrigske Højesteret stiller derfor et par spørgsmål til Domstolen: Kan man forlange, at arbejdstageren har arbejdet mindst de seneste 12 måneder og have boet der de seneste 3 år, for at få permanent opholdsret? Hvis nej, er sådanne personer berettiget til sociale ydelser - ud over pensionen - når de på forhånd kender tidshorisonten til pensionsalderen, og alligevel udøver fri bevægelighed kort før dette tidspunkt?

Domstolen starter med at gå pædagogisk til værks, ved at forklare, hvordan opholdsdirektivet er opbygget med først opholdsret i op til tre måneder, derefter op til 5 år og endelig tidsubegrænset opholdsret. I præmis 36 og 37 konkluderes to ting: Dels at permanent opholdsret efter 5 år ikke kan underkastes betingelser, dels at artikel 16 i direktivet er hovedreglen, mens artikel 17 udgør undtagelserne til artikel 16.

Ligeledes gør Domstolen opmærksom på, at adgangen til sociale ydelser er de samme, uanset om man tildeles førtidspension eller alderspension (præmis 29).

Når artikel 17 udgør en undtagelsesregel, skal den læses strengt. Det vil sige, at det, der står i undtagelsen skal læses meget bogstaveligt. Domstolen konkluderer, at AT ikke opfylder kravene i artikel 17. Dels har hans seneste beskæftigelsesperiode været på mindre end et år, dels har han boet i Østrig i mindre end tre år. Så den ønskede supplerende ydelse til sin skrabede pension, kan han ikke få (præmis 39).

Link til dommen i sag C-32/19, AT:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6300355
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 13.05.2022 10:29:08

Sag C-35/19, BU, dateret 24. oktober 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – ligebehandling – indkomstskat – national lovgivning – skattefritagelse for ydelser, som tilkendes handicappede personer – ydelser modtaget i en anden medlemsstat – ikke omfattet – forskellig behandling«

Hovedpersonen i denne sag er født i USA. Hun kom til Belgien i 1973 og blev belgisk statsborger i 2009. Hun arbejdede i Nederlandene, hvor hun også kom så alvorligt til skade, at hun ikke kunne passe sit arbejde.

Fordi hun arbejdede i Nederlandene, var hun også socialt forsikret dér. De nederlandske myndigheder udbetalte derfor nogle handicapydelser til hende, men de belgiske myndigheder forlangte, at hun betalte skat af disse midler i Belgien. Havde hun fået de tilsvarende ydelser fra Belgien, ville de være skattefrie.

Således bliver Domstolen spurgt om, hvorvidt det er en hindring af den fri bevægelighed, at man forlanger beskatning af en erstatning, når denne ydelse udbetales af et andet land, mens en tilsvarende ydelse fra hjemlandet ikke beskattes.

Som så mange gange før, gentager Domstolen, at selv om reglerne om beskatning er en national kompetence, skal EU-reglerne stadig overholdes. I de sidste præmisser i dommen bliver det tørt konstateret, at hverken den nationale domstol eller den belgiske regering har fremført nogen brugbar begrundelse for, hvorfor en ydelse, som den der er tale om her, er skattefri, hvis den udbetales af Belgien, men skattepligtig, hvis den kommer udefra. Den belgiske regering kommer dog med en begrundelse, nemlig at denne regering nærer en vis tvivl om, hvorvidt den nederlandske ydelse nu også er det, den giver sig ud for at være. Her gør Domstolen kort proces: En vis tvivl kan ikke godtgøre en begrundelse. Der skal facts på bordet, ikke løsrevne beskyldninger om fordækt spil.

Det er således en hindring af arbejdskraftens frie bevægelighed - udtrykt i artikel 45 TEUF - at hjemlandet beskatter en erstatning fra en anden medlemsstat, når en tilsvarende ydelse fra hjemlandet ikke beskattes.

Link til dommen i sag C-35/19, BU:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6613046
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 14.05.2022 14:09:40

Forenede sager C-168/19, HB og C-169/19, IC, dateret 30. april 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 21 TEUF – princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – artikel 18 TEUF – dobbeltbeskatningsoverenskomst – arbejdstagere i den offentlige sektor – pensionsmodtager med bopæl i en anden medlemsstat end den, der udbetaler en pension til vedkommende, som ikke er statsborger i bopælsmedlemsstaten – indkomstskat – hævdet tab af skattefordele – hævdet hindring for den frie bevægelighed og hævdet forskelsbehandling«

Sagens to hovedpersoner, HB og IC, er begge italienske statsborgere, de har arbejdet i den offentlige sektor i Italien og nu bor de i Portugal, hvor de nyder deres otium. De anmoder om, at den italienske sociale forsikringsinstitution INPS udbetaler de månedlige pensioner uden at beskatte dem først. Det får de et klart nej til. Begrundelsen skal findes i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Italien og Portugal, som bestemmer, at såfremt man kun har arbejdet i ét land, og indbetalt til sin sociale pension dér, er man også ene og alene skattepligtig af pensionen i det ene land. Kun hvis man tillige er statsborger i det andet land, kan der være andre regler. De to hovedpersoner har ikke portugisisk statsborgerskab.

HB og IC får ikke meget hjælp at hente fra Domstolen. Organisationen OECD har nemlig lavet en skabelon til, hvordan dobbeltbeskatningsaftaler kunne se ud, og den er på det her område kopieret direkte over og underskrevet af de to lande. Der er derfor ingen forskelsbehandling, som Domstolen kan pege på. HB og IC må således finde sig i, at deres pensioner bliver beskattet, inden de får de sølle rester udbetalt i Portugal.

Link til dommen i de forenede sager C-168/19, HB og C-169/19, IC:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6948324
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 14.05.2022 14:10:02

En dobbeltbeskatningsaftale er en aftale internt mellem to lande. Den skal sørge for, at borgere, som har krydset en landegrænse i forbindelse med job, ikke bliver plukket for fuld skat i begge lande. Den afgør i stedet enten en fordeling af skatten mellem de to lande eller bestemmer, at kun ét af landene kan beskatte. Det afhænger så af situationen, men skal være beskrevet i aftalen. EU har intet som helst med disse aftaler at gøre.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 15.05.2022 14:53:13

Sag C-181/19, Jobcenter Krefeld, dateret 6. oktober 2019:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 2 – ligebehandling – sociale fordele – artikel 10 – skolesøgende børn – direktiv 2004/38/EF – artikel 24 – sociale ydelser – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 4 – artikel 70 – særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser – vandrende arbejdstager, som forsørger børn, der går i skole i værtsmedlemsstaten«

I sin essens, peger denne sag tilbage på sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3). I sagen her mod Jobcenter Krefeld, er faderen polsk og bor med sine to døtre i Tyskland. Faderen har arbejdet i Tyskland, været uarbejdsdygtig en periode og derefter været tilbage på arbejdsmarkedet i landet en kort tid. Børnene har gået i tysk skole. Nu mener jobcentret blot ikke, at faderen længere har status som arbejdstager. De betragter mere den lille familie som nogle, der blot er ude på at skumme fløden. De nægter derfor at udbetale nogle ydelser til sikring af et eksistensminimum.

Når sagen peger tilbage på Baumbast og R-dommen, er det fordi Domstolen i den dom gjorde gældende, at når forælderen “er eller har været” arbejdstager i gæstelandet og børnene har gået i skole der, har børnene dels ret til at gøre deres skolegang og uddannelse færdig dér, dels kan man ikke nægte familien ydelser til overlevelse med den begrundelse, at forælderen ikke længere er arbejdstager.

Forskellen på de to sager er nok mest, at der nu er kommet en ny forordning med nummer 492/2011, som har udfaset den tidligere 1612/68. Domstolen påpeger, at ordlyden om dette i den gamle forordning og i den nye, er identisk og at reglerne derfor er uændrede.

Det kan godt være en både lang og tør dom at komme igennem, fordi Domstolen i sin sædvanlige grundighed analyserer alle påberåbte artikler hver for sig, inden der samles op og laves en konklusion. Sagen ender med, at Jobcenter Krefeld taber sagen og pænt må udbetale de særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, som familien har bedt om.

Link til dommen i sag C-181/19, Jobenter Krefeld:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6895179
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 16.05.2022 20:47:18

Sag C-218/19, Onofrei, dateret 17. december 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – adgang til advokaterhvervet – dispensation fra kravet om uddannelse og beviser – meddelelse om dispensation – betingelser – national lovgivning, der giver dispensation til tjenestemænd i kategori A eller hermed sidestillede personer, der har beskæftiget sig med national ret på det nationale område og i den nationale offentlige forvaltning i den pågældende medlemsstat eller i en international organisation«

En tidligere tjenestemandsansat i Europa-Kommissionen vil gerne optages i advokatsamfundet i Paris. Hun påberåber sig nogle dispensationsregler i et fransk dekret. Hun har en høj juridisk uddannelse, men hun bliver alligevel afvist af dette advokatsamfund. Det bliver hun med en begrundelse om, at hun aldrig har udøvet sine funktioner i en forvaltning eller offentlig tjeneste i henhold til den franske personalevedtægt og aldrig havde været udstationeret af den franske offentlige forvaltning eller en offentlig tjeneste i Frankrig ved en international organisation.

Det er således et krav fra advokatsamfundet, at udøvelsen af jobbet som jurist skal have fundet sted på fransk jord og at man udelukkende må have beskæftiget sig med fransk lovgivning igennem et stykke tid.

Hun har siddet på sit kontor i Bruxelles i Belgien og beskæftiget sig med mange landes lovgivninger, heriblandt den franske. Det var dog ikke godt nok for det fine selskab. Hun klagede sig derfor vej til Domstolen, som blev spurgt om, hvorvidt et afslag med nævnte begrundelse er i harmoni med artikel 45 TEUF (om arbejdstagerbegrebet) og artikel 49 TEUF (om den fri etableringsret).

Domstolen når frem til, man ikke må begrænse adgangen til dispensationsreglerne udelukkende til den gruppe ansatte, som fremgår af begrundelsen for afslaget, da dette vil være en hindring af arbejdskraftens fri bevægelighed. Trykket skal her lægges på ordene “på fransk område”. For man kan nemlig godt få grundig kendskab til et lands lovgivning uden nødvendigvis at befinde sig på det pågældende lands territorium. Men man kan godt udelukke folk, som ikke har tilstrækkeligt kendskab til det pågældende lands lovgivning.

Link til dommen i sag C-218/19, Onofrei
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7161961
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 17.05.2022 16:12:06

Sag C-243/19, A, dateret 29. oktober 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – social sikring – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 20, stk. 2 – direktiv 2011/24/EU – artikel 8, stk. 1 og 5, samt artikel 8, stk. 6, litra d) – sygeforsikring – hospitalsbehandling ydet i en anden medlemsstat end forsikringsmedlemsstaten – afslag på forhåndstilladelse – hospitalsbehandling, der kan sikres effektivt i forsikringsmedlemsstaten – artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ulige behandling på grund af religion«

Et mindreårigt barn til en lettisk statsborger er født med en hjertefejl. Barnet har af denne årsag brug for en operation. Familien er medlem af trossamfundet Jehovas Vidner, og i Letland kan den operation, han har brug for kun foretages, hvis han får blodtransfusion. Dette sidste modsætter familien sig. De har fundet ud af, at drengen kan få den samme operation i Polen uden blodtransfusion, så familien beder om en S2-blanket, så de kan få tilladelse til at få det foretaget i Polen.

Anmodningen om S2-blanketten bliver blankt afvist. Myndighederne i Letland lægger til grund, at kun personens helbredstilstand og fysiske begrænsninger skal afgøre, om en person kan henvises til behandling i andre medlemsstater.

Den lettiske Højesteret orienterer Domstolen om, at det nationale sundhedssystem har helt styr på den type operationer. Den er fuldt ud anerkendt. Så spørgsmålet er, om myndighederne skal udvise hensyn til trosmæssige overbevisninger.

Domstolen svarer i præmis 33, at en artikel i forordning 883/2004 kun tager rent lægefaglige betragtninger i anvendelse. På den baggrund er det for så vidt i orden at afslå anmodningen om S2-blanketten.

Et vigtigt princip for Domstolen omtales i præmis 37, nemlig at ens sager ikke må behandles forskelligt, ligesom forskellige sager ikke må behandles ens. Det vil sige, at hvis man har to sager, der ligner hinanden, må man ikke sige ja til den ene og nej til den anden, ligesom man ikke må tage to sager, som er vidt forskellig i sit indhold, og behandle dem ens.

Den lettiske Højesteret beskriver, at lettisk lovgivning er fuldstændig neutral. Der tages således ingen religiøse særhensyn. Hertil svarer Domstolen, at dette kan udgøre indirekte forskelsbehandling, og det er - som vi har set i adskillige tidligere sager - ikke noget Domstolen hylder. Friheden til at tro og tænke, som man vil, er en grundrettighed, som medlemsstaterne skal respekterer.

Der er dog et men. Det men er af økonomisk art. For hvis en behandling i et andet medlemsland bliver uforholdsmæssig dyr, og hjemlandet skal betale regningen, vil dette kunne begrunde et afslag på S2-anmodningen. Domstolen anerkender nemlig, at mens sundhedsydelser bliver dyrere og dyrere og mere komplicerede, er de samlede midler til sundhedsvæsenet samtidig begrænsede.

Familien og deres trosfæller har dog selv betalt gildet i første omgang og vil gerne bede om refusion af beløbet. Kan dette så stadig begrunde, at hjemlandet fortsat nægter at imødekomme anmodningen om S2-blanketten? Grundlæggende finder man refusionsreglerne i dommens præmis 68. Herefter fastslår Domstolen, at de økonomiske betragtninger ikke kan godtgøre en afvisning af den ansøgte tilladelse.

Sagen ender med, at Letland dømmes for ikke at respekterer folks trosmæssige overbevisning. På grund af refusionsreglerne i dommens præmis 68, er der nemlig ikke noget til hinder for, at behandlingen kan foregå i en anden medlemsstat. Det vil nemlig ikke give hjemlandet ekstraordinære udgifter.

Link til dommen i sag C-243/19, A:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=7996780
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 18.05.2022 19:39:03

Sag C-398/19, BY, dateret 17. december 2020:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 18 TEUF og 21 TEUF – udlevering af en unionsborger til et tredjeland – person, der er blevet unionsborger efter at have overført midtpunktet for sine livsinteresser til den anmodede medlemsstat – EU-rettens anvendelsesområde – udleveringsforbud, der kun finder anvendelse på nationale statsborgere – restriktion for den frie bevægelighed – begrundelse støttet på bekæmpelsen af straffrihed – proportionalitet – underretning af den medlemsstat, hvor den eftersøgte person er statsborger – forpligtelse for den anmodede medlemsstat og oprindelsesmedlemsstaten til at anmode det anmodende tredjeland om oversendelse af straffesagens akter – foreligger ikke«

BY har dobbelt statsborgerskab, nemlig både ukrainsk og rumænsk. Han bor i Tyskland og har aldrig boet i Rumænien. Ukraine vil gerne have ham udleveret til retsforfølgelse, fordi Ukraine mener, at han har fået nogle penge af staten, som han ikke har ret til.

De tyske myndigheder ved godt, at de lovligt kan udlevere ham. Men de foretrækker at sende ham til retsforfølgning i Rumænien i stedet for, sandsynligvis fordi Rumænien er et EU-land. De rumænske myndigheder vil dog gerne have nogle stærke argumenter for, at han er skyldig, før de vil udstede en europæisk arrestordre mod ham. Her henviser de tyske myndigheder til en konvention, der - som tyskerne forstår den - bestemmer, at sådanne dokumenter ikke kan vedlægges en begæring om udlevering.

Samtidig er de tyske myndigheder i tvivl om noget. Som anført i præmis 16, var han alene ukrainsk statsborger, da han flyttede til Tyskland, og han fik rumænsk statsborgerskab før Rumænien blev medlem af EU. Hvilken betydning har det?

Hovedspørgsmålet er dog: Kan de tyske myndigheder ikke bare bede de ukrainske kolleger om at sende hele sagen til Rumænien, så Rumænien kan udstede en europæiske arrestordre på ham og tyskerne kan udleverer ham til Rumænien og Rumænien kan retsforfølge ham?

For at forstå dommen, skal man tilbage til en tidligere afgørelse, der hedder C-182/15, Petruhhin (se del 7), som også omhandlede udlevering.

Domstolen starter med at slå fast, at det ikke er afgørende, at personen først er blevet unionsborger EFTER at han er flyttet til en medlemsstat, og der er i den forbindelse heller ikke noget krav om, at han fysisk skal have flyttet sig fra én medlemsstat til en anden. Han er unionsborger NU - og dét er det centrale.

Hverken Tyskland eller Rumænien er forpligtede til at indhente alle sagens akter fra de ukrainske myndigheder. Rumænien kan godt køre sagen selv og de tyske myndigheder kan udleverer ham til de rumænske - også uden at der formelt ligger en kendelse om udlevering fra Rumænien.

Til sidst vil tyskerne gerne vide, om de kan afvise den ukrainske anmodning og selv kører sag mod ham? Hertil svarer Domstolen, at de tyske myndigheder godt KAN, men ikke SKAL (altså frivillighed) tage sagen selv, når tysk lovgivning giver mulighed for det.

Link til dommen i sag C-398/19, BY:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8382845
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 9

Indlæg af Kim P. Nyberg » 19.05.2022 21:19:52

Forenede sager C-407/19, Katoen Natie, og C-471/19, Middlegate Europe, dateret 11. februar 2021:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 49 TEUF – etableringsfrihed – artikel 56 TEUF – fri udveksling af tjenesteydelser – udførelse af havnearbejde – havnearbejdere – adgang til erhvervet og ansættelse – de nærmere vilkår for anerkendelse af havnearbejdere – havnearbejdere, der ikke er optaget i den i henhold til national lovgivning fastsatte pulje af arbejdstagere – begrænsning af arbejdsaftalens varighed – havnearbejdernes mobilitet mellem forskellige havneområder – arbejdstagere, der udfører logistisk arbejde – sikkerhedscertifikat – tvingende almene hensyn – sikkerhed i havneområder – beskyttelse af arbejdstagerne – proportionalitet«

Vi skal til to havne i den flamske del af Belgien, hvor havnearbejdere fra andre medlemsstater har svært ved at få arbejde på havnen, og hvor disse havnearbejdere heller ikke kan bevæge sig fra den ene del til den anden. Det er ifølge den belgiske forfatningsdomstol belgisk lovgivning (der på de kanter hedder kongelig anordning), der står i vejen, og derfor vil denne domstol have be- eller afkræftet, om disse kongelige anordninger er i strid med EU-rettens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Det er en ret lang dom. De fleste domme fylder mellem fem og 11 sider, hvis man printer dem ud. Den her fylder 26 tætskrevne sider. Men der er også en del spørgsmål.

I sag C-407/19 er der ikke mindre end syv spørgsmål:

- Er det i strid med EU-reglerne, at man kun kan prøve en beslutning eller afslag på ansættelse af en havnearbejder, ved at anlægge en retssag?
- Er det i strid med EU-reglerne, at udenlandske havnearbejdere skal gennemgå en længere procedure for at blive ansat eller for at få forlænget sin ansættelseskontrakt?
- Er det i strid med EU-reglerne, at udenlandske havnearbejdere skal kunne godtgøre, at de i deres respektive hjemlande opfylder de samme betingelser, som de belgiske myndigheder stiller til sikkerhed, sundhed med videre?
- Er nogle overgangsregler i strid med EU-reglerne?
- Er det i strid med EU-reglerne, at have en ordning, der automatisk godkender havnearbejdere fra en gammel ordning, hvor disse er beskyttet mod at blive fyret?
- Er det i strid med EU-reglerne, at have overenskomster, der forbyder havnearbejdernes mobilitet på havnen, således at de er “låst” til en bestemt del af havnen?
- Er det i strid med EU-reglerne, at have et krav om sikkerhedscertifikater for havnearbejdere, der ikke læsser og losser skibe, men som kun flytter gods på fast grund internt på havnen?

I sag C-471/19 er der to spørgsmål:

- Er det i strid med EU-reglerne kun at ansætte “anerkendte” havnearbejdere?
- Hvis ja, kan man så opretholde nogle gamle retsvirkninger, så der ikke opstår ballade fra de ansattes side, indtil politikerne får lavet loven om, så den kommer i overensstemmelse med EU-reglerne?

Til det første spørgsmål i sag C-471/19 svarer Domstolen, at det i sig selv ikke er i strid med EU-reglerne at have anerkendte havnearbejdere, men hvis betingelserne går ud over, hvad der er nødvendig for at nå det tilstræbte mål, vil det være i strid med EU-reglerne. Dermed tager Domstolen ikke stilling til det andet spørgsmål i den sag.

I præmis 82 bemærker jeg noget interessant. Domstolen kigger her på den forskelsbehandling, som såvel arbejdstagere som arbejdsgivere kan udsættes for. Domstolen har hidtil anlagt en holdning om, at en hindring for arbejdskraftens fri bevægelighed og etableringsretten kan gøre det vanskeligere for den enkelte at “bevæge” sig. I den her afgørelse sniger der sig en ny ting ind i argumentationen, nemlig at det også kan være demotiverende for den enkelte at bruge disse rettigheder, hvis myndighederne stikker en kæp i hjulet på disse rettigheder.

Det vil være i strid med EU-reglerne, hvis man har nogle havnearbejdere, der indgår i en pulje på den ene side, og man samtidig har andre havnearbejdere på tidsbegrænsede kontrakter på den anden, og hvor disse sidstnævnte skal gennemgå en ny anerkendelsesprocedure for hver eneste gang deres kontrakter skal genforhandles.

Det vil ligeledes være i strid med EU-reglerne, at disse havnearbejdere møjsommeligt skal gennemgå en række kurser indenfor blandt andet sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, hvis de kan godtgøre, at de allerede har gennemgået uddannelsen som havnearbejder i en anden medlemsstat, og hvor disse elementer er en integreret del af denne uddannelse.

Der er ikke noget i vejen for, at havnearbejdere ansat på en gammel ordning fastholdes i denne ordning.

Der er heller ikke noget i vejen for, at hvis en havnearbejder flytter sig til en anden del af havnen, kan der forlanges nogle yderligere betingelser og nærmere vilkår opfyldt. Disse skal i så fald fremgå af overenskomsten og kan kun stilles, hvis de er nødvendige.

Sidst, men ikke mindst, er det også helt i orden at kræve sikkerhedscertifikater, hvor dette er nødvendigt og ikke kræver urimelige administrative byrder.

Jeg ser ikke nogen steder, at Domstolen tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det er EU-stridigt, at man kun kan få prøvet en afgørelse om ansættelse ved at anlægge en retssag.

Link til dommen i de forenede sager C-407/19, Katoen Natie, og C-471/19, Middlegate Europe:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... cid=905308
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar