Side 1 af 1

Kan man det?

: 02.12.2011 12:44:48
af digogmig
Hvis vi nu flytter til malmø og de danske regler bliver ændret, må vi så søge familiesammenføring efter de danske regler mens man bor i malmø, eller SKAL man søge efter Eu reglerne?

Re: Kan man det?

: 02.12.2011 13:21:13
af fundiver199
Man kan altid søge ægtefællesammenføring efter de danske regler, hvis man opfylder grundbetingelserne herfor, dvs. at der eksisterer et retsgyldigt ægteskab med en dansk statsborger eller en udlænding med fast bopæl i Danmark. Umiddelbart er der dog kun en fordel herved, og det er muligheden for, at den udenlandske ægtefælle kan modtage SU i Danmark med det samme, også selvom den danske ægtefælle ikke er arbejdstager i Danmark.

Re: Kan man det?

: 02.12.2011 13:29:45
af digogmig
Kort fortalt er det sådan at vi har fået afslag via eu reglerne og min ægtefælle skal udrejse, men hvis han ikke udrejser inden den dato de har skrevet i afslaget, kan han søge efter de danske regler herfra efter nytår?

Re: Kan man det?

: 02.12.2011 15:41:29
af fundiver199
For at søge efter de danske regler skal man have såkaldt "lovligt ophold". Det kan man f.eks. have ved at bo i Sverige efter EU-reglerne. Men var det ikke en ide at lade ÆUG´s rådgivning kigge på jeres afslag efter EU-reglerne?

raadgivning@aegteskabudengraenser.dk

Re: Kan man det?

: 02.12.2011 17:35:28
af digogmig
En af vores bekendte hjalp med at skrive en klage, og det er klagen der er kommet afslag på også, desværre. Nu er vi helt på bar bund igen, hvis jeg skal være ærlig så gider jeg ikke tage turen Malmø/kbh igen, for nu har jeg endelig fået en super billig lejlighed som jeg har været skrevet op til i 9 år. Hvis jeg opsiger den, så har vi overhovedet ikke noget at vende tilbage til, og det vil jeg ikke byde vores barn på. Og det der med flytning frem og tilbage er igen masser af udgifter, boligindskud osv. NEJ NEJ NEJ, det går ikke, har været der, gør det aldrig igen. :(

Nu tænker vi på at prøve den sidste mulighed, hvor min mand rejser hjem, venter på lempelserne, kommer tilbage igen og så søger vi efter danske regler. Hvis det heller ikke går, så må jeg sige pænt tak og farvel til det hele, for jeg orker seriøst ikke det her mere.

Man knokler, betaler skat, yder til samfundet og så bliver man behandlet som en hund uden rettigheder.

Re: Kan man det?

: 02.12.2011 17:58:19
af fundiver199
Hvilke forudsætninger havde jeres bekendte for at hjælpe med at formulere en klage? ÆUG´s rådgivning har set mange af denne slags sager, og har indtil videre været involveret i 3 klagesager. De to af disse har medlemmerne vundet, og den 3. er stadig under behandling i Ministeriet.

Rent juridisk forholder det sig sådan, at når Ministeriet har fastholdt US afgørelse, så er næste skridt at anlægge sag ved domstolene eller klage til Ombudsmanden. Og ÆUG´s rådgivning kan hjælpe dig med at finde ud af, om der kan være en ide i at gøre en af disse ting.

Det er et fuldstændig gratis tilbud om hjælp, og det er helt op til dig, om du vil tage imod det eller ej.

Re: Kan man det?

: 03.12.2011 11:10:08
af digogmig
Vores bekendt er jurist derfor tilbød han hjælp. Ud fra hvad jeg kunne læse mig frem til, er det meget svært at vinde sådan en sag i retten og det koster sindsygt mange penge, og skulle man være uheldig og tabe det, står man så ikke med alle udgifter for modparten også? Og jeg TROR at domstolen er også meget skeptiske ang sager mod US, jeg har desværre mistet tillid til Us og Im da jeg tror at de samarbejder og gør alt for at dække hinanden, men jeg håber at jeg tager fejl ;) Har I ellers erfaringer med sådanne sager i retten eller klage til embedsmænd?

Re: Kan man det?

: 03.12.2011 11:23:02
af fundiver199
ÆUG´s rådgivning har ikke erfaring med at hjælpe medlemmerne med at føre sådanne sager videre til domstolene eller Ombudsmanden. Men det kunne da ærlig talt være vældig interessant at se jeres sag og sammenligne den med de to sager, hvor vores medlemmer fik US afgørelser omstødt.

Jeg kan således på ingen måde bekræfte din opfattelse af, US og Ministeriet "har rottet sig sammen" forstået på den måde, at klageadgangen ikke er reel. Som sagt har medlemmerne "vundet" alle de klagesager, som ÆUG´s rådgivning har været involveret i på området, bortset fra en enkelt sag, der stadig verserer.

Så jeg synes da, at du skal lade os kigge på jeres sag, hvilket bare vil sige, at du skal scanne afslaget fra US, afslaget fra Ministeriet og jeres klagebrev og sende det hele til ÆUG`s rådgivning.

Alternativet til domstolene kan være at klage til Ombudsmanden, hvilket man kan gøre op til 12 måneder efter, at der er faldet afgørelse i ens sag. Men selvfølgelig skal der kunne påpeges fejl i sagsbehandlingen for, at det nytter at klage til Ombudsmanden, og det kan vi ikke tage stilling til, hvis du ikke lader os se brevene fra US og Ministeriet.

Vi kan selvfølgelig også sidde og drøfte alle detaljerne i jeres sag her i det åbne forum, men det opfatter jeg ærlig talt som mindre hensigtsmæssigt :wink:

Hvad angår jeres ven, er han selvfølgelig kvalificeret til at rådgive jer, når han er jurist. Men formentlig arbejder han med nogle helt andre typer af sager til hverdag, og har derfor ingen kendskab til Ministeriets praksis på området. Og det er så her, vi har en fordel i ÆUG`s rådgivning, fordi vi har set afgørelser i mange af den slags sager og ikke kun en enkelt. Så vi vil kunne se med det samme, om jeres sag er afgjort anderledes end andre tilsvarende sager.

Du kan også bare vælge at se det sådan, at det aldrig kan skade noget at få et par ekstra øjne til at kigge på jeres sag. Og der er selvfølgelig fuld tavshedspligt omkring personlige oplysninger, der gives til rådgivningen. De bliver hverken refereret her i forum eller viderebragt til 3. part.

Re: Kan man det?

: 03.12.2011 11:29:47
af digogmig
Tak for det fundiver, det vil jeg helt klart tænke over ;)