En ansøgnings historie

[Bantam]

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men jeg vil i første omgang forsøge mere eller mindre kort at ridse lidt op omkring min kæreste og mit forhold samt vores nuværende situation.

Jeg skriver ikke nedenstående for at I skal have ondt af os. Jeg ved, at vores historie langt fra er unik, og der findes mange skæbner rundt omkring i ind- og udland med mildest talt uheldige oplevelser i forbindelse med ansøgningen om at starte en tilværelsen sammen i Danmark.

Spørgsmål, kommentarer og idéer er yderst velkomne, så hold Jer endelig ikke tilbage.

Lidt om os
I starten af 2006, efter endt uddannelse i Danmark, besluttede jeg mig for, at tage til Australien for at uddanne mig videre inden for datalogi. I løbet af mit første semester, mødte jeg min Japanske kæreste. Vi boede begge på campus, dog på hver vores kollegium. I praksis boede vi sammen, på papiret hver for sig på grund af reglementet.

Efter halvandet år (merit fra uddannelsen i Danmark) fik jeg min bachelor, hvilket var hvad budgettet kunne holde til, og måtte herefter rejse tilbage til Danmark. Min kæreste havde stadigvæk et semester tilbage af hendes uddannelse, og måtte blive. Hun har i alt opholdt sig 5 år i Australien, hvor hun forinden opholdet i Australien havde afsluttet en 4-årig bachelor på et universitet i Tokyo.

Jeg var tilbage i Danmark i juli/august 2007 og fik forholdsvis hurtigt et godt arbejde, og havde mulighed for at spare op til at besøge min kæreste. Fra slutningen af november 2007 og frem til starten af januar 2008 kunne jeg for første gang stolt vise hende mit land frem (trods mørke og vinterkulde) og introducere hende til familien. I maj/juni 2008 tog jeg til Australien for at besøge hende. Hun havde nu afsluttet sit studie og fået arbejde.

I december 2008 til januar 2009 tog vi begge til Tokyo fra henholdsvis Danmark og Australien så hun kunne vise mig sit land for første gang, og vi (inklusiv min bror) kunne møde hele hendes familie og fejre julen og specielt nytåret sammen. I august 2009 var hun tilbage i Danmark i 4-5 uger.

De hårdeste tider var altid når afrejsedatoen nærmede sig, når man stod i lufthavnen og skulle sige farvel, når man kom hjem og mærkede tomrummet, og stilheden lagde sig i lejligheden. Det gjorde ufatteligt ondt, når en af vores utallige samtaler endte i gråd, bekymring om den uvisse fremtid og afmagten over ikke bare at kunne holde om hinanden når man sagde ”det skal nok gå – vi finder en måde”.

I hvert eneste tomrum mellem vores mulighed for at se hinanden, har vi ringet sammen 1 – 2 gange dagligt. Tidsforskellen gjorde det muligt for hende at udskifte sit vækkeur med opkald fra mig, og når jeg stod op om morgenen var det fast rutine, at starte computeren og ringe til hende via denne.

I slutningen december 2009 tog min kæreste til Danmark igen, og vi besluttede os for at søge om familiesammenføring, efter råd og vejledning fra Udlændingeservice via telefonsamtaler.

Nuværende situation
Fredag den 16. april, på dronningens fødselsdag, stod vi som nr. 3 i køen ude foran Udlændingeservice og ventede på at døren skulle åbnes. Vi stod tidligt op, så vi kunne komme hurtigt til – sidste fredags gennemsnitlige ventetider var jo 2 timer og 13 minutter ifølge hjemmesiden. Vi var meget spændte og i vores naivitet også ret sikre på, at alt var i orden. Vi var jo kommet i den ”hurtige” behandlingskø, og vi havde jo intet hørt fra sagsbehandleren til trods for at vi havde ringet og understreget vores mangel på mulighed for dokumentation af fælles lejekontrakt, og samtidig fået lovning på, at de nok skulle kontakte os hvis de havde behov for yderligere dokumentation og information, end det vi havde indleveret (billeder, statements, e-mails, breve, fly- og togrejser, bankudskrift, tax-returns, osv.).

Forsikringen om, at ansøgningen ville blive vurderet som helhed, og at behandleren ville kontakte os såfremt der manglede dokumentation, blev også givet da jeg påbegyndte undersøgelser omkring vores muligheder, og i den forbindelse kontaktede US. Jeg nævnte også her problematikken omkring kollegieopholdet og vores mangel på fælles lejekontrakt. Da jeg spurgte til andre ordninger fik jeg endvidere at vide det ikke kunne betale sig at søge greencard (eller de frarådede det) da der her var omkring 10 måneders behandlingstid, og at man ikke kunne få processuelt ophold imens denne blev behandlet. Familiesammenføring var nok den bedste at gå efter, var beskeden.

Fredag morgen ca. 08.45 gik min kæreste og jeg hånd i hånd hjem fra Udlændingeservice, ”shell-shocked”, med en fem-siders afgørelse i hånden og et stempel i passet med påskriften ”udrejse senest den 30. april”. Tankerne eksplodere i hovedet på en, tårerne pressede på, og vi kunne stadig ikke helt fatte at vi nu skulle igennem endnu et lufthavns-farvel inden for meget kort tid. En time forinden havde vi talt om at tage en tur på Amalienborg og vinke til dronningen – nu måtte jeg med en klump i halsen og skinger stemme ringe til familie, venner og kollegaer for at aflyse aftaler og fortælle at det ikke gik så godt. Min kæreste måtte i gang med at skrive til venner og familie for at aflyse besøg og pakke-afsendelser. Hjemme i lejligheden stod vi op, sad ned, holdt om hinanden, kyssede, græd og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af vores tanker, følelser eller os selv. Solen skinnede udenfor. Fjernsynet i baggrunden viste billeder af en masse glade mennesker vifte med danske flag på en dejlig forårsdag.

I afgørelsen stod der, at der er lagt vægt på, at der ikke er dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 18 måneder. Under ”ganske særlige grunde” er der lagt vægt på at vi ikke har børn sammen. Afslaget af sagen afsluttes blandt andet med, at det ikke findes, at der i sagen er oplysninger om, at min kæreste og jeg ikke kan udøve familielivet i Japan.

Tanker, tvivl og håb om fremtiden
Fredagen var hård. Meget hård. En blanding af tanker og idéer flyver rundt i hovedet på os og en gang imellem ud i lokalet hvor vi begge sidder og forsøger at samle os selv lidt op igen.

”Hvordan undgår vi at du skal rejse ud om to uger?”.
”Skal vi gifte os?”
”Hvorfor er det nødvendigt at blive gift? – det beviser jo intet om vores reelle kærlighed til hinanden og vores forhold gennem de sidste fire år, og vi ville jo så gerne gøre det på egne præmisser”.
”Hvorfor ringede sagsbehandleren ikke bare til os, som vi fik at vide de ville såfremt de mente der manglede dokumentation?”
”Ændrer det ved noget at vi gifter os nu? skal du alligevel ud af landet?”
”Nu kan jeg ikke overraske hende med et frieri senere på året, som jeg har gået og spekuleret på så længe”
”hvis bare Eyjafjallajokull og vindretningen er med os, så kan det være du kan blive her lidt endnu”

Vi valgte at indberette en klage til Integrationsministeriet. Kvinden med den rare og beroligende stemme sagde at de ville kigge på det hurtigst muligt, og vi ville få svar på, i løbet af næste uge, om min kæreste kunne blive i landet mens sagen behandles.

Vi ved ikke rigtigt hvad der skal og kan gøre nytte i forbindelse med klagesagen, men forhåbentlig kan vi bidrage med den yderligere information og dokumentation som vi ventede på, at sagsbehandleren havde bedt om i tilfælde om tvivl.

Det er nu søndag, og vi har brugt de sidste to dage og nætter på at læse lovtekster omkring udlændingeloven, ægteskabsbetingelser og lovgivning samt afgørelsen vedrørende afslaget om og om igen. Det er stadigvæk ikke helt til at fatte, at vi nu sidder i denne situation.

Det skærer i mit hjerte når jeg kigger over på min kærestes computerskærm og siderne hun er inde på har enten noget med flybilletter at gøre, eller immigrationsreglerne for Australien. Sidstnævnte, et emne vi tidligere har snakket meget om, men hvor jeg fik overbevist hende om, at give Danmark en chance, da det er så dejligt her. Jeg er bange for, at jeg er ved at miste mine tidligere så gode argumenter.

I går satte vi os ned og lavede en liste over familie, samt danske, japanske og internationale venner og kollegaer, der kunne sende en underskrevet erklæring om validiteten af vores forhold, som vi eventuelt kunne bruge som yderligere dokumentation omkring ægtheden af vores samlivsforhold fx i forbindelse med opholdet i Australien.

Hvor er det underligt at skulle skrive til sine gode venner og studiekammerater rundt omkring i verden vedrørende dette – at det er nødvendigt at de skal involveres. USA, England, Japan, Australien, Indien, Tyskland, Hong Kong, Malaysia m.m.
”Vil I være søde at skrive samt underskrive en erklæring om Jeres opfattelse af Eri og mit samlivsforhold i den tid I har kendt os – vi skal bruge det for at få lov til at bo, arbejde og få en tilværelse sammen i mit hjemland”.

Jeg venter lige og hører dem i Integrationsministeriet om dette kan bruges som yderligere dokumentation. At klikke på ”Send” ved afsendelse af bønnen til vennerne, vil ikke være et af de mest stolte øjeblikke i mit liv.

I morgen starter en ny uge. Listen med spørgsmål og kontaktoplysninger til vielseskontorer, integrationsministeriet og andre offentlige instanser er ved at blive udfærdiget. Tiden er knap.

Det bliver ikke uden en kamp.

[fundiver199]

Kære Bantam

Ærlig talt forstår jeg ikke, hvorfor I ikke bare gifter jer. At man skal gifte sig, det er da det mindste af alle de mange krav, der stilles, og så langt fra det mest urimelige efter min mening. Det er de færreste, som kan dokumentere mindst 18 måneder samliv på fælles bopæl, så jeres situation adskiller sig overhovedet ikke fra de fleste andres.

Som jeg ser det, så er problemet mest, at det tilsyneladende kommer bag på jer, at reglerne er, som de er. For ellers kunne I jo have fået overstået giftemålet i god tid inden, din kærestes visum udløb.

[krikris]

Vi må som danskere gøre det klart for vores udenlanske ægtefæller, at de ikke er velkomne i DK med de nuværende politiske vinde, lige meget hvor velkvalificerede de evt skulle være, hvis det er her pga af kærligheden til en dansker.

Det må man så tage konsekvensen af;

Hvis i ikke vil presses til at gifte jer må din kæreste ind via en green card ordning, men det kan som US siger tage tid.

Den hurtigste måde at få din kæreste til DK, hvis det er det i ønsker efter en sådan spand kold vand i hovedet hos US, er at i gifte jer og gøre brug af EU retten, hvorefter i kan flytte tilbage til DK efter ca 10 uger og din kone kan få et 5 års opholdkort uden alle de krav der findes via de nationale krav, så det var måske værd at overveje?

Din kone er også langt bedre sikret i fremtiden ved din evt død eller skilsmisse under EU derektivet

Ellers må du jo overveje om i måske ikke har en bedre fremtid sammen i Japan...

[skaanebo]

Ja, ordet tvangsægteskab har fået en ny betydning: vk-regeringen tvinger unge mennesker som jer til at gifte sig, ikke nødvendigvis af kærlighed eller fordi man føler sig parat til det men for at man overhovedet kan komme til at prøve at bo sammen i Danmark. Hvis I vil have en chance for at bo sammen i Danmark må I derfor behage skrankepaverne med at fremvise en frisk vielsesattest, for sådan har regeringen bestemt sig for at det skal være.

[Bantam]

Kære fundiver199, krikris og skaanebo,

Tak for Jeres hurtige svar.

Ja, jeg indrømmer gerne, at alt ser meget nemmere ud hvis vi gifter os, og det er også i den retning alt peger. Vi har i vores naivitet troet på, at så længe kvalifikationerne, økonomien, forholdet og hensigterne var i orden, så skulle det ikke være noget problem at få lov til at prøve et liv af sammen, også her i landet. Det var også det indtryk jeg fik efter snakken med diverse US-medarbejdere over telefonen. Desværre har det vist sig ikke at være tilfældet.

Jeg undrer mig også lidt over 18 måneders reglen. Så vidt jeg kan se står der intet i loven om en fast periode (minimum), men kan forstå at det er US' praksis at tolke det som 18 - 24 måneder.

Men ja, alternativet er selvfølgelig et liv sammen i enten Japan eller Australien, og det indgår også i vores overvejelser.

[mbp]

Kære Bantam.

Det gør mig ondt, at I på denne måde er blevet "bundet noget på ærmet" af US.

Du skal være opmærksom på, at din kæreste skal fremvise en civilstandserklæring, hvis I ender i varianten, at ville giftes her i Danmark.

[Bantam]

Kære Bantam.

Det gør mig ondt, at I på denne måde er blevet "bundet noget på ærmet" af US.

Du skal være opmærksom på, at din kæreste skal fremvise en civilstandserklæring, hvis I ender i varianten, at ville giftes her i Danmark.

Tak mbp, vi er glade for din medfølelse.

Ja, civilstandserklæringen bliver sendt afsted mandag morgen fra Tokyo (der er stor sandsynlighed for at den er påkrævet i "hardcopy"). Vi har dog et lille problem med en vulkan, som muligvis kan forsinke processen yderligere. Erklæringen skal også oversættes, og det tager også lidt tid, så det ender måske med en vielse i Tokyo frem for her hjemme. Nu må vi ses hvad vi kan finde ud af efter diverse kontorer åbner i morgen.

[Bantam]

Jeg har flyttet nedenstående spørgsmål til "Ægteskab & vielse":

viewtopic.php?f=5&t=4927

En helt anden ting omkring en eventuel vielse i Danmark er spørgsmålet om "lovligt ophold". Jeg ville ringe ind til vielses-kontoret i morgen og høre, men jeg kan måske starte her:

Under vejledning for lovligt ophold i forbindelse med ægteskabsloven §11 a, stk. 1, står der under "A", at hun opholder sig lovligt, da hun hører under de udlændinge der er fritaget fra visumpligt til Danmark. Under "B" står der derimod at hun ikke opfylder betingelsen pga afslag på ansøgning om opholdstilladelse.

Mit spørgsmål er - hvilken af ovenstående er gældende?

[fundiver199]

I kan efter alt at dømme ikke blive gift i Danmark lige nu. Din kæreste har nemlig været her siden december 2009 og dermed i cirka 4 måneder. Og hun er kun visumfri i op til 90 dage pr. 6 måneder, så hun opfylder ikke længere betingelsen om "lovligt ophold".

Lige nu er din kæreste i Danmark på "processuelt ophold" og har endda fået en udrejsefrist i forbindelse med afslag på en ansøgning om opholdstilladelse. Så derfor kan I ikke blive gift, og hun skal udrejse af Danmark, senest når udrejsefristen udløber. Evt. kan jeres klage dog give opsættende virkning, men det er formentlig bare at trække pinen i langdrag.

Hvad I skulle have gjort var at gifte jer i god tid, inden de 90 dage var gået, og så først herefter have søgt om opholdstilladelse. Men det er jo for sent nu. Så det er forfra med en helt ny ansøgning, når I engang er blevet gift enten i Japan eller i Danmark, når hun kan komme hertil efter at have været ude af landet i godt og vel 3 måneder.

Det er jo beklageligt, at systemet er så stift, at man ikke bare kan give jer lov til at gifte jer, hvis det er det eneste krav, I mangler at opfylde. Men sådan er det altså - desværre.

Udfaldet af sagen var i øvrigt meget forudsigeligt, når I ikke kan dokumentere at have boet sammen i 18 måneder. Og det kan I jo ikke, når I havde hver sin adresse i Australien.

Hvis nogen i US har givet jer indtryk af andet, så har de vejledt jer meget dårligt. Men måske kan der også være tale om en misforståelse, fordi du har sagt, at I har boet sammen, og ikke har tænkt på, at det har I faktisk ikke, idet I har haft hver sin adresse.

[Bantam]

Det lyder godt nok skidt. Det lyder til at vi må en tur til Japan, såfremt der ikke kommer ekstraordinært gode nyheder fra Integrationsministeriet.

Vi har lagt alle kortene på bordet fra starten, da vi har ringet til US for at få vejledning. Endvidere har vi nævnt dette i selve dokumentationen for ansøgningen, samt ringet til sagsbehandler og opfordret personen til at tage kontakt til os, hvis de ikke mener det er tilstrækkeligt og vi vil mere end gerne supplere med yderligere oplysninger, tro og love erklæringer fra kollegaer, venner, osv. Vi har fortalt at problemet var, at vi boede på campus og derfor ikke kan have fælles adresse, men i praksis boede sammen. Af US's telefon-vejledning fik vi at vide, sagen vil blive vurderet i sin helhed, og derfor godt kunne sende ansøgningen ind uden at dette krav var opfyldt. Ved opkald til sagsbehandleren, da behandling af sagen først gik i gang, fik vi at vide, at hun nok skulle tage kontakt til os såfremt der var behov for yderligere oplysninger.

Vi har intet hørt, og troede alt var i skønneste orden. Det viser sig desværre nu, ikke at være tilfældet.

[fundiver199]

Ja det lyder som om, I har fået en noget skidt rådgivning. Rådgiveren burde således have sagt til jer, at I godt kunne søge som ugift par, men at hun ikke kunne love jer, at resultatet af ansøgningen ville blive positivt. Og at I derfor måske kunne overveje at gifte jer, inden I søgte, for derved at få større sikkerhed for et positivt resultat af ansøgningen.

Desværre har jeg også flere dårlige nyheder til jer. Det er nemlig sådan, at selv hvis det lykkes jer at blive gift, så får din kone formentlig ikke lov til at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse her i Danmark. At søge om opholdstilladelse her i landet kræver nemlig også, at man har "lovligt ophold". Og det har hun jo som sagt ikke længere.

Jeres bedste chance er derfor at overbevise Integrationsministeriet om, at I faktisk har et fast parforhold og har haft det i flere år, og dermed få dem til at opstøde US afslag. Så din ide med at indhente udtalelser (vidneerklæringer) fra venner og bekendte er faktisk ikke så skør, som du måske selv synes, den lyder.

Men hvis Integrationsministeriet ikke omstøder US afgørelse, så må din kæreste efter alt at dømme rejse hjem til Japan for en stund. Sådan er det - desværre.

[Bantam]

Tak for dine hurtige og konkrete svar fundiver199. Det sætter vi meget pris på.

Ja, det ser ikke umiddelbart lyst ud, ej heller med vielses-planerne. Efter alt at dømme, såfremt Integrationsministeriet ikke kan overbevises, betyder det at vi må en tur til Japan og giftes, og efterfølgende søge på ny med den spild-tid det så medfører. Det er godt nok ærgeligt.

Vi vil gå i gang med at kontakte familie, venner og kollegaer for at få disse erklæringer hurtigst muligt. Jeg har endvidere kontaktet Skype i går, og de har bekræftet at de vil finde samtlige opkaldslister fra 2007 og frem. Det burde yderligere underbygge vores dokumentation af fast forhold, ud fra opkaldende i perioder hvor vi befandt os i hver vores ende af verden.

[DBS]

Det er selvfølglig ærligt med den dårlige rådgivning fra US, men jeg håber I finder en løsning, som passer til jer.

Jeg sidder bare og tænker lidt på, at I måske skal være en smule opmærksom på hendes udrejse dato, og vulkanen, det sidste I ønsker lige nu, er at overskride denne dato.

Jeg er sikker på, at der er nogen herinde der kan give jeg råd, i den situation.

mvh DBS

[Henrik S]

Hej Bantam

Jeg vil bare sige, at for pokker hvor bliver jeg træt af mit land, når jeg læser sådan en historie som jeres.

Jeg føler med jer, og kan fortælle at jeg sidder i et tilsvarende problem som jeres.
Her er det blot ikke kun min kæreste, men også min lille danskfødte søn jeg må undvære, fordi de danske politikere ønsker at holde udlændinge ude.

Jeg må også en tur til Sverige, og overvejer da kraftigt om dette land er værd at vende tilbage til bagefter.

Pøj pøj med kampen, og jeg håber virkelig det lykkes for jer.

Venlig hilsen
Henrik

[Bantam]

Det er selvfølglig ærligt med den dårlige rådgivning fra US, men jeg håber I finder en løsning, som passer til jer.

Jeg sidder bare og tænker lidt på, at I måske skal være en smule opmærksom på hendes udrejse dato, og vulkanen, det sidste I ønsker lige nu, er at overskride denne dato.

Jeg er sikker på, at der er nogen herinde der kan give jeg råd, i den situation.

mvh DBS

Hej DBS,

Tak for det.

Ja, det skal vi helt bestemt være opmærksomme på. Jeg tager en snak med ministeriet i dag, og hører samtidig hvordan dette eventuelt kan påvirke situationen. Men igen, det er svært at have tiltro til den rådgivning vi eventuelt måtte få, efter afgørelsen om vores ansøgning.

Hej Bantam

Jeg vil bare sige, at for pokker hvor bliver jeg træt af mit land, når jeg læser sådan en historie som jeres.

Jeg føler med jer, og kan fortælle at jeg sidder i et tilsvarende problem som jeres.
Her er det blot ikke kun min kæreste, men også min lille danskfødte søn jeg må undvære, fordi de danske politikere ønsker at holde udlændinge ude.

Jeg må også en tur til Sverige, og overvejer da kraftigt om dette land er værd at vende tilbage til bagefter.

Pøj pøj med kampen, og jeg håber virkelig det lykkes for jer.

Venlig hilsen
Henrik

Hej Henrik,

Jeg kan sagtens genkende dine overvejelser. Hvor er det ærgeligt, at det skal være sådan.

Jeg håber det lykkedes for Jer, og at I vælger at vende tilbage bagefter. Det er sørgeligt, at vi på denne måde skal skubbes ud af vort eget land, fordi vi ønsker en tilværelse med den vi elsker.