musti007 skrev:Men, nu spørger jeg dumt og gentager sikkert. Det vil sige at hvis jeg i 10 uger flytter til for eksempel Malmø(bor i KBH) der er nemlig ikke så langt og bosætter mig der sammen med konen i 10 uger. så er det meget lettere?
Jeg ved ikke, om det er "lettere". Det er det nok ikke, for du kommer jo til at flytte 2 gange, og der er også en del papirarbejde forbundet med at flytte fra det ene land til det andet.
Så fordelen er ikke, at det er "lettere". Fordelen er, at du opnår de samme rettigheder i Danmark, som en svensk eller fransk statsborger automatisk har, hvis de ønsker at tage deres ægtefælle fra et 3. land med sig til Danmark.
Situationen er nemlig den lidt groteske, at de nationale danske regler for familiesammenføring, som blev vedtaget i 2002, på næsten alle tænkelige måder stiller folk
ringere end de regler, som gælder i hele EU for borgere, der flytter fra det ene land til det andet.
Dog er der to fordele ved de danske regler, nemlig:
* Efter danske regler kan din ægtefælle modtage hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet i form af tilbud om løntilskudsjob m.m.
* Efter danske regler kan din ægtefælle modtage SU, uanset hvad du laver. Efter EU-reglerne kan hun kun modtage SU, hvis du selv er lønmodtager.
Så hvis I tror, at din ægtefælle kan klare sig uden tilbud om løntilskudsjob, så er næste skridt at overveje, om de fordele, der er ved EU-reglerne, kan opveje besværet med at skulle flytte til Malmø i mindst 10 uger.
Fordelene ved EU-reglerne er følgende:
* Aldersgrænsen for ægtefællesammenføring er 18 år i stedet for 24 år.
* Der stilles intet tilknytningskrav.
* Der opereres ikke med omvendt bevisbyrde i sager, hvor myndighederne mistænker proforma eller tvang.
* Der stilles intet boligkrav.
* Der skal ikke stilles en bankgaranti på cirka 60.000 DKK.
* Ægtefællen får opholdskort i 5 år i stedet for opholdstilladelse i 2 år.
* Ægtefællen kan få permanent opholdskort efter 5 år i stedet for permanent opholdstilladelse efter 7 år.
* Der stilles ikke krav om beståelse af integrationseksamen eller om at have haft fuldtidsarbejde i 2½ år for at få permanent opholdskort efter EU-reglerne.
* Som familiemedlem til en EU-borger opnår man sine rettigheder i det øjeblik, man indrejser i landet. Efter nationale regler opnås rettighederne først, når myndighederne er færdige med deres sagsbehandling.
* Visum til indrejse skal udstedes gratis og "uden unødigt ophold" i det land, hvor EU-borgeren er bosat.
* Efter 3 års ægteskab og 12 måneder i Danmark har ægtefællen ret til at blive i Danmark, hvis parret bliver skilt.
* Efter 12 måneder i Danmark har ægtefællen ret til at blive i Danmark, hvis danskeren afgår ved døden.
De sidste to punkter rummer nogen yderligere muligheder for at blive i Danmark, hvis der er børn inde i billedet, men dette vil blive for opfattende at beskrive i en summarisk oversigt. Reglerne er beskrevet i artikel 12 og artikel 13 i Opholdsdirektivet, som er det EU-direktiv, der beskriver borgernes ret til fri bevægelighed:
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/Lex ... 123:DA:PDF
musti007 skrev:Men, hvordan gør man det. Det vil sige lad os antage at jeg blev gift med hende i sommer og hun skal herop så skal hun da stadig have visum osv.?
Ja hun skal stadig have visum. Men hvis du er flyttet til Sverige, inden hun søger visum, så har du krav på, at hun får udstedt et gratis visum "uden unødigt ophold". Og det er da lidt bedre end at skulle vente i 5 måneder på at få et visum til Danmark
De praktiske ting om at flytte til Sverige er, som Skaanebo allerede har skrevet, beskrevet i Sverigesfolderen.
For at kunne flytte tilbage til Danmark igen og få et opholdskort til din ægtefælle efter EU-reglerne skal du opfylde følgende:
* Du skal have boet i Sverige i mindst 10 uger.
* Du skal have "etableret din tilværelse" i Sverige. Det er således ikke nok, at du flytter din adresse, du skal også selv flytte med.
* Din indkomst skal være høj nok til, at I begge to kan leve af den. Dette krav skal for at være på den sikre side være opfyldt, både medens du boede i Sverige og efter du flytter til Danmark. Har du et alm. 37 timers job vil kravet stort set altid være opfyldt, men f.eks. studerende kan godt få problemer med det.
* Din kone skal have sluttet sig til dig i Sverige. Hun kan altså ikke rejse direkte fra Tyrkiet til Danmark. Men der er ingen krav til, hvor længe hun skal have været i Sverige.
Du kan læse Udlændingeservice egen beskrivelse af reglerne her:
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/f ... eu-retten/
Bemærk at ud fra denne beskrivelse kan det se ud, som om det har betydning for sagen, hvilken form for bolig, man har haft i det andet EU-land.
Hvad der betyder noget, er imidlertid ikke, hvilken form for bolig, man har haft, men om man reelt har boet der eller ej. Så kan man dokumentere, at man faktisk
har boet på en lejet værelse i Sverige, så er man omfattet af reglerne.