Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Her kan du skrive om/søge information om få din ægtefælle / partner sammenført til Danmark efter de almindelige danske regler.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 24.10.2022 15:30:28

Forståeligt nok, har den praksisændring, der blev offentliggjort fredag den 14. oktober 2022, skabt både massiv glæde og en masse spørgsmål.

Praksisændringen skyldes en afgørelse i to spanske sager ved EU-Domstolen. De to sager er lagt sammen til en fælles dom. Selv om sagerne er meget forskellige, er der dog nogle ting, der går igen i dem begge: Der er et spansk fællesbarn, der er en spansk forælder og der er en forælder fra et land uden for EU/EØS, og denne sidstnævnte forælder står til udvisning.

Dommen har juristerne i Justitsministeriet og i Udlændinge- og Integrationsministeriet tygget på lige siden. Som nævnt kom resultatet ud til offentligheden den 14. oktober 2022.

For sager oprindeligt afgjort FØR Chavez-Vilchez dommen kom 10. maj 2017, gælder følgende:

Bor I adskilt og har gjort det siden udlændingen blev bedt om at forlade landet, kan I anmode om genoptagelse af jeres sag. Det gør I på en mail til us@us.dk. Udlændingestyrelsen vil så vurderer, om I fortsat opfylder kravene eller om I skal starte forfra.

Bor I stadig sammen, men udenfor landets grænser, kan I ligeledes bede om genoptagelse af jeres sag.

Anmodning om genoptagelse er altid gratis.

Bor I her i landet, og har udlændingen allerede opholdstilladelse, fortsætter de betingelser, den er givet på uforandret. Disse par kan således ikke gøre denne praksisændring gældende.

For sager, der er afgjort med et afslag siden 10. maj 2017, gælder følgende:

I skal ikke foretage jer noget. Udlændingestyrelsen finder selv jeres sag og vurderer den på ny. Eventuelt gebyr og bankgaranti vil blive frigivet igen, hvis det vurderes, at I opfylder kravene i praksisændringen.

For nye sager, der skal afgøres af Udlændingestyrelsen fra og med 14. oktober 2022, gælder følgende:

HVIS DU KAN SIGE JA TIL FØLGENDE:

- I har et fælles barn, der har dansk statsborgerskab

- Jer forældre består af en dansker og en udlænding

- Jeres forhold har været længerevarende (I behøver ikke være gift)

- I har boet sammen på fast, fælles adresse siden barnet blev født

- I hjælpes ad på lige vilkår med barnets opvækst og opdragelse, både følelsesmæssigt, socialt og økonomisk

Så kan I få familiesammenføring i Danmark helt udenom udlændingelovens normale vilkår. Dette gælder uanset hvor barnet er født og det gælder uanset hvor i verden I bor.

Det vil sige, at integrationskravene, boligkravet, selvforsørgelseskravet, bankgarantien, ansøgningsgebyrer, 24 års reglen og så videre ikke bliver stillet overfor jer. Der er heller ikke længere noget krav til barnets selvstændige tilknytning til Danmark.

Hvis din udenlandske ægtefælle har særbørn med hjemmefra, er de ligeledes beskyttet af denne praksisændring, indtil de bliver 18 år.

Den komplette fritagelse for udlændingelovens regler gælder således fra det fælles barn bliver født og indtil barnet bliver 18 år. Er der flere fælles børn med dansk statsborgerskab, gælder praksisændringen indtil det yngste barn fylder 18 år. Derefter indhenter udlændingeloven jer igen, desværre.

Uanset ovenstående:

Har I fået opholdstilladelse FØR det fælles barn er kommet til verden, kan I ikke komme over på betingelserne i denne praksisændring. Dette gælder uanset om barnet fødes før eller efter 14. oktober 2022.

Link til EU-dommen: https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=3735798

Link til praksisændringen: https://nyidanmark.dk/da/Nyheder/2022/1 ... %C3%B8ring
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

reemas
Indlæg: 6
Tilmeldt: 25.08.2016 11:34:44

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af reemas » 25.10.2022 10:45:04

Hej
Jeg er gift med en amerikansk kone. Vi fik familiesammenføring i 2016.
Vi fik vores første fælles barn i 2017 som blev født i DK og har Dansk pas ligesom mig. Min kone har boet i DK ligesiden vores familiesammenføring.
Vi fik forlænget vores familiesammenføring i 2019 og skal til at søge forlængelse igen til oktober 2023.

Jeg har forstået det som om, at vi som også overholder alle krav pt. kan få frigivet bankgaranti og få tilbagebetalt gebyrer for forlængelse betalet efter fødsel af første barn.
Er det ikke korrekt forstået?

Jeg har lige ringet til udlændingestyrelsen. Medarbejderen var ikke af den opfattelse. Hun var til at starte med ikke bekendt med praksisændrigen men var ret sikker på at hun ville vide det hvis det kunne lade sig gøre. Hun henviste til at jeg kan skrive til dem.

Nu ville jeg bare lige høre hvad I mener i forhold til det jeg har fået at vide?

På forhånd tak

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 25.10.2022 16:10:45

Bemærk at opslaget er blevet redigeret
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 25.10.2022 16:15:02

reemas skriver:

"Jeg har forstået det som om, at vi som også overholder alle krav pt. kan få frigivet bankgaranti og få tilbagebetalt gebyrer for forlængelse betalet efter fødsel af første barn.
Er det ikke korrekt forstået?"

Nej, det er desværre en forkert forståelse fra vores side og er derfor blevet redigeret væk nu.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

reemas
Indlæg: 6
Tilmeldt: 25.08.2016 11:34:44

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af reemas » 25.10.2022 16:32:29

Øv, jeg havde ikke set det var blevet redigeret. Ville man i praksis kunne få banken til at indfri ens garanti og på den måde ikke ‘opfylde’ kravene og dermed komme ind under denne praksis ændring? Kan man på egen hånd indfri den? Synes det ikke giver mening at vi stadig skal leve op til kravene! Man kan håbe på det ændrer sig med tiden.

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 25.10.2022 18:16:10

Nej, det kan man ikke.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

plandersen
Indlæg: 46
Tilmeldt: 20.01.2015 07:02:21

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af plandersen » 28.10.2022 06:54:30

Mine kone blev FS med mig efter ansøgning i oktober 2017 og fik ophold i maj 2018.

Vi har to fælles børn som er født i 2014 og 2018 (efter OT givet), som begge er danske statsborgere. Min kone har fået forlænget sin OT én gang i 2020 og den gælder indtil 2024.

Jeg forstår det sådan, at den nye praksis ikke får indflydelse på vores situation, og at vi ikke får de resterende ca. 10.000, som fortsat er stillet som sikkerhed, retur.

Hvad sker der når man skal have forlænget OT? Vil man så fortsat skulle betale gebyr?

Vi klagede i øvrigt over forlængelse af OT givet i 2020 rent principielt, fordi US ikke havde taget højde for oplysningerne givet om vores børns institutions- og skoleforløb i DK. Oplysninger som US vel at mærke selv havde bedt om, og de havde oplyst, at det kunne stille min kone bedre, hvis det blev vurderet, at vores børn havde selvstændig tilknytning til DK. Den vurdering fremgik ikke af afgørelsen på nogen måde, hvilket vi påklagede, selv om OT blev givet. Klagen blev indgivet i december 2020, men vi venter fortsat på en afgørelse. Måske denne nye praksis sætter lidt skub i tingene.

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 29.10.2022 10:23:54

I slipper for ansøgningsgebyrer indtil det yngste barn fylder 18 år. Super godt, at I har fulgt op på betalingen sidst. Vi må satse på, at I får gebyret tilbage.

Det er korrekt forstået, at I ikke kommer ind under praksisændringen, idet din ægtefælle allerede har opholdstilladelse her i landet.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

ForvirretGaijin
Indlæg: 34
Tilmeldt: 11.10.2019 10:45:50

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af ForvirretGaijin » 30.10.2022 14:05:53

Vi har fået FS i Nov ‘19. Barn født Sep ‘19 mens hjn var på processuelt.
Vi har forlænget i ‘21 skal jeg forstå det spdan at vi faktisk skal have gebyr for forlængelse tilbage?

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 01.11.2022 23:24:04

Lad mig lige aflive en myte:

Jeg har set en række kommentarer, særligt på facebook, hvor folk betegner det her som en ny regel. Det er det ikke. Det er en praksisændring, hvilket vil sige, at reglen har været der hele tiden, uden nogen dog har været opmærksom på den. Og nu har EU-Domstolen taget den frem i lyset. Reglen har således eksisteret siden unionsborgerskabet blev indført med Maastricht-traktaten i 1992, men det er altså først med dommen i maj i år, at Domstolen minder medlemsstaterne om, at de skal huske at respekterer det her.

En anden årsag til, at der ikke er tale om en ny regel er, at Domstolen ikke har mandat til at indføre nye love, men kun har mandat til at fortolke allerede eksisterende EU-lovgivning. Altså fortælle hvordan reglerne er og hvordan de skal bruges. Derfra er det så op til de enkelte medlemsstater, hvordan de vil indarbejde det i deres egen lovgivning, dog under forudsætning af, at grundpræmisserne i dommen overholdes.

Her har Danmark en tradition for, at indarbejde dommene i så snæver format, som overhovedet muligt. Det vil sige, at i Danmark skal sager være nærmest 100% sammenlignelig med sagerne ved EU-Domstolen. Hvis de ikke er det, vil de danske udlændingemyndigheder nægte at sagsbehandle sager efter en påberåbt dom.

I et land som Irland, der har tradition for at fortolke Domstolens afgørelser mere bredt, vil de højst sandsynligt sige, at Domstolen har sagt, at INGEN personer med statsborgerskab i landet kan smides ud - heller ikke ad bagdøren - fordi det er imod den internationale folkeret. Det har Domstolen jo slået fast i dommen fra maj. Og derfor kan man heller ikke henvise barnløse par til at udøve familieliv i andre lande. Ergo skal en meget bred pallette af partnere nu have opholdstilladelse. Om de går så langt, er selvfølgelig en anden sag, men de har tradition for at sige, at hvis blot enkelte dele af en dom er opfyldt, vil det være tilstrækkeligt.

Når Danmark i en sag som den her "går snævert", er det fordi, at Domstolen ganske vist siger, at egne statsborgere ikke kan forvises fra eget land. Men Domstolen anerkender også, at voksne personer frivilligt kan vælge, hvor de vil bo. Og derfor er de mere frit stillede end mindreårige børn, der jo er nødt til at tage med, hvis forældrene flytter. Dertil kan man sige, at dommen fra maj ret beset går i børnehøjde og har sit hovedfokus der. Den danske fortolkning er af samme årsag "snæver".
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Lars85
Indlæg: 11
Tilmeldt: 09.03.2022 01:59:11

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Lars85 » 05.11.2022 03:24:39

Vi flytter hjem til DK i denne måned og venter at ansøge om FS i December.
Vores fælles barn på 1 år som er dansk statsborger og har dansk pas.

Vi lever op til kravene for familiesammenføring efter gammelkendte regeler og har forberedt os på at gå den vej, men som jeg læste indlægget ville vi kunne undlade at betale gebyr ved ansøgning og også blive fritaget for at stille økonomisk sikkerhed. Er det tilfældet eller bliver vi "straffet" økonomisk simpelthen fordi vi lever op til de gammelkendte krav?

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af mh1 » 05.11.2022 15:25:24

Nej, det ville være helt hen i vejret hvis man ville forlange gebyr, fordi et par opfylder kravene, mens dem som ikke gør gik fri.
mh
Rådgiver for ÆUG

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.11.2022 23:20:59

Svar til Lars85:

Først vil Udlændingestyrelsen vurderer jeres sag i forhold til de gammelkendte krav. Kan de se, at dem opfylder I af en eller anden grund ikke, vil de checke, at I har et fælles barn med dansk statsborgerskab. Er det tilfældet, vil de vurderer jeres sag i forhold til praksisændringen.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 3264
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 05.11.2022 23:25:43

I morgen kl. 15.00-16.00 laver jeg en Facebook Live på facebooksiden "Ægteskab Uden Grænser - Rådgivning" i anledning af at jeg har fået to konkrete spørgsmål adskillige gange, uden at jeg har kunne give noget fornuftigt svar. Jeg har derfor snakket med en leder i Udlændingestyrelsen i går, og både spørgsmålene og svarene vil jeg fortælle om i morgen. Alle kan se med, også selv om de normalt ikke bruger facebook.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Lars85
Indlæg: 11
Tilmeldt: 09.03.2022 01:59:11

Re: Forstå praksisændringen fra oktober 2022 på få minutter

Indlæg af Lars85 » 08.11.2022 13:30:24

Mange tak for svar fra jer begge. Jeg så også din facebook live Kim, mange tak for det arbejde i laver. Det tager jeg virkelig hatten af for.

Jeg får lidt modsigende svar og derfor vil jeg spørge om i evt. bedre kan svare på spørgsmåle nu, siden det er noget jeg ved vi er mange der undrer os lidt over.

Jeg er helt enig med MH, som skriver det ville være helt hen i vejret at forlange gebyr når nu man lever op til kravene, men som jeg forstår på Kim er det sådan udlændingestyrelsen vil fortsætte praksis. Altså, hvis man lever op til kravene, og samtidigt har et dansk barn, jamen så vil man i første omgang stadig blive bedømt efter gammelkendte regler og dermed betale gebyr ved ansøgning.

Nu kommer så mit spørgsmål vedrørende sikkerhedsstillelse. Vil vi kunne søge om fritagelse for sikkerhedsstillelse, ligesom man kan ved særbørn, eller bliver vi simpelthen straffet for at leve op til reglerne?

I så fald vil vi kunne spare omkring 120.000kr ved at undlade at indsende min kones EILTS engelsk test sammen med vores FS ansøgning og dermed ikke leve op til alle kravene. Sådan burde det jo ikke være.

Besvar