Ægteskabudengrænser.dk

Praksisændring i udlændingesager:

Tilbage i maj måned kom EU-Domstolen med en afgørelse i to spanske sager, som Domstolen havde lagt sammen. De handler begge om børn, der er unionsborgere, og deres forælder fra et tredjeland, der er truet af udvisning.

Jeg kommer ind på ovenstående dom om lidt. Først lidt baggrund.

I 2017 kom den såkaldte Chavez-Vilchez dom fra Domstolen. Her var 7 sager lagt sammen. I domsreferatet kunne man læse, at alle sagerne omhandlede familier, hvor forældrene boede hver for sig. Den ene forælder var unionsborger, den anden var tredjelandsborger, det vil sige statsborger i et land udenfor EU/EØS området. I alle sagerne boede fællesbarnet, som var unionsborger, hos tredjelandsborgeren.

Dengang slog Domstolen fast, at såfremt tredjelandsborgeren er den primære omsorgsperson for barnet, både følelsesmæssigt, socialt og økonomisk, og der er et kvalificeret afhængighedsforhold mellem barnet og denne forælder, kan denne forælder ikke udvises. Det vil nemlig medfører, at man derved også ad bagdøren udviser én af sine egne statsborgere, og det er forbudt ifølge den internationale folkeret. Desuden vil barnet gå glip af kerneindholdet i unionsborgerskabet, hvis det er tvunget til at tage med den udviste forælder.

I sagen fra maj i år, er tvisten en del anderledes. For i de to sammenlagte sager bor forældrene sammen. Og begge forældre deltager aktivt i børnenes opvækst på lige vilkår. Hvor man hidtil i Danmark har brugt en regel om "barnets selvstændige tilknytning" til at retfærdiggøre en udvisning, står denne regel muligvis for fald nu. Reglen betyder, at den udenlandske forælder kun er beskyttet mod udvisning, hvis det mindreårige barn har boet her i landet successivt i mindst 6-7 år og har gået i institution/skole her. Nu skal man med baggrund i den nye dom tage udgangspunkt i, hvor etableret forholdet mellem forældrene er. Hvis det har været et kort forhold, kan udlændingen stadig udvises. Men hvis det vurderes, at forholdet (måske også forud for indgåelse af ægteskab) har en vis tyngde, kan udlændingen ikke udvises - uanset barnets alder. Det er udlændingemyndighederne, der hænger på hele bevisbyrden.

https://www.ft.dk/samling/20221/almdel/ ... 634595.pdf

Link til selve dommen i de spanske sager:

https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=2525702

Med et par dage med dynen som bedste ven, har jeg haft tid til at nørde mig ned i det her.

Sagen er, at alle fortsat skal opfylde de allerede gældende krav. Kun hvis Udlændingestyrelsen derefter kan se, at der er en detalje, der ikke er opfyldt, kan den nye praksisændring komme i spil. Det betinger dog følgende faktorer:

- Begge forældre skal være deltagende i barnets opvækst, omsorg og opdragelse på lige vilkår

- Der skal være et ”kvalificeret afhængighedsforhold” mellem det danske barn og den udenlandske forælder, og

- Parforholdet mellem de to voksne skal have været ”længerevarende”.

Er dette ikke til stede, og kan Udlændingestyrelsen bevise, at det ikke er til stede, kan der stadig gives afslag og besked på at tredjelandsborgeren skal forlade landet.

Er det til gengæld til stede, får praksisændringen fuld gennemslagskraft, og så skal parrene ikke længere leve op til nogen af kravene. Eventuelle gebyrer og bankgaranti får man tilbage.

Det er myndighederne, der skal kunne bevise, at de her ting IKKE er til stede. Kan de det uden at blive modsagt af parret, er alt som hidtil. Men kan de ikke enten løfte bevisets stilling eller kan parret gennemhulle argumentationen, skal der indrømmes opholdstilladelse til tredjelandsborgeren.

I de sager, som styrelsen og nævnet nu skal genåbne, hvad enten det er af egen drift eller på anmodning, vil det tillige være sådan, at dem, der har fået en forkert afgørelse, men som ifølge den nye praksis faktisk havde ret til at blive her, kan søge erstatning for de ekstraudgifter, som parrene har haft i forbindelse med udrejse med videre. Men de kan kun få 1:1 erstatning for de økonomiske udgifter. Tort, svie og smerte får man ikke noget for.

Den nye praksis kan gøres gældende når man søger opholdstilladelse første gang (skema FA1) og når man skal forlænge (skema FA3 Online). Den kan ikke bruges ved ansøgning om permanent opholdstilladelse.

Ordbog:

”Kvalificeret afhængighedsforhold”: Barnet er afhængig af sin forælder både følelsesmæssigt, socialt og økonomisk og kan ikke undvære denne forælder.

”Længerevarende”: Ikke tydeligt defineret, men ifølge orienteringen tolker de danske myndigheder det som forhold, der har været fast i flere år. Den del af forholdet, der ligger før vielsen, tæller med her.

Her til morgen har vi en fantastisk god nyhed til jer. Vi har snakket med både Udlændingestyrelsen og ministeriet om fortolkningen af den her nye praksisændring, og vi har fået følgende besked:

Som vi har vidst siden vi første gang læste ministeriets orientering om praksisændring sidste søndag, skal parret have været i et længerevarende forhold. Her tæller tiden fra man er blevet kærester med. Men på det tidspunkt, hvor barnet fødes og fremad, skal parret tillige bo sammen. Den ene forælder skal være dansk statsborger. Barnets alder er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt. Barnet er født, det er dansk statsborger = den nye praksisændring er gældende.

Hvis man mener, at man hører under den nye praksisændring, noterer man det i sin ansøgning, hvad enten denne ansøgning er FA1 eller FA3. I skemaet er der plads til bemærkninger. Her kan man f.eks. skrive at "vi mener at hører under praksisændringen fra oktober 2022 og har derfor ikke betalt gebyret." I det tilfælde behøver man ikke opfylde de normale krav til hverken familiesammenføring eller forlængelse. Så vil Familiesammenføringskontoret i Udlændingestyrelsen behandle sagen ud fra det. Og de vil have de mest optimistiske briller på.

Så: sæt i gang. Det er et kæmpe fremskridt, vi alle er vidner til her. Husk at holde os orienteret om udfaldet af jeres sager, så vi kan give den bedste vejledning til de næste i rækken.