Bankgarantien på få minutter

Her kan du skrive om/søge information om få din ægtefælle / partner sammenført til Danmark efter de almindelige danske regler.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Bankgarantien på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 11.08.2022 21:18:34

Nej, den her hedder ikke ”Forstå bankgarantien på få minutter”, for den er der vist ikke ret mange andre, end politikerne, der sympatiserer med. Vi ser den allerhelst fjernet helt og aldeles, da den ikke tjener noget reelt formål.

Men indtil vi kan få banket det ind i hovedet på politikerne, må vi leve med den. Myndighederne kalder den for en økonomisk sikkerhedsstillelse.

Garantien lyder i 2024 på 113.823,30 kroner. Den skal forhindre, at vi går ned på kommunen og tigger kontanthjælp mv.

Først skal vi kigge lidt på, hvordan den stilles og bagefter skal vi gennemgå nogle problematikker forbundet hermed.

Man kan kun stille garantien via en bank, sparekasse eller andelskasse. I det følgende vil fællesbetegnelsen være ”bank”. Man kan stille den som enten en anfordring eller en deponering.

En anfordring vil sige, at banken stiller garantien på dine vegne, og du betaler et gebyr til banken hver tredje måned for at de administrerer den for dig. Gebyret er på 400-600 kroner afhængig af bank. En anfordring kræver kreditgodkendelse.

En deponering vil sige, at du har alle pengene, som låses fast på en selvstændig konto.

Når din ægtefælle har bestået A1 prøven, frigives 22.764,66 kroner (2024-sats) og når A2 er bestået yderligere 11.382,33 kroner (2022-sats) i runde tal. Består din ægtefælle A2 indenfor 6 måneder, lægges de to beløb sammen.

Har din ægtefælle allerede bestået begge prøver inden jeres familiesammenføring, er bankgarantien fra start nedskrevet med 34.147 kroner (2022-sats) i runde tal.

Ved bestået sprogskole, når alle 6 moduler er gennemført, frigives yderligere 11.382,33 kroner (2024-sats).

Det resterende beløb vil forblive på kontoen, indtil den har været aktiv i 10 år. Derefter frigives saldoen til dig, hvis du har deponeret pengene.

Man har tre uger til at stille garantien. Derefter skal kommunen bekræfte overfor Udlændingestyrelsen, at de har modtaget garantien, og først derefter udstedes opholdstilladelseskortet. Sammenlagt kan der sagtens gå et par måneder med det.

Problematikkerne om det her, står nærmest i kø:

Du har PLIGT til at stille bankgaranti, og du kan KUN gøre det via en bank. Men bankerne er ikke forpligtede til at hjælpe dig. Så de kan afvise dig, hvis de vil. Dermed kan bankerne faktisk bestemme, hvem du må bo her i landet med. Og ikke mindst OM du må bo her sammen med din ægtefælle.

Du behøver ikke bruge din egen bankforbindelse, men kan frit vælge at gå ind i en anden. Problemet her er, at mange banker ikke vil hjælpe dig, hvis du har alle dine andre aktiviteter i andre banker. Du kan derfor opleve, at mange banker sender dig tilbage til din egen bankforbindelse.

Det kan være en endog meget stor udfordring at få lov til at stille en deponering. Loven om hvidvask står simpelthen i vejen. Bankerne skal sikre sig, at pengene ikke stammer fra alt muligt, der ikke tåler dagens lys. Men vi har set flere eksempler på, at selv om folk har haft dokumentationen 100% i orden, bliver man stadig afvist med henvisning til hvidvaskloven. Det gør deponering til en udelukkende hypotetisk mulighed. Vi har konkret viden om en enkelt sag, hvor en borger har kontaktet samtlige banker i kongeriget samt til Finanstilsynet, som alle blankt afviste den pågældende. De var derfor tvunget ud i EU-reglerne i stedet.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Bankgarantien på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 12.08.2022 10:01:21

I 2018 lavede vi en rapport om kommunernes træk på garantierne. Den er stadig gældende.

Man kan læse den her:

https://www.aegteskabudengraenser.dk/breve
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar