Forstå boligkravet på få minutter

Her kan du skrive om/søge information om få din ægtefælle / partner sammenført til Danmark efter de almindelige danske regler.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Forstå boligkravet på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 08.08.2022 00:14:15

Boligkravet er et krav, som kan give en del grå hår i hovedet, så her vil jeg i kort form gennemgå det.

For det første skal det være en selvstændig enhed. Hvad menes der med det? Der menes, at det enten kan være en lejebolig, en andelshaver-bolig eller en ejerbolig. Det kan også være en studiebolig eller kollegieværelse. Der skal være selvstændig indgang, underforstået, at I skal kunne lukke og låse døren ind til jeres eget. Særligt i ældre byggerier og i kollektiver kan der være fællesrum, som for eksempel badeværelse og/eller køkken, og det er i så fald accepteret. Men et lejet værelse i en privat villa eller at leje hele eller dele af forældrenes hus vil ikke blive godtaget.

For det andet er der boligens størrelse. Her er der to muligheder, og man skal bare opfylde den ene af dem, for at være i mål, hvad det angår. Enten må der max. være 2 personer pr. beboelsesrum - det vil sige stuer, soveværelser, børneværelser, gæsteværelser, kontorer - ELLER mindst 20 kvadratmeter beboelse pr. person. Det sidste er udregnet på hele boligarealet.

Her skal man være opmærksom på flere ting: For det første regnes boligkravet generelt for opfyldt, hvis man har en ejerbolig, uanset dens størrelse og uanset antallet af beboelsesrum. For det andet efterspørger Udlændingestyrelsen altid en plantegning, hvor man har målt alle rum op. Plantegningen kan de sådan set godt få, men der er ikke noget krav i udlændingeloven om, at hver enkelt rum skal være målt op, så der er ingen grund til at leverer den oplysning til dem. I stedet kan I vedlægge kontrakten eller skødet på boligen og en udskrift fra BBR-registret over boligen. Her står de oplysninger, de skal bruge.

Er der tale om en lejekontrakt, skal den være gyldig i mindst 18 måneder fremadrettet (regnet fra man indgiver sin ansøgning om familiesammenføring) eller være uden slutdato.

Endelig må boligen ikke være beliggende i et udsat boligområde, som det hedder. Boligområdet må med andre ord ikke stå på ghettolisten.

Ofte stillede spørgsmål til boligkravet:

Hvis jeg i forvejen bor i en bolig, der ligger i et udsat boligområde, kan min ægtefælle så få familiesammenføring med mig i den pågældende bolig? Nej, du er nødt til at flytte.

Hvordan så, hvis boligområdet ikke står på ghettolisten, når vi søger, men den kommer på listen efter vi har ansøgt? Så bliver I bare boende, hvor I bor, eller I kan flytte. Det bestemmer I selv. Det samme gælder, hvis I skal forlænge opholdstilladelsen, og området er kommet på listen, medens I har boet der sammen.

Hvis vi flytter, skal den nye bolig så også opfylde boligkravet? Ja, og det gælder uanset hvor langt henne I er i forløbet. I vælger til gengæld selv, om I vil oplyse Udlændingestyrelsen om den nye adresse i forbindelse med selve flytningen, eller om I vil vente indtil opholdstilladelsen alligevel skal fornys. Det skal bare senest gøres, når opholdstilladelsen skal fornys.

Vi har fået en lille guldklump i familien, så vi nu er for mange i boligen eller har for lidt plads i følge boligkravet. Hvordan står vi her? I skal ikke gøre noget, med mindre I selv føler, at pladsen bliver for trang. Der er ikke noget krav om, at I skal flytte til noget større.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: Forstå boligkravet på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 08.08.2022 06:49:46

UNDTAGELSER TIL KRAVET:

I skal ikke opfylde boligkravet, hvis du har særbørn - det vil sige mindreårige børn fra et tidligere forhold - og hvor barnet eller børnene har fast, regelmæssigt samvær med begge forældre, for eksempel i en 7-7 eller en 4-3 ordning eller tilsvarende.

Ligeledes skal kravet heller ikke opfyldes, hvis din seksuelle eller religiøse orientering er en hindring for at udøve familieliv i din ægtefælles hjemland.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar