Man kan søge om dispensation, og det skal I endelig gøre, der er ingen som får uden ansøgning.
Og ja, afgørelsen kan være, at den udenlandske ægtefælle må rejse, med eller uden det yngste barn. Det er set før.
Mht. muligheden for dispensation ved sygdom/handicap skriver nyidanmark:
"Udlændingestyrelsen kan fravige en eller flere betingelser for ægtefællesammenføring, hvis du er alvorligt syg eller har et alvorligt handicap, og det vil være humanitært uforsvarligt at henvise dig til at tage ophold i ansøgerens hjemland, hvor der ikke kan tilbydes pasnings- og behandlingsmuligheder.

Hvis du er alvorligt syg eller handicappet, bør du ved ansøgningen om familiesammenføring vedlægge en udtalelse fra en læge, hvoraf det fremgår, hvilken diagnose du har, og hvilken behandling/medicin du modtager.
Udlændingestyrelsen vil herefter tage stilling til, om du kan modtage tilsvarende behandling/pasning i dit eget eller i ansøgerens hjemland. Der vil i denne forbindelse normalt ikke kunne lægges vægt på, om behandlingsstandarden i det andet land er ringere end i Danmark, og om behandlingen i det andet land er forbundet med økonomiske omkostninger.
Hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at du godt kan bo i dit eget eller ansøgerens hjemland med din sygdom/handicap, fraviges betingelserne for ægtefællesammenføring ikke. I skal derfor opfylde alle betingelserne."
Det er jo åbenlyst, at du ikke ville kunne tage dit fleksjob med til udlandet, men om det kan udløse en dispensation ved jeg ikke. Det er individuelle bedømmelser, og alt tages jo med i bedømmelsen.
Der er kun en enkelt afgørelse i Udlændingenævnets praksis, som lidt ligner din, men da jeg ikke kender grunden til at du er i fleksjob, ved jeg ikke om jeres forhold kan sammenlignes. Sagen er her:
"Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 10-09-2014
Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens delafgørelse vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, i forbindelse med behandlingen af en afghansk statsborgers ansøgning om familiesammenføring med den herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var dansk statsborger, at han ved sin betaling af sikkerhedsstillelse i august 2013 henviste til, at han havde alvorlige helbredsmæssige problemer i form af diabetes type 2, sendiabetiske komplikationer i form af diabetisk retinopati medførende en synsnedsættelse til 40 % af det normale, i hvilken forbindelse han var i medicinsk behandling, og at han derfor fandt, at der burde dispenseres herfra. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at der ikke i forbindelse med Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i september 2013 blev stillet krav om økonomisk sikkerhed. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke burde henvises til at udøve familielivet i Afghanistan, såfremt der ikke var stillet økonomisk sikkerhed. FAM/2014/197."