Ægteskabudengrænser.dk

Hej

Siden år 2000 har jeg været ansat i fleks-job, men de sidste par år har mit helbred gjort det meget vanskeligt for mig at arbejde, så siden april 2007 har jeg søgt om pension. I september 2007 gik det så helt galt, så der sygemeldte jeg mig, og har været sygemeldt lige siden. Underligt nok får jeg fortsat løn, men risikerer altså at ryge på pension hvert andet øjeblik!

Sidste år fik jeg så en filippinsk kæreste, og via et turist visum har hun så været i Danmark her i foråret, hvor vi blev gift. Hun bliver 24 år d. 27/1 2009, og jeg er selv for nylig fyldt 38.

For ca. en uge siden spurgte jeg Udlændingeservice om de betragter et fleks-job som at få offentlig hjælp, og det gør de! Dvs. at jeg enten skal have noget dispensation med en helbredsmæssig begrundelse, eller på pension.

Desværre har økonomi aldrig været min, eller min filippinske kones (Wheng) stærke side. Jeg prøver altid ihærdigt på at spare, men der går bare altid et eller andet galt. Her de sidste par år har jeg f.eks. tabt en del på aktier. At få Wheng herop kostede ca. 5000 kr. mere end beregnet. Under min ferie til Filippinerne sidste år blev jeg løbende franarret et femcifret beløb pga. uerfarenhed i rejser. I det eneste økonomi-fag jeg nogensinde har haft i skolen fik jeg et skrabet 5-tal. Osv. Historierne om hvor dårlig jeg er til økonomi er desværre talrige, selvom jeg ALTID prøver at spare! At forårs besøget i det hele taget kunne lade sig gøre skyldtes til dels hjælp fra mine forældre, og til dels at jeg i 2 år havde mulighed for at bo usædvanlig billigt. De tre måneder Wheng var her viste så desværre at jeg IKKE kan regne med at kunne forsørge hende, uden at hun selv hjælper til med arbejde. Naturligvis er hun da ivrig efter at lære sproget og at arbejde, men jeg er alligevel panikslagen ved tanken om hvad et sprogkursus koster, og ved tanken om hvad vi skal stille op hvis hun ikke kan få arbejde, eller bliver arbejdsløs. Hun har en uddannelse som filippinsk folkeskolelærer, men den er næppe meget værd her i Danmark. Hvor gode er chancerne mon for at hun kan få arbejde hurtigt her? Det skal dog desværre lige nævnes at hun underligt nok IKKE ønsker et aupair job, da hun ikke ønsker at have ansvar for andres børn. Lærer uddannelsen kom som et pres fra hendes families side.

Jeg må indrømme at jeg vil føle mig LANGT mere tryg hvis den danske stat vil træde til og hjælpe økonomisk i tilfælde af problemer, specielt da hvis jeg ryger på pension.

Er der mon nogen som helst mulighed for at få økonomisk hjælp? Hvis det kan hjælpe, kan jeg sagtens få både min læges og min arbejdsgivers ord for at jeg er fysisk ude af stand til at arbejde, og at jeg psykisk ret hårdt har brug for min kone her sammen med mig. Udlændingeservice har fortalt mig, at jeg på baggrund af dårligt helbred godt kan forsøge at få dispensation fra forsørgelses kravet.

Men hvad kan vi så gøre nu? Skal jeg mon forsøge at tvinge mig selv ud i et arbejde nogle uger i Sverige eller Tyskland? Er det mon i det hele taget lovligt, nu da jeg jo får løn fra anden side? Det skulle vel ikke være muligt for mit arbejde at ”udstationere” mig i udlandet, og på denne måde klare reglen om arbejde i udlandet? Hvad nu hvis jeg opfylder reglen om arbejde i udlandet…hvem betaler så for min Whengs sprog uddannelse + leveomkostninger? Hvis jeg dog bare kunne være sikker på at hun kunne få et job hurtigt, ville jeg næppe være så bekymret! Men hvad så den dag hun rammes af arbejdsløshed?

Er det mon bedre at flytte til Sverige eller til Tyskland? Jeg har ladet mig fortælle at svenskerne godt vil betale for hende, hvis jeg har haft adresse derovre i 6 måneder. Men tvinges hun så til at søge svensk statsborgerskab og til at lære svensk? Hvornår kan vi så komme retur til Danmark, og hvem betaler så?

Eller er det mon bedre bare at søge almindeligt her i Danmark når hun nu om et par uger når de magiske 23½ år, og så blot håbe på at vi kan få dispensation fra forsørgelses reglen, og måske også fra at jeg endnu da har et fleks-job?

Jan

jeg tvivler på at du kan få noget som helst hjælp eller dispensation. man kan jo altid prøve men vi er jo mange og først og fremmest skal man kunne klare sig selv og der plejer ikke at være nogen omsogn og medfølelse fra de offellige myndigheder. for dem er det bare to bad. du må se hvad de kan gøre for dig på filippinerne. hvis du ikke har mulighed for at klare kravene.

det er bla. derfor der er mange der søger til sverige.

Christina

Jamen uha da, for et benhårdt og bittert svar, der næsten virker som om at holdningen er at få mig ned med nakken, og ud af en drømmeverden. Desuden får det svar mig til at virke som en person der blot er ude på at nasse på den danske stat, og undgår endeligt helt alle mine praktiske spørgsmål.

Sådan som min økonomiske situation er lige NU, vil jeg sikkert godt kunne klare at hive min kone hertil. Men til dels er jeg på fleks-job, og det accepterer udlændingeservice tilsyneladende ikke, selvom om det faktisk kan sidestilles med at få almindelig løn, og til dels risikerer jeg hvert andet øjeblik at ryge på pension, hvilket bringer min løn ned på et niveau hvor jeg VED at jeg ikke længere kan klare den.

Nu er det ganske rigtigt sådan, at standard svaret fra udlændingeservice til dem der ikke kan klare sig økonomisk er, at så må de jo prøve lykken i modpartens hjemland, MEN DE SIGER ALTSÅ OGSÅ AT DE FAKTISK AF OG TIL GIVER DISPENSATIONER AF HELBREDSMÆSSIGE GRUNDE, hvis det ikke kan forsvares at sende danskeren til udlandet. Naturligvis kan de ikke uden videre love mig noget, men jeg får gang på gang at vide at denne dispensation jævnligt gives! Jeg vil derfor godt høre fra nogen der har prøvet at søge en sådan dispensation, eller i det mindste ved noget om den.

Udover ovennævnte mulighed spurgte jeg jo også til diverse problemstillinger i forbindelse med at tvinge mig selv til at arbejde nogle uger i Sverige eller Tyskland, eller helt at flytte til Sverige i et halvt år, hvilket tilsyneladende ikke er gået op for vedkommende der svarede mig. Her er også mange ting jeg godt vil have svar på, men synes ikke at der er nogen grund til at gentage mig selv fra min indledende mail.

Jan

Jeg kan se at dette er et lidt ældre indlæg omkring fleksjob og FS. Nu ligger landet sådan, at godt nok er fleksjobordningen undergivet lov om aktiv socialpolitik, men det er vigtigt at huske i den forbindelse, HVEM der modtager det tilskud der ligger i ordningen. Det er hele humlen.

Er man som fleksjobber i arbejde, så er det chefen, der får tilskuddet. Fleksjobberen får sin normale løn for 37 timer ligesom alle andre. Dog får fleksjobberen ikke ancinnitetstillæg. Altså er fleksjobberen sidestillet med en almindelig lønmodtager.

Når det kommer til FS, gælder samme krav som til alle andre. Har du modtaget sociale ydelser, kan du ikke få FS i 12 måneder regnet fra sidste udbetaling af social ydelse.

Jeg har selv været fleksjobber siden oktober 2001. Min kone kom hertil i december 2006, og jeg har aldrig haft problemer siden med hendes opholdsgrundlag her. Der har været grønt lys hele vejen igennem.

Dog er der tilsyneladende forskellige svar på dette emne, alt efter hvem i US man spørger. Jeg har derfor på vegne af ÆUGs forum sendt en mail til US for få dage siden med anmodning om en klarlæggelse af hele området i forhold til FS. For det dur ikke at nogle kan og andre ikke kan - på samme præmis. Jeg forventer svar på dette en af de nærmeste dage.

Som en tilføjelse: Nej, som fleksjobber må du kun have en arbejdsgiver. Og du må kun påtage dig det arbejde, som er aftalt mellem dig, arbejdsgiveren og kommunen.