Side 1 af 1

Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 11.02.2015 11:14:57
af Pelle
Hej,

Jeg blev i år familiesammenført med min kone og hendes opholdstilladelse gælder indtil efteråret 2016. Vi planlægger at søge om forlængelse herefter. I forbindelse med mit PhD-studie skal jeg imidlertid indenfor den nærmeste fremtid på et udlandsophold som led i uddannelsen. Jeg kan forstå at der er et krav for min kones opholdstilladelse at hun altid har samme adresse som jeg i Danmark. Derfor er mit spørgsmål hvordan vi skal greje mit udlandsophold. Så vidt jeg kan forstå, hvis det er mindre end 6 måneders varighed, så behøves der ikke meddeles udrejse til CPR, korrekt? Vil dette også sige at det er tilladt at jeg kan opholde mig i udlandet i 6 måneder uden der sker noget?
Mit universitet er ret fleksibel mht varigheden af opholdet, men det skal helst være mindst 3 måneder (det er typiske omkring 6 måneder). Da det drejer sig om et andet Schengen land, kan jeg også forstå at EU-borgere skal registrere sig i værtslandet efter 3 måneders ophold, ikke sandt?
Jeg vil gerne gå med livrem og seler i denne sag, så hvis der er nogle der ved noget om reglerne for udstationering når man er familiesammenført efter danske regler ville det være en dejlig hjælp.

På forhånd tak!

Re: Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 11.02.2015 11:58:22
af fundiver199
Pelle skrev:Så vidt jeg kan forstå, hvis det er mindre end 6 måneders varighed, så behøves der ikke meddeles udrejse til CPR, korrekt?
Ja korrekt.
Pelle skrev:Vil dette også sige at det er tilladt at jeg kan opholde mig i udlandet i 6 måneder uden der sker noget?
Det er så desværre ikke helt så let at svare på, da samlivskravet til stadighed skal være opfyldt, og det handler ikke kun om, hvor man har adresse på papiret. Jeg vil dog mene, at det er alm. sund fornuft, at et udlandsophold som det, du beskriver, ikke bør føre til, at man anser jer for ikke længere at bo sammen.
Pelle skrev:Mit universitet er ret fleksibel mht varigheden af opholdet, men det skal helst være mindst 3 måneder (det er typiske omkring 6 måneder). Da det drejer sig om et andet Schengen land, kan jeg også forstå at EU-borgere skal registrere sig i værtslandet efter 3 måneders ophold, ikke sandt?
Jo det er korrekt.
Pelle skrev:Jeg vil gerne gå med livrem og seler i denne sag, så hvis der er nogle der ved noget om reglerne for udstationering når man er familiesammenført efter danske regler ville det være en dejlig hjælp.
"Reglerne" er, at I til stadighed skal bo sammen. Og som tidligere skrevet er det desværre ikke fuldstændig krystalklart og entydigt, hvornår man bor sammen, og hvornår man ikke gør det.

Det sikreste i forhold til opholdstilladelsen ville være, at din kone rejser med dig. Men omvendt kan det vel ikke være meningen, at man skal være "slave" af sådanne regler, og at hun skal sættes tilbage i sin danskuddannelse og/eller tvinges til at opgive sit arbejde, bare fordi du midlertidigt er nødt til at opholde dig i udlandet.

Og skulle det gå helt galt, kan der jo altid søges om en ny opholdstilladelse, værre er det trods alt ikke. Så tag du bare afsted, og lad for guds skyld være med at "spørge om lov" hos US.

Man skal ikke vække sovende hunde, og nogle gange er det lettere at få tilgivelse end tilladelse.

Re: Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 12.02.2015 11:25:39
af AcrossTheNight
Jeg er lidt i samme situation, skal i praktik i udlandet i forbindelse med min uddannelse i min. 3 måneder. Da jeg skrev til udlændingestyrelsen fik jeg ikke et konkret svar på spørgsmålet, så jeg ringede derind og fik at vide at det jo ville sætte min sag i et dårligt lys, men at det er et vurderingsspørgsmål - jeg aner ikke hvordan det skal tolkes(!?). Er begyndt at undersøge om jeg muligvis kan få dispensation for universitetet og tage praktikken i Danmark, selvom det er et kæmpe minus for min uddannelse. Men jeg tør ikke rigtig tage chancen når jeg ikke kan få noget på skrift fra udlændingestyrelsen.

Re: Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 12.02.2015 11:29:25
af skaanebo
Ved kun tre måneders udlandsophold, behøver du ikke at skulle ændre folkeregisteradresse. Dvs, du behøver ikke at fortælle nogen noget som helst.

Re: Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 12.02.2015 12:40:39
af fundiver199
I princippet kan man godt være flyttet, selvom det kun er for en periode på 2 eller 5 måneder. Når en dansker efter en periode af den varighed flytter tilbage til Danmark fra et andet EU-land, er der i hvert fald en del, der har både søgt og fået familiesammenføring efter EU-reglerne. Og det er jo fordi, de kan anses for at have været bosat i det andet EU-land i den pågældende periode, også selvom de ikke havde pligt til at framelde sig CPR i Danmark.

At man kan være bortrejst i op til 6 måneder uden at framelde sig CPR betyder ikke, at man med nødvendighed kan anses for at være bosiddende her i landet, bare fordi man er væk i mindre end 6 måneder. Det afgørende her er mere, om man har haft et andet fast opholdssted, der har udgjort centrum for ens livsinteresser.

Det har man ikke, hvis man har været på jordomrejse og boet på skiftende hoteller og campingpladser. Men har man boet fast et sted for at passe sit arbejde eller studie, så vil det sted normalt være der, hvor man har haft centrum for sine livsinteresser.

Det er dog en konkret og individuel vurdering, hvor man har centrum for sine livsinteresser, og derfor kan man ikke få nogen forhåndstilkendegivelse fra US. Men som sagt kan man jo bare lade være med at spørge, så får man heller ikke et svar, man ikke bryder sig om.

Igen er det værd at dvæle ved, hvad der egentlig kan ske her? Lad os sige, at I kommer tilbage til Danmark, og i mellemtiden er US blevet opmærksomme på, at I gennem en periode på 3-5 måneder ikke har boet sammen med jeres ægtefælle.

Så er der grundlag for at inddrage opholdstilladelsen. Men da I jo igen bor sammen med jeres ægtefælle, så er der også grundlag for at meddele en ny opholdstilladelse. Hvis man klager over en inddragelse, har man stadig alle sine rettigheder, medens klagen behandles, og man kan også indgive en ny ansøgning i Danmark.

Den eneste negative konsekvens er, at man i en kortere periode kommer til at stille to bankgarantier, indtil den gamle kan frigives. Så må US ikke lidt selv om, hvorvidt de synes, at det er hensigtsmæssigt at bruge tid på at inddrage en opholdstilladelse alene for samtidig at skulle meddele en ny opholdstilladelse til den samme person?

Re: Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 12.02.2015 12:54:04
af fundiver199
Men hvis det er vigtigt for jer at overholde reglerne, så skal I nok tage jeres ægtefælle med jer til det andet land i den tid, studieopholdet varer. For uanset at det er en konkret og individuel vurdering osv., så peger pilen altså kraftigt i retning af, at et studieophold på 3-5 måneder medfører, at man er flyttet og dermed ikke har boet sammen med sin ægtefælle, hvis denne er blevet i Danmark.

Normalt opfordrer jeg ikke til at bryde love og regler. Men lige her har jeg altså lidt svært ved at se, hvem der lider skade ved, at I passer jeres studier, og at jeres ægtefæller samtidig passer det, de er i gang med i Danmark.

Her synes jeg godt det kan forsvares rent moralsk at se på, hvad lovgivers hensigt må antages at have været med samlivskravet. Og den har næppe været at lægge hindringer i vejen for ph.d. studerende med udenlandske ægtefæller men nok snarere at modvirke proforma ægteskaber mm.

Men sådanne vurderinger må US ikke foretage. Så derfor kan det ikke nytte noget at ”spørge dem om lov”. Det vil være som at ringe til landbetjenten og spørge, om ikke han synes, det er ok, at man kører 90 km/t på en øde jysk landevej en sommerdag med tørvejr og sparsom trafik. Han tænker måske sit helt privat, men man vil aldrig få andet svar fra ham end, at fartgrænsen er 80 km/t, og at den altid skal overholdes.

Re: Er blevet familiesammenført efter danske regler, men skal midlertidigt udstationeres

: 18.02.2015 17:07:04
af Pelle
Tak for jeres svar. Jeg ser på hvordan jeg håndterer det :)