Side 1 af 1

Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 23.03.2014 12:52:52
af PLM
Hej med jer. Jeg står i en lidt dum situation i øjeblikket, og der lader til at folk herinde har meget godt styr på sagerne, så jeg håber på at blive lidt klogere. Jeg ved i øvrigt ikke om dette er det rigtige forum, men jeg prøver alligevel.

Historien er, at jeg for noget tid siden mødte en kvinde fra Uganda, og vi faldt pladask for hinanden. Vi går rigtig godt i spænd, og har naturligvis talt om fremtiden, hvis det skulle gå hen og blive rigtig seriøst.

MEN! Nu viser det sig desværre, at hun opholder sig illegalt i Danmark, og det kom naturligt nok som et stort chok for mig. Jeg vidste fra starten af at hun har været i Danmark i 6 år, men i går krøb hun så til bekendelse og fortalte, at de første to år var hun på et asylcenter - og hun fik afslag på asyl. Så de sidste fire år har hun altså levet i skjul fra myndighederne, og jeg anede intet om det.

Men det ændrer selvfølgelig ikke mine følelser for hende, og jeg vil stadig gerne giftes og stifte familie med hende på et tidspunkt - så jeg håber på at nogen herinde kan komme med info og råd til hvordan hun kan opnå dansk statsborgerskab/familiesammenføring e.l., så vi for det første kan blive sammen, og så hun ikke hele tiden skal gå og kigge sig over skulderen af frygt for at blive sendt tilbage til Uganda.

Jeg har ikke haft en udenlandsk kæreste før, så jeg er helt ny på dette område. Derfor aner jeg ikke hvor jeg skal begynde i det her rod, men håber som sagt på at nogen herinde kan oplyse mig lidt om lovgivning, regler og lignende.

På forhånd tak.

H

Re: Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 23.03.2014 14:20:26
af skaanebo
Har du set menupunktet rådgivning?

Umiddelbart er der to muligheder. Hvis I ønsker en fremtid i DK, må hun først rejse hjem og søge opholdstilladelse derfra. I kan ikke gifte jer i DK, og hun kan ikke søge om ophold, når hun er i DK illegalt.

Alternativet hedder EU/Sverige. I kan fx gifte jer i Sverige, hvor der ikke kræves lovligt ophold, og derefter benytte EU-retten. Så skal hun ikke rejse hjem først.

Re: Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 23.03.2014 14:59:47
af PLM
Hej skaanebo

Mange tak for dit svar. Jeg havde overset menupunktet Rådgivning, men jeg vil studere det nærmere. Hun har nok ikke p.t. råd til at rejse til Uganda og tilbage igen - men har jeg forstået dig rigtigt, at hvis vi f.eks. gifter os i Sverige, så kan jeg søge om familiesammenføring(?) her i Danmark? Og er hun så tvunget til at blive boende midlertidigt i Sverige, til (hvis) det bliver godkendt? Og vil det påvirke situationen, at hun tidligere har fået afslag på asyl her til lands? Kan du evt. give mit et link til det du skriver med EU-retten, så jeg kan læse lidt mere om det?

Jeg beklager de mange spørgsmål, men jeg er som sagt helt grøn i det her, og vil gerne prøve at finde hoved og hale i lovjunglen.

Mvh. H

Re: Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 23.03.2014 15:28:26
af skaanebo
I skal sammen flytte til Sverige, her kan I så gifte jer, indgive ansøgning om opholdskort hos de svenske myndigheder og blive boende i Sverige i en periode. Efter typisk 3-6 måneder kan I så benytter EU-retten til at flytte retur til Danmark.

Så du og I skal altså sammen bosætte jer i Sverige (eller et andet EU/EØS-land) først. Proceduren er beskrevet under menupunktet Rådgivning.

Re: Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 24.03.2014 19:22:14
af PLM
Sikke dog en redelighed... Gør det samme sig gældende, hvis man f.eks. gifter sig i Uganda? En af hendes søstre, hvis opholdstilladelse i DK udløber om et par uger, tager tilbage til Uganda og medbringer sin forlovede, så de kan gifte sig dér og komme tilbage til DK - så vidt jeg har forstået. Er det også et krav her, at man lige som i Sverige, skal være i Uganda i en periode for at kunne søge om at få ægtefællen til DK? Og hvad er udsigterne i så fald? Jeg går ud fra at det er nemmere at få en ægtefælle til DK end blot en samlever el.lign., men der er vel også en chance for at det bliver afvist?

Og skaanebo - som jeg læser det du skriver, er det helt udelukket, at man fra Danmark kan søge om opholdstilladelse når man først én gang er blevet afvist. Det skal gøres fra hjemlandet?

Hvordan forholder det sig, hvis - hvis - hun på et tidspunkt bliver gravid? Nu hvor hun er afvist, er det så også helt umuligt at søge om opholdstilladelse, eller vil hun komme til at stå bedre i dén situation? Vil myndighederne se lidt mildere på sagen for barnets skyld, eller er hun bare afvist én gang for alle uden mulighed for at ansøge her fra DK overhovedet? Jeg siger ikke at man skal få et barn udelukkende for at kunne blive i landet, og dermed bruge det som et værktøj, men hvordan og hvorledes påvirker det situationen?

Re: Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 24.03.2014 20:55:27
af skaanebo
Man kan IKKE få opholdstilladelse i DK, hvis man opholder sig illegalt i Danmark. Punktum.

Derimod kan man få opholdskort efter EU-retten, også selv om man er i DK illegalt. Det kræver så, at I sammen flytter til et andet EU-land først og gifter jer.

Bliver hun gravid, vil hun og barnet blive sat på et fly hjem, så snart det er lægeligt forsvarligt.

Re: Kæreste med en afvist asylansøger - hvad gør jeg?

: 24.03.2014 21:20:18
af PLM
Ok, tak for svarene, skaanebo.