Ægteskabudengrænser.dk

Kære Alle

Jeg har lige et par spørgsmål, som jeg håber, at I måske kan hjælpe mig med.

1. Kan et herboende dansk barn få familiesammenført udenlandske forældre efter dansk ret eller efter EU-retten?

2. Er der forskel på om det herboende barn er dansk statsborger eller har opholdstilladelse i landet, hvis barnet ønsker en familiesammenføring med forældrene eller den ene af dem?

3. Hvordan er et dansk barn stillet i forhold til et flygtningebarn?


Hvis I kan henvise til love, bekendtgørelser, domme eller lignende vil det være rigtig dejligt. Jeg har selv kigget på Zambrano og Zhu Chen dommen i forbindelse med familiesammenføring af forældrene. Men der er børnene unionsborgere og forældrene tredjelandsborgere.
Men jeg studser over, hvis barnet ikke er unionsborger eller kun den ene af forældrene er tredjelandsborger.

På forhånd tak.

1) Ja efter EU-retten (Zambrano) forudsat, at barnet ikke har andre omsorgspersoner i Danmark, som det kan bo hos. Det kunne f.eks. være en situation, hvor den af barnets forældre, der er dansk statsborger, er afgået ved døden.

2) Ja. Hvis barnet ikke er dansk statsborger, vil det klare udgangspunkt være, at barnet kan bo hos sine forældre i hjemlandet eller det land, hvor de bor.

3) Et dansk barn er dækket af principperne i Zambranodommen, fordi det også har et unionsborgerskab. Flygtningebørn forventes lige som alle andre udenlandske børn at kunne bo i det land, hvor deres forældre bor.

Hvad angår 2) og 3) får børn aldrig en selvstændig opholdstilladelse i Danmark (bortset fra uledsagede mindreårige flygtninge). Barnet får altid en opholdstilladelse på baggrund af, at dets far eller mor har det. Og i den situation kan tilstedeværelsen af et barn i Danmark ikke føre til, at den anden forældre også automatisk skal have en opholdstilladelse.

Hvis forældrene er gift, er det op til dem at finde et land, hvor de begge er statsborgere eller kan få opholdstilladelse, hvis de ønsker at holde familien samlet. Og hvis de er fraskilt er det op til dem, hvem af dem, barnet skal bo hos, og hvor langt fra hinanden de ønsker at bo.

Hvis barnet er vokset op i Danmark i en kernefamilie, kan det dog føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages efter en skilsmisse, så barnet kan bevare den kontakt, det er vant til at have med begge forældrene.

Tusind tak for svaret.

Er der ikke et "hul" i den danske lovgivning så, hvis en udenlandsk mor eller far først kan søge familiesammenføring med sit danske barn, når den anden danske forælder dør?
Jeg tænker blandt andet her på situationen med voldsramte kvinder, som har været på revalidering. De er vel nødt til at opnå familiesammenføring via deres barn? De får muligvis kun beskeden om at de kan rejse til den udenlandske kvindes hjemland og fortsætte familielivet der - men er det retfærdigt overfor unionsbarnet? Hvorfor tager man ikke hensyn til unionsbarnet?

Er der ingen undtagelse til den ovenstående situation i udlændingeloven eller EU-retten? Det må næsten være et brud på Børnekonventionen.

Hvis du tænker på den situation, at en herboende kvinde har været udsat for vold fra en tidligere ægtefælle/partners side, nu er gift med en ny udenlandsk ægtefælle, og er på revalidering pga. de skader, volden har påført hende, så lever parret ikke op kravene for FS i form af, at den herboende ikke må have modtaget ydelser efter Aktivloven i 3 år.

I den situation kigger man på, om der er "særlige grunde" til at fravige kravene, som f.eks. kan være:

1) Herboende særbørn, der har samkvem med begge forældre
2) Herboende fællesbørn, der har boet mindst 6-7 år i Danmark
3) "Uoverstigelige hindringer" for at bo sammen i et andet land

Hvis barnet er et fællesbarn fra det nye ægteskab og under 6-7 år, er udgangspunktet, at barnet er "tilpasningsdygtigt", og at den voldsramte kvinde derfor kan tage barnet med sig til sin nye ægtefælles hjemland og leve familielivet der.

Loven interesserer sig ikke for, hvad årsagen er til, at man ikke lever op til kravene for FS, eller om man selv er skyld i dette. F.eks. kan man jo heller ikke gøre noget ved, at man kun er 19 år og dermed ikke lever op til 24-års reglen.

Udgangspunktet er, at man ikke har ret til selv at vælge, i hvilket land man vil leve sit familieliv. Så med mindre det er "umuligt" at leve det i den anden ægtefælles hjemland - eller det land, hvor denne bor fast - så er det det, man må gøre, hvis man ikke lever op til de danske krav og stadig ønsker at bo sammen.

Eller man kan, hvis den herboende er dansk statsborger, udnytte sin ret til fri bevægelighed i EU, som du kan se det beskrevet under "rådgivning".

Lyset skrev:Men er det retfærdigt overfor unionsbarnet? Hvorfor tager man ikke hensyn til unionsbarnet?

Hvad der er "retfærdigt", er alene et politisk spørgsmål og afgøres af de 179 personer, vi har valgt til Folketinget.

Det var den tidligere regering, der er i 2002 indførte reglen om, at den herboende ikke må have modtaget sociale ydelser i 1 år før familiesammenføringen, og i 2010 udvidede "karens"perioden til 3 år.

Og uden at sige for meget kan man nok godt slå fast, at det næppe var "retfærdighed" eller socialt sindelag, der lå den tidligere regering mest på sinde, da den indførte og senere skærpede denne regel.

Det handlede givetvis mere om indvandringsbegrænsning og om samfundsøkonomiske hensyn. Og voldsofre på revalidering "bidrager" jo ikke til det danske samfund, tværtimod udgør de en økonomisk belastning. Så på den måde er reglen jo logisk set i forholdet til, hvad der er formålet med den.

Man kunne så have håbet på, at den nye regering ville have et bare lidt mere socialt menneskesyn end den gamle. Men indtil videre har det trods ihærdige forsøg fra både ÆUG og EL og mange andre gode kræfter ikke været muligt at overtale regeringen til at ændre på 3-års reglen. Hvilket formentlig langt hen ad vejen skyldes, at der ikke menes at være stemmer i at lempe udlændingepolitiken.

Lyset skrev:Det må næsten være et brud på Børnekonventionen.

Måske. Det har mange i hvert fald påstået gennem tiden og herunder også ÆUG. Men på den anden side kan man vel sige, at f.eks. et dansk-thailandsk barn, der henvises til at vokse op i Thailand, næppe vil få et ringere liv end alle de andre børn, der vokser op i Thailand.

Så det er måske at trække betydningen af de internationale konventioner lidt for vidt at mene, at de fuldstændig skal sætte staternes ret til at regulere indvandring ud af kraft. Og politisk set er det i hvert fald noget, man hverken kommer igennem med i Danmark eller i andre EU-lande lige nu.

Og der er ingen internationale domstole eller andre overnationale organer til at håndhæve FN-konventioner. De er i princippet kun hensigtserklæringer fra de staters side, der tiltræder dem. Og derfor er det staterne selv, der i sidste ende bestemmer, hvad de vil lægge i dem. I hvert fald de steder, hvor der kan være en mulighed for fortolkning.

Takker atter mange gange for svaret.
Dejligt med et så kompetent forum, som svarer så hurtigt.

Det virker bare som om, at de danske udlændingemyndigheder ikke rigtigt tager hensynet til barnet under alle omstændigheder. Det understøtter den her sag vist meget godt:
http://www.multisamfund.dk/nyhed/articl ... ?tx_ttnews

Og ja det er helt rigtigt, at man slet ikke går ind og ser på årsagen til, at man ikke opfylder FS eller om man selv er skyld i dette.

Nej barnets tarv er ikke i centrum for den danske lovgivning om familiesammenføring og for den sags skyld heller ikke hensynet til familiens enhed. Det er helt klart samfundets interesse i indvandringskontrol og forbedret integration, der er i centrum. Og det har de politikere, der står bag lovgivningen, da heller aldrig lagt skjul på.

Mht. den omtalte sag med en afghansk familie har juristerne i det daværende Integrationsministerium taget stilling til rækkevidden af de internationale konventioner i bla. dette notat:

http://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/C ... ikel_8.pdf

En central del af notatet er denne sætning:

”Det følger endvidere af praksis fra EMD, at det helt klare udgangspunkt er, at de generelle forhold i et land, herunder sociale, økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold, ikke i sig selv kan aktualisere en ret til familiesammenføring, og at EMRK artikel 8 ikke sikrer en ret til en vis levestandard.”

Vi kan nok alle sætte os ind i, at denne afghanske familie hellere vil bo i Danmark end Afghanistan. Hvem ved sine fulde fem ville ikke det? Men selve det, at levevilkårene er så meget ringere i Afghanistan end i Danmark, giver dem altså ikke en konventionsmæssig ret til frit at vælge, at de helst vil leve i Danmark. Den danske stats ret til at regulere indvandring har simpelthen forrang for den afghanske families ret til selv at vælge sit opholdsland.

Vi kan nok også alle blive enige om, at denne sag realistisk set aldrig ender med, at den herboende afghan-ske statsborger, der kom hertil som 14-årig med sine forældre, flytter tilbage til Afghanistan for at leve med sin familie der.

Men er dette virkelig så meget anderledes end, hvad der gør sig gældende i måske 70-80% af alle FS-sager? Hvor realistisk er det, at en herboende etnisk dansker ”bare” kan bosætte sig med sin ægtefælle i f.eks. Kina, Thailand, Filippinerne, Vietnam, Rusland, Ukraine, Guinea-Bissau eller hvor, det nu kan være? Disse lande er ganske vist alle sammen en del mere behagelige at opholde sig i end Afghanistan. Men uan-set at EMRK artikel 8 ”ikke sikrer en ret til en vis levestandard”, vil de færreste da flytte til et land, hvor de ikke har nogen realistisk mulighed for at forsørge sig selv eller deres familie. Vel?

Og dermed er konklusionen for mig at se, at hvis denne familie skal have dispensation, fordi det ikke er ”realistisk”, at de kan bo sammen i Afghanistan, hvor mange sager er der så overhovedet tilbage, hvor folk IKKE skal have dispensation?

Og giver det virkelig mening at have en retstilstand, hvor der er fri adgang til familiesammenføring fra de mest underudviklede og urolige lande i Verden som f.eks. Afghanistan? Hvorimod man skal leve op til en mængde krav, hvis man gifter sig med en person fra USA eller Australien? Det gør det jo ikke rigtig vel? Og især ikke fordi det primært er flygtninge og indvandrere fra mindre udviklede lande, som har vist sig at være svære at få integreret i Danmark. Og som derfor er den grundlæggende årsag til, at de fleste af reglerne overhovedet er blevet indført.

Så hvis det overhovedet skal give mening at fastholde f.eks. et tilknytningskrav, så kan jeg ikke se, at der er nogen vej uden om at kræve, at også en familie fra f.eks. Afghanistan skal leve op til det, hvis de gerne vil bo sammen her i landet. Og derfor tror jeg aldrig, man kommer igennem med en mere lempelig tolkning, hverken via Ombudsmanden eller domstolene eller på anden måde.

Og så er vi tilbage ved, at det er Folketingets ansvar, hvordan reglerne for FS er indrettet her i landet. Og om det eksempelvis er rimeligt at kræve 12 års ophold, før man har ”tilknytning” nok til at få en udenlandsk ægtefælle hertil. Det kan man sagtens mene, at det ikke er, hvilket ÆUG f.eks. gør. Men så er det efter min mening reglerne som sådan, man skal arbejde på at få ændret, og så ikke så meget tolkningen af diverse dispensationsmuligheder.

Mange tak for den rigtig gode forklaring som i øvrigt sætter tingene lidt i perspektiv.

Jeg må dog indrømme, at jeg stadig ikke helt forstår, hvorfor børn ikke anses for at være på lige fod med voksne. Fx i tilfældet hvor barnet er dansk statsborger og ligeså vel faren, , hvorfor kan den udenlandske forælder så ikke vælge at sammenføres med barnet fremfor den danske far. Hvorfor handler hele familiesammenføring primært om ægtefæller. Jeg mener, at man i den danske lovgivning har glemt børnekonventionen og barnets selvstændige rolle. Så vidt jeg kan læse af lovgivningen er det nærmest en undtagelsesbestemmelse, paragraf 9c, hvis forældre vil sammenføres med børn. Og det forstår jeg ikke. Det skal vel ikke anses for at være en slags undtagelse, når familiesammenføring inkluderer børn og børn er selvstændige subjekter, i hvert fald i følge børnekonventionen, som vi har ratificeret.

Jeg synes ikke, at man i lovgivningen har vurderet og iagttaget børns selvstændige rolle. I udlændingeloven er der intet der tyder på at man har set tingene med et børneperspektiv.

Måske er det bare mig, der overdriver og ikke kan forstå, at man ikke gør mere opmærksom på børns mulighed for at familiesammenføre, og hvorfor den danske lovgivning aldrig har haft børn og diverse konventioner for øje, da man lavede reglerne for familiesammenføring. Det er derfor jeg mener, at der er et hul i den danske lov, når man ikke har vægtet børns rettigheder og rolle. Det er som om at man bare anser børn for at være påhæng og ingen selvstændige rettigheder har.

Ved ægtefællesammenføring stilles der som hovedregel krav om selvforsørgelse, dvs. i praksis at den danske/herboende ægtefælle skal forsørge den anden, indtil denne er integreret nok til at få arbejde.

Forældre har ligeledes pligt til at forsørge deres mindreårige børn.

Man kan derimod ikke stille krav om at en mindreårig skal forsørge sine forældre.

Det er helt sikkert ikke uden betydning for at reglerne er, som de er.

Mindreårige børn er da "påhæng" på den måde, at de er fuldstændig afhængige af deres forældres forsørgelse og omsorg, og ikke omvendt. Så derfor giver det da for mig at se god mening at have en lovgivning, hvor udgangspunktet er, at barnet skal være i det land, hvor mindst en af barnets forældre er, og ikke omvendt.

Lyset skrev:Mange tak for den rigtig gode forklaring som i øvrigt sætter tingene lidt i perspektiv.

Jeg må dog indrømme, at jeg stadig ikke helt forstår, hvorfor børn ikke anses for at være på lige fod med voksne. Fx i tilfældet hvor barnet er dansk statsborger og ligeså vel faren, , hvorfor kan den udenlandske forælder så ikke vælge at sammenføres med barnet fremfor den danske far. Hvorfor handler hele familiesammenføring primært om ægtefæller. Jeg mener, at man i den danske lovgivning har glemt børnekonventionen og barnets selvstændige rolle. Så vidt jeg kan læse af lovgivningen er det nærmest en undtagelsesbestemmelse, paragraf 9c, hvis forældre vil sammenføres med børn. Og det forstår jeg ikke. Det skal vel ikke anses for at være en slags undtagelse, når familiesammenføring inkluderer børn og børn er selvstændige subjekter, i hvert fald i følge børnekonventionen, som vi har ratificeret.

Jeg synes ikke, at man i lovgivningen har vurderet og iagttaget børns selvstændige rolle. I udlændingeloven er der intet der tyder på at man har set tingene med et børneperspektiv.

Måske er det bare mig, der overdriver og ikke kan forstå, at man ikke gør mere opmærksom på børns mulighed for at familiesammenføre, og hvorfor den danske lovgivning aldrig har haft børn og diverse konventioner for øje, da man lavede reglerne for familiesammenføring. Det er derfor jeg mener, at der er et hul i den danske lov, når man ikke har vægtet børns rettigheder og rolle. Det er som om at man bare anser børn for at være påhæng og ingen selvstændige rettigheder har.

Hvem skal forsørge den forældre der bliver familiesammenført med et herboende 8 årigt barn, og forældren ikke selv har penge til et sted at bo, mad og tøj? Barnet? For den sammenførte må ikke modtage kontanthjælp ifølge de regler der er for fs.
Skal barnet også stille de 50.000 kr i bankgaranti?
Hvordan sikre mig sig at barnet rent faktisk har LYST til at blive fs med mor eller far?
Man kan ikke både snakke om barnet som havende en selvstændigt rolle, og så ikke også tage barnets mening alvorligt.