Side 1 af 1
Integrationsprogram - omfang?
: 21.11.2012 11:50:57
af dasbnau
Min kone har endelig fået bevilget opholdstilladelse som familiesammenført, hurra!
Hun er allerede i Danmark og har boet her de sidste 2½ på en studieopholdstilladelse. Hun kan et grundlæggende dansk som hun blandt andet bruger på sit deltidsarbejde. Her vil de gerne ansætte hende på fuld tid, og det har vi glædet os til at hun nu ville få mulighed for med den nye opholdstilladelse.
Jeg bliver dog nervøs over at høre om det såkaldte integrationsprogram hvor deltagelse er obligatorisk, og som "skal have et omfang af mindst 37 timer om ugen" i "op til tre år". Det er svært at finde præcis information om hvad programmet indebærer, og flere steder kan jeg se formuleringer der antyder at det ikke rigtig er relevant hvis man ikke modtager start- eller kontanthjælp.
Vi vil jo nødig stå i en situation hvor min kone skal sige nej til at arbejde fordi hun er tvangsindlagt til et integrationsprogram, og det kan vel heller ikke være meningen? Formålet med programmet er jo netop at man skal i arbejde.
Er der nogen der har erfaringer med integrationsprogrammet og kan sige noget om hvorvidt det kan stå i vejen for at man har et fuldtidsarbejde?
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 21.11.2012 12:10:38
af fundiver199
Jeg går ud fra, at du har læst det med de 37 timer om ugen på
www.borger.dk, og det er faktisk en dårlig og vildledende tekst. Det er nemlig kun udlændinge, der modtager kontanthjælp, der har pligt til at deltage i introduktionsprogrammet i 37 timer om ugen. For alle andre er det netop meningen, at introduktionsprogrammet skal kunne passes ved siden af et normalt arbejde eller studier.
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 21.11.2012 12:56:34
af dasbnau
Mange tak Fundiver, det er jo betryggende
Ved du (eller andre) hvad programmet mere konkret indebærer hvis man allerede har et arbejde? Danskundervisning tager hun jo allerede, men er der noget med at man så skal lære om danske samfundsforhold og kultur/historie ud over det? Eller andre sjove aktiviteter man skal gennemgå?
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 21.11.2012 13:29:38
af fundiver199
Jeg har ikke personlige erfaringer med det, men jeg har hørt, at der f.eks. kan være tale om ting som et jobsøgningskursus eller et virksomhedsbesøg, hvilket jo så kan siges at være mindre relevant, hvis man allerede er i arbejde. Men så kan man jo komme til at være syg den dag, hvis man synes, at man ellers spilder sin tid, eller måske ligefrem er nødt til at bede om fri fra jobbet for at tage på virksomhedsbesøg
Det har dog ikke noget massivt omfang, og at ”lære om danske samfundsforhold” er vist bare noget, der indgår i danskkurset, dvs. den samme lærer stiller sig op og tegner og fortæller i nogle få lektioner. Så der er mig bekendt ikke tale om nogen selvstændig aktivitet, der skal sættes mange timer af til hver uge.
I store træk kan I derfor forvente, at din kone bare skal fortsætte med at følge det danskkursus, hun allerede følger. Så det er ikke så stort og ”farligt”, som det måske lyder, når man læser om det.

Re: Integrationsprogram - omfang?
: 21.11.2012 17:03:13
af dasbnau
Mange tak Fundiver, det lyder jo heldigvis ikke så slemt

Re: Integrationsprogram - omfang?
: 22.11.2012 11:03:52
af Helate
Vi har lige været til den første samtale med en rigtig sød kvinde hos jobcenter århus.
Da min kone er gravid og sat til januar, gik vi ikke i detaljer, men det integrationprogrammet består i er danskundervisning, danske samfundsforhold og jobsøgning.
Danskundervisning og danske samfundsforhold er "under et" da det blot varetages af lærdansk.dk, som er dansktilbuddet i århus.
Jobsøgning kan feks være virksomhedspraktik, men - hvad der overraskede mig yderst positiv - også løntilskud.
Jeg troede ikke man måtte modtage den slags, men faktisk er det sådan at selv hvis man selv finder et job, kan man vise arbejdsgiveren noget materiale fra jobcentret, om hvordan de kan søge løntilskud.
og det er jo alt andet nemmere at søge et job, hvis man får en pose penge med fra det offentlige.
I vores situation er dette jo så først relevant når fruen har fået født og holdt lidt barsel.
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 22.11.2012 11:54:24
af soreng
Helate skrev:Vi har lige været til den første samtale med en rigtig sød kvinde hos jobcenter århus.
Da min kone er gravid og sat til januar, gik vi ikke i detaljer, men det integrationprogrammet består i er danskundervisning, danske samfundsforhold og jobsøgning.
Danskundervisning og danske samfundsforhold er "under et" da det blot varetages af lærdansk.dk, som er dansktilbuddet i århus.
Jobsøgning kan feks være virksomhedspraktik, men - hvad der overraskede mig yderst positiv - også løntilskud.
Jeg troede ikke man måtte modtage den slags, men faktisk er det sådan at selv hvis man selv finder et job, kan man vise arbejdsgiveren noget materiale fra jobcentret, om hvordan de kan søge løntilskud.
og det er jo alt andet nemmere at søge et job, hvis man får en pose penge med fra det offentlige.
I vores situation er dette jo så først relevant når fruen har fået født og holdt lidt barsel.
Jo hun må gerne modtage løntilskud. Men i skal jo selvfølglig være opmærksomme på hvordan det kan påvirke hendes muligheder for senere at få permanent opholdstilladelse. Man skal som fs være utrolig varsom med at modtage så meget som en krone fra det offentlige, andet end f.eks børnepenge. Der er ingen der kan sige om løntilskud om 5 år vil være på "forbudt" listen, og så står man altså lidt med håret i postkassen.
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 22.11.2012 14:34:43
af fundiver199
Det ville jeg nu ikke bekymre mig om. Det ville da være tåbeligt at ”straffe” udlændinge for at forsøge at komme i arbejde, når alle politiske partier er enige om, at det netop er det, de gerne vil have.
Omkring reglerne om permanent opholdstilladelse har vi 3 gange siden 2007 set, at de er blevet lavet om med delvis tilbagevirkende kraft dvs. også for udlændinge, der allerede boede i Danmark, da de nye regler trådte i kraft. Og jeg tror bare, man skal tage det, som det kommer. Hvad politikerne måtte finde på af nye regler og krav engang i fremtiden, er det næppe muligt for nogen at forudsige.
Men hvis jeg endelig skal komme med et bud, så tror jeg ikke, at Venstre og Konservative har nogle pro-blemer med de regler for PUT, den nye regering har indført. Jeg bemærkede i hvert fald, at da lovforslaget blev behandlet, var de primært kritiske over for den del af det, der handlede om noget helt andet, nemlig en mindre justering af udvisningsreglerne.
Så jeg tror kun, at det er Dansk Folkeparti, der savner de nu skrottede regler fra 2010. Og så er spørgsmålet jo, hvor meget vægt DF vil lægge på at forsøge at forhandle sig til nye stramninger på netop det område, og hvor stærk deres forhandlingsposition vil være. Hvilket i høj grad kommer an på, præcis hvordan vælgerne sammensætter Folketinget næste gang.
Personligt tror jeg derfor ikke, der kommer større ændringer i reglerne om PUT, selvom vi får en ny regering efter næste valg. Og hvis der kommer ændringer, så tror jeg, at de vil handle om en genindførelse af kravet om ”aktivt medborgerskab” samt en afskaffelse af de særlige regler for flygtninge, der har boet 8 år i Danmark.
Hvis jeg var DF´er, var det sådanne ting, jeg ville gå efter, og ikke at ”straffe” udlændinge for at lade sig ansætte i løntilskudsjob. Og tilsvarende kan jeg heller ikke se for mig, at muligheden for at få PUT, hvis man har taget en uddannelse, vil blive rullet tilbage igen, da det simpelt hen vil være for svært at argumentere for det.
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 22.11.2012 23:32:50
af barefeet
fundiver199 skrev:Jeg går ud fra, at du har læst det med de 37 timer om ugen på
http://www.borger.dk, og det er faktisk en dårlig og vildledende tekst. Det er nemlig kun udlændinge, der modtager kontanthjælp, der har pligt til at deltage i introduktionsprogrammet i 37 timer om ugen. For alle andre er det netop meningen, at introduktionsprogrammet skal kunne passes ved siden af et normalt arbejde eller studier.
Hejsa.
Jeg springer lige ind i din tråd med et par spørgsmål der har relation til dette, håber det er ok
Min kone går i skole via integrations programmet. Hun modtager ingen starthjælp eller kontant hjælp. Vil det sige hun ikke er forpligtet til at følge undervisningen ? Hvilke konsekvenser har det senere hen hvis hun vælger ikke at følge undervisning, men vælger at arbejde i stedet ?
Rent hypotetisk, ville hun så kunne modtage kontanthjælp uden det har konsekvenser for hendes opholdstilladelse senere hen ? Hun er FS med dispensation pga. særbarn.
P.t. går hun i skole mandag, onsdag og fredag. Hun arbejder 4-5 timer hver tirsdag, torsdag og søndag.
Pft.
Søren
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 23.11.2012 07:24:45
af fundiver199
Man har pligt til at følge integrationsprogrammet, uanset om man modtager kontanthjælp eller ej. Din kone har jo også skrevet under på en integrationskontrakt. Mht. konsekvenser, hvis man ikke gør det, er det nok så som så. I teorien kan opholdstilladelsen vel inddrages. Men i praksis betyder det nok bare, at man ikke kan få nedsat sin bankgaranti, og at man ikke kan få permanent opholdstilladelse, fordi man ikke har bestået danskprøven.
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 23.11.2012 08:20:50
af barefeet
Ok, tak.
Jeg er lidt forvirret. Du skriver lige oppe over :
"Det er nemlig kun udlændinge, der modtager kontanthjælp, der har pligt til at deltage i introduktionsprogrammet i 37 timer om ugen."
Så skriver du til mig :
"Man har pligt til at følge integrationsprogrammet, uanset om man modtager kontanthjælp eller ej".
Desuden kan man vel godt bestå en dansk prøve selvom man ikke følger integrationsprogrammet. Så vidt jeg ved skal man så bare selv betale for prøven.
Søren
Re: Integrationsprogram - omfang?
: 23.11.2012 09:45:02
af fundiver199
Man er forpligtet til at følge introduktionsprogrammet, selvom man ikke modtager kontanthjælp, men ikke 37 timer om ugen. De 37 timer skal vel forstås som en slags rådighedsforpligtelse for nyindvandrede kontanthjælpsmodtagere. Andre kontanthjælpsmodtagere er også forpligtede til at lade sig aktivere, bare på nogle andre måder.