Ægteskabudengrænser.dk

Min amerikanske kone og jeg har lige indsendt vores ansøgning om familiesammenføring efter DK regler, og vi bor sammen her i DK. Jo mere jeg læser om det, og herinde i forums, jo mere tvivler jeg på at den vil blive godkendt. Så jeg prøver at forberede os så godt som muligt på et afslag, så vi ikke ender i en endnu mere økonomisk presset situation end vi er i nu.

Derfor... jeg har søgt om dispensation for bankgaranti og ingen kontanthjælp indenfor de sidste 3 år på baggrund af mine psykiske problemer (jeg er førtidspensionist). Er der nogen der har et bud på hvor lang behandlingstiden vil være?

Ved evt. afslag troede jeg at hun ville få 30 dage til at forlade landet. Senest synes jeg dog at jeg har set nogle nævne af det kun får 7 dage. Hvad afgører hvem der får hvad, eller er det blevet ændret fra 30 til 7 dage?

Der er ikke nogle der kan sige noget fast om hvor lang sagsbehandlingstiden vil være...Men 7 måneder vil den nok ikke være, da du jo selv har gjort us opmærksom på at du ikke lever op til kravene.

Et logisk flow for sagsbehandlingen vil efter min mening være.
Sagsbehandleren vil først kigge efter om man lever op til de krav som der ikke kan dispenseres for. Gør man der kigger sagsbehandleren på om der er grunde til at dispensere for resten af reglerne (får man dispensation for een regel får man som regel for alle de regler der kan dispenseres for, da det så er på grund af danmarks internationale forpligtelser at dispensationen gives, og ikke fordi at Danmark gerne vil være flink).

Sagsbehandleren vil så i dit tilfælde givet konstatere at der ikke er grundlag for at dispensere, og så nok givet gå direkte til kravet om selvforsørgelse (kontanthjælp), når du nu har været så flink at gøre dem opmærksom på punktet selv. Sagsbehandleren vil konstatere at du ikke lever op til kravet, og afvise ansøgningen der, og resten af punkterne vil så ikke blive behandlet, da der jo ikke er nogen grund til det.

Udrejsefristen skal være på mindst 7 dage, så det giver jo mening at man beder en person om at forlade landet med kortest mulige frist, hvis en ansøgning afvises. Personen har jo intet grundlag at opholde sig i Danmark på.

Hvis i ikke ønsker at stå med alle de bekymringer om udrejsefrist osv, er der jo INTET der forhindrer jer i at din kone rejser hjem og afventer US's svar derfra. Jeg kan sagtens se at det må være en ulidelig situation at stå i, konstant at kunne forvente et brev, der dikterer en udrejsefrist på 7 dage, så man aldrig rigtigt tør sætte sig ned og "falde til". Men det er jo altså bagsiden af den mønt i har valgt at benytte, når man søger fra Danmark af.

Udrejsefristen ved afslag er 7 dage ved danske regler og 30 dage ved EU-regler. I de danske regler blev det ændret fra 14 til 7 dage i forbindelse med ”serviceeftersyn af udlændingeloven” i foråret 2010. Og det var selvfølgelig et af DF´s mange krav om stramninger, som den tidligere regering villigt imødekom.

Mht. dispensation er det afgørende ikke, om du har psykiske problemer. Det afgørende er, om disse psykiske problemer gør det helt urimeligt at forvente, at du skal kunne bo i USA med din kone. Hvis det ikke er tilfældet, har I ikke ret til frit at vælge, at I hellere vil bo i Danmark. Så derfor må I leve op til kravene, hvis I gerne vil bo her.

Om de psykiske problemer kan være grundlag for en dispensation, kan man næppe tage stilling til uden at gå helt ind i kernen af din førtidspensionssag. Men bevisbyrden vil så absolut ligge på jeres skuldre, og det klare udgangspunkt vil givetvis være, at der ikke er noget i vejen for, at en førtidspensionist kan bosætte sig i udlandet. Og da navnlig ikke i et land som USA, hvor du taler sproget på et vist niveau, kommer fra et kultur der ikke er totalt forskellig osv.

Man kan jo med en vis rimelighed sige, at du som førtidspensionist har lettere ved at bosætte dig i udlandet end de fleste andre, idet forsørgelsesgrundlaget automatisk er til stede i form af din førtidspension, som du kan tage med dig. Så der skal nogle virkelig tungtvejende argumenter på bordet for at skaffe en dispensation. Som f.eks. at I har søgt om FS i USA og fået afslag der. Eller måske at du lider af den meget sjældne sygdom USA-fobi

fundiver199 skrev:Om de psykiske problemer kan være grundlag for en dispensation, kan man næppe tage stilling til uden at gå helt ind i kernen af din førtidspensionssag. Men bevisbyrden vil så absolut ligge på jeres skuldre, og det klare udgangspunkt vil givetvis være, at der ikke er noget i vejen for, at en førtidspensionist kan bosætte sig i udlandet. Og da navnlig ikke i et land som USA, hvor du taler sproget på et vist niveau, kommer fra et kultur der ikke er totalt forskellig osv.

Og med bevisbyrde vil du nok skulle bruge udtalelser fra læger/eksperter/psykologer som allesammen mener at din psykiske tilstand ikke kan behandles forsvarligt i USA. Og nej, at det vil give jer nogle økonomiske udfordringer er heller ikke grundlag for dispensation.
Og jeg har altså helt ærligt svært ved at komme i tanke om en psykisk lidelse som man kan behandle i Danmark, men man ikke kan behandle tilfredsstillende i USA. Hvis noget, er USA da vist lidt foran på behandlingen af mange psykiske lidelser.

Helt uden at kende noget til den konkrete sag, så kunne man evt. forsøge sig med argumenter om, at den herboende førtidspensionist modtager behandling via den danske sygeforsikring, og at det af gode grunde ikke er muligt at forsikre sig imod en allerede eksisterende sygdom. Nogle førtidspensionister vil således have en reel forhindring i forhold til at bosætte sig i udlandet derved, at de så kommer til selv at betale for behandlingen af deres sygdom.

Og hvis den udgift er stor i forhold til en dansk førtidspension samt de penge, ægtefællen kan forventes at tjene i hjemlandet, så må det efter min vurdering siges at være en ”uoverstigelig forhindring”, der bør kunne medføre dispensation. Jeg har ikke kendskab til konkrete afgørelser af denne type, men jeg mener bestemt, at det er noget, der er værd at få prøvet hele vejen gennem systemet, når/hvis en egnet sag dukker op.

Det er således min klare holdning, at der de sidste 10 år har været al for meget systematik i, at man har sagt, at ALLE danske statsborgere kan bosætte sig i deres ægtefællers hjemland, med mindre de har særbørn. Særbørnene har man taget vidtgående hensyn til, men man har ikke foretaget en reel vurdering fra sag til sag af, hvor realistisk det egentlig er, at folk uden særbørn kan flytte til udlandet.

Jeg siger ikke, at denne sag er den, der får rykket ved de stramme tolkninger, for det kender jeg den ikke godt nok til. Men jeg synes bestemt, at folk skal tage kampen op, hvis de har en egnet sag, og ikke bare acceptere de meget firkantede danske tolkninger af menneskerettighederne uden videre.

DK-US må dog, som alle andre danske statsborgere, tage det med i sine overvejelser, at det kan være en hurtigere og mere sikker løsning at benytte den fri bevægelighed i EU end at forsøge at få skubbet til de danske tolkninger af menneskerettighederne.

Og en oplagt løsning i en sag som denne er jo også slet og ret at vente, til de 3 år er gået, og bo i hver sit land indtil da. Og hvad angår garantien på 50.000 burde det vel være muligt at spare op til den i løbet af 1-2 år, hvis konen rejser tilbage til USA og arbejder der. Så må det punkt har parret en stor fordel i forhold til, hvis konen var fra et lavindkomstland.

Det er klart utilfredsstillende set med ÆUG-briller, at man skal flytte til et andet EU-land for at bo sammen med sin ægtefælle, eller vente i flere år på at bo sammen, bare fordi man er kommet på førtidspension inden for de sidste 3 år (og derfor har modtaget kontanthjælp under sagens behandling). Men det er tungt at få skubbet til, så folk må hver især tage stilling til, hvordan de individuelt vil indrette sig under de mindre end optimale vilkår, der desværre hersker på området.

At få afskaffet bankgarantien eller rullet 3-års reglen tilbage til 1 år ser ud til at være helt umuligt under de nuværende politiske forhold. ÆUG gjorde et ihærdigt forsøg under forårets høring om nye FS-regler, men det vakte ingen som helst genklang hos regeringen. Og får vi en ny regering efter næste valg, skal man nok forvente, at reglerne bliver strammet snarere end slækket. Så DK-US og andre i samme situation skal i hvert fald ikke forvente, at redningen kommer fra politisk hold.

fundiver199 skrev:Helt uden at kende noget til den konkrete sag, så kunne man evt. forsøge sig med argumenter om, at den herboende førtidspensionist modtager behandling via den danske sygeforsikring, og at det af gode grunde ikke er muligt at forsikre sig imod en allerede eksisterende sygdom. Nogle førtidspensionister vil således have en reel forhindring i forhold til at bosætte sig i udlandet derved, at de så kommer til selv at betale for behandlingen af deres sygdom.

Men til at dokumentere det skal der jo netop udtalelser fra forskellige "eksperter" (læger,psykologer ol) om at den behandling man modtager er varig, og man er afhænging af at modtage den medicin, og man skal vel dokumentere hvad udgiften i USA vil være for behandling af ens sygdom, og dermed at udgiften vil være uoverstigelig i forhold til f.eks fattigdomsgrænsen i det pågældende land, hvis man indregner vel bare en middelindtægt fra hans ægtefælle.

Pt har det da været menneskerettighedsdomstolens hidtidige praksis at det ikke er nok, at det vil medføre ulemper af f.eks. økonomisk art at bo i et ægtefællens hjemland.

Us vil nok være påpasselige med bare at give dispensation, da der vel så vil stå en horde af diabetikere udenfor us dagen efter og søge om dispensation, da den danske sygeforsikring jo også giver tilskud til insulin.
Det er vist ikke helt ualmindeligt at insulin i USA koster 100$ om ugen, hvis man ikke har nogen forsikring, så man skal jo så som tilflyttende diabetiker i USA så regne med omegnen af 4-500$ for insulin alene. Jeg må blankt erkende at jeg ikke ved hvad en typisk diabetiker betaler i insulin om måneden i danmark, men jeg tvivler på at det er oppe i det prisleje.

Jeg er enig i, at der givetvis ville skulle være tale om udgifter af en anseelig størrelsesorden og ikke bare f.eks. 100 USD om ugen, som man vel godt kan betale, hvis man bor i USA og lever af en dansk førtidspension + en ufaglært løn fra den amerikanske ægtefælle.

Jeg ved ikke, hvad det kunne være, men man kunne f.eks. forestille sig en person med blødersygdom, hvis medicin koster, hvad ved jeg, 50.000 kroner om måneden, for nu bare at nævne et eller andet tal. Forhindringerne skal virkelig være "uoverstigelige" og ikke bare en eller anden mindre besværlighed. Det er hovedbudskabet.

Alternativt kunne man også vælge at føre en retssag på, at den danske stat må give tilskuddet til blødermedicinen med til udlandet, hvis den virkelig mener, at en af dens statsborgere skal udvandre for at have et familieliv. Og så må staten jo tage stilling til, om den foretrækker den løsning eller hellere vil give ægtefællen opholdstilladelse i Danmark.

Mange tak for jeres svar!

Vi snakker stadig om hvad vi skal gøre. Vi vil bestemt indsende mere materiale til at understøtte vores sag.