@ fundiver,
1) når man får understøttelse fra a-kasse, så HAR man jo et forsørgelsesgrundlag,
2) udfra lowlifes oplysninger har kvinden næppe haft noget arbejde.
Kvinden i lowlifes sag er altså slet ikke i samme situation som Zambrano. Dertil kommer, at barnet jo allerede er ude af DK, og dermed er barnet ej heller i samme situation som Zambrano's børn - barnet er jo allerede flyttet ud af DK.
@ lowlife: når Thailand ikke er på listen, betyder det formodentlig at et evt. pålagt bidrag ikke vil kunne inddrives i DK, så længe barnet opholder sig i Thailand. I øvrigt skal han huske på, at betalt børnebidrag er fradragsberettiget.
Skulle kvinden få lyst til at forsøge at få ophold i DK afledt af sit barns ret til ophold som statsborger, og lykkes med det, så vil der formodentlig være grundlag for at faderen søger om at få forældremyndighedsafgørelsen ændret. Hovedreglen i dansk ret er pt. at forældrene skal bevare fælles forældremyndighed.
Dertil kommer at faderens samværsafgørelse fsv. stadig er gældende, og i teorien kan han kræve barnet udleveret til samvær - han skal dog nok være villig til at betale størstedelen af rejseudgiften. Jeg kender eksempler på børn, der har haft samvær over landegrænser: fra England, Sverige og Norge.
Thailand har underskrevet FN konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder. FN's Konvention om barnets rettigheder (1989), artikel 9 om barnets ret til kontakt med begge forældre, har i flere lande været et skub i retning mod forbedring af fædrenes retsstilling i forbindelse med konflikt om forældremyndighed og samvær. På denne måde har Børnekonventionen været med til at udvide familiebegrebet. Børnekonventionens forfattere lod sig bl.a. inspirere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols måde at fortolke familieliv på og dens vægt på barnets bånd til begge forældre.
Børnekonventionen omfatter de fleste af de rettigheder som de voksne har, og nogle særlige rettigheder for børn. Rettighederne skal tage udgangspunkt i barnets tarv og ikke i forældrenes eller myndighedernes interesser.
Faderen vil naturligvis også kunne kræve samvær genoptaget, i tilfælde af at barnet atter bor i DK. Dog skal der ikke gå for lang tid (år), uden kontakt, men han vil til en hver tid kunne kræve at få en ny afgørelse efter de nye forhold.
Udvisning
-
mh1
- Indlæg: 10609
- Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
- Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
- Kontakt:
Re: Udvisning
mh
Rådgiver for ÆUG
Rådgiver for ÆUG
-
fundiver199
- Indlæg: 15458
- Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34
Re: Udvisning
@mh
Det er rigtigt, men da den afgørende præmis 42 i Zambranodommen er formuleret i meget generelle vendinger, kan jeg ikke forestille mig, at det gør nogen forskel, at den unge unionsborger allerede har forladt unionens område.
Det hedder således, at ”artikel 20 TEUF er til hinder for, at medlemslandene kan træffe foranstaltninger, der reelt forhindrer en unionsborger i at nyde godt af kerneindholdet i de rettigheder, han er tildelt som unionsborger”. Og lige som en dansk statsborger jo ikke mister sin ret til at opholde sig på dansk territorium, bare fordi han frivilligt er udvandret, så gælder det samme naturligvis også for en unionsborger. En anderledes tolkning giver for mig at se ingen mening overhovedet.
Desuden var det jo i dette tilfælde slet ikke frivilligt, at den unge unionsborger forlod unionen. Det skete alene som følge af, at hans mor blev udvist. Hvilket jo netop er, hvad EU-domstolen siger, at et medlemsland ikke må, hvis de dermed reelt tvinger den mindreårige unionsborger til også at forlade unionens område, fordi det er det mindste af to mulige onder for ham.
Og naturligvis kan Danmark ikke erhverve sig en ret ved allerede at have udført den handling, som Danmark ifølge EU-domstolen ikke må udføre. For mig at se må der derfor nærmest være tale om, at Danmark i virkeligheden har pligt til af egen drift at finde sagen frem og skrive til kvinden, at hun kan få sin opholdstilladelse tilbage, såfremt hendes unionsborgerbarn igen ønsker at bo i Danmark.
Det har i hvert fald været konsekvensen af tidligere kendelser ved EU-domstolen, som øgede borgernes rettigheder. I princippet hedder det sig jo nemlig, at vi hele tiden har haft de rettigheder, og at EU-domstolen blot har ”fjernet en uklarhed”. Det kan man så selvfølgelig diskutere, og i denne sag forstår jeg i modsætning til al larmen om Metock godt, hvis nogen finder, at EU-domstolen er retsskabende i sin adfærd snarere end tolkende.
Det er rigtigt, men da den afgørende præmis 42 i Zambranodommen er formuleret i meget generelle vendinger, kan jeg ikke forestille mig, at det gør nogen forskel, at den unge unionsborger allerede har forladt unionens område.
Det hedder således, at ”artikel 20 TEUF er til hinder for, at medlemslandene kan træffe foranstaltninger, der reelt forhindrer en unionsborger i at nyde godt af kerneindholdet i de rettigheder, han er tildelt som unionsborger”. Og lige som en dansk statsborger jo ikke mister sin ret til at opholde sig på dansk territorium, bare fordi han frivilligt er udvandret, så gælder det samme naturligvis også for en unionsborger. En anderledes tolkning giver for mig at se ingen mening overhovedet.
Desuden var det jo i dette tilfælde slet ikke frivilligt, at den unge unionsborger forlod unionen. Det skete alene som følge af, at hans mor blev udvist. Hvilket jo netop er, hvad EU-domstolen siger, at et medlemsland ikke må, hvis de dermed reelt tvinger den mindreårige unionsborger til også at forlade unionens område, fordi det er det mindste af to mulige onder for ham.
Og naturligvis kan Danmark ikke erhverve sig en ret ved allerede at have udført den handling, som Danmark ifølge EU-domstolen ikke må udføre. For mig at se må der derfor nærmest være tale om, at Danmark i virkeligheden har pligt til af egen drift at finde sagen frem og skrive til kvinden, at hun kan få sin opholdstilladelse tilbage, såfremt hendes unionsborgerbarn igen ønsker at bo i Danmark.
Det har i hvert fald været konsekvensen af tidligere kendelser ved EU-domstolen, som øgede borgernes rettigheder. I princippet hedder det sig jo nemlig, at vi hele tiden har haft de rettigheder, og at EU-domstolen blot har ”fjernet en uklarhed”. Det kan man så selvfølgelig diskutere, og i denne sag forstår jeg i modsætning til al larmen om Metock godt, hvis nogen finder, at EU-domstolen er retsskabende i sin adfærd snarere end tolkende.