Skal man sætte tal på, så ligger de såmænd mindst på omkring 50% af den forskel, som der er på f.eks. norsk og indisk kultur eller på dansk og kinesisk kultur. Vi er langt fra så "ens" i Europa, som vi måske selv går rundt og tror nogle gange.
Den "ikke tabe ansigt" eller "æres" kultur, som Wesensteen her er løbet ind i, har jeg mange gange oplevet på ferierejser rundt omkring i Europa. Typisk på restauranter e.l., hvor man jo heldigvis bare kan grine af det, da konsekvenserne ikke er nær så alvorlige.
Det morsomste eksempel er nok en oplevelse, som jeg havde engang i Grækenland. Her havde jeg på en typisk turistrestaurant personligt udvalgt en fisk fra restuationens køleskab, som herefter blev grillet og serveret for mig og min kæreste.
Maden var for så vidt udmærket, men desværre blev måltidet i nogen grad spoleret af, at kokken nærmest havde tabt saltkrukken ned oven i fisken. Så da tjeneren bagefter spurgte, om maden havde været tilfredsstillende, så sagde jeg pænt og høfligt, at jo, den havde da været glimrende. Men fisken var dog blevet saltet noget mere, end vi brød os om.
Tjenerens reaktion på det var så at pege ud over vandet og spørge, om vi havde smagt, hvor salt havet var her på xxxxx? Og jo, det havde vi da, selvom vi nu godtnok ikke lige havde været ude og bade, for det var det stadig lidt for tidligt på året til.
Jamen så kunne vi jo nok forstå, at sådan en stor fisk var jo gammel. Så den havde jo svømmet rundt i det salte hav i lang tid, og derfor var den naturligvis også blevet meget salt.
Herefter nikkede både min kæreste og jeg meget forstående, takkede mange gange for oplysningen og bad om regningen. Hvorefter vi indtog desserten et andet sted, hvor vi kunne tillade os at grine højlydt af den behandling, vi var blevet udsat for, uden at nogen ville tage det ilde op.
