Indlæg
af Kroshka » 07.05.2010 15:49:09
... og sådan gik det for os...
Er der grund til, at vi ser spøgelser alle steder? Skal vi alle flytte til Malmø? Eller er der i bund og grund fairness og rimelighed i tingene? Er det bare enkelte tilfælde, der tager overskrifter og dominerer det store billede? Er det bare fordi vi vi har ondt af os selv – og glemmer en helhedsvurdering? Skal folk fra Ukraine, Tyrkiet, Norge eller Nigeria behandles forskelligt? Skal børn fra Århus have deres egne helt specielle regler/lovgivning i forhold til børn fra Slagelse. Er det ok at en finsk nøgenbader og nudist, går nøgen rundt på strøget i København – eller unge indvandrere i burka med springkniv... eller en kalibal, der synes, at naboen er bedst på en weber grill på en sommerdag.. Er det ok, at sex-appealing kvinder fra Rusland udnyttes til at sælge sin krop, at Thaipiger udnyttes og arbjder for få kroner i timen - og at religiøse kvinder ikke kan/må følge fælleskabet herunder deres børn, at systemet skal skaffe tolke til folk der har været her i mange år. Er det ok – at Maren-Malkeko gifte-importerer en afrikansk hyrdedreng til at ... tja - uden han kender sine rettigheder. Er det ok? Jeg synes ikke det er, jeg synes der skal være tilbud og kontrol, der sikrer alle en mulighed for en fair tilværelse og - som mere eller mindre tvinges til at tilegne sig viden om vort land/regler/kultur. Hvis Danmark synes det samme, som jeg – så skal der jo være en vis ”køreprøve”.
Jeg har ikke stor erfaring med, hvad andre lande gør – men jeg er faktisk i det store hele ret tilfreds med Danmark og tiltider og oftest (indtil nu) stolt over Danmark– og hvad Danmark tilbyder mennesker fra udlandet, der bosætter sig i Danmark. Jeg har ikke hørt om tilfælde, hvor andre lande tilbyder samme services for ”tilflyttere”.
Der er givetvis mange ting der kunne gøres bedre – og nok specielt i processen om at få FS.
Men her er min historie over vort forløb.
Lad os starte med (efter sigende) relevante fakta:
Det drejer sig om en kvinde fra Ukraine – hvorfra man jo ikke blot kan besøge Danmark, hvis man lyster.
I 2005 rejste jeg for første gang ind i UA – og senere på året etablerede jeg virksomhed der – og været der et utal af gange.
Jeg kom i kontakt med en pige der – som jeg senere ansatte i min virksomhed.
I 2008 gik min danske virksomhed konkurs, jeg blev ”skilt” (vi var ikke gift – men flyttede fra moden til vore fælles børn på 10 og 13) – som jeg nu har regelmæssig samvær med.
Siden da har jeg været på dagpenge
I 2009 ville jeg gerne invitere den ukrainske kvinde til Danmark.
Hun er 16 år yngre end jeg – hun havde ikke noget job, ingen egen lejlighed, ingen børn, ”familie”, penge i banken, bil – ingenting der skulle kunne ”sikre” at hun skulle tilbage til UA.
Hun havde aldrig været i Schengen før
Hun søgte besøgsvisum – efter den var sendt til US til behandling i ca. 3 måneder – fik hun afslag. Vi skrev i ansøgningen, at vi havde arbejdet sammen, var venner og ville gerne drøfte fremtidmuligheder sammen.
Jeg klagede over afslaget og sagde, at det skyldes forkert ”ordvalg” – istedet for det angivne ”friend” skulle der stå ”boy friend”. Så efter lidt bøvl resulterede det i, at hun fik et ”multiple entry visum” – og jeg skulle ikke stille bankgaranti. Ambassaden ville gerne se ”retur-rejsehjemmel” – men jeg fortalte dem, at det jo nemt kunne være, at hun ville kunne få kørelejlighed med en, der alligevel skulle til Danmark (eller at jeg hentede hende)– og at jeg i øvrigt synes det var irrelevant at kræve ”retur-billet” (for første rejse), når der var tale om ”multiple entry visa”. Det endte med at jeg skulle sende mit grønne forsikringsbevis på min bil – og hun fik visum.
Hun var her 3 gange – og i alt næsten 90 dage - og ved visumudløb søgte hun igen –og fik endnu en gang ”multiple entry visum” – denne gang på ca. 10 dage – og uden, at det denne gang gik via US - og stadig uden garantistillelse eller krav om returbillet.
I forbindelse med hendes sidste besøg og visumudløb af ”multiple entry visum 2”, besluttede vi os for at vi ville gifte os og søge om FS.
Når man skal giftes i DK er der jo visse krav til dokumentation – som kan være vanskellig/umuligt at fremskaffe.
Dokumenter, der i h.t til manualen skal bruges på rådhuset i Odense er:
Pas + bevis på gyldigt ophold
Dåbsattest – oversat – legaliseret – og stemplet både her og der
Civilstand-erklæring - oversat – legaliseret – og stemplet både her og der.
Nogle folk hævder, at det er umuligt at få en civilstandserklæring i UA – andre blot, at det kan være svært og bøvlet (og måske dyrt) – den sidste påstånd er rigtig.
Efter kontakt til vielseskontoret i Odense, hvor jeg argumenterede for hvor svært, bøvlet det kan være – hvis man bor lidt udenfor de sidste 10 kartoffelrækker i UA – blev vi enige om at
1) dåbsattest var ikke nødvendig og
2) det var ok – hvis vi blot lavede vor egen erklæring på, at man ikke var/eller havde været gift - og fik den ukrainske ambassade til at signere dette. (Det lavede jeg så – og ambassaden stemplede dette – uden for øvrigt at checke nogentsomhelst - så det var løst på 3 minutter)
Så opstod der lige pludselig en ny udfordring, nemlig at jeg for mange år siden har været udsendt af den danske stat til at arbejde i Tyrkiet – og da jeg havde været bosat der, skulle jeg også dokumentere, at jeg ikke var blevet gift der. Det var lidt bøvlet – den danske ambassade kunne/ville ikke hjælpe, den tyrkiske ambassade anbefalede, at jeg kontaktede advokater – men heldigvis fik jeg det danske konsultat i Istabul til at bekræfte, at noget sådant dokument ikke var muligt at få – og det accepterede man så i Odense)
Så nu var papirerne sådan set ok – og vi blev godkendt til at blive gift den 10. februar – 7 dage inden udløb af visum. Det tog 3 minutter at blive gift – og bruden skiftede ikke efternavn. Der var ingen fotos – ingen fest.
Dagen efter – den 11. februar indleverede vi FS-ansøgning ved politiet i Odense. Vi havde lavet en faneindelt mappe. Vi havde selvfølgelig udfyldt alle papirer og vedlagt, hvad de ønskede – og den eneste ekstra dokumenation vi havde vedlagt var stempler i mit pas for ”besøg” i UA. Bekræftelse af, at jeg ikke havde modtaget sociale ydelser fra kommunen var selvsagt også vedlagt (det tog også 3 minutter at få den). Men altså ingen romantiske fotos, ingen bryllupsfotos – ingen log bog over kommunikation – eller andet.
Ved indlevering skiller politiet politiet mappen ad – og vi kan tage vor ”struktur-mappe” med hjem. De giver en kvittering, som er godkendelse af ophold i DK indtil vi hører fra US. Det tog 12 minutter hos politiet.
Nu er der kun at vente – måske op til 6 uger, inden vi vil modtage et brev af US. Vi forholder os afventende og ringer ikke til US.
Den 19. marts modtager vi brev fra US om at behandlingen af sagen er sat i gang – og at proccesuelt ophold er givet – at vi er kommet i selvbetjeningsbunken (=3 månder) samt vi kan forvente svar inden den 6. maj.
Den 29. marts modtager moderen til mine børn brev, der beder hende bekræfte, at jeg har samvær med mine børn, som jeg har angivet. Dette brev bekræfter og returnerer hun til US indenfor ca. en uge.
I et brev dateret den 16. april – modtaget den 20. april - få Oksana accept for ophold og arbejdestilladelse.
Dagen efter - den 21. april - fik vi ”opholdstilladelses-sticker” indsat i pas (i øvrigt på dansk - gyldig i 2 år), fik meddelt folkeregisteret at ny person var på min adresse, fik cpr.nummer, sat tandlæge/læge i system, rekvireret sygesikringsbevis, ændret skattekort og boligsikring.
Den 21. april ringede jeg til kommunen og spurgte om, hvad der nu skulle ske, og at vi gerne ville have at tinge skete lidt hurtigt. Her sagde man, at man ville blive indkaldt til et introduktionsmøde – og det fik jeg få allerede arrangeret mandagen efter, den 26. april – hvor man så ville sikre sig, at der var en tolk tilstede – på trods af at jeg sagde, at vi nemt kunne klare det med engelsk/dansk – og at jeg gerne ville oversætte, men de insisterede på at der var en ”russisk” tolk.
Mødet på kommunen den 26. april var ikke særligt informationsgivende – men mere et spørgsmål om at indhente information om ”den nye” i Danmark. På mødet blev der tilbudt dansk undervisning – og i øvrigt sparsom information om det, og at næste møde vil være om 3 måneder, hvor man vil følge op på, hvordan det går. Mødet tog 45 minutter.
Samme dag ringede jeg til ”Lær Dansk” – og indhentede yderligere information om, hvad de tilbød – og hvornår hun kunne starte. Det kunne hun principielt med det samme, og at der var to muligheder – enten dagshold – eller sen-eftermiddagshold 2 gange om ugen – og i øvrigt, at der var 44 andre fra Ukraine + 18 fra Rusland der gik på ”skolen” nu.
Ligeledes kontaktede jeg samme dag ”etnisk jobteam” i Odense , som bekræftede, at de konkret ville gøre en opsøgende indsats for, at Oksana kunne komme i job – og at hun i øvrigt fra dag 1 kunne får løntilskud på de ca. 67 kroner per time, når hun/vi/de fandt et job til hende. Da Oksana nu har valgt at tage til UA i 2 uger – har vi ikke booket møde med Jobcenteret endnu.
Den 6. maj modtager vi Oksanas sigesikringebevis. Og vi modtager også en velkomstpakke fra Odense, der indeholder fribilletter til idrætsarrangementer, teater, museum, gratis Fyns Stifstidende, fribilleter til både hestevæddeløb, hånd- og fodboldkamp – og en lang række andre ting – inkl. mange informationer om hvad der sker i Odense - og hvilke muligheder der er.
Sådan som jeg oplever dette – er det positivt og fantastisk hvad Danmark tilbyder – jeg har svært ved at forestille mig, at man gør det samme i de lande vore ægtefæller kommer fra. Jeg synes det er rimeligt og nødvendigt, at vi også kræver noget af dem, der kommer til Danmark – at de kender til hvilke spilleregler, der er her i landet og de skal tilpasse sig efter – og ikke bare ubetinget videreføre den kultur, leveregler og kodeks, som er, der hvor de kommer fra – uden hensyntagen til dansk lov, ret og kultur. Danmark stiller det krav – og det synes jeg er rimeligt – idet de jo også hjælper med/tilbyder alt fra sygesikring, skolegang – og endda giver de halvdelen af løn til den, der gerne vil igang med at arbejde som f.eks. regøringsassistent. Jeg synes, det er godt, at Danmark forsøger at sikre sig at tilflyttere sættes i stand til at læse at forstå skiltet ”græsset må ikke betrædes” – og at de bl.a. sættes i stand til at finde hjælp, hvis de bliver mishandlet o.a....
Jeg var bekymret for:
aldersforskellen - de 16 år - som jo ofte bliver beskrevet som et problem - og evt. som proforma.
dokumentation for at vi kendte hinanden – romantiske fotos, log bog over samtaler m.m.m., men intet af det blev krævet
Jeg synes processen/ventetiden har været lidt træls, idet man åbenbart ikke kan få en ordentlig og konkret dialog med US - og at man må "nøjes" med frivilliges fora til at søge information – fora, hvor folk er bange for at give sig til kende i frygt for at US – eller andre kan identificere dem. Jeg synes, det er ærgeligt, at der er en tildens til en slags standard svar herinde og andre steder, at man da bare skal smutte nogle måneder via Malmø og så er sagen bøf... og de fleste problemer er "løst".
Jeg synes i det store hele, at danskere gerne vil have, at tilflyttere følger vores egne regelsæt/kultur/love - MEN Danmark skal søreme ikke stille krav til mig eller min kone fra udlandet.. Det er fint hvis staten blot stiller de krav til alle de andre - men ikke os....
Således mit bidrag til hvordan vores sag har forløbet indtil nu..
