Forstå sprogniveauerne på få minutter

Her kan du skrive om/søge information om få din ægtefælle / partner sammenført til Danmark efter de almindelige danske regler.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
Kim P. Nyberg
Indlæg: 3268
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Forstå sprogniveauerne på få minutter

Indlæg af Kim P. Nyberg » 10.08.2022 00:35:48

Et ofte stillet spørgsmål er: Hvad svarer dét her sprogniveau til? Det bliver således dagens emne.

A1

Den første sprogtest, vores ægtefæller udsættes for, er A1. Det er en test, der KUN kan tages i Vejle og i Glostrup (bemærk, at den ikke kan tages på den lokale sprogskole) og koster lige i underkanten af 3.000 kroner for hver gang, man tager den. Prøven skal bestås senest 6 måneder efter, at man har fået opholdstilladelse. Jeg har selv været i tvivl om, hvor niveauet egentlig ligger, men en samtale med en pensioneret sprogskolelærer om emnet løste gåden. A1 svarer ca. til vuggestue-niveau i dansk.

A2

Den næste prøve, vores ægtefæller udsættes for, er A2. Ligesom med A1, kan A2 KUN tages i Vejle og Glostrup. Ingen andre steder. Og koster det samme, som A1. Prøven i A2 skal bestås senest 9 måneder efter, at man har fået opholdstilladelse. A2 svarer ca. til børnehave-dansk.

Bemærk, at begge prøver i udgangspunktet er obligatoriske. Der er dog den finte, at såfremt din ægtefælle er så god til dansk, at vedkommende kan springe A1 over og gå direkte til A2, er dette en helt legal mulighed. I så fald skal A2 bestås senest 6 måneder efter, at vedkommende har fået opholdstilladelse.

Ligeledes skal man bemærke, at det ikke er tilstrækkeligt at gennemføre prøverne. De skal tillige bestås. Man kan tage prøverne lige så mange gange man vil, når bare man betaler for dem hver gang. Man kan se eksempler på spørgsmålene på Undervisningsministeriets hjemmeside. Fra prøverne er taget og til man får svar, går der ca. 2-3 uger.

For det tredje kan fristen for, hvornår prøver senest skal bestås, udsættes. Det gælder i særlig grad, hvis man kommer på barsel indenfor de nævnte 6/9 måneder. I så fald skal man til at kigge i sin kalender for at lave en beregning af den nye frist. Man skal således kigge på, hvornår man har fået sin opholdstilladelse og derfra tælle sig frem til, hvor lang tid der er gået indtil man går fra på barsel. Det antal dage, der mangler, for at nå de 6/9 måneder, lægges til på den anden side af barslen.

Et eksempel: Din ægtefælle har fået sin opholdstilladelse 2. januar. A1 skal således være bestået senest 2. juli og A2 skal være bestået senest 2. oktober. Din ægtefælle går fra på barsel 12. april, og afslutter barslen efter et halvt år, det vil sige 12. oktober. A1 skal således bestås senest 2. januar i det følgende år og A2 senest 2. april i samme følgende år. Springes A1 over, skal A2 være bestået senest 2. januar.

Din ægtefælle skal IKKE bestå prøverne, hvis DU har et mindreårigt særbarn i Danmark, som har fast, regelmæssigt samvær med begge forældre, eller hvis I på grund af seksuel eller religiøs orientering ikke kan henvises til at udleve jeres familieliv i din ægtefælles hjemland. Din ægtefælle skal heller ikke bestå prøverne, hvis I er under EU-reglerne.

PD1/DU1

Kært barn har mange navne. Nogle kalder den her for Prøve i Dansk 1 (PD1), andre kalder den Danskuddannelse 1 (DU1). Uanset hvad man kalder den, er der tale om det laveste niveau på den lokale sprogskole. Den er særlig henvendt til udlændinge, som ikke kender det romanske alfabet, som er det, vi bruger her i landet, enten fordi de kun kender skrifttegn fra deres hjemland eller fordi de er analfabeter. Det er nærmest en begivenhed, hvis en af vore ægtefæller indsættes på det her niveau. Det sker uhyre sjældent. Niveauet svarer til 0./1. klassetrin.

PD2/DU2

Det er måske her, de fleste af vore ægtefæller indsættes. Her har man et rimeligt kendskab til det romanske alfabet og man har et vist sprogøre. Vi bevæger os rundt omkring 5. klasses niveau.

PD3/DU3

En del af vore ægtefæller indplaceres her. Det gælder særligt, hvis man er lidt af et sproggeni, for eksempel fordi man kan en række andre sprog eller fordi man fanger det danske ret let. Vi er her oppe i et niveau svarende til 9. eller 10. klasse.

Uanset om din ægtefælle indplaceres på DU1, 2 eller 3, har vedkommende 3 år indenfor en periode på 5 år til at gennemfører de 6 moduler, der ligger på det indplacerede niveau. Når man siger 3 ud af 5 år, er der fordi der er indlagt mulighed for 2 gange barsel, hvis man er i den aldersgruppe, hvor man gerne vil have børn. Skal man have mere end 3 år ud af 5 år til at gennemføre sprogskolen, sker det for egen regning.

Er man familiesammenført efter danske regler, er sprogskole obligatorisk. Er man familiesammenført efter EU-reglerne, er sprogskole frivillig.

Engelsk B1

Den svarer til en dansk 9. klasses afgangseksamen i en dansk grundskole i faget engelsk.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar