Side 1 af 1

Opholdskort i Sverige!

: 16.02.2011 20:16:32
af Sweetriver
Hej alle, :)

Hvis jeg som Dansker og EU borger tager ophold i Sverige med min udenlandske kæreste som kommer fra Egypten - som ægtefolk - og vi straks søger opholdskort efter ankomsten til Sverige, må min kæreste rejse ud af Sverige, før opholdskortet er udstedt ? (der kan jo gå op til 7-9 md.)- '
Eller må min kæreste kun opholde sig i Sverige, indtil opholdskortet er blevet udstedt?

Rejser, her mener jeg mindre ture til f.eks. Dk?. ..
Og vil det f.eks. være tilladt at rejse ud af Europa, i tilfælde af sygdom i familien? og hvis man er nødsaget til at rejse ud af EU grundet f.eks sygdom i familien, starter man så forefra?

Dette forum er helt fantastisk... tak for alt det frivillige arbejde der her gives!!! DET ER EN KÆMPE GAVE & HJÆLP!!! :D

Hilsen
Sweetriver

Re: Opholdskort i Sverige!

: 16.02.2011 21:54:50
af mh1
Din kæreste må godt rejse UD af Sverige, til et land hvortil der ikke kræves visum, fx tilbage til Egypten, men kan ikke bare uden videre komme tilbage. Der skal så påny søges visum til at slutte sig til ægtefælle, medmindre det lader sig gøre at få en tilbagerejse-tilladelse.

De lande, hvor egyptiske statsborgere skal have visum for at komme til, er lukket land indtil opholdskortet er på plads, hvorefter hele Schengen står åbent. Udlændinge med opholdskort skal stadig søge visum til England, hvis de også skulle det før de fik opholdskort.

Re: Opholdskort i Sverige!

: 17.02.2011 07:49:08
af fundiver199
Når din kæreste / mand kommer til Sverige, så har han jo et schengenvisum, som gælder i op til 90 dage. Og i den periode må han naturligvis gerne besøge andre schengenlande f.eks. Danmark. Det er jo det, der er hele meningen med, at man udsteder schengenvisum i stedet for visum til de enkelte lande :D

Men når visum er udløbet, så må din mand selvfølgelig ikke rejse til nogle lande, hvor han er visumpligtig, uden først at få et nyt visum. Og forlader han Sverige, så må han heller ikke rejse ind igen uden først at få et nyt visum.

Som mange andre blander du visum og ansøgningen om opholdskort sammen, men de to ting har intet med hinanden at gøre.

Din mand får et schengenvisum, og det giver ham nogle rettigheder i schengen, som ikke påvirkes hverken positivt eller negativt af, at han søger om noget andet (et opholdskort). Det svarer helt til, at man hverken mister sit job eller får et nyt job, bare fordi man sender en jobansøgning til en anden arbejdsgiver.

Herefter søger din mand så om et opholdskort og får en kvittering for, at han har søgt. Denne kvittering giver ham ret til at opholde sig i Sverige, så længe ansøgningen behandles, men den giver ham ikke ret til at komme ind i Sverige igen, hvis han først har forladt landet.

Endelig får din mand så sit opholdskort. Og det giver ham ret til fortsat at bo i Sverige, og desuden giver det ham ret til at rejse til alle de andre EU-lande i op til 90 dage ad gangen uden først at søge om visum. Som mh skriver, respekterer Storbritannien dog ikke dette, så ved eventuelle rejser til Storbritannien skal din mand stadig søge om visum, også efter han har fået sit opholdskort.

Re: Opholdskort i Sverige!

: 18.02.2011 10:59:43
af Sweetriver
Tusind tak for begge Jeres svar, det gav lige det jeg manglede af indsigt. :D

Jeg var nemlig i tvivl om, at SchengenVisaet blev annuleret, når man søgte opholdskort i Sverige, da man jo i princippet søger en ny form for ophold. Så godt at vide at det stadig kan bruges, indtil det udløber, selvom man har søgt opholdskort i Sverige.

Og det gælder vel det samme, når/hvis vi flytter tilbage til Danmark? Her gælder det Svenske opholdskort vel stadig, hvis man får afslag fra Dk.? Dvs. ved evt. afslag i Danmark, har man stadig sit opholdskort i Sverige?

Jeg har, efter jeg har læst "det meste" af de dyrebare informationer der står herinde, fået en oplevelse af, at der er en del af Danskeerne der bruger "EU- modellen" Sverige, der bliver boende derovre? Er det fordi det er nemre at få permanet ophold i Sverige efter disse 5 år? eller?
... og dette spørgsmål er affødt af, at det er kærtkommen at få så mange vinkler på EU- Sverigemodellen, så vi ved, hvilken "model" der passer ind i vores planer.

Igen.. hvor er dette et fantastisk forum!

Varme "taknemlige" hilsner
Sweetriver

Re: Opholdskort i Sverige!

: 18.02.2011 11:40:41
af skaanebo
Der er jo mange gode grunde til at blive boende i Sverige. Økonomisk kan det stadig godt betale sig at bo i Skåne og arbejde på Sjælland, og der gør tusinder af danskere uden at de nødvendigvis har en udenlandsk ægtefælle. Leveomkostningerne er lavere i Sverige, og man oplever at have en større købekraft, når man får sin indkomst fra Danmark.

Desuden er der jo en afgrund af forskel i måden, man møder indvandrere på. Sverige fremstilles ofte som Nordens svar på USA, et land der jo er bygget af indvandrere, og som er blevet en stor smeltedigel. En stor del af befolkningen i Sverige er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og det svenske folkehjem er ikke lukket land, men åbent for enhver, som gør en indsats for at skabe sig en ny tilværelse i det nye land. Fjendligheden mod indvandrere og tonen i den politiske debat er langt mildere i Sverige end i Danmark. Mange føler sig derfor meget mere velkomne i Sverige end i Danmark, når de kommer fra et ikke-europæisk land.

Konkret er der jo også forskel på hvor hurtigt man kan opnå at få permanent ophold og statsborgerskab, og hvad der skal til for at få det. Der er således ingen sprogprøver eller kundskabsprøver af nogen art for at opnå statsborgerskab efter 5 år (3 år hvis man er gift med en svensker, eller 4 år hvis man er statsløs). Og har man ophold efter nationale regler, kan man få permanent ophold ved første ansøgning, hvis man har boet sammen i mindst 2 år forinden, eller efter 2 år i Sverige.

Re: Opholdskort i Sverige!

: 18.02.2011 11:45:12
af mh1
Du kunne jo tage med i overvejelserne, at DU efter blot 2 års ophold kan meddele de svenske myndigheder, at du nu gerne vil være svensk statsborger. Og at svenske statsborgere har lov til at have dobbelt statsborgerskab, således at du senere evt. ville kunne få din mands tilføjet. Og at din mand efter 5 års ophold også kan blive svensk statsborger, uden at opgive sit egyptiske statsborgerskab.

Re: Opholdskort i Sverige!

: 18.02.2011 13:32:23
af fundiver199
Enig med skaanebo. Mange af de par, som ender i Sverige, har først forsøgt sig med ansøgninger i Danmark og har her oplevet at løbe panden imod en mur. Og når man således har kæmpet i lang tid og omsider får ro på sin tilværelse, så er det vel meget forståeligt, at der ikke er den største lyst til at skulle bryde op igen og skulle igennem et nyt slagsmål med meget vrangvillige myndigheder, der for at efterkomme de politiske ønsker modarbejder en på enhver tænkelig måde.

Ifølge en helt uvidenskabelig spørgeskemaundersøgelse, som ÆUG har lavet via denne hjemmeside, er det omkring halvdelen af de dansk-udenlandske par, som bor i Sverige, som ikke ser sig selv i Danmark om 5 år. Og det fremgår også af svarene, at respondenterne på flere områder har ændret deres syn på Danmark i en negativ retning efter de oplevelser, som de har været igennem.