Indlæg
af Kim P. Nyberg » 14.12.2010 10:12:58
Om unionsborgere og deres familiemedlemmers opholdsret, står der følgende i direktivet:
Artikel 6
Ret til ophold i indtil tre måneder
1. Unionsborgere har ret til frit at tage ophold på en anden medlemsstats område for en periode på højst tre måneder uden andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas.
2. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, og som ledsager eller slutter sig til en unionsborger, hvis de er i besiddelse af et gyldigt pas.
Artikel 7
Retten til ophold i mere end tre måneder
1. Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende:
a) er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i værtsmedlemsstaten, eller
b) råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet
ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, eller
c) – er indskrevet ved en privat eller offentlig institution, der er godkendt eller som finansieres af værtsmedlemsstaten i medfør af dennes lovgivning eller administrative praksis, med henblik på dér som hovedaktivitet at følge en uddannelse, herunder en erhvervsuddannelse, og
– er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, og
ved en erklæring eller på anden tilsvarende måde, efter den pågældende persons eget
valg godtgør over for den relevante nationale myndighed, at vedkommende råder over
tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet ikke
bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, eller
d) er et familiemedlem, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der opfylder betingelserne i litra a), b) eller c).
2. Retten til ophold, jf. stk. 1, omfatter også familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, når disse ledsager eller slutter sig til unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, og unionsborgeren opfylder betingelserne i stk. 1, litra a), b) eller c).
Med andre ord: Er du arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller selvforsørgende i det pågældende medlemsland (i dette tilfælde Tyskland), har du RET til at have din familie hos dig. Og da din ægtefælle er indrejst til Danmark på et gyldigt visum, og du derefter er flyttet til et andet medlemsland og taget ægtefællen med, må tyskerne i princippet kun forlange at se ægtefællens pas. Schengenvisum udstedt af andre medlemslande må de ikke afvise, idet den, som krikris siger ovenfor, er gyldig i samtlige Schengenlande indtil den udløber.
Det kunne være fint, også af hensyn til andre par i samme situation, hvis nogle af de berørte ville indgive en klage over Ausländerbehörde's fortolkning af direktivet. Og på den måde forhåbentlig nå frem til en principiel sag ved den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe. Kommer den dertil, er jeg ret sikker på, at forfatningsdomstolen giver Ausländerbehörde en "kammeratlig samtale" (skideballe af dimensioner).
At kræve, at familiemedlemmer til en unionsborger skal rejse tilbage til sit hjemland, og derfra søge et nationalt visum, er nemlig at betragte som en hindring af den fri bevægelighed for unionsborgere og deres familiemedlemmer.
Frivillig rådgiver i Ægteskab Uden Grænser
