
Hvis du ikke er sådan temmelig godt ved muffen, så gør det nok ikke så meget, hvis det tager lidt tid - du skal nemlig sørge for en del dokumentation, og risikerer at i skal skaffe op til ca. 90.000 kr, før du kan få ham på besøg, hvis du havde tænkt dig han skulle blive i 90 dage - altså regn med 1.000 kr/dag, du har tænkt dig, han skal være hos dig:
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/v ... _visum.htm
Betingelserne for at få visum
Følgende grundlæggende betingelser skal normalt være opfyldt, for at man kan få visum:
• Ens nationalitetspas eller anden form for gyldig rejselegitimation skal være gyldigt i tre måneder ud over visummets udløbsdato og må ikke være udstedt for mere end 10 år siden.

Man skal have tilstrækkelige midler til at betale for opholdet og hjemrejsen. Hvad, der vurderes som tilstrækkelige midler, afgøres af repræsentationen og afhænger af længden af opholdet, og om man skal bo på fx hotel eller privat hos familie eller venner. Som udgangspunkt skal man være i besiddelse af ca. 500 kr. pr. dag, hvis man skal bo på hotel, og ca. 350 kr. pr. dag ved privat indkvartering.
• Man skal normalt have en rejsesygeforsikring, der dækker eventuelle udgifter i forbindelse med hjemsendelse af helbredsmæssige grunde eller dødsfald, uopsættelig lægebehandling og akut hospitalsbehandling under opholdet. Rejsesygeforsikringen skal dække alle Schengen-landene, og minimumsbeløbet for forsikringsdækningen skal være 30.000 euro. Rejsesygeforsikringen skal være gældende i hele visummets gyldighedsperiode. Et visum kan afkortes, hvis rejsesygeforsikringen ikke gælder for hele perioden.
• Man må ikke være indberettet som uønsket til Schengen Informationssystemet (SIS).
• Man må ikke være indberettet på den danske indrejseforbudsliste. Det vil sige, at man ikke må være udvist og have et indrejseforbud i Danmark.
Man må ikke være omfattet af FN's eller EU's sanktionslister.
For Egypten gælder endvidere:
For at give visum til kærester – herunder ansøgere, der ønsker at indrejse i Danmark for at indgå ægteskab – kræves det, at det kan dokumenteres, at parterne har et sædvanligt fast parforhold. Det skal således kunne dokumenteres, at parret har mødt hinanden personligt, og at de har set hinanden inden for det seneste år inden visumansøgningen. Det er ikke nok, at parret kender hinanden gennem telefonisk og/eller skriftlig kontakt. Hvis parret ikke har større kendskab til hinandens personlige forhold, får ansøgeren afslag på visum.
OG:
For hele immigrationslandegruppen gælder det, at udlændingemyndighederne kan betinge et visum af en økonomisk garanti på 58.603 kr. (2010-niveau). Der stilles dog ikke krav om økonomisk sikkerhedsstillelse i forbindelse med visumansøgninger fra ægtefæller/registrerede partnere/faste samlevere, børn under 18 år samt forældre.
Udlændingeservice kan således efter en individuel og konkret vurdering stille krav til personen i Danmark om at stille en økonomisk garanti. Som eksempel kan nævnes de tilfælde, hvor en visumansøgers tilknytning til hjemlandet er usikker, fx på grund af ansøgerens manglende beskæftigelse og unge alder. Et andet eksempel kan være de tilfælde, hvor en visumansøger ønsker at besøge sin kæreste eller forlovede i Danmark, og hvor der er en risiko for, at ansøgeren tager længerevarende ophold i Danmark eller i de øvrige Schengen-lande.
Der kan gives afslag på en ansøgning om visum i tilfælde, hvor personen i Danmark ikke vil eller ikke har mulighed for at stille en økonomisk garanti.