Ægteskabudengrænser.dk

Der er stor forskel på, om man søger visum efter nationale regler eller efter EU-reglerne. Disse forskelle vil jeg gennemgå i det følgende. Inden jeg kommer der til, er der helt overordnet tre typer visa i spil:

* Schengen C-visum, som er til korte besøg, max. 90 dage

* Schengen D-visum, som primært bruges af folk, som igen og igen vender tilbage til Schengenområdet, og

* Nationalt begrænset visum, det vil sige et visum, som KUN er gyldig til det land, den er udstedt til.

Disse visa kan have forskellige entry-regler. Nogle har single entry, hvilket vil sige, at personen kun kan indrejse til Schengenområdet én gang på dette visum. Andre har multiple entry, så man kan rejse ind og ud af Schengenområdet, som man har lyst indenfor visummets gyldighedsperiode. På D-visum er der altid multiple entry.

Med Schengenvisum kan indehaveren i princippet rejse rundt i de 26 Schengenlande lige så tosset vedkommende vil indenfor gyldighedsperioden på max. 90 dage ad gangen. Reglerne er dog sådan, at personen primært skal opholde sig i det land, hvortil visummet er udstedt.

Ligeledes er det vigtigt at få nævnt, at DU IKKE kan søge visum for din ægtefælle. Det skal din ægtefælle selv gøre. Din opgave er at inviterer, hvilket ikke er det samme.

NATIONALE REGLER:

Er du i Danmark, inviterer du ved hjælp af formularen VU2 på nyidanmark.dk. Derefter udfylder din ægtefælle en visumansøgning, som personen afleverer enten på en dansk ambassade eller til VFS Global. Sidstnævnte er blevet det mest normale sted at indgive sin ansøgning. Der er et visumgebyr på 80 euro (dog halv pris, hvis det er et barn på 6-11 år) samt et servicegebyr til VFS Global på omkring 1.300 kroner.

Alle verdens lande er inddelt i såkaldte landegrupper. Der er i alt seks landegrupper, der går fra 1-5 plus der er gruppen med visumfri lande. Jo højere nummer på landegruppe, jo sværere er det at få visum. På nyidanmark.dk er der noteret, hvilken type dokumentation myndighederne vil have indenfor hver landegruppe, så den skal man sætte sig grundigt ind i og sørge for at få alt med. Misser man noget, øges risikoen for afslag.

Hvad angår landegrupper, er det afgørende ikke, i hvilket land ansøgeren bor (med ganske få undtagelser), men i stedet i hvilket land vedkommende er statsborger.

Første gang der søges visum, skal man ikke forvente at kunne få 90 dage. Det er bedre at skrive mindre tid på, hvilket erfaringsmæssigt øger chancen for et positivt svar, og så kan man bygge på ved senere ansøgninger. Man kan f.eks. starte med 10-15 dage.

Det er vigtigt med antallet af dage. Hvis man f.eks. har et visum til 90 dage, er det ikke det samme som 3 måneder, idet nogle måneder har 31 dage. Det mindste man går over det antal dage, man har visum til, har man et problem, som særligt gør sig gældende næste gang, man søger visum.

Vær også opmærksom på, at såfremt I ikke er gift, skal ansøgeren på sin bankkonto have 350 kroner (eller 50 euro) gange det antal dage, der søges visum til. På din VU2, skal du IKKE krydse af, at du står for det økonomiske i forbindelse med rejse og ophold.

Hvis I derimod er gift, skal din ægtefælle ikke kunne vise til at have nævnte beløb på sin konto. Her er det nok, at du krydser af på din VU2, at du står for det økonomiske i forbindelse med rejse og ophold, for idet at I er gift, gælder reglerne for gensidig forsørgerpligt.

Visumansøgningen kan afvises. Ved et afslag, vil hovedbegrundelsen altid være, at "vi tror ikke på, at du rejser hjem igen inden visum udløber". De nærmere begrundelser for det, skal være oplyst i brevet, som man modtager. Der er som regel en kort forklaring på engelsk og en længere forklaring på dansk. Ved et afslag, behøver myndighederne ikke bevise noget som helst. En mavefornemmelse hos sagsbehandleren kan være grund nok til at give afslag. Uanset om man vinder eller taber, har man mistet visumgebyret på 80 euro og servicegebyret til VFS Global. De penge ser man ikke igen.

Det er yderst sjældent, at der udstedes et nationalt begrænset visum og med sådan én kan man heller ikke mellemlande i et andet Schengenland og derfra rejse videre til Danmark. Man skal i stedet rejse direkte fra et ikke-Schengenland til Danmark. Et nationalt begrænset visum udstedes normalt kun, hvis man har et indrejseforbud til Schengenområdet, og det land, som har udstedt dette forbud ikke vil ophæve det.

Søger man visum 3 gange i træk og får afslag på dem alle sammen, fordi der ikke er nye oplysninger i sagen, vil man tillige få et indrejseforbud på typisk 2 år.

Det mindste I nævner en kommende vielse eller ansøgning om familiesammenføring, vil I få afslag på visum. Det må nemlig ikke være hovedformålet med et visum. Det handler derfor ene og alene om, at din partner skal på besøg for at møde dig og din familie. Myndighederne betragter det som hovedformålet, hvis I alligevel kommer til at nævne det. Så hold tæt, hvad det angår.

Link til nyidanmark.dk om visum: https://nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans%C3% ... bes%C3%B8g

EU-REGLER

Nu skal tavlen viskes ren, for reglerne her er væsentligt anderledes, end de nationale regler.

Først og fremmest gælder inddelingen i landegrupper ikke her. For det andet kan der ikke stilles økonomiske krav i forbindelse med en visumansøgning. Din ægtefælle har efter disse regler nemlig RET til et visum, uanset nationalitet. Det eneste, der kan begrunde et afslag er hvis jeres indbyrdes forhold er proforma, din adresse i det andet EU/EØS-land er proforma, eller én af jer udgør en personlig og helt aktuel fare for rigets sikkerhed, sundhed eller orden. Her har myndighederne hele bevisbyrden, og det mindste I kan gennemhulle den, skal de indrømme visum.

Det kræver dog, at du faktisk og reelt er flyttet til et andet EU/EØS-land og bor dér. Du kan ikke som dansk statsborger bosiddende i Danmark lave en invitation baseret på EU-reglerne, med mindre du er tjenesteyder i Carpenter-doktrinens forstand (se EU-Domstolens afgørelse i sag C-60/00, Carpenter) eller du arbejder i et andet EU-land og krydser grænsen dagligt (se EU-Domstolens afgørelse i sag C-457/12, S og G).

Hvad betyder det, at der ikke kan stilles økonomiske krav? Det betyder, at visum skal være gratis, sådan som det er udtrykt i opholdsdirektivets artikel 5. Dog skal servicegebyret til VFS Global stadig betales. Og der må heller ikke stilles betingelse om 350 kroner gange det antal dage, der søges visum til, eller at du skal fremlægge beviser for økonomisk formåen. De økonomiske betingelser, må myndighederne pænt vente med indtil din ægtefælle er ankommet og søger om et opholdskort.

Når du inviterer, kan du bruge VU2 skemaet som skabelon. Derved sikrer du dig, at myndighederne får de oplysninger, de skal bruge. Dog skal du stadig ikke give økonomiske oplysninger. Der er ikke noget fast krav til i hvilken form invitationen fremlægges, bortset fra, at den skal være skriftlig. Så det kan være på et blankt stykke papir, en e-mail, en privat besked via en social medieplatform, en sms eller hvad der nu lige passer bedst for jer.

Har du bosat dig i Tyskland, skal du være særlig opmærksom på, at tyskerne har en mani med, at de VIL behandle visumansøgningen efter nationale regler først (også selv om I tydeligt gør opmærksom på, at der søges efter EU-retten) og først når I så brokker jer på baggrund af et afslag, velvilligt behandler den efter EU-retten. Jeg ved ikke helt, hvorfor tyskerne vil den omvej, når de ellers kører deres velkendte princip om grundighed. Men det vil de.

Bruger du din ret til fri bevægelighed, er der særlige regler for din ægtefælle i forhold til visum, som I også bør være opmærksom på. Faktisk fire forskellige ting. De er alle oplistet i EU-Domstolens afgørelse C-459/99, MRAX. Det kan helt klart anbefales, at I sætter jer grundigt ind i dem, inden I kaster jer ud i en visumansøgning, så I kender jeres rettigheder og kan bruge dem effektivt:

1. Hvis man ankommer til grænsen uden gyldigt visum, skal grænsevagterne hjælpe med at få det på plads.
2. Hvis man er gift og indrejst ulovligt, er ulovlig indrejse ikke en gyldig grund i sig selv for at udvise.
3. Det er ikke en betingelse at ansøge om opholdstilladelse inden visum udløber.
4. Ved indrejse uden gyldigt eller udløbet visum og uden anden ID, har man stadig lov til at klage.

Myndighederne skal se dokumentation på, at du bor i det andet EU-land, i form af enten lejekontrakt eller skøde på den pågældende bolig. En fotokopi fungerer fint. Samt dokumentation på, at I udgør et reelt par, f.eks. ved hjælp af vielsesattest eller lidt udskrifter af jeres kommunikation med hinanden.

I forummet om familiesammenføring efter danske regler, kan du også læse min serie om at forstå reglerne på få minutter og i forummet med EU-regler er jeg i gang med at gennemgå mere end 1.600 domskonklusioner fra EU-Domstolen om fri bevægelighed for personer. Jeg håber I synes om det.

Sag C-459/99, MRAX, dateret 25. juli 2002:

Stikord: »Tredjelandsstatsborgere, der er ægtefæller til statsborgere i medlemsstater -visumpligt - ret til indrejse for ægtefæller uden identitetsdokumenter og visum - ret til ophold for ægtefæller, der er indrejst ulovligt - ret til ophold for ægtefæller, der er lovligt indrejst, men hvis visum er udløbet på tidspunktet for ansøgning om opholdstilladelse - direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF og 73/148/EØF samt forordning (EF) nr. 2317/95«

Nu skal vi beskæftige os med begrebet visum og hvornår en Medlemsstat kan nægte en tredjelandsborger adgang til det nationale område, når tredjelandsborgeren er familiemedlem til en vandrende unionsborger. I sagen her, er der ikke nævnt nogle specifikke enkeltpersoner, der kan bruges som reference.

Der stilles i alt fire spørgsmål i sagen. Det første handler om, hvorvidt tredjelandsborgeren skal være i besiddelse af visum allerede fra hjemlandet, eller om det kan klares på landegrænsen. Domstolen gør gældende, at ingen retsakter (traktater, direktiver eller forordninger) påbyder, at visum skal være i orden “hjemmefra”. I stedet kan en tredjelandsborger godt møde op ved grænsen og dér bede om et visum, og i det tilfælde er grænsevagterne forpligtede til at gøre deres yderste for at hjælpe med at få det på plads.

Andet spørgsmål: Personen er indrejst ulovligt. Kan vi udvise personen? Det hører med, at personen er gift med en vandrende unionsborger og kan legitimerer sig med et pas. MRAX mener i sit indlæg for Domstolen, at sådanne personer kan sendes tilbage til sit hjemland med besked om at søge visum derfra og komme igen.

Domstolen svarer:

“Udstedelse af opholdstilladelse til en statsborger i en medlemsstat skaber, som Domstolen flere gange har fastslået (jf. bl.a. dom af 5.2.1991, sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, præmis 12), ikke nogen ret, men er blot er en foranstaltning, hvorved medlemsstaten fastslår den individuelle stilling for en statsborger i en anden medlemsstat i forhold til fællesskabsrettens regler. Den samme konstatering gør sig gældende for en tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og hvis opholdsret følger direkte af artikel 4 i direktiv 68/360 og artikel 4 i direktiv 73/148, uafhængigt af om der udstedes en opholdstilladelse af den kompetente myndighed i en medlemsstat.” (præmis 74)

“En beslutning om at nægte opholdstilladelse og i endnu højere grad en beslutning om udvisning, som udelukkende er begrundet i den pågældendes manglende opfyldelse af de formelle regler i lovgivningen vedrørende kontrol med udlændinge, griber derimod ind i selve kernen af opholdsretten, som er direkte afledt af fællesskabsretten, hvilket ville være åbenbart uforholdsmæssigt henset til overtrædelsens alvorlighed (jf. analogt bl.a. Royer-dommen, præmis 40).” (præmis 78)

Det skal her siges, at de nævnte direktiver ikke længere er gældende. Reglerne er i stedet blevet samlet i det nuværende opholdsdirektiv 2004/38. Reglerne gælder således stadig, selvom direktiverne er udfaset.

Nu kommer vi til det tredje spørgsmål, som stadig stilles den dag i dag: Vi antager at personen er kommet lovligt ind i landet (altså på et gyldigt visum), men visum udløber inden personen får ansøgt om en opholdstilladelse. Må vi smide ham/hende ud nu?

Nej, det må I ikke, replicerer Domstolen:

“Det bemærkes, at medlemsstaterne ganske vist i henhold til artikel 4, stk. 3, i direktiv 68/360 og artikel 6 i direktiv 73/148 til udstedelse af opholdstilladelse kan kræve det dokument, hvormed den pågældende er indrejst på deres område, forevist, men at bestemmelserne ikke foreskriver, at dette dokument stadig skal være gyldigt. Derfor kan udstedelsen af opholdstilladelse til en visumpligtig tredjelandsstatsborger ikke betinges af, at den pågældendes visum stadig er gyldigt. Det gælder så meget desto mere, som Domstolen har fastslået i præmis 22 og 23 i Giagounidis-dommen (denne dom er ikke medtaget i min serie), at medlemsstaterne er forpligtet til at anerkende ret til ophold for de arbejdstagere, der er nævnt i artikel 1 i direktiv 68/360, som kan forevise enten et gyldigt identitetskort eller pas, uanset med hvilken legitimation de er indrejst på medlemsstaternes område.” (præmis 89)

“En medlemsstat kan derfor ikke betinge udstedelsen af opholdstilladelse i henhold til direktiv 68/360 og 73/148 af forevisning af et gyldigt visum. Desuden, som det fremgår af denne doms præmis 78, er udvisning fra området alene med henvisning til udløbet af visummet en åbenbart uforholdsmæssig sanktion i forhold til alvorligheden af undladelsen af at opfylde nationale påbud vedrørende kontrol med udlændinge.” (præmis 90)

Det fjerde og sidste spørgsmål: Hvis personen er kommet ind uden lovligt visum, eller det er udløbet, og ikke er i besiddelse af anden ID, skal vedkommende da have adgang til at indgive klage?

“Det fjerde præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 1, stk. 2, og artikel 9, stk. 2, i direktiv 64/221 skal fortolkes således, at en udenlandsk ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat har ret til at indbringe et afslag på udstedelse af en første opholdstilladelse eller en beslutning om udvisning før udstedelsen af en sådan tilladelse for den i artikel 9, stk. 1, omhandlede kompetente myndighed, også når den pågældende ikke er i besiddelse af et identitetsdokument eller, såfremt den pågældende er undergivet visumpligt, er indrejst på medlemsstatens område uden visum eller fortsat har opholdt sig der efter udløbet af visummet.” (præmis 104).

Med andre ord: Ja, det skal de have adgang til.

Link til dommen i sag C-459/99, MRAX:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=8977403

Sag C-60/00, Carpenter, dateret 11. juli 2002:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser - artikel 49 EF - direktiv 73/148/EØF - statsborger i en medlemsstat, der er etableret i den pågældende medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser til personer etableret i andre medlemsstater - opholdsret i den pågældende medlemsstat for en ægtefælle, der er statsborger i et tredjeland«

Nu skal vi til en sag, som har fået status af doktrin. Sagen foregår i Storbritannien, hvor Peter Carpenter, britisk statsborger, er tjenesteyder. Det forklares sådan her i præmis 14:

“Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Peter Carpenter driver en virksomhed, der sælger reklameplads i medicinske og andre videnskabelige tidsskrifter, og som tilbyder udgiverne af sådanne tidsskrifter forskellige administrative ydelser og ydelser vedrørende forlagsvirksomhed. Virksomheden er etableret i Det Forenede Kongerige, hvor også udgiverne af de tidsskrifter, han sælger reklameplads i, har hjemsted. En stor del af virksomhedens forretninger drives med annoncører i andre EF-medlemsstater. Peter Carpenter foretager endvidere forretningsrejser til andre medlemsstater.”

Peter Carpenter er gift med en filippinsk statsborger, Mary Carpenter. Peter har børn fra et tidligere ægteskab, og dem passer Mary, når han er på forretningsrejser. Men de britiske myndigheder vil have hende ud. Hun protesterer over denne beslutning og påberåber sig Fællesskabsreglerne.

Dermed ender sagen ved Domstolen.

Lad mig bare afslører med det samme, at de britiske myndigheder ikke er de bedste venner med Domstolen efter dommen, for de får ikke medhold i sagen. Det er i stedet Mary Carpenter, der kan stikke afsted med sejrskransen.

Men hvorfor nu det? Når man bruger EU-reglerne, er det vel meningen, at man skal flytte til et andet EU-land, hvis man vil opnå familiesammenføring efter EU-retten? Ja, hvis man er arbejdstager eller selvforsørgende. Men ikke når man er tjenesteyder. Så kan man godt bo i hjemlandet og være underlagt EU-reglerne. Det er hele essensen i denne dom, og derfor at den har fået status af doktrin.

Sagen er nemlig den, at både Mary Carpenter og Domstolen er enige om, at såfremt hun ikke er i huset til at passe hans børn, når han er på arbejde, vil han være forhindret i netop at passe sit job, eller i hvert fald være meget begrænset i det.

Link til dommen i sag C-60/00, Carpenter:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=9396228

Sag C-457/12, S og G, dateret 12. marts. 2014:

Stikord: »Artikel 20 TEUF, artikel 21, stk. 1, TEUF og artikel 45 TEUF – direktiv 2004/38/EF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – berettigede personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – unionsborger, der er bosiddende og statsborger i samme medlemsstat – erhvervsmæssig beskæftigelse – regelmæssige rejser til en anden medlemsstat«

Forud for denne dom, var det af blandt andet de danske myndigheder et absolut krav for at kunne bruge EU-reglerne til familiesammenføring, at man rent faktisk flyttede til et andet EU-land (med mindre man var tjenesteyder). Det lavede Domstolen lige om på, og det har gjort dommen interessant for en del par.

Det er nemlig sådan, at referencepersonerne i den her sag, bor i deres hjemland, men pendler over grænsen til arbejde i nabolandet. De har påberåbt sig deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed og til familiesammenføring efter EU-reglerne. Den var hjemlandets myndigheder ikke helt med på. Det er Domstolen til gengæld, for den fortæller med dommen her, at man ikke nødvendigvis skal flytte bopælen over en landegrænse, men at det kan være tilstrækkeligt, at man har et job på den anden side af grænsen, og at man stadig pendler frem og tilbage.

Link til dommen i sag C-457/12, S og G:
https://curia.europa.eu/juris/document/ ... id=6605560

Lad mig endelig vide, hvis der er noget af det jeg skriver, I ikke helt forstår. Jeg er blevet kritiseret for at skrive på en måde, der henvender sig til dem, der kender alle reglerne til bevidstløshed, og ikke på en måde, som nye folk i gamet forstår.

synes du mangler noget omkring rejse forsikring, incl de krav der stilles til den

synes det lyder forkert med 10-15 dage, vi søgte 90 dage første gang og fik det uden problemer, og kender en del andre der også
fik det uden problemer, tror at det har noget at gøre med at det gruppe 1 & 2 lande

derudover mangler du at fortælle at der gives ca 15 dage extra, forstået på den måde at et 90 dages visum gælder i 105 dage,
dog må man kun bruge 90 - dette for at visum holder bedre kan udnytte flexibilitet mht til flybilletter

samt at man skal kunne fremvise retur billet v/ankomst schengen, samt et vist minimums beløb i cash, feks 1.000€ (dog kun på forlangende)

Jeg mener følgende:

1. Det kan og er ikke efter loven relevant om man søger og bliver 1 dag eller 90 dage i Schengen/DK. Vil ansøger blive udover visummets udløb, så er det begrundet i vilje og hensigt og ikke antal dage. Det er at gå UDS ærinde at skrive dette som en forudsætning.

2. Det er heller ikke afgørende om man vil gifte sig, da den ret er beskyttet af konventionerne og det må gerne være formålet, da loven kun vil hindre ulovlig indvandring. Der er ligeledes også at understøtte UDS egne regler, da der ikke i loven er nævnt at det alene ikke må være grunden. Det er en sammenblanding af reglen om at man ikke kun må gifte sig for at få ophold. Altså proforma.

Hej.

Jeg har spørgsmål til besøg til Danmark.
Min kone og jeg er inviteret til bryllup i Danmark her i august. Mit spørgsmål går på, må min kone må rejse med til Danmark? Hun har svensk id korte og personnummer, men vi venter på svar på EU opholdstilladelse. Og hendes turistvisum/besøgsvisum er udløbet.


Mvh
Henrik D

nej

Der står efter EU-regler kan man bruge VU2 som skabelon når man invitere. Er det forkert at bruge VU2 og skriver at man gør brug af eu-regler? Evt eksempel på hvordan sådan en skriftligt "hjemmelavet" invitation ser ud.

Hej,

Her er der noget jeg slet ikke forstår. Hvorfor må man ikke tilkendegive, at formålet med besøget er, at vi vil giftes? Hvilket visum andet end et turistvisum skulle jeg så have valgt? Min kæreste vil komme til Danmark i april så at vi kan blive gift. Hun kommer på et turistvisum, formular VU2. Og jeg har skrevet at det er mig der står for alle udgifter. Familieretshuset venter på hendes visum bliver frigivet af den danske ambassade i Jakarta. Og de 90 dage har jeg bare nævnt i invitatonen som en formalitet...jeg går jo ud fra, at min kæreste kan blive i Danmark efter vi er blevet gift.

Da I endnu ikke er gift, vil visum blive afvist, hvis I angiver, at du står for det økonomiske i forbindelse med rejse og ophold. Det er i stedet hende selv, der skal have midlerne på sin konto.

Det er korrekt, at I det sekund I er blevet gift, kan hun indgive en OD1 ansøgningsskema til SIRI. OD1 omhandler familiesammenføring mellem en unionsborger fra de øvrige EU/EØS-lande og en tredjelandsborger. Fra hendes ankomst til Danmark, har hun 3 måneder til at indgive denne ansøgning, og efterfølgende har SIRI en maksimal frist på 6 måneder til at behandle sagen.

Fra det tidspunkt, hvor I er blevet gift, må hun arbejde i Danmark og hun må også gå på dansk sprogskole. Det er ikke noget, hun SKAL, det er noget hun KAN. Dette gælder uanset om hun på det tidspunkt har fået ansøgt om et EU-opholdskort eller ikke har.

Tak for svaret, Kim.
I september hvor hun var her i tre uger, var det også mig der stod for rejse og ophold,og dengang var det ikke et problem...vi viste et udskrift af min bankkonto og det var fint.

Hej Kim (eller andre kloge hoveder).
Jeg har et spørgsmål til det, du skriver om, at ansøgning vil blive afvist, hvis man ikke er gift og man som vært skriver at man vil stå for det økonomiske ifm ophold. Tror du også det gør sig gældende, hvis ansøger samtidig har 500 kr pr dag + penge til flybilletten dokumenteret stående på hans konto?

Min kæreste og jeg har nemlig delt det op således, at han betaler for rejse og jeg for opholdet. Og det har vi pænt skrevet på invitation og ansøgning… Men vi har samtidig også sørget for at han har det beløb, der kræves for de 9 dages besøg + penge til hjemrejse + ekstra til rådighed på kontoen.

Men nu bliver jeg da helt nervøs for at det var en fejl at skrive det i ansøgning og invitation!

Den opdeling accepteres ikke. Er I gift, står du for det hele. Er I ikke gift, står han for det hele.