Ægteskabudengrænser.dk

Hej

Min forlovede fra Filippinerne har forgæves forsøgt at ansøge om endnu et visum (nummer 2) hos VFS i Manila. Hun fik ikke lov til at aflevere sin ansøgning grundet 2 ting, nemlig at der maksimalt må være maksimalt 3 måneder inden besøget ønskes gennemført, samt at de ønskede at se udskrifter af vores korrespondancer.

Det første er delvis min fejl, idet jeg troede de 3 måneder først begyndte at tælle når ambassaden modtog ansøgningen (vi var altså lige over 3 måneder). Men kan det være rigtigt, at man nu skal fremlægge papirer med korrespondance mellem os

Det første visum modtog min forlovede for få måneder siden, og det uden dette krav. Jeg kan desuden heller ikke se dette nye krav nogen steder, f.eks. på VFS hjemmeside: http://www.vfsglobal.com/Denmark/Philippines/index.html

Hvorledes skal vi forholde os til VFS korrespondance krav, for jeg ønsker ikke at andre skal læse vores private mails og lign., specielt hvis det ikke er et dokumenteret krav.

Da min kæreste søgte visum hos VFS Global i Cebu fik hun at vide at det ville hjælpe med udskrift af korrespondance. Hun lavede udskrift af en uges snak på Viber (og fjernede nogle meddelelser). Hun viste udskriften men de ønskede ikke at læse noget. De konstaterede bare at vi var i daglig kontakt og så fik hun udskriften tilbage.

Hvis man læser vejledningen står der at der kan forekomme specielle krav ved ansøgning fra vise lande. Jeg har inden ide om hvorfor det kan være sådan.

Tak for dit svar

dkkk skrev:...

Hvis man læser vejledningen står der at der kan forekomme specielle krav ved ansøgning fra vise lande. Jeg har inden ide om hvorfor det kan være sådan.

Men det var jo netop IKKE et krav for blot få måneder siden, hvor hendes første visum blev udstedt De kan jo blot bede hende vise vores samtaler på telefonen, men den SKAL være slukket. Endelig kunne man også vælge at foretage et kontrol opkald til mig.

Øv hvor har jeg det dårligt med, hvorledes man på denne måde, mener kan behandle en yderst "ufarlig" og reel person

De 2 gange vi har søgt om visum i Thailand, har vi vist udskrift af vores korrespondance samt billeder. Korrespondancen har bare været 5 skærmprint fra telefonen, hvor de kan se vi snakker sammen og skriver sammen. Sidste gang vi søgte i juli måned, viste vi skærmprint fra 5 forskellige måneder. Jeg fandt nogle helt uskyldige beskeder som jeg tog et billede af og det var de tilfredse med.

Min kæreste har lige fået visum nr. 2, en gang i Manila og en gang i Cebu. Begge gange har hun haft et udprint med 10-14 billeder af os med, så de kan se at vi kender hinanden, de har ikke spurgt om andet.

Chr. R. skrev:Men kan det være rigtigt, at man nu skal fremlægge papirer med korrespondance mellem os

Nej det kan ikke være rigtigt. Der er tale om et FORSLAG til noget, I kan vedlægge, som måske kan styrke chancen for, at visum udstedes. Men om I vil følge det FORSLAG eller ej, er helt op til jer. Det eneste, I SKAL vedlægge, er følgende:

* Udfyldt ansøgningsskema
* Pasfoto
* Fremvise gyldigt pas
* Betalt ansøgningsgebyr

Alt andet er i princippet "frivilligt", og at det mangler er ikke en gyldig grund til, at modtagelsescenteret kan afvise at tage mod ansøgningen. Der hersker tilsyneladende meget forvirring omkring, hvornår et modtagelsescenter vejleder, og hvornår de træffer afgørelser.

De har ingen kompetence til at træffe afgørelser, andet end at afvise en ansøgning, hvis de 4 basale forudsætninger ikke er opfyldt. Men samtidig har de naturligvis en opgave i forhold til at vejlede ansøgerne om, hvad det kan være smart at vedlægge, hvis de gerne vil have et positivt svar på ansøgningen.

fundiver199 skrev:

Chr. R. skrev:Men kan det være rigtigt, at man nu skal fremlægge papirer med korrespondance mellem os

Nej det kan ikke være rigtigt...

Tak for svaret.

Der blev medbragt kopi af mit pas, kreditkort, dåbsattest, et foto af os sammen samt brugte flybilletter der påviser sammenhæng mellem det vi har oplyst. Men det var ikke nok, sammen med det faktum at hun overskred 3 måneders grænsen, men at ansøgningen ville have været i ambassadens hænder på 3 måneders dagen.

Jeg er så harm over hvorledes hun behandles rundt omkring i systemet, og specielt her, idet netop et sted der repræsentere det danske system, så burde hun opleve noget helt andet. Men det er så kun anden gang ud af to, at VFS Global stiller krav/rådgiver helt forkert.

Nu var overskridelse af 3 måneders grænsen jo så allerede en gyldig grund til at afvise ansøgningen, hvilket jeg glemte at nævne. Så resultatet var jo blevet det samme, uanset om de havde sagt noget forkert eller ej.

I dag blev ansøgningen både godtaget samt afleveret. Dog var det ikke nok blot at vise nogle sider med vores korrespondance, da disse sider blev indsamlet med de øvrige og nu fremsendt til ambassaden.

Rent principielt finder jeg det forkasteligt at korrespondancen nu skal indgå som bilag i selve visumansøgningen, nu når det IKKE er et krav fra selvsamme myndighed.

Korrespondance + billeder står også listen over ønskede bilag på VFS Globals hjemmeside i Thailand, som dokumentation for, at vi har mødtes og taler/skriver sammen.

Men det er lidt grænseoverskridende, at de skal have kopi af korrespondance. Specielt hvis det ikke engang er et krav.

Hehe, jeg ville sgu give dem et print af alle 30000+ beskeder, bare for at lade dem bære papirene rundt

Visummodtagelsescentre er efter min mening noget, fanden har skabt. Det er ikke andet end bøvl og problemer, fordi de ansatte aldrig kan finde ud af, hvad deres rolle er (og især ikke er), og deres oplæring i reglerne er som regel stærkt mangelfuld.

Der er umiddelbart to ting, man kan gøre:

1) Acceptere systemet, som du her har gjort

2) Selv møde op og hjælpe sin kæreste/ægtefælle med at aflevere ansøgningen, så man kan holde på sin ret og sætte de ansatte på plads, hvis det er nødvendigt

En del af problemet her er nok, at filippinere er opdraget til at være meget autoritetstro. Så de mangler simpelthen den selvtillid og aggressivitet, der skal til for at sætte sig igennem, når der står noget, de opfatter som en myndighedsperson, på den anden side af skranken, og puster sig op.

Min kone har efterhånden lært det, men det var slet ikke noget, der lå til hende, da hun var yngre.

Som eksempel på problemet havde min kone to slægtninge, der var med på den færge, der for et par år siden blev torpederet af et fragtskib ved indsejlingen til Cebu, og herefter sank med omkring 100 dødsofre til følge.

De overlevede begge, og da de skulle hjem til Mindanao, rejste min kone med dem til Cebu for at tale med færgeselskabet og hjælpe dem med at få udbetalt den meget beskedne erstatning, som færgeselskabet offentligt havde lovet de overlevende som kompensation for bla. mistet bagage.

Det drejede sig om et beløb på cirka 1.300 DKK pr. person. Altså de rene småpenge. Men på det kontor i Cebu, hvor det skulle foregår, sad der andre overlevende, som havde ventet i flere dage på at få deres penge. Angiveligt fordi udbetalingerne skulle godkendes af en person, der ikke var til stede. Da min kone fik den besked, svarede hun følgende:

"I er klar over, at ingen af os er her fra Cebu? Vi bor på hotel, og vi venter gerne lige så længe, I ønsker det. Men jeg forventer som en selvfølge, at færgeselskabet så naturligvis refunderer vores udgifter til både hotellet og 3 daglige måltider på restaurant ud over den erstatning, som mine slægtninge skal have. Alternativt foreslår jeg, at I bare udbetaler pengene nu, så vi alle sammen kan komme videre. Og det gælder også dem, der sidder derovre på bænken og venter".

Herefter begyndte de andre overlevende så også at tage til mæle, at "ja det er også rigtigt, hvad hun siger, hvorfor skal vi sidde her og vente og vente osv...." Efter en kort diskussion mellem de ansatte blev pengene så udbetalt under særdeles sure miner og de passagerer, der havde ventet i dagevis, var dybt taknemmelige på min kone.

Sådan er kulturen på Filippinerne, og hvis man ikke bryder etiketten og råber op, bliver man trampet på af personer, hvis primære motiv formentlig er at puste sig selv op og gøre sig vigtigere, end de er.

Jeg glemte at oplyse, at udskriftet med vores korrespondance kun blev oplyst at værende et must som kun skulle fremvises, men de valgte altså at lade papirerne indgå som bilag i hendes visumansøgning.

fundiver199 skrev:...

Sådan er kulturen på Filippinerne, og hvis man ikke bryder etiketten og råber op, bliver man trampet på af personer, hvis primære motiv formentlig er at puste sig selv op og gøre sig vigtigere, end de er.

Trist med desværre også så sandt

Jeg skal nok få kamp til stregen senere på året i Filippinerne, idet jeg skal forbi hele 3 myndigheder som ikke som udgangspunkt vil "samarbejde" med min forlovede.