Immigrationslandegruppen - også i Sverige?

Her kan du skrive om/søge information om visum-reglerne, hvordan I søger om visum, dokumenter, gode råd m.v.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
dunya
Indlæg: 9
Tilmeldt: 14.03.2012 10:53:26

Immigrationslandegruppen - også i Sverige?

Indlæg af dunya » 26.04.2012 13:08:52

Hej,

Min kæreste fra Tyrkiet har netop fået afslag på en visumansøgning til Danmark. Det skyldes at vi begik den fejl - som jeg kan se her at andre også har begået - at undlade at fortælle dem at vi er kærester. Der var nemlig ingen oplysning på det danske konsulat i Tyrkiets hjemmeside om de forskellige landegrupper; der stod tværtimod at der findes forskellige former for visum, heriblandt turistvisum (hvilket der slet ikke findes for tyrkiske statsborgere!), og jeg er nu meget forfærdet over at de direkte vildleder folk på den måde!

Det har hele tiden været vores plan at blive gift så snart han kommer, og derpå tage til Sverige hvor vi vil søge om familiesammenføring. Det er sådan at jeg har fundet en bolig i Sverige hvor jeg flytter ind den 15. maj, så fra da af vil jeg være bosat i Sverige. Han kan vist ikke søge om et nyt visum til Danmark indenfor de næste 3 måneder(?), så vi tænker at søge om et visum til Sverige efter jeg er flyttet dertil og blevet registreret som boende der.

Her kommer så mine spørgsmål:

1. Gælder det samme for Sverige som for Danmark at visse lande, herunder Tyrkiet, hører til den gruppe af immigrationslande hvor der kræves en særlig tilknytning til en person man vil besøge, for at få visum?
(http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/v ... besoeg.htm)
Er der nogen som i så fald kan sende mig et link til den information? Jeg har nemlig ikke kunnet finde noget om det på migrationsverkets hjemmeside.

2. Vil hans nylige afslag fra Danmark forringe hans mulighed for at få et visum til Sverige? Også selvom vi er kærester og dokumenterer dette (hvis altså det forholder sig sådan at de, ligesom Danmark, som udgangspunkt udsteder visum til kærester)?

3. Bør man forsøge at være taktisk mht. visumperioden? Jeg tænker at det måske kan være overmodigt at søge om hele 90 dage, og om vores chancer måske er bedre hvis han kun søger om 30 dage? Er der nogen som ved om perioden man søger om, kan have indflydelse?

4. Bør han medsende bilag til ansøgningen med al mulig dokumentation vi kan hitte på, for at bevise vores forhold, eller skal vi bare vente til de beder os om det?

5. Og endelig (mange tak til dig der har læst med så langt og gerne vil hjælpe!): Hvis de spørger om vi agter at gifte os, skal vi så bare fortælle at det gør vi, eller kan det være 'farligt'?

Jeg håber I kan hjælpe mig, tusind tak!
Senest rettet af dunya 26.04.2012 13:49:03, rettet i alt 1 gang.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Visum til Sverige

Indlæg af fundiver199 » 26.04.2012 13:47:45

1) Landegrupperne er en særlig dansk opfindelse og anvendes ikke i andre schengenlande.

2) Ja til en vis grad. For en ansøgning til Sverige vil ligne, at han "shopper" mellem de forskellige schengenlandes ambassader. Men omvendt må man sige, at hvis du i mellemtiden er flyttet til Sverige, så er det da en saglig grund til, at han nu søger om visum til Sverige i stedet for Danmark. Og så burde det måske ikke betyde så meget, at han for nylig har søgt til Danmark, når formålet med den ansøgning også var at besøge dig.

3) En person med schengenvisum til 2 dage kan lige så vel blive illegal indvandrer eller søge om asyl eller sprænge en bombe på Hovedbanegården som en person med schengenvisum til 90 dage. Så nej det har ingen betydning, hvor mange dage der søges om, andet end at det selvfølgelig skal passe med det angivne rejseformål. F.eks. vil det se mærkeligt ud at søge om visum for 80 dage, hvis man har angivet i ansøgningen, at formålet med rejsen er at deltage i en fødselsdagsfest eller en konference. Eller hvis man er studerende, og rejsen dermed kommer til at gå 55 dage ind i det næste semester.

4) Ikke "al mulig" men en rimelig dokumentation bør I vedlægge med det samme. F.eks. en kopi af dit pas, der understøtter, hvornår I har været sammen i Tyrkiet, og måske et par fotos taget af jer under de besøg.

5) Det nemmeste er nok bare at sige "nej", da den information ikke er nødvendig for, at ambassaden kan udstede et visum. Og hvorfor så bruge tid på at diskutere jeres livsplaner med dem? Hvis ambassaden spørger, om I har tænkt jer at besøge Tivoli i København og hvor mange gange og på hvilke dage, og om I vil prøve rutchebanen eller ballongyngerne, og om I vil købe turpas, er det vel også nemmere bare at sige "nej" for at få afsluttet diskussionen, da det jo heller ikke er noget, ambassaden har brug for at vide. Min kone kalder det for at "make a short story".

dunya
Indlæg: 9
Tilmeldt: 14.03.2012 10:53:26

Re: Immigrationslandegruppen - også i Sverige?

Indlæg af dunya » 26.04.2012 13:57:23

Ok.
Hvordan tror du så det er bedst at vi udformer hans ansøgning? Da han søgte til Danmark, var det med en invitation fra min far selvom jeg officielt også bor på mine forældres adresse. Vi tænkte bare at mulighederne for at langt ophold var bedre hvis han kom som 'en ven af familien' osv. Nu bliver invitationen så fra mig i stedet for, efter jeg er flyttet til Sverige. Bør vi søge som kærester, eller hvad?

Mange tak!

skaanebo
Indlæg: 12138
Tilmeldt: 09.06.2007 19:00:10

Re: Immigrationslandegruppen - også i Sverige?

Indlæg af skaanebo » 26.04.2012 14:19:41

Migrationsverkets viseringspraksis kan du finde online her:

http://lifos.migrationsverket.se/startsida.html

Databasen hedder Lifos, og du kan fx søge på "viseringspraxis" + "Turkiet", så kan du læse, hvilke regler som gælder for visum til Sverige for en tyrkisk statsborger.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Immigrationslandegruppen - også i Sverige?

Indlæg af fundiver199 » 26.04.2012 14:38:14

Ja selvfølgelig skal I skrive, at I er kærester. Båndene mellem kærester er stærkere end mellem venner, og derfor er der også langt mere, der taler for, at visum bør udstedes, hvis formålet er at besøge en kæreste. Det er jo derfor, at den danske visumpraksis over for landene i immigrationslandegruppen med referencebegrænsning er, som den er.

At være "ven af familien" lugter langt væk af en ung mand, som skal til Schengen for at udføre noget illegalt arbejde på et pizzeria eller en restaurant. Så en sådan ansøgning kunne meget vel være blevet afvist i andre schengenlande også, bare efter en mere konkret og individuel vurdering.

Jeg kan godt forstå, at du har fået disse ting galt i halsen efter den udlændingedebat, der har været i Danmark de sidste 10 år. Men formålet med visumreglerne er altså ikke at forhindre folk i at besøge deres kærester eller for den sags skyld gifte sig med dem. Det havde Dansk Folkeparti muligvis en ambition om, da Fogh blev statsminister for 10 år siden, men lige netop på det punkt har de ikke fået deres vilje. Og der er desuden sket store lempelser i visumreglerne i løbet af de senere år f.eks. i form af, at muligheden for at kræve bankgaranti af en vært er forsvundet.

Besvar