Går til pressen, lad os samles

Her kan du skrive om/søge information om visum-reglerne, hvordan I søger om visum, dokumenter, gode råd m.v.

Redaktører: ZB, AUG Board

mehrdad
Indlæg: 178
Tilmeldt: 13.01.2009 13:23:21

Går til pressen, lad os samles

Indlæg af mehrdad » 16.04.2009 00:48:01

Hej alle!

Jeg har som så mange andre haft en utrolig dårlig oplevelse med US, ambassader, visum, FS og hvad ved jeg.

Jeg er godt træt af det nu og synes virkelig vi skal kaste lys over sagen.

Jeg vil samle så mange som overhovedet muligt også går vi sgu til pressen. Vi skriver alle vores sager ned, vi highlighter punkter som går igen og igen også får vi fandeme EKSTRA BLADET eller nogle andre til at tage sagen op.

Alle der gerne vil have del i dette, skriv til mig på merhdadd@gmail.com

Jeg håber der er rigtig mange af jer der vil støde til - lad os en gang for alle råbe højt sammen, måske hjælper det slet ikke - men så har vi da gjort noget!

Alle historier små som store - der er plads til det hele!

mehrdad
Indlæg: 178
Tilmeldt: 13.01.2009 13:23:21

Indlæg af mehrdad » 21.04.2009 08:51:30

Kom nu drenge og piger!

Det kan ikke være rigtigt det kun er mig der er træt af det her! Lad os nu samlet gå til pressen og en gang for alle oplyse alle mennesker om hvordan det står til - Jeg er sikker på der kommer nye boller på suppen efter sådan en presse "tur"!

mehrdad
Indlæg: 178
Tilmeldt: 13.01.2009 13:23:21

Indlæg af mehrdad » 23.04.2009 16:52:27

Kom nu alle!

Jeg har fat i flere forskellige medier. De fleste vil gerne hjælpe, men vil helst have vi er 3 eller flere om at dele vores historier... Hvorfor er der ingen der melder sig på?

Det kan ikke være rigtigt at i klage så meget over lange ventetider og dårlig behandling, men så gider i intet at gøre ved det når det er muligt?

Skriv til mig, jeg har som sagt fat i flere medier, har bare brug for flere der gider at dele deres historie... og det kan også foregå anonymt!

Meld jer på folkens!

Djengis
Indlæg: 51
Tilmeldt: 28.02.2009 20:42:53

Indlæg af Djengis » 24.04.2009 21:15:48

Hej,

Før du/man går til pressen med aktuelle sager skal du lige være sikker på at det ene og alene virkeligt ER US/Ambassade´skyld at der er sket unødige forsinkelser og afslag eller dårlig behandling.

Der er jo faktisk også en del der oplever god behandling både hos ambassade og US.

Fx der udstedes ca 80.000 Schengen visa fra Dansk side. Ca 60.000 udsteder ambassaderne med det samme (Eller giver tilsagn om at visum udstedes ved fremvisning af gyldig flybillet og rejseforsikring)

Der er med andre ord "kun" 20.000 visum ansøgninger som kommer til US.
Her er visse lande mere ramt end andre. Men det er faktisk hverken US eller ambassadernes skyld. Begge lystre blot de direktiver og love som der nu er og gælder.
Skal du klage over det, skal du have fat i hende der styrer eller ministeren der adlyder.

Lidt som at det altid er DSB´s skyld at toget er forsinket - på trods af at det oftest er BaneDanmark (den der står for skinnerne og signalerne) eller passager der er årsagen til forsinkelserne.

Der skal du henvende dig til regeringen og folketinget samt ministeriet.

Jeg siger på ingen måde at der ikke burde være en hurtigere behandling hos US samt at man desværre kan opleve ansatte på ambassaderne der opfører sig skændigt, men du skal virkeligt være 100% sikker på at sagen er klar.
Klart der findes skrankepaver både i US og på ambassaderne - og disse bør med rette klages over. Men er det selve reglerne og de følger disse har - er din klage og mediernes muddermaskiner rettet forkert.

Ellers slår det bagslag. Og så bliver reglerne blot endnu mere stramme og komplicerede.

Personligt har jeg oplevet ambassader behandle folk yderst professionelt - og de personer de skulle assisterer på det groveste svine dem til fordi de følger reglerne.
Og ja - har da også set en skrankepave der står og nærmest fryder sig når nogle afleverer en ansøgning med fejl i.

Og ærligt - der indleveres rigtigt mange ansøgninger - både til visum og sammenføring - som indeholder mange og åbenlyse fejl. Der desværre viser at mange ansøgere ikke rigtigt tager sig tiden til at læse deres ansøgning igennem, og evt få en anden til at læse den igennem for at sikre at alt er udfyldt så korrekt som muligt.

Tænk på at til noget så enkelt som en kørekort ansøgning er der mange unge der svarer "forkert" til spørgsmålet i deres lægeattest:
Har du problemer med at se i mørke?
Det korkte svar er Nej (Da der faktisk spørges til om man er natteblind)
Men mange skriver ja - og så tager deres ansøgning pludseligt lang tid da de skal forbi embedslægen en tur.

En ansøgning om sammenføring er en kompliceret ansøgning - og den kræver man tænker sig godt om - og gennemarbejder den. Det samme gælder for en visum ansøgning. Er den udfyldt korrekt og har man alle de dokumenter med man skal have går det hele meget meget nemmere!

Mvh
Djengis

NB: Nej jeg arbejder hverken hos US eller UM.
Men har oplevet at få yderst professionel behandling. Min kæreste fik visum med det samme på ambassaden i Bangkok fx efter vi havde gennemarbejdet og kontrolleret ansøgningen.
Lev livet mens du har det.
Gælder jo om at nyde det!

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Indlæg af fundiver199 » 25.04.2009 09:26:44

Djengis skrev:Det samme gælder for en visum ansøgning. Er den udfyldt korrekt og har man alle de dokumenter med man skal have går det hele meget meget nemmere!
Desværre er der ikke noget, som tyder på, at det er tilstrækkeligt at aflevere en perfekt ansøgning, hvis man gerne vil have visum til Danmark uden at skulle vente i 5-6 måneder.

Udlændingeservice er nemlig p.t. først kommet til at kigge på de ansøgninger om visum, som de modtog i december 2008. Selv den perfekteste ansøgning ligger derfor p.t. i 4 måneder og samler støv, før der overhovedet er nogen, der kigger på den, hvis man er så uheldig, at ansøgningen skal en tur forbi Udlændingeservice.

4 måneders spildtid, hvor der overhovedet ikke kigges på sagen, er fuldstændig uacceptabelt. Og jeg er helt enig med Mehrdad i, at vi skal have det frem i pressen.

Kun derved kan vi f.eks. presse politikerne til at tilføre de økonomiske ressourcer til Udlændingeservice, som er nødvendige for, at de kan nå deres arbejde uden hele tiden at være 4 måneder bagud med sagerne.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Indlæg af fundiver199 » 25.04.2009 09:42:48

Djengis skrev:Og ærligt - der indleveres rigtigt mange ansøgninger - både til visum og sammenføring - som indeholder mange og åbenlyse fejl. Der desværre viser at mange ansøgere ikke rigtigt tager sig tiden til at læse deres ansøgning igennem, og evt få en anden til at læse den igennem for at sikre at alt er udfyldt så korrekt som muligt.
Dette er jeg slet ikke i tvivl om, at Djengis har ret i. Men det er altså ikke mærkeligt, at det forholder sig sådan. For de ansøgningsblanketter, som skal udfyldes, når man søger om visum til Danmark, er så omfattende, at man helst skal have en videregående uddannelse bag sig for ikke totalt at miste overblikket.

Hvis jeg f.eks. vil invitere min datter og min forlovede på besøg i Danmark, så skal der vel anslået udfyldes mindst 20 A4-sider med alle mulige og umulige spørgsmål og oplysninger, hvoraf mindst 80% er totalt irrelevante og hovedparten går også igen på den ene blanket efter den anden.

Og det eneste myndigheder for så vidt behøver at vide, det er, at jeg gerne vil invitere min datter og min forlovede til Danmark. Og de eneste papirer, de for så vidt har brug for i den sammenhæng, det er 2 stk. pas samt en kopi af min datters fødselsattest. Hvor det fremgår, at jeg er hendes far og at min forlovede er hendes mor.

Alt andet er spild af både vores og myndighedernes tid. Og alt dette unødvendige papirnusseri er naturligvis også en vigtig del af forklaringen på, at de ansatte i Udlændingeservice ikke kan følge med og kommer kronisk bagud med deres arbejde.
Senest rettet af fundiver199 26.04.2009 07:34:55, rettet i alt 1 gang.

loui
Indlæg: 40
Tilmeldt: 19.08.2007 19:54:32
Geografisk sted: Denmark

Indlæg af loui » 25.04.2009 21:58:27

Så det er derfor min mand og jeg stadig venter på vores kvitterings brev, vi søgt 9 feb 2009 og vores sag er stadig ikke kigget på!!! Men hvis de kun er igang med dem fra dec 2008, ja så er der noget tid til de når vores!!! Ja det er utrolig at det skal tage så lang tid!!!

Loui :?

ZB
Indlæg: 520
Tilmeldt: 25.06.2007 11:53:30

Indlæg af ZB » 25.04.2009 23:04:03

Jeg vil kun råde merhdad til at gå til pressen med sin sag hvis de ønsker der skal ske noget.
Det er kun mere end rimeligt at den danske befolkning og politikerne ved hvad der egentlig foregår og derfor også kan gøre noget ved sagen. Det er i sig selv ikke i Danmarks interesse hvis turister skal vente halve år på et visum!

Jeg vil gerne tilkendegive at jeg både har oplevet god og dårlig behandling på ambassaderne og at US også har oppet sig gevaldigt det sidste års tid, men svartiderne vokser gevaldigt og man kan diskutere om det er rimeligt at alle kan vente nogle uger, en måned eller to på et visum, men 5-6 måneders i svartid er al for længe. Det er jo nærmest ubrugeligt hvis man skal beregne en familieferie i DK sammen til denne sommer at man skal søge før jul....

Kroshka
Indlæg: 208
Tilmeldt: 14.12.2008 14:19:31
Geografisk sted: Odense

Indlæg af Kroshka » 26.04.2009 07:38:09

Jeg synes det er en god idé at prøve at få pressen til at tage disse problemer op, hvis det kan gøres på en sober måde.

For mig at se er en af de største problemer i dette system måden man håndterer disse ting på hos US - den arrogance og mangel på situationsfølelse som de enkelte medarbejdere udviser - og den lange tid tingene ligger uden noget gøres.

Jeg ved ikke, om jeg har meget at byde på til pressen. Min sag endte langt bedre en forventet - men det var et langt sejt træk - med flere telefoniske henvendelser til US og mails de ikke reagerede på.

Jeg er med på, at der er regler og love som skal overholdes - det er en ting - men en anden ting er som sagt, hvordan man håndterer sagen hos US.

Jeg har kendt min Ukrainske kæreste i flere år og hun har bl.a. arbejdet på min fabrik i Ukraine som direktør. Vi søgte besøgsvisum - og vi havde blot skrevet, at jeg var hendes ven, men havde jo ingen problemer med at dokumentere, at vi kendte hinanden ret godt efter at have arbejdet sammen i et par år - og bl.a. været i Thailand og Polen (før Schengen)sammen. Vi skrev naturligvis, at jeg ville dække alle udgifter i forbindelse med besøget - vi søgte om 20 dage.

Efter jeg havde rykket for svar nogle gange - og oftest fået svaret fra US "det kan jeg ikke sige noget om" eller "det ved jeg ikke" fik vi afslag efter ca. 11 uger. Argumentationen var, at vi havde skrevet ven og ikke kæreste. Danmark gider åbenbart ikke umiddelbart at have besøg af andre ukrainere end kærester og ægtefolk - men det er så lovgivningen, og den kan vi næppe gøre noget ved. Men hvis det nu var så enkelt - så kunne yngste-lærlingen i US vel lige hurtigt løbe de indkomne ansøgninger igennem - og se om der står kæreste eller andet - og så give afslag - eller sende ansøgningen videre i systemet.

Vi klagede over afgørelsen og bad dem udskifte ordet ven med kæreste. Så gik der igen mange uger, hvor jeg rykkede, tilbød yderligere dokumentation m.v. Hver gang fik man fat i en ny - der ikke umiddelbart kunne hvad man havde sendt ind af dokumentation, spørgeskema, osv. Jeg tilbød selvfølgelig også at stille bankgaranti, og hvad de nu ellers ofte vil kræve.

Det er en meget sløv process og jeg havde følelsen af, at den hjælp jeg kunne få til nogle ordentlige svar afhang helt og aldeles alene af hvilken person jeg fik fat i.

Nå, men igen efter flere uger endte det så godt - jeg fik fat i en vaks medarbejder - der brugte et par minutter på at læse sagen - og tog så fat i den. Det endte med at vi så den samme eftermiddag fik et "90 dages multiple entry visa" gyldigt i 180 dage og endda uden, at jeg skulle stille bankgaranti, på trods af at min ukrainske kæreste ikke har børn i hjemlandet, ikke har arbejdet, ikke har egen bil/lejlighed, ikke har været i Schengen før osv. Så man må da nok sige at vi vandt i lotto.

Men igen, jeg synes det er dybt kritisabelt, at man behandles som man gør - uanset hvilken nationalitet og baggrund ansøger har. Og det er nok processen i alt dette, jeg mener, pressens bevågenhed nok kan hjælpe med at få løftet lidt. Så ansæt da et par alm. kontorfolk mere, som kan kigge på de simple sager, der ikke kræver de store dybdegående undersøgelser - og så få sat de stempler på de visaansøgninger så de er væk fra bunken.

Men skulle jo også synes, at den meromkostning, der er ved at ansætte et par stykker mere, er givet godt ud ved, at der så bliver lagt lidt flere penge til forbrug i lille Danmark. Jeg tror vi går glip af utrolig mange penge med den måde vi afviser/sylter folk på, der gerne vil besøge os her i DK.

Der er nævnt flere gange på denne side, at man ikke skal ringe og rykke, idet det jo så sinker sagsbehandlingerne - det indtryk har jeg ikke - men hvis US blot kunne infomere ordentligt om behandlingsforløbet - på en måde hvor tidsterminer m.v. overholdes - så tror jeg da også at mange ville undlade at ringe... Men det skal jo så også være noget der holder og man kan forstå.

... men som sagt, der er god grund til at der bliver sat lidt focus på dette....

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Indlæg af fundiver199 » 26.04.2009 07:50:11

Som en uddybning af, hvad jeg skrev i ovenstående indlæg, kan jeg fortælle, at når man søger om en visumforlængelse på Filippinerne, så fylder ansøgningsblanketten 1 A4-side. Og hvad skal man så oplyse? Ja, formålet med at søge forlængelse (f.eks. "turisme"), sit navn, fødselsdato og køn, sin nationalitet og sin adresse på Filippinerne. Og herudover skal de så have en kopi af ens pas.

Og det er så det. 2 timer senere har man det nødvendige stempel i sit pas, når de har checket, om hovedkontoret har en "record" på en. Altså om man f.eks. er blevet efterlyst af politiet, siden man rejste ind i landet.

At søge om visum til Danmark er derimod en ganske anderledes kompliceret proces. Her skal der udfyldes et hav af papirer med oplysninger om, hvor og hvornår man først mødte den person, man gerne vil besøge i Danmark, hvordan man siden har holdt kontakt med hinanden og fandens oldemor og hendes pumpestok.

Og til hvilken nytte er alt dette så? Absolut ingen!

For hvis der er mistanke om, at visum måske vil blive misbrugt, så forlanger myndighederne under alle omstændigheder, at der bliver stillet en bankgaranti på 56.500 DKK. Og det skal da nok afholde de fleste fra at misbruge noget som helst!

Så hvorfor skal vi samtidig have alt dette latterlige papirnusseri og bureaukrati, som får en simpel visumansøgning til at trække ud i månedsvis?

Efter min mening tjener det absolut ikke noget nyttigt formål og er alene et udtryk for den "mistænkeliggørelseskultur", som desværre har bredt sig mere og mere i Danmark.

I stedet for som udgangspunkt at gå ud fra, at de fleste mennesker nok har reelle hensigter, så antager man som udgangspunkt det modsatte. Det er helt forrykt efter min mening.

Kroshka
Indlæg: 208
Tilmeldt: 14.12.2008 14:19:31
Geografisk sted: Odense

Indlæg af Kroshka » 26.04.2009 08:01:00

Ja du har ret - også i Thailand tager det ikke mere end et par minutter at få forlænget sit visum - eller for den sags skyld at få visum ved indrejse (hvis man eksempelvis er fra Ukraine).

Jeg synes også, at det er lidt underligt, at man i US som udgangspunkt ikke kan afvige "kravet" om, at man skal have et foto, hvor begge står og ser forelskede ud på en romantisk blomstereng... Det havde vi ikke - ikke en gang et foto hvor vi begge var på - men til gengæld kunne jeg dokumentere, hvis de måtte ønske det, at jeg havde været sammen med min ukrainske veninde i mere en 500 dage siden 2005... Men det synes de ikke at være så interesseret i, som et foto....

Ak ja...

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Indlæg af fundiver199 » 26.04.2009 08:08:02

Kroska har efter min mening fat i en meget vigtig pointe, som givetvis også gælder for ansøgninger om FS.

I den konkrete sag har Kroska begået den "fejl", at han ikke på forhånd har sat sig ind i reglerne og dermed fundet ud af, at der fra Ukraine kun udstedes visum til folk, som har en nærmere relation til den person, de vil besøge i Danmark.

Men som Kroska fuldstændig rigtigt skriver, hvorfor bliver denne "fejl" ikke fanget i Udlændingeservice med det samme? Hvorfor skal der gå 11 stive uger, før nogen overhovedet kigger på sagen og dermed opdager, at visum ikke kan bevilges, fordi der står "ven" i stedet for "kæreste" i ansøgningen?

Hvorfor skimmer de ikke ansøgningen igennem, allerede når man afleverer den, og gør ansøger opmærksom på, hvis der er noget, som mangler at blive udfyldt eller noget, som de umiddelbart kan se betyder, at den ikke kan imødekommes?

Allerede den medarbejder på ambassaden, som modtager ansøgningen, må da kende de danske visumregler. Og burde derfor også fortælle ansøger, at "den her ansøgning kan ikke imødekommes, for der gives ikke visum til at besøge en ven".

Langt de fleste lande i Verden klarer den her opgave mindst 10 gange bedre end Danmark gør. Vi er simpelthen røven af 4. division, hvad det her angår, intet mindre. Og danskerne selv ville da aldrig nogen sinde finde sig i at blive behandlet på den måde, når de f.eks. skulle have lavet et kørekort eller et pas.

Det forventer man jo som en selvfølge, at myndighederne klarer i løbet af 2-3 uger. Og det samme burde naturligvis som hovedregel være tilfældet for et visum. Og ikke bare for de 80%, som bliver udstedt af en dansk ambassade. Men også for de 20%, som bliver udstedt af Udlændingeservice. Eller også må man lægge den opgave tilbage på ambassaderne igen, hvor den jo faktisk hører hjemme.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Indlæg af fundiver199 » 26.04.2009 08:19:15

Kroshka skrev:Jeg synes også, at det er lidt underligt, at man i US som udgangspunkt ikke kan afvige "kravet" om, at man skal have et foto, hvor begge står og ser forelskede ud på en romantisk blomstereng... Det havde vi ikke - ikke en gang et foto hvor vi begge var på - men til gengæld kunne jeg dokumentere, hvis de måtte ønske det, at jeg havde været sammen med min ukrainske veninde i mere en 500 dage siden 2005... Men det synes de ikke at være så interesseret i, som et foto....
Nej præcist, hvad skal de med det forpulede foto? Det er jo komplet latterligt. Jeg kan lige forestille mig, at når min forlovede og min datter skal til Danmark, så vil vi blive mødt med det samme krav. "Jamen kan I nu virkelig bevise, at I kender hinanden. Har I nogen billeder?". Ja hvad med at kigge på min datters fødselsattest, mon ikke den er "bevis" nok på, at hendes mor og jeg kender hinanden?

Men alligevel skal vi begge sidde og udfylde lange skemaer med alle mulige oplysninger om vores forhold, så de kan "undersøge", om vi nu også svarer det samme.

Det er naturligvis komplet latterligt. Men man skal bare huske, at Udlændingservice alene gør, hvad de får besked på af regeringen. Så de her instrukser stammer fra den siddende danske regering og ikke fra embedsmændene i Udlændingeservice.

Claus Hjort Frederiksen mener jo f.eks. også, at man kan "undersøge", om arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at indføre et krav om, at de èn gang ugentligt skal trykke på en elektronisk knap på jobnets hjemmeside.

Alle dem, som sidder rundt omkring i A-kasserne og skal administrere dette idioti, er ved at gå ud af deres gode skind af irritation over det. Og man kunne forestille sig, at noget lignende nok også gør sig gældende for en del af dem, der er ansat i Udlændingeservice og skal administrere alle regeringens mærkværdige og paranoide påfund.

Bortset fra, at mange af de mere fornuftige ansatte i Udlændingeservice måske for længe siden har taget konsekvensen og har fundet sig et andet job.

Kroshka
Indlæg: 208
Tilmeldt: 14.12.2008 14:19:31
Geografisk sted: Odense

Indlæg af Kroshka » 26.04.2009 08:30:11

tja... men der er jo mange ting i dette man ikke kan forstå som alm. logisk tænkende

Hvis man er Ukrainer kan man uden de store problemer få turistvisum til Danmark (Schengen) hvis man kan finde en pakkerejse hvor rejse og hotel m.v. er arrangeret og betalt. Det gives hurtigt på ambassaden.

Hvis man så ville, kunne man jo booke sådan en rejse og så den første aften slå sig ned som gadeprostitueret, narkohandler, og i week enden lave sort havearbejde i villakvartererne rundt omkring... og så blot se stort på, at man har betalt for hotelovernatningerne...

Men til gengæld, hvis man vil besøge en klart dokumenterbar ven igennem flere år - som stiller bankgaranti, vil betale både ophold og billet m.v..... tja, så kan man altså ikke.

Og helt umuligt er det jo for en ukrainer at arrangere en kør-selv-ferie til Danmark...

Det er altså lidt svært at forstå.... Ak ja...

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Indlæg af fundiver199 » 26.04.2009 08:44:59

Ja og derfor skal vi også have det frem i mediernes søgelys. For erfaringerne viser trods alt, at der godt nogle gange kan bankes en smule fornuft ind i den siddende regering, hvis blot presset bliver bredt og massivt nok.

F.eks. gav Claus Hjort Frederiksen sig til sidst og erstattede kravet om, at ledige skal søge 4 stillinger om ugen med et mere fornuftigt og relevant krav om, at A-kasserne skal kigge på kvaliteten i den lediges jobsøgning.

Men det skete kun efter et massivt pres, hvor bl.a. også erhvervslivet deltog, fordi de var trætte af at modtage en masse proforma ansøgninger fra ledige, som ikke var reelt interesserede i de jobs, de søgte.

Problemet er, at den siddende regering har en "vi alene vide" holdning. Det var jo også derfor, at alle "smagsdommerne og eksperterne" skulle ud af vagten efter valget i 2001.

Besvar