Ægteskabudengrænser.dk

Hej herinde

Så fik jeg desværre brug for den værste hjælp
Min mand har valgt at forlade mig og vi har endnu ikke hørt fra FS
Vi blev gift i Marokko sidste sommer
Skal vi også skilles i Marokko??
hvis ja hvordan og skal jeg være der
JEg er blevet gravid med min mand er nu i 3 mdr hvilke forholdsregler skal jeg tage her.

Der er også den mulighed at han rejser hjem og tænker over tingene men så skal vi vel søge på ny når vi nu ikke har hørt noget fra FS???

Er der nogen derude der kan hjælpe mig
MVH Anja EN meget frustret dansker

Foreløbig er I vel slet ikke engang separeret (som man normalt skal i DK, før man kan blive skilt)? Og kan det tænkes, at udsigten til at blive forældre får din mand til at skifte mening?

En skilsmisse kan normalt anerkendes i andre lande. Proceduren for det kan variere. I nogle lande er det nok at vise en legaliseret og oversat attest, i andre (fx Tyrkiet) skal attesten bekræftes af en domstol.

Proceduren for anerkendelse af en canadisk skilsmisse i Marokko står her, og er sikkert den samme for en dansk skilsmisse:
http://www.consulatdumaroc.ca/divorce_note_en.htm

Din mand vil ikke særlig let kunne lade sig skille i Marokko, da det som udgangspunkt kræver at du også møder frem ved domstolen. Du kan læse om de marokkanske skilsmisseregler her (art. 78 og frem): http://www.hrea.org/moudawana.html#24
Endvidere er marokkansk lovgivning således, at forældremyndighed som udgangspunkt gives til moderen ved en evt. skilsmisse (se art. 171 ff.)

Det letteste, hvis din mand er fast besluttet på skilsmisse, er at lade den foregå i DK efter danske regler. Det kan ordnes uden at han behøver at komme til DK, men kræver dels, at du har en adresse til ham og at han svarer på korrespondance, og jo altså at I først bliver separeret og tidligst kan blive endelig skilt 6 mdr. senere. Derefter kan skilsmissen blive anerkendt i Marokko, således at I begge også der anses for skilt.

mh skrev:En skilsmisse kan normalt anerkendes i andre lande. Proceduren for det kan variere. I nogle lande er det nok at vise en legaliseret og oversat attest, i andre (fx Tyrkiet) skal attesten bekræftes af en domstol.

Det er i denne forbindelse lige værd at bemærke at en dansk skilsmisse er en administrativ bevilling, det er ikke en domsafsigelse.
I nogle lande kræves det at en skilsmisse er en domstolsafgørelse.
Man kan få Familiestyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet) til at påtegne en retskraftpåtegning, det er i nogle tilfælde nok til at nogle lande godtager en dansk skilsmissebevilling. Om det er nok i alle tilfælde ved jeg ikke, man bør undersøge dette grundigt.

Det er i samme forbindelse, inden man har fået skilsmissebevillingen, også værd at vide at der er 2 små ting på skilsmissebevillingen der kan give store udfordringer hvis de ikke står rigtigt, nemlig punkterne omkring deling af fællesbørn og fællesbo.
Har man krydset ”forkert” af ved ansøgningen kan det ikke efterfølgende ændres, forstået således at man kan få en ny skilsmissebevilling med korrekt beskrivelse af disse 2 ting.
Hvis der feks. står at der ikke er enighed om, en eller begge af disse ting, kan udenlandske myndigheder finde på ikke at ville anerkende skilsmissen, og da man ikke kan få en ny skilsmissebevilling med rettelser på, ja så er det ikke lige en triviel opgave at få den kørt i gemmen.

Ikke ALLE danske separationer og skilsmisser er givet på bevilling. Hvis ikke ægtefællerne er enige om i det hele taget at skulle separeres og/eller skilles, så skal sagen for en domstol.

Men da man efter marokkansk lovgivning kan blive skilt efter aftale, vil jeg tro at en marokkansk domstol vil anerkende en dansk skilsmissebevilling som jo netop kun gives på baggrund af at parterne er enige om skilsmisse. Det er forholdsvis nyt, at domstolene overhovedet skal indblandes i skilsmisser i muslimske lande. Tidligere var det en privat sag, hvis parterne enedes om at ophæve deres ægteskab, eller hvis manden erklærede sig skilt fra hustruen.

Du kan forhøre dig hos den marokkanske ambassade om, hvad der gælder:
Marokkos ambassade
Postadresse:
Øregårds Allé 19
2900 Hellerup

E-post: sifamaeco@yahoo.fr

Telefon: 39624511
Telefontid: ma-fr 9-15

Telefax: 39622449

mh skrev:Ikke ALLE danske separationer og skilsmisser er givet på bevilling.

Korrekt, jeg tog lige munden lidt for fuld der, men budskabet var at forklarer forskellen på bevilling og dom.

Hvis ikke ægtefællerne er enige om i det hele taget at skulle separeres og/eller skilles, så skal sagen for en domstol.

Der er vi ikke enige, man har RET til separation (§ 29) og efterfølgende skilsmisse (§ 31), det domstolene bliver blandet ind i er delingen af børn, fællesbo og evt. underholdsbidrag når der ikke er enighed, ikke separation/skilsmisse som sådan.

For dem der vil se loven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0 ... x?id=31944

@ St. Petersborg, når du er uenig med en jurist med speciale i familieret, skal du være meget sikker på at det er dig der har ret. Det har du ikke. Læs:
http://statsforvaltning.dk/site.aspx?p=6360

mh skrev:@ St. Petersborg, når du er uenig med en jurist med speciale i familieret, skal du være meget sikker på at det er dig der har ret. Det har du ikke. Læs:
http://statsforvaltning.dk/site.aspx?p=6360

Siden du har linket til giver vel egentlig St. Petersborg ret, efter hvad jeg kan læse.
Retten bliver blandet ind i det hvis man ikke kan blive enige om ægtefællebidrag, og deling af fællesbo, børn osv. Det er da præcis hvad St. Petersborg skrev.

Som jeg har forstået det, så er det sådan at hvis f.eks kvinden i et ægteskab beslutter at søge om skilsmisse, og lader manden få ALT hvad hvad der før var deres fælles ting. Lejligheden, møbler, tøj, bestik og Volvoen, så får hun da sin skilsmisse efter minimum 1 år, ligegyldigt om manden vil det eller ej, og det helt uden at blandet retsvæsnet ind i den sag. Det er hendes ret jvf ægteskabsloven.

Men nu er jeg jo heller ikke jurist med speciale i familieret...Så jeg ved kun hvad jeg kan læse.

Nej:"Statsforvaltningen kan kun lave en separations- eller skilsmissebevilling, hvis I overordnet er enige om, at I vil skilles eller separeres, og enige om en række punkter (vilkår)."

Hvis kun den ene er interesseret i separation eller skilsmisse, kan der altså som udgangspunkt ikke udstedes bevilling.

Man bliver så nødt til at blive separeret eller skilt ved dom. Det kan man til gengæld være sikker på at kunne blive, det tager bare længere tid og koster mere.

Læs ægteskabslovens kap. 4: https://www.retsinformation.dk/forms/r0 ... d=31944#K5

Så er det derfor (og manglende mange års uddannelse) at jeg ikke er jurist med speciale i familieret

Det hjælper at have læst jura - så ved man også, at hustruen ikke behøver at overdrage sin andel af Volvoen eller andet af parrets SAMEJE til manden for at få skilsmisse. Og man ved, at fælleseje er noget andet end sameje

Jeg har faktisk lavet en mini-survey blandt danskere, for at finde ud af om folk i almindelighed ved, hvad formuefællesskab (den almindelige formueordning) egentlig er. Ca. en fjerdedel af de adspurgte troede, at det betyder at ægtefællerne ejer alt i fællesskab. Knap halvdelen af de adspurgte mente, at man ved skilsmisse skal dele såvel formue som gæld lige. Ingen af de gifte kunne svare korrekt.

Formuefællesskab betyder, at hver part bevare fuld ejerskab til alt, som vedkommende ejede inden ægteskabet og erhverver i løbet af det. Kun, hvis man aftaler at noget købes i sameje, bliver det fælles i den forstand, at begge ejer det. Ved ægteskabets ophør gør man hver parts formue og gæld op for sig. Den respektive gæld trækkes fra formuen, og hvis der er noget tilovers, skal halvdelen afleveres til den anden. Er der større gæld end formue, er der ikke noget at dele.

Derfor er det sådan, at hvis hustruen ejer Volvoen (og intet andet), og den har en friværdi af 200.000, men hun har studiegæld på 200.000, så kan hun køre væk i Volvoen kvit og frit. Ejer manden til gengæld huset, og der er en friværdi i det på 500.000 (jaja, han har ejet det længe), så må han aflevere 250.000 til hustruen. Og undvære bilen

@mh

Derfor er det sådan, at hvis hustruen ejer Volvoen (og intet andet), og den har en friværdi af 200.000, men hun har studiegæld på 200.000, så kan hun køre væk i Volvoen kvit og frit. Ejer manden til gengæld huset, og der er en friværdi i det på 500.000 (jaja, han har ejet det længe), så må han aflevere 250.000 til hustruen. Og undvære bilen

Og hvordan er ovenstående, hvis manden har ægtepagt (særeje) på huset ?

mvh DBS

Så kan hustruen stadig køre væk i Volvoen.

Manden kan beholde huset uden at skulle dele friværdien. Det er jo netop for at undgå at dele, at man opretter særeje.

Det er forøvrigt klogt at oprette testamente hvori man bestemmer, at arven til ens efterladte skal være deres særeje. Jeg har i rådgivningen haft besøg af en meget ulykkelig kvinde, som havde arvet et hus, som blev solgt og gav hende et overskud på godt en million. Ægtemanden søgte fluks separation og senere skilsmisse, og da arvelader ikke havde bestemt at arven skulle tilfalde hende som særeje, rendte ægtemanden jo med den halve million. Juridisk set var der intet at gøre.

mh skrev:Det hjælper at have læst jura - så ved man også, at hustruen ikke behøver at overdrage sin andel af Volvoen eller andet af parrets SAMEJE til manden for at få skilsmisse. Og man ved, at fælleseje er noget andet end sameje

Jeg har faktisk lavet en mini-survey blandt danskere, for at finde ud af om folk i almindelighed ved, hvad formuefællesskab (den almindelige formueordning) egentlig er. Ca. en fjerdedel af de adspurgte troede, at det betyder at ægtefællerne ejer alt i fællesskab. Knap halvdelen af de adspurgte mente, at man ved skilsmisse skal dele såvel formue som gæld lige. Ingen af de gifte kunne svare korrekt.

Formuefællesskab betyder, at hver part bevare fuld ejerskab til alt, som vedkommende ejede inden ægteskabet og erhverver i løbet af det. Kun, hvis man aftaler at noget købes i sameje, bliver det fælles i den forstand, at begge ejer det. Ved ægteskabets ophør gør man hver parts formue og gæld op for sig. Den respektive gæld trækkes fra formuen, og hvis der er noget tilovers, skal halvdelen afleveres til den anden. Er der større gæld end formue, er der ikke noget at dele.

Derfor er det sådan, at hvis hustruen ejer Volvoen (og intet andet), og den har en friværdi af 200.000, men hun har studiegæld på 200.000, så kan hun køre væk i Volvoen kvit og frit. Ejer manden til gengæld huset, og der er en friværdi i det på 500.000 (jaja, han har ejet det længe), så må han aflevere 250.000 til hustruen. Og undvære bilen

Det passer faktisk ikke det du siger. Formuefælleskab betyder at alt hvad hver part har først ind i ægteskabet og senere erhverver sig bliver en del af formuefælleskabet MEDMINDRE at et af de følgende punkter er opfyldt:

1. Der forligger en formgyldig tinglyst ægtepagt der stipulerer noget andet jf. Retsvirkningsloven §28
2. At der er af tredjepart er foreligger et krav om særeje (for eksempel. Arv eller gave) Retsvirkningsloven §28 a

Det du referer til er særrådighedsprincipet. Ja det man har ført ind i ægteskabet har man frit råderum over, dog må man ikke formindske sin del af "formuen" jf Retsvirknings lovens §§ 17-20, eller udhule den til fordel for sit særeje jf. Retsvirknings lovens §23.

Dit eksempel er dog rigtigt, konen vil nok kunne køre væk i bilen men det er mere pga. at hendes Nettobodel er negativ altså lige med 0 og har ikke noget med ægteskabets egentlige formue status at gøre.

Hvad er det præcist, du mener der ikke er rigtigt i mit svar? Uanset om der er særeje/delvist særeje/særeje bestemt af tredjemand, så ejer hver af parterne da det, som de indbringer i ægteskabet og erhverver i løbet af det. Det bliver ALDRIG automatisk til sameje. Og det er den særdeles udbredte misforståelse, jeg ønsker at adressere.

Hej Alle
Jeg er gift med en Marokkan kvinde, aldrig bliver gift i Danmark, nu jeg vil skilsmisse, er det noget muligheder jeg kan bliver skilt uden møder op i Marokko, da hun har trur mig på livet.
Tak på for hånd