Ægteskabudengrænser.dk

Har boet i danmark i snart 6 år. Har et 4 årig barn(dansk statsborger). Har bestået alle mulige dansk prøver(selve studieprøven). Er på dansk uddannelse (el ingeniør) på dansk sprog. Har rigtig gode karakter, på lige fod med danske mænd (jeg er den eneste kvinde i holdet). Jeg mener jeg er velintegreret. Jeg er også desværre fanget i en elendig ægteskab nen en dansk statsborger. Jeg har været udsat for systemtisk nedværdigelse og social control af min mand helt i gennem og jeg har længst fået nok af det.



Jeg er bange for at miste mit barn fordi min søn ofte siger at han kun vil have sin far. Jeg er klar over at han har brug for mig og at han elsker mig meget men faktumet er at han ser meget op til sin far, og han kan ikke uden ham i hverdagen. Selvom det gør mig meget ondt nogle gange, har jeg respekt for det og vil slet ikke ændre på. Jeg vil ikke fjerne mit barn fra der hvor han føler sig meste tryg. Jeg har derfor accepteret at jeg bliver snarere hans samværsforældre til at starte med. For at gøre det så nemt som muligt for os har jeg pt. (for den anden gang) fået en bolig meget tæt på min nuværende bopæl og netop som en gang før, får jeg kolde fødder.

Min mand er allerede begynde at afpresse mig emotionelt, at ved at flytte ud , kommer jeg til at lave ar i barnets sjæl. Han siger også at jeg flytter ud for pengenes skyld- jeg bliver jo 'rig' af en ekstra su og børnebidrag osv hvis barnet flytter med mig. Well played vil jeg bare sige, fordi det virker på mig desværre.
Jeg har nemlig valgte en et værelses lejlighed jeg godt har råd til med kun min su, uden at have bruge for min mands penge eller bidrag. Det betyder at jeg ikke forlanger noget af min mand som udgangspunkt ifm. min flytning.

Jeg vil i hvert fald helst undgå så meget som muligt flere dramaer for mit barns skyld, når han på forvejen er under så stor omvæltning.

Udover mit personlig forhold har jeg læst alt omkring mine lovmæssige muligheder og rettigheder i dk. Har læst en del om Zombrano sagen og EMRK rettigheder, men er stadig ikke overbevist nok til egentlg at springe ud i det.

Kan det virklig passe at jeg pludselig holder op med at have rettigheder i danmark så snart jeg flytter ud af min nuværende bopæl som vi bor i som 'familie' ?

Der står ingen steder i sort og hvid at jeg får lov til at blive. Jeg ved at i praksis får man lov til at blive pga. barnets tarv men jeg ved også at sagsbehandling tager umenneskelig langt. Jeg vil ikke træffe den tåbelige beslutning af at forlade en håbeløs situation kun til at havne i en værre situation- nemlig at ødelægge min trivsel i livet som en mor og trivsel i skole som studerende og evt. ødelægge min fremtid pga. Det vil være selv sabotage. En advarende stemme ind i mig siger at jeg har mere at miste hvis jeg flytter end hvis jeg ikke flytter.

Ærlig talt ved jeg ikke om jeg vil kunne magte det hele når det udfolder sig.

Jeg har virklig meget brug for noget rigtig godt råd. Mange tak på forhånd.

Din mand ved, hvilke knapper han skal trykke på; du må prøve at lukke ørerne for, hvad han siger, for han er ikke almægtig, og det er ikke ham, som laver reglerne i DK.

Da du har boet i DK mere end 5 år, vil du bevare retten til SU, selvom du bliver skilt.

Du kan søge om at få en studieopholdstilladelse, så du ikke er afhængig af dit ægteskab i forhold til opholdstilladelse; du bør dog også søge om at bevare din hidtidige, når du får gjort alvor af at søge skilsmisse, da den du har nu er den slags, som kan gøres permanent; det er en studieopholdstilladelse ikke. Vær ikke nervøs: der går normalt ret lang tid, fra skilsmisse og til at myndighederne skriver og spørger dig, om du har en grund til at de ikke skal inddrage din opholdstilladelse.

Få en advokat på; som modtager af SU har du en økonomi, som berettiger dig til ‘fri proces’, hvis I fx ikke kan blive enige om forældremyndighed, og sagen skal i retten. Tal med advokaten om muligheden for at hun/han er med i den del, der foregår i statsforvaltningen.

Se her: https://www.advodan.dk/nyheder/2017/3/g ... n-retssag/

https://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=8658

Tak for dine beroligende ord mh. Jeg tænkte rigtig meget og endelig besluttede mig at takke ja til mit boligtilbud. Det går lidt op og ned med min tillid i forbindelse med min situation, fordi der ikke er noget konkret paragraf i lovgivning der siger noget positivt. Praksis er jo noget andet, og hvis jeg hviler på jeres erfaringer, så tænker jeg det går. Jeg har også læst en del om praksis i http://udln.dk/da/Praksis
. Alt tyder på at så længe man har boet i danmark med ens barn siden barnets fødsel, og hvis barnet er en dansk statsborger, og man har active samvær/deler bopæl sammen med barnet, så kan man regne med at man ikke bliver udvist.

Min mand vil ikke stoppe mig i at besøge barnet, have barnet med hos mig osv. fordi han vil ikke have at barnet savner sit mor. Han vil bare ikke lade mig flytte med barnet, dvs. han vil ikke være med til at flytte barnets adresse. Det kan han godt styre ved at nægte at give mig lov til det hvis jeg søger om at flytte barnets adresse. De også at jeg ikke forlanger ægtefællebidrag. Han har aldrig villet dele hans penge/kreditkort osv. Har også prøvet flere gange at overtale mig til at skrive under en ægtepagt, så snart han fandt ud af at jeg ikke dur for ham. Han ejer et hus sammen med sine forældre og han er bange for at en skilsmisse skal give mig rettigheder over det. Hans familie tror heller ikke at jeg må forlange noget bidrag af moralsk grund.

Jeg har ikke lyst til at få noget af hans hus, men det vil være rigtig rart med lidt bidrag så jeg stadig er i stand til at give mit barn den samme kvalitet af mad/legetøj/oplevelser osv. som før. Han siger at hvis jeg mangler penge så kan jeg bede mine forældre om økonomi eller går tilbage til mit hjemland, nu hvor jeg selv har forrådt ham ved at skilles med ham. Han har nemlig sagt flere gange til mig og en parterapeut at hvis jeg svigter ham (dvs, forlade ham), skal han ikke skilles af med noget af hans penge uden først at tage kampen op i retten. Det vil nok være en kampe som jeg egentlig nok ende med at vinde men jeg er bange for at det kan ødelægge stemningen og påvirke barnets glæde og trivsel.

Ægtefællebidrag (som absolut ikke er umoralsk at få) er under alle omstændigheder noget, som er særdeles vanskeligt at få tilkendt i DK i dag; det gives normalt kun når ægtefællerne har været gift i mange år “Hvis I begge er i den erhvervsaktive alder, har job og dermed indtægter, er det ikke sandsynligt, at den ene part tilkendes ægtefællebidrag ved skilsmisse. Der skal nemlig være stor forskel på ægtefællernes indkomst og sociale position for, at den ene part kan blive pålagt at betale bidrag til den anden. Generelt har det også betydning, hvilke muligheder ægtefællerne har for fremtidig beskæftigelse.”(advodan.dk)

Mht. deling af det fællesbo I har, så hverken har, eller vil du få, “rettigheder” over det hus, han ejer sammen med sine forældre. Det er dem, som er ejere, og det vil de blive ved med at være. Det, du har KRAV PÅ er halvdelen af den del af ‘friværdien’, som din mand har i huset. Lad os sige for eksemplets skyld, at huset er 600.000 værd, men der er en gæld i det på 300.000. Dermed har det en friværdi på 300.000. Din mand og hans forældre har hver især en andel i friværdien på 100.000. Hvis din mand ikke har gæld, og ikke har anden formue, er der altså 100.000, som han skal dele lige med dig, og du skal have din del, 50.000, i kontanter.

Du bør ikke give afkald på det beløb, du forhåbentlig har krav på ved bodeling, for hvis din mand forlanger at jeres barn skal bo hos ham, og ikke vil gå med til en 50-50 løsning, vil han dels få udbetalt børne-og ungeydelsen + et tillæg som eneforsørger, dels kunne forlange børnebidrag fra dig, på 1.387/måned i 2019.
https://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=6893

Det var et meget klart svar omkring krav på friværdien. Jeg troede virkelig at jeg kommer alligevel ikke til at have noget som helst krav på det hus fordi det købte de før vi blev gift, men har betalt ydelser helt igennem vores ægteskab. Min mand har en ganske god løn, socialt set er han også veluddannet og arbejder i et godt virksomhed i en flot stilling. Det er lidt syndt for ham, fordi han er ellers en hårdtarbejdende, intelligent og flot mand, hvis forældre har hjernevasket ham så meget at hans personlig liv har altid endt i en katastrofe indtil videre.

Tak for dine gode råd, det ser ud til at jeg har krav på et stort beløb. Det er stadig ikke min vilje at kræve det beløb af ham, så længe han samarbejder og opfører sig anstændigt. Jeg kan ikke tro han kan finde på at skille mig med mit barn, og forlange børnebidrag af en nogen i min situation. Jeg vil hellere ikke være for naive- man ved aldrig hvad folk er i stand til at gøre når de er desperat og det er godt at være parat til alt. Jeg tænker jeg starter emnet når jeg mærker at han gør det alt for svært for mig.

Jeg synes heller ikke det er umoralsk at modtage ægtefællebidrag. Jeg har været med til at støtte hans udvikling i karriere ved at passe barnet, og været den der passer hjemmet og laver mad. Jeg har også ofret min egne karriere og tid ved at flytte til Danmark og starte forfra, hvilket har på ingen måde været nemt. Desuden har jeg gået på barsel, ikke kun for mig selv, men også på hans vegne. Jeg gør som regel ikke alt op på pengene, men det blev jeg desværre nødt til i vores forhold. Han har altid ment at jeg fortjener ikke nogen af hans penge. Han har selfølgelig betalt al regninger, har endda købt mig fødselsdagsgaver, men han mener ikke at jeg som hans kone skulle have noget som helst direkt form for kontrol over hans økonomi. Han mener også at jeg kan glem at nogen mand vil nogensinde give mig den slags status eller kærlighed.