Hvor lange kan man vente??

[majkenz]

Min mand og jeg soeger om familiesammenfoering og har nu ventet i snart 7 maaneder og nu faaet af vide at vi nok skal vente endnu flere maaneder. er der nogen af jer som ogsaa har ventet saa laenge?
Grunden til vi ikke har faaet svar nu er fordi jeg fik forrevalidering for 2 og et halvt aar siden. Vi kom tilbage til Danmark fordi jeg blev syg og ikke kunne faa behandlingen efter at have boet udenlands i 2 aar. De har indroemmet i ny i Danmark at de foerst kigger paa sagerne i sidste oejeblik og hver gang vi har skrevet til vores sagsbehandler har vi ikke faaet svar tilbage. Det er en utrolig stressende situaion og jeg begynder at hade systemet her mere og mere. Jeg kan simpelthen ikke forstaa hvordan man kan blive behandlet saa daarligt.
Vi oensker ingen penge herfra, vi klarer og selv fuldstaendig. Vi oensker bare at faa ret til at bo sammen hvor vi vil.

[fundiver199]

Det er desværre et velkendt fænomen, at US næsten altid har en stor "backlog" = sagsdynger, og er man uheldig at have en sag, der betragtes som kompliceret, så er en sagsbehandlingstid på mere end 7 måneder ganske normalt.

Det er nok en ringe trøst, men situationen er lige så dårlig i mange andre lande. I Sverige, som vi ellers altid roser i ÆUG for sin menneskelige udlændingelov, er man pt. rutinemæssigt op til 9 måneder om at behandle en ansøgning om FS, og det endda på trods af, at de svenske regler er langt mere simple end de danske.

Der er desværre ikke andet at gøre end, at I fortsat må væbne jer med tålmodighed.

[Durmaz]

jeg kan godt forstå dig. Det psykiske press der ligger på en i ventetiden er urimeligt og umenneskeligt. På mange måder er det også noget der tager på parforholdet, og jeg kan tilføje at vi havde en del flere skænderrier i den periode hvor ansøgningen og ventetiden stod på, end vi nogen sinde havde oplevede før og ej heller efter. Der var dage og tidspunkter hvor jeg virkelig tænkte hvad hulen har jeg rodet mig ud i, og jeg ved der var dage og tidspunkter i den periode hvor min mand var lige ved at sige nu tager jeg hjem.

I starten troede jeg faktisk er det var mig eller os den var gal med, at vi måske ikke var så stærke sammen som jeg havde troet. På et tidspunkt fik jeg kontakt med en anden der stod i samme situation som os, og én dag tog jeg mod til mig og fortalte hvordan jeg egentlig havde det..... Hun kunne fortælle at de gennemgik det samme, det viser jo et billede af hvor stressende og hårdt den process man gennemgåer egentlig er. og det uanset om man venter 1 mdr eller 10...

Kan da også fortælle at mit syn på mit eget land og min danskheds følelse er dalet en del især det sidste års tid. Min mand tænker heller ikke så høje tanker længere om dk. Hvis en fra hans land spurgte ham om han skulle tage hertil ville han sige, nej, bliv hvor du er......

Det der er værst er jo at det hele tiden ligger i baghovedet, at man lidt er her på lånt tid og man hele tiden skal kunne leve op til alle mulige regler osv. Det skaber da noget stress, samt problemer som alle andre ægtefolk ikke skal slås i...

Som jeg siger, et ægteskab er et hårdt arbejde og er et bevis på kunsten i at gå på kompromi, der sker mange "kampe" som man sammen skal stå sammen om...... Når man er gift med en der ikke er fra danmark så er der bestemt ikke mindre ting der skal gåes på kompromi med.... der er jo en del kulturelle problemstillinger og holdninger man også skal forholde sig til...

Skal man så også til at kæmpe mod sit eget land

ja så bliver det hele sgu kun svære.

Jeg har ikke noget råd til dig, om hvordan man kommer igennem det hele, der findes ingen gennemvej, kun en tro på hinanden og den kærlighed som man deler..... kommer man igennem det her, så er det jo et lille bevis på hvor stærk kærligheden faktisk er mellem to mennesker, og når det hele er slut er man faktisk kommet tættere på hinanden end man var før...

Så det hele er det værd

[majkenz]

Tak for jeres svar.
Ja det er hårdt at vente, men man kan jo ikke rigtig gøre noget, andet end at klage over lang ventetid, som vi gjorde, og det tog så 2 måneder før de registrede det ved intergrations ministeriet. Nu er det vist heller ikke en hemmelighed at Danmark nok har verdensrekort i beukrati.
Som du så rigtigt skriver Durmaz ,så er det rigtigt vigtigt at man holder sammen i en sådan situation og jeg tror også på at det kan styrke ens ægtesakb endnu mere.
Det værste er faktisk den stress der opstår, det med ikke at vide om man kan få lov at blive eller om man pludselig får at vide at nu skal man rejse ud af landet, det er hårdt!
Håber på et snart positivt svar...

[thore71]

Jeg har ved to tilfælde skrevet en kort email til Indrigsministeren (inm@inm.dk) og meget koncist beskrevet hoved pointerne med datoer i vores sag og stillet spørgende til om det er rimeligt at vente så længe på en afgørelse.

Bægge gange har jeg fået vores sag behandlet idenfor en uge.

[majkenz]

Tak for tippet. Har nu skrevet til dem. Håber de svarer hurtigere end sidste gang vi skrev til dem. Der tog det dem 2 måneder at svare!