Kulturforskelle ?

[Frejya]

Jeg ved godt at det meste herinde er praktisk refunderet. Men det er så svært så svært. Jeg er kartoffeldansker med stort K. Min udkårne ser ud til at være en tyrkisk mand, som ikke kan meget engelsk. WTF.

Hvor skal man gå på kompromis med sin kultur for at møde den anden? Hvad er kulturforskelle og hvad er karakteristika? Skal jeg fx acceptere at han finder huset og at jeg ikke må blande mig, for sådan oplever han at han passer på mig? Nogle gange kan jeg bedst se ham som at ville være sugardaddy. Han betaler mig for at jeg står klar når han lige gider at se mig (han arbejder med privat logistik og under corona kan jeg ikke være med ham rundt i verden -i hvert fald ikke alle steder, men jeg oplever ikke at han prøver at muliggøre at have mig med.) Han forstår heller ikke mig, som beder ham om at købe sig noget fritid i stedet for at give mig "lommepenge". Selve rollen som manden i mit liv har han nedjusteret til at gøre sig selv til et skaffedyr. Og han forstår ikke at jeg ikke er tilfreds og at dette faktisk er et kompliment. Ligesom jeg ikke forstår at han umiddelbart virker tilfreds med denne konstellation og kun klager over min utilfredshed over ikke at se ham. Jeg er lige blevet gravid på hans ønske. Han udtalte forleden da jeg spurgte hvordan han har det med det, at han er "ligeglad, det ændrer ikke præsidentvalget". -Barnet tager jeg mig af, mens han arbejder. Vi skriver så sammen næsten hele tiden, men kommunikationen går ofte galt med oversættelsesprogrammet. Han var lidt imod at jeg også skulle arbejde, og sagde "hvis du arbejder og har barnet, hvad skal du så bruge mig til?" Svaret var naturligvist kort og præcist: "partner". Jeg vil jo gerne have ham hjem. Og partnerskab er hvad jeg savner. Ikke én som fortæller mig at jeg skal bære højhalset, langærmede bluser i 45 graders varme (lidt overdrevet måske) og ikke må gå en tur alene i "den røde bluse" og insisterer på at gå med mig, fordi jeg nægter at skifte. Eller se mine mandevenner efter mørkets frembrud. Eller giver mig penge i stedet for nærhed. Eller som arbejder 24/7 for at forsørge mig, når jeg har en ganske fin indkomst selv. Jeg savner en ligeværdig bare at dele livet med.

Undskyld jeg har hældt så meget vand ud af ørerne nu. Det føles nogle gange som at jeg er helt alene med min oplevelser, for han oplever mig som at skabe problemer ud af ingenting. Så jeg behøver at høre om nogle kender denne følelse af at gå forbi hinanden i rolleforventningerne i et parforhold? Og meget gerne også om det har været muligt at komme igennem det.

/Freyja

[mh1]

Det er IKKE fordi du er dansk og han tyrkisk. I har bare en helt forskellig opfattelse af hvad et parforhold er.

Parterapi ville være rigtig godt, og hvis du ville lære dig noget tyrkisk kunne det måske også hjælpe. Det sidste er dog ikke nogen garanti for at I ville forstå hinanden bedre, for man kommer let uforvarende til at 'sige noget mellem linjerne' hvis man ikke er rigtig, rigtig god til det fremmede sprog.

Min tyrkiske mand og jeg har nu brugt over 20 år på at slide kanter af, og det går da fremad

[Frejya]

Tak for svar. Jeg forstår ham lidt. Han har haft gamle forældre og har derfor arbejdet siden han var 10 år gammel. Dette er sandsynligvis kærlighed i hans øjne og socialt samvær er nok ikke hans stærke side. Det giver mening. Der er dog ikke meget løsning i denne konstatering. Det er lidt svært at gå i parterapi med én som ikke er der. Jeg må satse på at det bliver bedre når jeg flytter derned og han får råd til at ansætte nogle flere og selv arbejde hjemmefra. Men jeg bliver usikker på ham. Specielt med graviditet og en solgt lejlighed. Jeg er dybt afhængig af at han finder det hus hurtigt og fra mit ståsted føler jeg nogle gange at han ikke kan elske mig, når han er ligeglad med at se mig og ikke bare "får fingeren ud" og finder det hus. Og her i Danmark skal man jo ikke sige mange to ord til nogle før de siger "han har sikkert 3 koner og 15 børn" eller "han prøver at nedbryde dig, så han kan kontrollere dig" eller hvad folk ellers har af fordomme, fordi han er muslim (dog ikke praktiserende). Jeg snakker slet ikke om ham længere, for det gør bare ondt værre. Jeg stoler dybest set på at han prøver at sørge for mig. Det er jeg jo nødt til. Der er bare meget på spil lige nu.

Lige et spørgsmål på sidelinien, da jeg fornemmer at du kunne vide det: Er det sandt at man skal betale en ejendomsmægler inden man beder om fremvisning af et hus? Jeg er dybt forvirret over om han trækker tiden, eller hvorfor han ikke bare ringer og spørger omkring de huse der er på nettet. Han snakkede om at man skulle betale for at blive taget seriøst. At systemet er anderledes. Men jeg forstår det ikke.

[mh1]

Nej, det er ikke rigtigt at man skal betale en ejendomsmægler for bare at se på en bolig. Det har vi ikke gjort, og vi har set på flere.

Nogle vil forlange en 'kapora', dvs. en sikkerhedsstillelse hvis man er interesseret i en bolig og gerne vil have den på hånden indtil man har fået tilsagn fra banken om kredit, men det er ikke skyhøje beløb der forlanges, og i Danmark ville man nok også blive bedt om at vise at man mener det alvorligt, før mægleren stiller salgsbestræbelserne lidt i ro.

Måske vil han også bare gerne have at du er med til at bestemme? Det er meget almindeligt at det er hustruen, som bestemmer både beliggenhed og indretningen af boligen.

[evc]

Du kan sagtens finde danske mænd som er præcis det du beskriver. Du har bare en meget konservativ mand som din partner. Det er svært at sige noget da det er kun dig som kan svar om det forhold du har er noget du ønsker dig eller ej.

Han kommer ikke til at ændre. Ikke så markant. Det kan jeg love dig.