Kulturforskelle ?
: 23.09.2020 18:07:36
Jeg ved godt at det meste herinde er praktisk refunderet. Men det er så svært så svært. Jeg er kartoffeldansker med stort K. Min udkårne ser ud til at være en tyrkisk mand, som ikke kan meget engelsk. WTF.
Hvor skal man gå på kompromis med sin kultur for at møde den anden? Hvad er kulturforskelle og hvad er karakteristika? Skal jeg fx acceptere at han finder huset og at jeg ikke må blande mig, for sådan oplever han at han passer på mig? Nogle gange kan jeg bedst se ham som at ville være sugardaddy. Han betaler mig for at jeg står klar når han lige gider at se mig (han arbejder med privat logistik og under corona kan jeg ikke være med ham rundt i verden -i hvert fald ikke alle steder, men jeg oplever ikke at han prøver at muliggøre at have mig med.) Han forstår heller ikke mig, som beder ham om at købe sig noget fritid i stedet for at give mig "lommepenge". Selve rollen som manden i mit liv har han nedjusteret til at gøre sig selv til et skaffedyr. Og han forstår ikke at jeg ikke er tilfreds og at dette faktisk er et kompliment. Ligesom jeg ikke forstår at han umiddelbart virker tilfreds med denne konstellation og kun klager over min utilfredshed over ikke at se ham. Jeg er lige blevet gravid på hans ønske. Han udtalte forleden da jeg spurgte hvordan han har det med det, at han er "ligeglad, det ændrer ikke præsidentvalget". -Barnet tager jeg mig af, mens han arbejder. Vi skriver så sammen næsten hele tiden, men kommunikationen går ofte galt med oversættelsesprogrammet. Han var lidt imod at jeg også skulle arbejde, og sagde "hvis du arbejder og har barnet, hvad skal du så bruge mig til?" Svaret var naturligvist kort og præcist: "partner". Jeg vil jo gerne have ham hjem. Og partnerskab er hvad jeg savner. Ikke én som fortæller mig at jeg skal bære højhalset, langærmede bluser i 45 graders varme (lidt overdrevet måske) og ikke må gå en tur alene i "den røde bluse" og insisterer på at gå med mig, fordi jeg nægter at skifte. Eller se mine mandevenner efter mørkets frembrud. Eller giver mig penge i stedet for nærhed. Eller som arbejder 24/7 for at forsørge mig, når jeg har en ganske fin indkomst selv. Jeg savner en ligeværdig bare at dele livet med.
Undskyld jeg har hældt så meget vand ud af ørerne nu. Det føles nogle gange som at jeg er helt alene med min oplevelser, for han oplever mig som at skabe problemer ud af ingenting. Så jeg behøver at høre om nogle kender denne følelse af at gå forbi hinanden i rolleforventningerne i et parforhold? Og meget gerne også om det har været muligt at komme igennem det.
/Freyja
Hvor skal man gå på kompromis med sin kultur for at møde den anden? Hvad er kulturforskelle og hvad er karakteristika? Skal jeg fx acceptere at han finder huset og at jeg ikke må blande mig, for sådan oplever han at han passer på mig? Nogle gange kan jeg bedst se ham som at ville være sugardaddy. Han betaler mig for at jeg står klar når han lige gider at se mig (han arbejder med privat logistik og under corona kan jeg ikke være med ham rundt i verden -i hvert fald ikke alle steder, men jeg oplever ikke at han prøver at muliggøre at have mig med.) Han forstår heller ikke mig, som beder ham om at købe sig noget fritid i stedet for at give mig "lommepenge". Selve rollen som manden i mit liv har han nedjusteret til at gøre sig selv til et skaffedyr. Og han forstår ikke at jeg ikke er tilfreds og at dette faktisk er et kompliment. Ligesom jeg ikke forstår at han umiddelbart virker tilfreds med denne konstellation og kun klager over min utilfredshed over ikke at se ham. Jeg er lige blevet gravid på hans ønske. Han udtalte forleden da jeg spurgte hvordan han har det med det, at han er "ligeglad, det ændrer ikke præsidentvalget". -Barnet tager jeg mig af, mens han arbejder. Vi skriver så sammen næsten hele tiden, men kommunikationen går ofte galt med oversættelsesprogrammet. Han var lidt imod at jeg også skulle arbejde, og sagde "hvis du arbejder og har barnet, hvad skal du så bruge mig til?" Svaret var naturligvist kort og præcist: "partner". Jeg vil jo gerne have ham hjem. Og partnerskab er hvad jeg savner. Ikke én som fortæller mig at jeg skal bære højhalset, langærmede bluser i 45 graders varme (lidt overdrevet måske) og ikke må gå en tur alene i "den røde bluse" og insisterer på at gå med mig, fordi jeg nægter at skifte. Eller se mine mandevenner efter mørkets frembrud. Eller giver mig penge i stedet for nærhed. Eller som arbejder 24/7 for at forsørge mig, når jeg har en ganske fin indkomst selv. Jeg savner en ligeværdig bare at dele livet med.
Undskyld jeg har hældt så meget vand ud af ørerne nu. Det føles nogle gange som at jeg er helt alene med min oplevelser, for han oplever mig som at skabe problemer ud af ingenting. Så jeg behøver at høre om nogle kender denne følelse af at gå forbi hinanden i rolleforventningerne i et parforhold? Og meget gerne også om det har været muligt at komme igennem det.
/Freyja