Jeg er en pige på 25 år, der i efteråret 2008 studerede et semester i Holland, hvor jeg mødte en fantastisk fyr, der er født og opvokset i Indien, der er i praktik/læser ”post-master” i Holland (det er hans fjerde år i Europa). Vi forelskede os hovedkulds i hinanden og til trods for vi kun havde 2-3 måneder sammen føles det allerede som om vi har kendt hinanden i årevis. Siden jeg kom hjem til DK har vi kørt et langdistanceforhold, hvor vi dog forsøgte at starte ud som ”bare venner” – efter et møde i København i påsken, var det dog tydeligt for os begge at forelskelsen stadig var der og at ingen af os havde givet slip endnu…
Vi har imidlertid alle odds imod os… Han er færdig nu her om en måneds tid, og skal så højst sandsynligt hjem til Indien. Han er den eneste søn og har således efter indisk tradition mange forpligtelser overfor sin familie, der også forventer meget af ham. Endvidere vil han gerne hjem, da det jo er hans hjemland, og også fordi han gerne vil ”gøre en forskel” og bidrage til den enorme udvikling Indien går igennem i disse år. Han overvejer dog sideløbende at blive endnu et år i Holland, for at arbejde og for at få noget mere erhvervserfaring inden han drager hjemad. Men hjem skal han, før eller siden.
Jeg er ”stuck” i DK, da jeg for længe siden valgte at tage et års orlov fra mit studie, for at komme i erhvervspraktik, og således først er helt færdig om to år.
Det, der er svært, er hvorvidt vi skal tage kampen op og gøre alt for at være sammen, eller om vi skal lade fornuften få overtaget, glemme følelserne og droppe det hele…
Vi vil kunne se frem til en del tid mere som langdistance-kærester, og efterfølgende er det jo så spørgsmålet om jeg vil kunne bo i Indien… Jeg føler mig ikke specielt knyttet til DK – har altid gerne villet bosætte mig i udlandet (læs: den vestlige verden). Det bekymrer mig dog alligevel at skulle forlade familien og vennerne, og leve ikke bare i et andet land, men et land med en meget fremmed kultur.
Vi har talt om at vi kunne bo lidt begge steder, altså evt. en tid i Indien efterfulgt af en tid i DK og så videre… eller have vores hjem i Indien og så tage nogle længere ophold i DK… Ingen af os er interesserede i at bo ”resten af vores liv” i et andet land, henholdsvis Danmark eller Indien…
Ville høre, om andre kan fortælle mig om deres erfaringer med disse kvaler, og deres overvejelser om at forlade DK til ære for kærligheden…
Føler mig ret alene, eftersom ingen i min omgangskreds rigtigt kan forholde sig til det, og således mest råder mig til at ”finde en dansker” --- dette er dog, som de fleste på denne hjemmeside nok kan bekræfte mig i, ikke noget man føler, man selv er herre over…
Tak / tyren
hm...forholdet inden ægteskabet
Kære tyr
Hvis fölelserne er der synes jeg virkelig İ skal kæmpe for dem. Det vil nok blive en lang og haard kamp og der vil komme mange gange hvor de hele synes fuldstændig umuligt og İ bare vil have lyst til at opgive det hele, men naar kampem er vundet i sidste ende vil det være den störste sejr nogensinde(kan kun snakke for mit eget vedkommende) 
. For 3 aar siden mödte jeg den dejligste mand paa en ganske almindelig charter ferie til turistbyen Alanya, Tyrkiet. Jeg var dernede i 14 dage og mödte Serhat allerede den anden dag. Forelskelsen opstod hurtigt, dog havde begge vores forbehold da det er den typiske historie man hörer netop fra den by, turister kommer paa ferie, har en sommerflirt med en arbejdende tyrker, tager hjem og han staar klar og venter paa næste hold turister hvor han saa udser sig en ha ha ha ha 
. Men alligevel havde begge en fornemmelse at det her ville före til mere. Jeg tog hjem og vi snakkede sammen via fon og msn hver dag. Efter 14 dage hjemme tog jeg derned igen, denne gang alene, maatte bare se om forelskelsen var virkelig, eller om vi bare havde været grebet af feriestemningen. Det viste sig hurtigt at det ikk bare var sidstnævnte. Efter endnu 14 dage tog jeg atter hjem og kunne hverken faa ham eller landet ud af hovedet. Jeg gjorde mig nogle store overvejelser om hvad jeg skulle göre, var blevet optaget paa vidregaaende uddannelse paa september holdet og var derfor viekelig splittet, havde ingen opsparing bare lige at bruge af. Efter lange overvejelser besluttede jeg mig for at flytte til Tyrkiet hvis jeg kunne finde et job. Jeg fandt et job paa det lokale hospital og besluttede mig for at flytte derned starten af nov, altsaa halvanden maaned efter jeg var kommet hjem fra sidste maaned.....og saa kom den svære tid. Stort set alle jeg fortalte det syntes jeg var rusk ragende gal, de mente alle at jeg bare var en af hans mange turist bekendtskaber, han ville tage aiie mine penge(dem som jeg ikk havde ha ha) og saa villie han nok ogsaa tæske mig hver dag, bede mig gaa med törklæde, sige jeg skulle sidde hjemme hver dag og fik vi börn ville han med garanti kidnappe dem . Det enste jeg kunne sige, at jeg regnede ikk med at han var den type, men ville heller ikk lyde naiv for reelt set havde jeg jo kun kendt manden 1 maaned, saa jeg vidste jo rent faktisk ikk hvordan en hverdag ville blive med ham, men jeg blev nödt til at pröve det saa jeg kunne se om det kunne blive til et fast forhold og gjorde det ikk, saa havde jeg da om ikk andet faaet et udlandsophold ud af det(har heller aldrig fölt den store tilknytning til dk). Den halvanden maaneds tid i dk inden jeg flyttede var virkelig haard, alle de negative kommentarer, min egen usikkerhed paa at flytte ned til en mand jeg ikk rigtig kendte i et fremmed og muslimsk land plus at vi savnede hinanden kolosalt meget. Naah men folk blev efterhaanden trætte af at kommentere det da de godt kunne se at jeg stod fast. Saa kom dagen endelig hvor jeg flyttede derned og for ikk at kede jer mere skal jeg nok göre det kort herfra . Jeg kom derned i nov maaned saa alt var lukket og der var stort set ingen turister, vi boede i min mands restaurant i 3 uger hvor vi havde lavet et lille sovehjörne, havde vi ikk været nyforelskede havde jeg nok ikk syntes det var saa fantastisk, men vi nöd bare at kunne være sammen. Efter 3 uger flyttede vi i en hotellejlighed og boede der en lille maaneds tid indtil vi fik vores egen. İnden jeg fik set mig om havde jeg boet dernede i 2,5 aar og jeg vil vove at paastaa at det er de absolut bedste aar i mit 28 aarige liv. Vi var ogsaa priviligerede de sidste 2 aar, min mand havde 2 restauranter, jeg behövede ikk arbejde, men ville gerne og havde et job som gav godt og samtidig havde jeg verdens bedste tyrkiske kollegaer. İ starten tog jeg til dk hver 3-4 maaned og var der 1-2 uger og besögte familie og venner og senere hen sögte vi visum til Serhat og saa var vi i dk i vinterperioden og Tyrkiet i sommerperioden. Desværre opstod der der for 6 maaneder siden en del tumult i Tyrkiet blandt tyrkere og kurdere og da Serhat har en uddannelse inden for militæret dernede var chancen for at han blev genindkaldt mere end stor saa vi opgav alt dernede, sögte visum og "flygtede" til dk. Boede der i 3 maander og maate derefter söge til Sverige, da vi ikk havde mulighed for at stille bankgarantil til fs i dk, plus at vi begge ikk var sikre paa om vi kunne falde til oppe i norden, saa det ville være mange penge at skulle laane rundt omkring, naar vi ikk var sikre. Selve opholdet i Tyrkiet har som sagt været de bedste aar i mit liv, det har ikk altid været nemt at bo i et land/by hvor det hele virker saa vestligt, men hvor det under overfladen ikk er det. Det er et muslimsk land,det et til tider en mandeverden.. MEN, det er ogsaa hvad man gör det til. Hvis man bare har lidt pli og situationsfornemmelse og er villig til at gaa paa kompromis med nogle ting og til at pröve at sætte sig ind i en anden kultur og religion saa er landet og dets befolkning noget af det smukkeste(i mine öjne). Er kommet saa langt at jeg föler mig mere hjemme i Tyrkiet end noget andet sted og heldigvis er Serhat og jeg enige om at vi skal tilbage og blive gamle og opfostre vores börn dernede. Ved godt man ikk kan sammenligne İndien og Tyrkiet, da det er 2 vidt forskellige lande, men ville alligevel dele de tanker, overvejelser og oplevelser jeg har været igennem. Nu er der gaaet 3 aar og folk som havde alle deres fordomme har maatte tage meget til sig og de holder utrolig meget af Serhat, de faa der stadig har fordemmene og ikk vil se ud over dem, har vi valgt ikk at bruge tid paa, det gælder ogsaa folk fra Tyrkiet, det er jo ikk kun danskere der har fordomme, tag endelig ikk fejl. Paa 3 aar har jeg faaet de fedeste aar i mit liv, manden i mit liv og jordens dejligste svigerfamilie og venner dernede som er venner for livet uanset hvad der sker og hvor vi er i verden. For at slutte af(nu bele det alligevel en knaldroman) saa synes jeg İ skal kæmpe for det, om ikk andet pröv at giv det en chance, ellers tror jeg at du resten af dit liv vil tænke hvorfor İ ikk prövede og om det kunne være blevettil noget, det var derfor jeg besluttede mig for at pröve, ville ikk sidde og tænke bagefter om det kunne være blevet til noget. Det har ikk altid været let, med regler,penge, savn af familie og venner, möde med ny kultur og religion, men det positive har overskygget det negative i vores tilfælde og til tider har det været fristende at kaste haandklædet i ringen og opgive det hele, men hvis kærligheden er der skal İ nok vinde paa den ene eller anden maade. Om ikk andet vil du faa nogle uforglemmelige oplevelser ud af at bo i et andet land og det vil göre dig stærkere end du regner med 
. Det sværeste for mig har egentlig været efter vi er kommet til norden, for jeg vil göre alt hvad der staar i min magt for at beskytte Serhat mod de fordomme der til tider kan være mod indvandrer, heldigvis har en en evne til at træde ind i folks liv og hjerter med træssko paa, saa indtil videre (7-9-13) har vi ikk oplevet det store, men undlader ogsaa nogen gange at oversætte hvad folk kan komme med af kommentarer i togene f.eks 
. Saa vil jeg hellere at de kan være modbydelige overfor mig, for jeg skal nok give igen, men han er saa forsigtig, höflig og ser intet daarligt i folk saa det vil jeg ikk byde min guldklump. Haaber ikk jeg har faaet alle til at falde i sövn med denne laaaaaaaaange roman, men haaber du spörger hvis der er nogle tanker du tumler med, maaske kan jeg hjælpe og maaske ikk men saa har vi da prövet . Pöj pöj med dine fremtidige valg
. For 3 aar siden mödte jeg den dejligste mand paa en ganske almindelig charter ferie til turistbyen Alanya, Tyrkiet. Jeg var dernede i 14 dage og mödte Serhat allerede den anden dag. Forelskelsen opstod hurtigt, dog havde begge vores forbehold da det er den typiske historie man hörer netop fra den by, turister kommer paa ferie, har en sommerflirt med en arbejdende tyrker, tager hjem og han staar klar og venter paa næste hold turister hvor han saa udser sig en ha ha ha ha . Men alligevel havde begge en fornemmelse at det her ville före til mere. Jeg tog hjem og vi snakkede sammen via fon og msn hver dag. Efter 14 dage hjemme tog jeg derned igen, denne gang alene, maatte bare se om forelskelsen var virkelig, eller om vi bare havde været grebet af feriestemningen. Det viste sig hurtigt at det ikk bare var sidstnævnte. Efter endnu 14 dage tog jeg atter hjem og kunne hverken faa ham eller landet ud af hovedet. Jeg gjorde mig nogle store overvejelser om hvad jeg skulle göre, var blevet optaget paa vidregaaende uddannelse paa september holdet og var derfor viekelig splittet, havde ingen opsparing bare lige at bruge af. Efter lange overvejelser besluttede jeg mig for at flytte til Tyrkiet hvis jeg kunne finde et job. Jeg fandt et job paa det lokale hospital og besluttede mig for at flytte derned starten af nov, altsaa halvanden maaned efter jeg var kommet hjem fra sidste maaned.....og saa kom den svære tid. Stort set alle jeg fortalte det syntes jeg var rusk ragende gal, de mente alle at jeg bare var en af hans mange turist bekendtskaber, han ville tage aiie mine penge(dem som jeg ikk havde ha ha) og saa villie han nok ogsaa tæske mig hver dag, bede mig gaa med törklæde, sige jeg skulle sidde hjemme hver dag og fik vi börn ville han med garanti kidnappe dem . Det enste jeg kunne sige, at jeg regnede ikk med at han var den type, men ville heller ikk lyde naiv for reelt set havde jeg jo kun kendt manden 1 maaned, saa jeg vidste jo rent faktisk ikk hvordan en hverdag ville blive med ham, men jeg blev nödt til at pröve det saa jeg kunne se om det kunne blive til et fast forhold og gjorde det ikk, saa havde jeg da om ikk andet faaet et udlandsophold ud af det(har heller aldrig fölt den store tilknytning til dk). Den halvanden maaneds tid i dk inden jeg flyttede var virkelig haard, alle de negative kommentarer, min egen usikkerhed paa at flytte ned til en mand jeg ikk rigtig kendte i et fremmed og muslimsk land plus at vi savnede hinanden kolosalt meget. Naah men folk blev efterhaanden trætte af at kommentere det da de godt kunne se at jeg stod fast. Saa kom dagen endelig hvor jeg flyttede derned og for ikk at kede jer mere skal jeg nok göre det kort herfra . Jeg kom derned i nov maaned saa alt var lukket og der var stort set ingen turister, vi boede i min mands restaurant i 3 uger hvor vi havde lavet et lille sovehjörne, havde vi ikk været nyforelskede havde jeg nok ikk syntes det var saa fantastisk, men vi nöd bare at kunne være sammen. Efter 3 uger flyttede vi i en hotellejlighed og boede der en lille maaneds tid indtil vi fik vores egen. İnden jeg fik set mig om havde jeg boet dernede i 2,5 aar og jeg vil vove at paastaa at det er de absolut bedste aar i mit 28 aarige liv. Vi var ogsaa priviligerede de sidste 2 aar, min mand havde 2 restauranter, jeg behövede ikk arbejde, men ville gerne og havde et job som gav godt og samtidig havde jeg verdens bedste tyrkiske kollegaer. İ starten tog jeg til dk hver 3-4 maaned og var der 1-2 uger og besögte familie og venner og senere hen sögte vi visum til Serhat og saa var vi i dk i vinterperioden og Tyrkiet i sommerperioden. Desværre opstod der der for 6 maaneder siden en del tumult i Tyrkiet blandt tyrkere og kurdere og da Serhat har en uddannelse inden for militæret dernede var chancen for at han blev genindkaldt mere end stor saa vi opgav alt dernede, sögte visum og "flygtede" til dk. Boede der i 3 maander og maate derefter söge til Sverige, da vi ikk havde mulighed for at stille bankgarantil til fs i dk, plus at vi begge ikk var sikre paa om vi kunne falde til oppe i norden, saa det ville være mange penge at skulle laane rundt omkring, naar vi ikk var sikre. Selve opholdet i Tyrkiet har som sagt været de bedste aar i mit liv, det har ikk altid været nemt at bo i et land/by hvor det hele virker saa vestligt, men hvor det under overfladen ikk er det. Det er et muslimsk land,det et til tider en mandeverden.. MEN, det er ogsaa hvad man gör det til. Hvis man bare har lidt pli og situationsfornemmelse og er villig til at gaa paa kompromis med nogle ting og til at pröve at sætte sig ind i en anden kultur og religion saa er landet og dets befolkning noget af det smukkeste(i mine öjne). Er kommet saa langt at jeg föler mig mere hjemme i Tyrkiet end noget andet sted og heldigvis er Serhat og jeg enige om at vi skal tilbage og blive gamle og opfostre vores börn dernede. Ved godt man ikk kan sammenligne İndien og Tyrkiet, da det er 2 vidt forskellige lande, men ville alligevel dele de tanker, overvejelser og oplevelser jeg har været igennem. Nu er der gaaet 3 aar og folk som havde alle deres fordomme har maatte tage meget til sig og de holder utrolig meget af Serhat, de faa der stadig har fordemmene og ikk vil se ud over dem, har vi valgt ikk at bruge tid paa, det gælder ogsaa folk fra Tyrkiet, det er jo ikk kun danskere der har fordomme, tag endelig ikk fejl. Paa 3 aar har jeg faaet de fedeste aar i mit liv, manden i mit liv og jordens dejligste svigerfamilie og venner dernede som er venner for livet uanset hvad der sker og hvor vi er i verden. For at slutte af(nu bele det alligevel en knaldroman) saa synes jeg İ skal kæmpe for det, om ikk andet pröv at giv det en chance, ellers tror jeg at du resten af dit liv vil tænke hvorfor İ ikk prövede og om det kunne være blevettil noget, det var derfor jeg besluttede mig for at pröve, ville ikk sidde og tænke bagefter om det kunne være blevet til noget. Det har ikk altid været let, med regler,penge, savn af familie og venner, möde med ny kultur og religion, men det positive har overskygget det negative i vores tilfælde og til tider har det været fristende at kaste haandklædet i ringen og opgive det hele, men hvis kærligheden er der skal İ nok vinde paa den ene eller anden maade. Om ikk andet vil du faa nogle uforglemmelige oplevelser ud af at bo i et andet land og det vil göre dig stærkere end du regner med . Det sværeste for mig har egentlig været efter vi er kommet til norden, for jeg vil göre alt hvad der staar i min magt for at beskytte Serhat mod de fordomme der til tider kan være mod indvandrer, heldigvis har en en evne til at træde ind i folks liv og hjerter med træssko paa, saa indtil videre (7-9-13) har vi ikk oplevet det store, men undlader ogsaa nogen gange at oversætte hvad folk kan komme med af kommentarer i togene f.eks . Saa vil jeg hellere at de kan være modbydelige overfor mig, for jeg skal nok give igen, men han er saa forsigtig, höflig og ser intet daarligt i folk saa det vil jeg ikk byde min guldklump. Haaber ikk jeg har faaet alle til at falde i sövn med denne laaaaaaaaange roman, men haaber du spörger hvis der er nogle tanker du tumler med, maaske kan jeg hjælpe og maaske ikk men saa har vi da prövet . Pöj pöj med dine fremtidige valgHej Jerry,
Jeg har til tiden ikke kigget meget forbi forummet, men i dag har jeg læst din historie og det var meget smuk. Jeg vil bare ønske dig og din mand held og lykke resten af jeres liv. Jeg vil tror at dem som har læst og stadigvæk kæmper for at være sammen med dem, de elsker, vil føle meget opmønste med din historie. Tak for det.
Jeg har til tiden ikke kigget meget forbi forummet, men i dag har jeg læst din historie og det var meget smuk. Jeg vil bare ønske dig og din mand held og lykke resten af jeres liv. Jeg vil tror at dem som har læst og stadigvæk kæmper for at være sammen med dem, de elsker, vil føle meget opmønste med din historie. Tak for det.
hej baran
Hej Baran.
mange tak for dine pæne ord. Ja som jeg skrev saa har det ikk altid været nemt. Men Tyrkiet er noget helst specielt og befolkningen er noget af det rareste, uanset om det er kurdere eller tyrkere og det har hjulpet mig rigtig meget da vi boede dernede. Jeg har altid fölt mig meget velkommen dernede og har været meget getaget af hvordan folk hjalper hinanden med alt uanset hvor mange eller hvor faa ressourcer der har haft, der har ALTİD været hjerterum og det betyder meget mere for mig end penge og materielle ting. Men endnu engang tak for ordene og ogsaa held og lykke til dig.
mange tak for dine pæne ord. Ja som jeg skrev saa har det ikk altid været nemt. Men Tyrkiet er noget helst specielt og befolkningen er noget af det rareste, uanset om det er kurdere eller tyrkere og det har hjulpet mig rigtig meget da vi boede dernede. Jeg har altid fölt mig meget velkommen dernede og har været meget getaget af hvordan folk hjalper hinanden med alt uanset hvor mange eller hvor faa ressourcer der har haft, der har ALTİD været hjerterum og det betyder meget mere for mig end penge og materielle ting. Men endnu engang tak for ordene og ogsaa held og lykke til dig.
hej igen
ps. bare saadan en lille ting som at höre imamen kalde til bön er noget jeg kan savne, der var noget helt specielt ved det...og saa vidste man ogsaa altid hvad klokken var . Folk tror nok jeg er blevet vanvittig naar jeg kan savne saadan nogle ting, men heldigvis er vi jo alle forskellige
. Folk tror nok jeg er blevet vanvittig naar jeg kan savne saadan nogle ting, men heldigvis er vi jo alle forskelligetak
Tak for din roman Den var lang, ja, men dejligt at læse, hvordan kærligheden faktisk KAN overvinde alt "det praktiske"...
Det er jo lige præcist det med at stå alene og skulle klare folks negative/skeptiske bemærkninger, som ofte får én til at tænke "ja, hvorfor finder jeg mig ikke en dansker, egentlig? Er jeg da godt dum at tro dette kan lade sig gøre??"...
Jeg er ved at planlægge at tage til Holland her i sommerferien, hvor jeg skal bo en ti-fjorten dage hos ham (han har godt nok ikke fri, men bar det at være sammen aftener og weekender ville være dejligt). Dér håber jeg lidt jeg kan få snakket mere grundigt med ham (skype er godt, men ikke til den slags alvorlige samtaler...)...og at vi kan få troen lidt tilbage..!
Og så må vi jo se om næste skridt bliver, at jeg skal til Indien en tur til januar (i min læseferie)...tror det ville være godt at opleve det, for bedre at kunne forholde sig til hvad det er han kommer fra...
Men tak for dit indslag - dejligt at finde en ligestillet. Og ja, Indien og Tyrkiet er ikke det samme, men har nok begge det til fælles at de er lande, der er meget anderledes end lille DK (både i forhold til religion, samfundsstruktur, sociale forhold etc).
Skriver nok igen, når flere spørgsmål og tankespind trænger sig på
/tyren
Den var lang, ja, men dejligt at læse, hvordan kærligheden faktisk KAN overvinde alt "det praktiske"...Det er jo lige præcist det med at stå alene og skulle klare folks negative/skeptiske bemærkninger, som ofte får én til at tænke "ja, hvorfor finder jeg mig ikke en dansker, egentlig? Er jeg da godt dum at tro dette kan lade sig gøre??"...
Jeg er ved at planlægge at tage til Holland her i sommerferien, hvor jeg skal bo en ti-fjorten dage hos ham (han har godt nok ikke fri, men bar det at være sammen aftener og weekender ville være dejligt). Dér håber jeg lidt jeg kan få snakket mere grundigt med ham (skype er godt, men ikke til den slags alvorlige samtaler...)...og at vi kan få troen lidt tilbage..!
Og så må vi jo se om næste skridt bliver, at jeg skal til Indien en tur til januar (i min læseferie)...tror det ville være godt at opleve det, for bedre at kunne forholde sig til hvad det er han kommer fra...
Men tak for dit indslag - dejligt at finde en ligestillet. Og ja, Indien og Tyrkiet er ikke det samme, men har nok begge det til fælles at de er lande, der er meget anderledes end lille DK (både i forhold til religion, samfundsstruktur, sociale forhold etc).
Skriver nok igen, når flere spørgsmål og tankespind trænger sig på
/tyren
hejsa
Ja og selvom det er 2 forskellige lande, saa er det de samme fölelser man har som dansker naar man forlader sit hjemland paa den maade, i de fleste tilfælde. Fornemmelsen af at man ikk bare kan vælge hvilket land man vil bo i med den man elsker er aldrig sjov, men heldigvis kom der et endnu bedre forhold ud af at vi boede dernede, det har ogsaa gjort at vi hver især har forstaaelse og respekt for hvorfor og hvordan vi hver især gör tingene. Tror det er en kæmpe fordel at man har boet i begge parters hjemland for en kortere eller længere periode saa man ved hvordan en ganske almindelig hverdag ser ud, for der er forskel paa at være paa ferie i det ene land og saa naar det pludselig bliver hverdag, men İ har jo boet i samme land, hvor det ikk bare har været ferie. Du skal være mere end velkommen til at skrive.
hej jerry jeg har også læst din historie og den ligner lidt min i starten jeg mødte også min mand i alanya og et år efter vi havde mødt hinanden blev vi gift og det gjorde vi så vi kunne være sammen og fordi jeg har en søn fra et andet ægteskab som skulle begynde i skole og så sastede vi på at få en fremtid i dk og det har vi fået og vi har været sammen i 3 år nu til aug og min mand har heller ikke sine forældre mere og økonomien kunne nok heler ikke holde på sigt frem og tilbage hvor vi rejste 5 gange om året fordi der var noget der træk i et andet land
-
SraPacheco
- Indlæg: 55
- Tilmeldt: 01.07.2008 11:53:45
Hej Tyren
Det er da en rigtig god ide at tage til Holland og være sammen med din kæreste her i sommerferie, og nok især at planlægge at tage sammen til Indien i din læseferie til januar. Så kan du også lære hans familie at kende og få en forsmag på, om det måske var et sted hvor du kunne tænke dig at bo. Jeg har to venner der begge er gift med indere - den ene af dem har boet i Indien i flere år efterhånden og er rigtig glad for det.
Du spørger om I skal kæmpe for kærligheden eller bare opgive og lade fornuften råde. Jeg tror alle herinde vil give mig ret i, at man ikke helt selv er herre over hvem man forelsker sig i, hjertets veje er uransagelige. Jeg har selv forelsket mig i en cubaner som jeg har mødt over internettet. Vi havde et online langdistance forhold i lidt over 6 måneder inden vi mødtes, men vi var helt klar på at vi var kærester, at vi var meget forelskede i hinanden og vi kendte faktisk hinanden rigtig godt da vi havde snakket om rigtig mange ting inden vi mødtes første gang. Jeg rejste til Cuba da vi havde været kærester i lidt over et halvt år og var der i tre uger, hvor vi også blev gift, og nu er vi så i gang med at søge om FS. Vi håber selvfølgelig på et positivt svar, men det er også helt klart for mig, at hvis vi ikke får det (selv om jeg ikke helt ved hvorfor vi ikke skulle få FS), og alt andet også glipper (inkl Sverigesløsningen), så er jeg klar til at rykke til Cuba - diktatur eller ej - jeg vil være sammen med min mand, så er det ikke så vigtigt hvor i verden vi bor.
Pointen er, at hvis han er den helt rigtige for dig og du også er den helt rigtige for ham....så kæmp for det, så skal det nok lykkes. Hvor der er en vilje er der en vej...selv om den ind i mellem er lang og trang.
Hilsen SraPacheco
Det er da en rigtig god ide at tage til Holland og være sammen med din kæreste her i sommerferie, og nok især at planlægge at tage sammen til Indien i din læseferie til januar. Så kan du også lære hans familie at kende og få en forsmag på, om det måske var et sted hvor du kunne tænke dig at bo. Jeg har to venner der begge er gift med indere - den ene af dem har boet i Indien i flere år efterhånden og er rigtig glad for det.
Du spørger om I skal kæmpe for kærligheden eller bare opgive og lade fornuften råde. Jeg tror alle herinde vil give mig ret i, at man ikke helt selv er herre over hvem man forelsker sig i, hjertets veje er uransagelige. Jeg har selv forelsket mig i en cubaner som jeg har mødt over internettet. Vi havde et online langdistance forhold i lidt over 6 måneder inden vi mødtes, men vi var helt klar på at vi var kærester, at vi var meget forelskede i hinanden og vi kendte faktisk hinanden rigtig godt da vi havde snakket om rigtig mange ting inden vi mødtes første gang. Jeg rejste til Cuba da vi havde været kærester i lidt over et halvt år og var der i tre uger, hvor vi også blev gift, og nu er vi så i gang med at søge om FS. Vi håber selvfølgelig på et positivt svar, men det er også helt klart for mig, at hvis vi ikke får det (selv om jeg ikke helt ved hvorfor vi ikke skulle få FS), og alt andet også glipper (inkl Sverigesløsningen), så er jeg klar til at rykke til Cuba - diktatur eller ej - jeg vil være sammen med min mand, så er det ikke så vigtigt hvor i verden vi bor.
Pointen er, at hvis han er den helt rigtige for dig og du også er den helt rigtige for ham....så kæmp for det, så skal det nok lykkes. Hvor der er en vilje er der en vej...selv om den ind i mellem er lang og trang.
Hilsen SraPacheco