Ægteskabudengrænser.dk

Godaften alle dejlige mennesker.

Jeg søger nogle at dele erfaringer med, jeg er ved at blive kvalt i mit ægteskab med min tyrkiske mand og vi har kun været gift 1 år..
Det der får os til at kæmpe er vores fælles datter på 1/2 år..
Jeg er allermest bange for at han vil ta hende fra mig, og ta hende med til tyrkiet hvis vi bliver skilt en dag..
Vi diskutere bare ALT for meget.
PT. Er der omkring vores ferie til tyrkiet i august hvor vi skal besøge hans familie i øst tyrkiet.
jeg har det virkeligt svært med det fordi jeg skal kædes på som en "muslim", kan bare slet ikke kende min mand længere..
# han er så negativ for tiden. vil diskutere alt og er blevet lud doven i hjemmet og prioritere sit eget behov. mega egoistisk med en lille i huset...

Andre der har det på samme måde?

Kh. en frustreret dansk kvinde..

Jeg har ikke børn med min mand, for vi mødtes for sent til det. Men at kulturforskelle skaber konflikter kender jeg alt til. De er nedslidende.

Danmark og Tyrkiet er tilsluttet Børnebortførelseskonventionen, således at din mand ikke med loven i ryggen kan 'tage' jeres datter, uden at han får tilkendt eneforældremyndighed ved dom. Det vil han ikke få i DK, og Tyrkiet vil skulle respektere hvis der er en dansk afgørelse om at du har den alene eller I har den fælles.

Din mand har højst sandsynligt hjemve og er skuffet over at DK/Europa ikke er det sted, der flyder med mælk og honning, og hvor han kunne blive rig i en fart, som han sikkert - trods alle advarsler - havde forestillet sig. Hvis han nu har siddet i DK i et år uden job, med dagligt savn af SIT hjemland, sin kultur, maden, solskinnet osv., og måske endda har lidt under en vintermørkedepression, så er det ikke mærkeligt, hvis han ikke har noget overskud.

Og nu står planen så på at han skal hjem - og vise hvad? Fortælle om hvad? Familien derhjemme forventer måske at han - ligesom man ser på ældre tyrkiske film - ankommer i en mercedes, som er overlæsset med (lige det så man så ikke) iPads, smart-TVer og alt muligt andet luksus. Jeg gætter på at han både glæder sig og er urolig for at komme hjem, men ikke har gjort alt sådan noget klart for sig selv, bare føler sig splittet og følelsesmæssigt slidt op. Meget få mænd er i stand til at analysere sig frem til hvad de føler og hvorfor, de føler bare at noget nager, og langer ud efter den nærmeste, som regel ægtefællen.

Jeg ved ikke, hvor han kommer fra (socialklasse, uddannelse mv.) men det ved du, så du vil vide om jeg måske gætter rigtigt. Hvis du vil arbejde på det, må du spørge ind til det.

Tænk på, hvordan du ville føle det hvis du sad i øst-Tyrkiet, måske med frygt for at blive beskudt fra Syrien, uden familie og venner i nærheden.

Hej Mh.
Du har tildels ret i det du skriver.
HELDIGVIS har han arbejdet i 7.mdr i dk nu, eller var vi for længst gået amok på hinanden. men han sys det er hårdt arbejde ifht. tyrkiet, og troede præcis som du skriver han kunne tjene masser af penge her i dk..
Han familie bor ik så tæt på Syrien, så helt så østligt er det heller ikke. batman/siirt.. Hans familie er ikke velhavende og tror ikke umiddelbart de har nogle forventninger til ham udover de ønsker ham lykkelig.
Men tror også han føler sig ensom heroppe og glæder sig til at komme hjem. måske er det bare fordi jeg ikke forstår hvorfor vi skal ændre os for at besøge dem, lange bukser som ikke.må sidde tæt og lange bluser og så i august - jeg sveder allerede. Bare ved tanken og irritere mig over alt tøj jeg har fundet så sidder for tæt iflg. ham. Bare fordi han er bange for folk vil sladre.. og hvad så.tænker jeg. det er 10 dage. jeg troede netop han ville acceptere min kulturforskelle også når jeg skulle vises frem for hans familie.. men han kan og vil ikke forstå mig og Blir stjerne tosset hver gang og snakker så skilsmisse..

og dejligt at vide mht. vores datter hvis det sku ende ud i en skilsmisse...

Vi bor i Istanbul, hvor de indfødte - også dem i min alder - går med stramt og udringet tøj, men jeg gør ikke.

Køb nogle lette, luftige tunikaer og bukser i mønstret stof. Det er faktisk ikke så varmt at være tildækket, tværtimod kan det køle!

Man skal vel klæde sig som man selv lyster og ikke som andre digtere eller forventer .

Der er noget, som hedder 'skik følge eller land fly', closed1.

Når man er gæst opfører man sig sådan at værterne ikke behøver blive flove over deres gæster. Hvis man ikke gør, går det ud over værterne, for de skal blive boende ved siden af deres naboer, mens gæsten rejser hjem og ikke mærker noget til evt. problemer.

Når man rejser mod øst i Tyrkiet rejser man hundrede år tilbage i tiden, når man har passeret Ankara. Siirt er en relativt fattig og tilbagestående provins, og flertallet af befolkningen etniske arabere, mange kan ikke tale tyrkisk. Batman er et uroplaget område, og heller ikke den mest udviklede provins. En vestlig udlænding vil stikke ud, uanset hvor tækkeligt vedkommende er klædt, så det vil være klogt at klæde sig konservativt og holde en lav profil.

Her i dk er der da også nogle fra andre kulture der klæder sig som de vil .
Her er det jo så heller" skik følge eller land fly "
For min skyld må man spise og klæde sig som man vil .

Danmark er ikke Tyrkiet, og du, closed1, er ikke Clottes svigerfamilie eller mand. Mig bekendt ved de fleste at man ikke smider benzin på et bål ...

Undskyld har slet ikke set I havde skrevet mere! :/
Jeg forstaar godt hvad du mener closed1 - Maaske ogsaa den tankegang jeg har, men ud fra mın mand er det helt uacceptabelt at jeg taenker saadan og ikke kan forstaa ham!
Jeg taenker umiddelbart at de jo ved jeg ıkke er hverken tyrker eller kurder og derfor maa acceptere mıg for den jeg er og hvor jeg kommer fra - hvad mın mand saa vaelger at göre naar han tager dertıl er op tıl ham.

Noget I mıg har slet ıkke lyst til at tage dertil! - og slet ıkke som min mand lıge er nu.
Man kan sku komme tıl at taenke det vaerste og at man ıkke kender sın mand godt nok allıgevel..

Jeg kan sku ıkke helt overskue det og vıl raade alle dem jeg kender tıl at taenke sıg en ekstra gang om ıfht. kulturforskelle - specıelt efter man er blevet gıft og har faaet barn..!
Havde aldrıg i mit dejlige liv troet jeg selv skulle komme tıl at sidde ı en situatıon hvor jeg overvejer at blive skilt fra mit barns far og manden i mit liv (troede jeg)!?
Det er uoverskuelıgt!

MH hvordan har du laert at acceptere de forskelligheder!?
Sys det primaert er huslige ting og ıfht. vores datter.. at vores problemer opstaar.
Lige saa snart jeg spörger om hjaelp tıl noget sıger han bare IM FUCKING NOT A WOMAN eller HOUSEKEEPER og blir faktisk helt gal! - Han er begyndt at reagere som jeg aldrıg har set ham för! Har bare lyst tıl at sende ham tıl tyrkıet ıgen!
Hvis jeg ıkke gıder lave te tıl ham elsker jeg ham heller ıkke.. mener han..
Men hvis vı er ude eller ı andres omgivelser gör han alt for at stılle sıg selv ı godt lys og hjaelper gerne tıl..

Du bør naturligvis tage en grundig snak med din mand. Egentlig burde den snak være foregået for længe siden, og inden du blev gift og gravid. Nemlig om hvordan I ønsker at bo sammen.

Og når I bor i Danmark, må din mand jo som en naturlig del af det indrette sig efter forholdene i Danmark og acceptere, at sådan gør man altså i Danmark. Ligesom at du må indrette dig efter forholdene i Tyrkiet, hvis I vælger at bosætte jer der, herunder med de normer og værdier som er fremherskende i det pågældende land.

Skaanebo.
Du har helt ret.
Vi har også haft snakken, men da vi blev gift og senere på året fik barn og han fik arbejde i dk, da ændrede alt sig.. Var som om jeg fik en helt ny mand. det kunne jeg ikke rigtigt vide fra start. eftersom alt var lige efter bogen..
Men ja vi må ta alvors snakken..

God påske til jer.

Selvom tråden ikke har været aktiv længe, vil jeg også komme med mit besyv, da dette er et evigtgyldigt emne, også selvom det måske ikke længere er relevant for trådstarter.

Hvis man gifter sig og vil leve sammen med en der er opvokset i en anden kultur og med andre samfundsnormer, kan det næsten kun gå galt hvis begge stædigt fastholder at ens egne normer er de eneste rigtige at leve efter. Jeg har også været i lignende situationer, som i beskriver og det ophører nok aldrig helt. Men jeg oplever at man opnår en bedre og bedre forståelse og respekt for forskellighederne, og at huske den gode gamle svada om at man i et forhold, skal være inforstået med at give lidt af sig selv og indgå kompromisser.

Hvis det at jeg hver dag laver en kop kaffe og serverer den for min mand, kan gøre ham lykkelig og forebygge skuffelse og irritation fra hans side, så er det da en lille ting at gøre. Jeg opvokset i en tid hvor kvindefrigørelsen og ligestillingen var helt på toppen her i DK, og der er mange ting jeg ikke ville kunne ofre af mig selv. Men man skal også vælge sine kampe med omhu.
Der kan opstå mange misforståelser når man hver især føler at ens grænse overskrides. I den forbindelse er det vigtigt at sætte ord på at man her har en grænse. Simpelthen forklare det. Ligeledes er jeg også blevet bedre til at lytte til min mands grænser. Eller han har også fundet ud af at sætte ord på så vi ikke helt så ofte står og råber ad hinanden og nægter at ville gøre det den anden ønsker. Men det er i situationer, hvor bølgerne ikke går højt, man skal snakke om de her grænser.

Med hensyn til hvordan man klæder sig og opfører sig i ægtefællens hjemland, så fører det nok heller ikke meget godt med sig ikke at vise respekt for den kultur og de normer, der hersker i samfundet der. Er det ikke lidt urimeligt at sige, man ikke vil gå på kompromis med hvordan man klæder og opfører sig der, mens man samtidigt stiller en masse krav til at ægtefællen skal indrette sig efter de danske normer, når han er her? F.eks. sådan noget som at hjælpe til i husholdningen, hvordan man klæder sig m.m.?

Der er da mange lande, bl.a. i sydeuropa, hvor det ikke er velanset at gå rundt i korte shorts. Og det passer da ikke, at vi i Danmark ikke har forventninger til hvordan folk klæder sig. Hvad med dengang Kamal Qureshi mødte op hos dronningen i pakistansk klædedragt?

En sidste ting, jeg også tænker er aktuelt for mange er, at det at få børn sammen generelt er en prøvelse i et forhold. Jeg er overrasket over hvor mange forældre i min datters børnehave der ikke længere lever sammen. Nok nærmest halvdelen. Og det er forældre hvor begge er danskere. Når man så også samtidig er i et forhold, hvor man har en udfordring i at der er 2 forskellige kulturer der skal mødes og en forælder, der skal finde sig til rette i et nyt land, ja så er det nok ikke mange, der kommer gennem dette uden kurrer på tråden. Men hold ud, giv ikke op!
En af fordelene ved at den anden foældre er udlænding er netop også at konsekvenserne er uoverskuelige, hvis man går fra hinanden og man derfor ikke så let giver op i sit forhold. Desuden tror jeg også mange af dem fra en mere traditionsbundet og for os konservativ kultur føler en meget større forpligtigelse, når de nu en gang har indgået ægteskab end mange danskere føler. Det er måske min meget subjektive vurdering, men jeg føler det er aktuelt i mit ægteskab.

Som man hører fra mennesker i en mere moden alder og med langvarende ægteskaber i bagagen, så skal man ikke give op, men kæmpe sig igennem de hårde periode. Men jeg indrømmer gerne, at det ind imellem kan være meget svært at blive i den tro.

Meget enkelt, undlad at besøge tyrkiet, så må han rejse alene og acceptere dette
Alene pga varme vil en del herfra incl. mig ikke kunne udholde at have mere en short's og T-shirt på
Min kone er fra Filippinerne hvor der er varmt året rundt, så for mig er det fint og absolut nødvendigt at kunne gå i shorts & T-shirt, og ellers søge skygge så ofte som det var muligt

Tjek lige datoen på Clottes spørgsmål, LarsSB01 - det er ret uaktuelt at kommentere nu, næsten et år efter.

Havde faktisk set dato'en
Debatten kan jo fortsat være interessant for andre, vel lidt af ideen med et forum
Endvidere kan en opdatering af det skete også være interessant