Ægteskabudengrænser.dk

Inspireret af et svar i et af mine tidligere indlæg kunne jeg godt tænke mig at høre lidt input om følgende emne, der fylder lidt meget i min hverdag og som jeg ikke ved hvordan jeg skal til at gå op i en højere enhed...

Jeg er gift med tunesiske Mido. Mido er kommet til DK for godt 6 uger siden. Vi bor pt. i lejet hus, men jeg går med tanker om at købe egen bolig inden for nær fremtid. Jeg arbejder fuld tid og har desuden en del transporttid til og fra arbejde og en del rejseaktivitet. Mido er grundet hans visum ikke i arbejde.
Han har boet sammen med sin familie i Tunesien, hvor hans mor og søster har stået for alt det huslige. Dette er normalt for ham og alt andet vil i hans gamle verden være uhørt...

En typisk hverdag (så typisk som den nu kan blive efter 6 uger ) vil hos os være som følgende... Jeg kommer hjem fra arbejde ved 17-tiden, har på min vej købt ind.... Kan derefter gå i gang med at forberede aftensmaden, rydde lidt op eller gøre rent, vaske tøj... alle de der ting der nu er et et lille hjem... Når kl. er henad 22 er jeg total fæææærdig

Han er flink til at hjælpe med at vaske op.. men ellers er det mig... Jeg kan ikke li at sige noget og ved heller ikke hvordan jeg skal gribe det an.. men hvordan får i andre det til at fungere i hverdagen uden at være slidt ned til sokkeholderne ved mørkets frembrud ???

Hej fru BY,

Sig noget så hurtigt som muligt, men hav' tålmodighed, og forvent ikke mirakler lige med det samme.

Det lyder rigtig hårdt, og som du selv ved, går det slet ikke i det lange løb. Han har ikke erfaring med at arbejde, pendle og passe hus samtidig, så du må fortælle ham hvor hårdt det er.

Hvor min mand kommer fra går manden heller ikke i køkkenet. Han bad selv om at lære at lave mad, så det var jo nemt nok for mig, han har forbedret sig en hel del.

Vi fik et barn efter vi havde boet sammen i to måneder, og da kunne han jo godt se, at han blev bare nødt til at hjælpe til. I Afrika ville en nybagt mor få hjælp af de andre kvinder. Men for at han kunne studere var vi flyttet til den anden ende af Danmark. Han konkluderede derfor selv at han måtte lave mad og gøre rent.

Et lille trick: Prøv at forklare ham, at man ikke kan arbejde og lave alt det huslige og samtidig have vildt meget lyst til sex og sjov

Alt efter temperement kan du sige det i alvor eller sjov, og lade ham selv tænke over det. Jeg spurgte ham, om han ville have mad hver dag eller sex hver dag, for man kan ikke få begge dele, han ku' jo spørge sine gifte venner om der er nogen af dem der har det sådan derhjemme - det var der ikke! Han begyndte faktisk at lave mad efter det!

Vh,
Henriette

Hej FruBY og andre.
Jeg er så heldig at have en mand der elsker at lave mad - og inspireret af at han savner maden fra sit hjemland, som jeg ikke ved hvordan man laver, ja så må han selv ty til gryder og pander, og det er næsten dagligt.
Mht. rengøring er det også kommet helt af sig selv og han har været vant til at man hjælper hinanden derhjemme. Den der lige har tid til at støvsuge eller støve af gør det. Og det er ca. 50/50. Han er ikke så vild med at vaske tøj, hvilket jeg står 100% for, men han husker også at sige tak, når der ligger en ny stak rene underbukser .
Men altså, hvis ens ægtefælle ikke er vant til huslige pligter, så er det måske en idé at sætte sig ned sammen og lave en plan for, hvad der skal gøres ugentligt. Så kan det også være din mand ta´r en tørn, måske falder det ham simpelthen ikke ind, eller han ved ikke lige hvordan man gør. Så det må du vise ham. Eller lav en aftale om, at han står for støvsugning, skifte skraldeposen, tørre støv af, mens du vasker tøj og tager badeværelset, og så I hjælper hinanden med opvasken, det kan jo være ganske hyggeligt.
Men jeg er enig med Henriette, det er med at få det frem hurtigst muligt. Ellers gror I fast i rollerne. Du kunne jo godt sige det på en god måde, at du føler det er lidt svært at nå hele vejen rundt, og om ikke I kunne lave den her rengøringsplan. Eller bare diskutere uden at skrive ned, det bliver måske for dikterende? Eller du kunne nævne når I spiser morgenmad, om ikke han vil være sød at støvsuge i dag. Og så håbe på at han tager det til sig, så du i længden ikke skal bede om det, men han gør det af sig selv...

KÆRE Fru BY mm

Jeg vil sige ligesom de andre - du skal være ærlig fra starten - bed om hjælp med til dit og dat ... fortæl når du ikke magter det...det går sikkert langtsomt, men bliv ved med at stille krav og vær tålmodig overfor din mand...det er meget vigtigt...alt er nyt for ham her... du må give ham en chance...

Jeg er så priviligeret som ABJ at leve sammen med en mand, der ELSKER at stå i køkkenet (har været kok) og laver det meste af maden herhjemme og elsker at handle til de rette priser og køber stort ind for mig i store portioner. Det fritager mig at bære en masse tunge ting og koncenterere mig om mine egne ting.
Jeg skal kun ned og købe småting og nips. Vi deles om opvasken den af os, der nu har tid, og jeg putter tøjet i maskinen og han bærer det op for mig hvis han er hjemme. Stort set er der ikke en procentvis fordeling, men vi enes bare hen af vejen. hvem har tid idag til ...hvem gider lige det i dag osv...nogen dage er der en af os der IKKE gider os så holder man fri ...så laver den anden det osv... de dage han er på arbejde+danskundervisning laver jeg maden klar eller varme det så han ikke skal tænke på noget...ellers bliver det alt for hård og lang dag for ham...

Min opfattelse er at mange ægyptiske mænd generelt ikke bange for at tage en tørn med at lave mad - måske fordi de generelt er rigtig glade for mad!
Når vi er på familiebesøg dernede er der ingen af min mands brødre, der er bange for at stå i køkkenet og lave mad til mig.

Jeg tror det her handler rigtig meget om personlighed og ansvar. om hvordan man er blevet opdraget i hjemmet til at tage ansvar.
Din mand er måske stadig ung? måske den yngste, eller mest uerfarne? måske ikke vant til at SKULLE påtage sig et ansvar? Måske kan han ikke helt se hvornår den anden godt lige have brugt noget hjælp for det var der aldrig nogen der havde bedt ham om før? eller når han kom hjem så bestemmer hans mor osv?

Min mand havde boet alene i 8 år siden han var teenager, inden han mødte mig, så der var ingen mor til at lige at nurse ham. Han har haft sin egen forretning i mange år med ansatte og har været soldat. Han var vant til at handle og tage ansvar og i praktisk talt ikke interesseret i at hans kone tager hans ansvar fra ham. Han er god til at uddelegere opgaver, men også ligeså god til påtage sig mange opgaver. Min mand er derfor meget pligtopfyldende og vi deler opgaverne imellem os uden at der skal tænkes synderligt meget over det og vi beder t i t hinanden om hjælp til de forskellige ting og hjælpes ad.

Jeg tror bare I skal have noget tid og din mand også skal blive klar over hvor hans ansvarsområder er.... giv ham ansvar, tror jeg, er det bedste....

NB! Et godt lille trick , jeg har læst et eller andet sted og som jeg selv prøver at efterleve: Hav aldrig mere nips, møbler, løse genstande og rod liggende end det tager for dig at gøre rent og rydde op på max. 5 min hverdag ! Det virker rent faktisk!

Hej piger

Så er det vist min tur til at bidrage med input. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg sympatiserer med dig Fru By. Jeg har stået overfor næsten samme situation som dig.

Min mand kommer fra Tyrkiet, og var absolut ikke vant til at hjemmearbejde, var noget man som mand skulle tage sig af. I mange tyrkiske familier, går pigerne jo hjemme, og derfor er det "deres job" at sørge for hjemmet. I Tyrkiet er køkkenet kvindernes domæne, og man ser aldrig en mand i køkkenet. Mændene kan derfor typisk ikke lave mad, på nær grill (köfte, kebab etc.), da grillen sjovt nok er mandens domæne

Sidst men ikke mindst, havde min mand, i de 10 år inden kan kom til Danmark, arbejdet som restaurantschef på et stort hotel. Han var vant til at der blev gjort rent for ham, hans tøj blev vasket og strøget på hotellet, og han spiste natuligvis på hotellets restaurant eller rundt på hans venners restauranter.

Man kan derfor sige, at han var "vant til at blive opvartet".

Da han kom til Danmark, var han på visum, og dernæst processuelt ophold, og måtte derfor ikke arbejde, så han gik hjemme. Jeg gjorde en masse for at få ham til at føle sig hjemme (læs: alt husarbejde), men som tiden gik, blev jeg (som dig), helt udkørt af det.

Når jeg har overvejet vores tvær-kulturelle forhold, har jeg altid opdelt tingene i 3 grupper:

1. De ting, som jeg elsker ved hans kultur
Dette er ting som jeg har optaget, og tilpasset min livsstil efter

2. De ting, som jeg ikke holder specielt af, men som jeg kan acceptere, hvis jeg får noget igen
Disse ting er de såkaldte forhandlingsemner, hvor vi søger kompromis og typisk ender med at give/tage lidt begge to

3. De ting, som jeg afviser blankt

Jeg fandt hurtigt ud, af at når det kom til hjemmearbejde, så hørte det til i gruppe 2, og gjorde derfor klar til en "forhandlingsrunde"

Jeg satte mig ned en aften ned med min mand, og fortalte ham hvor træt, jeg var af det hele. Han var først en smule overrasket, for det var jo nye toner for ham. Jeg havde jo selv vimset rundt om ham, og ikke vist at jeg var træt af det. Derudover var det jo krav, som han slet ikke var vant til at blive konfronteret med i Tyrkiet.

Jeg vidste godt, det ville blive en svær snak, så derfor havde jeg inden vores snak, tænkt over hvad jeg gerne ville opnå, og skrevet de ting ned, som jeg gerne så han tog sig af.

Jeg fandt ud af hvilke "maskuline" opgaver, vi trængte til at få fixet. Blandt andet trængte vi til at få malet, så den tjans fik han. Så kunne han også bore osv. Det er jo begge mandinge ting

Mht. de mere hverdagsagtige ting, ja så lavede jeg en liste over de ting, der skulle laves derhjemme, og så fik han selv lov til at vælge, hvad han ville lave.

Min mand afskyr at lave mad (på nær på den berømte grill). Da jeg ikke har lyst til at stå i køkkenet hele aftenen, så har vi en regel, der siger: "Den der laver mand, vasker ikke op".

Når det kommer til rengøringen, ja så støvsuger han og støver af (igen noget med larmende maskiner). Jeg gør så badeværelset og køkkenet rent.

Når det kommer til vask og strygning, så vasker jeg og han stryger (kan du se mønstret... igen noget med maskiner). Jeg forsøger at rose ham så meget som muligt, selv om det ikke altid bliver gjort, som jeg selv ville have gjort det

Derudover tager han sig af alt, der har med vores bil at gøre, for det gider jeg slet ikke...

Jeg er slet ikke i tvivl om, du kan opnå det samme, som jeg. Mine eksempler virker måske meget banale, men min metode VIRKER! Min mand er ikke vrangvillig eller en mandschauvinist, han kommer bare fra en kultur og en livssituation, hvor han aldrig har skænket disse opgaver en tanke. Derfor har han alle hans opgaver skrevet ned i sin kalender, så kan ikke glemmer dem. Det skal siges, at det er hans egen idé, ikke min.

Held og lykke med det hele

Knus

Sidse

Hey Girls...

Tusind tak for gode råd og masser af inputs

Hjælper meget i en tid hvor alt er vendt på vragen og det hele er så nyt.. Mido præsterede at lave morgenmad til mig igår og hjalp med at vaske op efter vores gæster i aftes - og det endda uden opfordring og mens en af hans tunesiske venner var på besøg...

Jeg er sikker på, at griber jeg fat om det på den rigtige måde skal vi nok få ham fint tilpasset den danske husholdning - for jeg er virkelig træt ..

Knus Mette

Hejsa.
Som de andre har nævnt er det nok en meget god ide at du faar taget hul paa bylden inden det hober sig for meget op hos dig, for saa ender det som regel med at det kommer ud paa en forkert maade. Jeg er gift med en tyrkisk mand(kurder men fra tyrkiet) vi har boet dernede sammen i 2 aar. Og da jeg arbejdede paa lige for med tyrkerne (12-14) timer dagligt og min mand var selvstændig var det derfor os begge der stod for det hjemlige. Min mand er nok ikk en rigtig mand i mange tyrkiske mænds öjne, da han ALDRİG har været bleg for at hjælpe til med rengöring,vask og madlavning. Han hjalp mig endda med at ligge paa alle 4 og skrubbe og vaske vores tæpper mens folk kunne se det . Derudover hjalp han mig altid med at lave mad hvis hans venner kom og spiste hos ogsaa mens de var der, da han ikk synes det var rimeligt at jeg skulle staa med det alene, der var et par eneklte gange hvor de kommenterede det og han sagde bare at hvis de ikk hjalp deres koner fordi de var bange for at tabe ære saa maatte det jo være fordi de ikk respekterede deres koner saa kunne de lære det(hermed ikk sagt at din mand ikk respekterer dig ,misforstaa mig ikk). Men jeg sagde ogsaa fra starten af at jeg ikk ville gaa hjemme, og at naar jeg arbejdede ligesa meget som ham selv, saa forventede jeg at vi deltes om pligterne. Dog valgte jeg at vasktöj stod jeg helt alene for, saa var jeg sikker paa vi kunne passe töjet naar det kom ud af maskinen .Var ogsaa saa heldig at hans brödre hjalp til derhjemme. Nu er vi saa her i dk og jeg arbejder og han er hjemme, og hver dag naar jeg kommer hjem har han lavet mad til os, saa jeg kan bare sætte mig til bords(eller gulvs,da vi spiser paa den tyrkiske maade). Og naar min familie kommer herhjem har han altid lavet mad. Jeg har heldigvis lært at lave en hel del tyrkisk mad saa oftest laver vi det sammen hvis jeg er tidlig hjemme fra job. Det var lidt af en smöre fra min side, men som sagt saa faa det sagt ınden det kommer ud paa en forkert maade. Maaske tænker han ikk over det, men begynder paa det hvis du siger det til ham

Det er meget tydeligt vi er inde på en eller anden form for æresbegreb.. Det er meget hårdt for ham ikke at kunne forsøge mig eller familien.. Han har dem hængende i røret næsten dagligt og det virker som om de ikke forstår at pengene ikke allerede er begyndt at flyde i en lind strøm.. Han har mere end antydet, at skal han også til "at holde hus" vil den sidste rest at værdighed totalt forsvinde...

Men han er rigtig flink til at hjælpe med madlavningen og vasker op bagefter. Indkøbene tager han sig af (dog med mig som chauffør), så vi bevæger os langsomt fremad Jeg er selv blevet ret god til at holde masken når glasbordet ligner noget der er blevet pudset i leverpostej - og glæder mig i stedet over at han gør forsøget