Ægteskabudengrænser.dk

Nu er jeg gift med en muslimsk mand - ikke meget muslim men dog alligevel. Han har lige fået bevilliget OT i DK og nu er det ikke helt utænkeligt at der kan dukke en lille pode op ude i fremtiden.

Jeg er ganske almindelig protestant - hvordan får i andre med børn det til at gå op i en højere enhed??? Altså.. hvilken trosretning opdrager i jeres børn i og hvorfor vælge det ene frem for det andet??

Sikke mange interessante emner der er for tiden, men knap så nemme spørgsmål at svare på

Nu er jeg af den opfattelse at muslimer og kristne (og jøder) ikke er så langt fra hinanden, som mange går og tror, eller mange kristne og muslimer går og prædiker om. I det store og hele kan vi koge det ned til nogle teologiske spørgsmål, som jeg ikke ønsker at kede dig med her, men jeg ville sige, at det essentielle for mig personligt er budskabet er det samme - nemlig at Torahen, Evangeliet og Koranen - at tro på en skabende Gud. Derfor mener jeg faktisk, at kristne og muslimer har en langt større referenceramme end de fleste egentlig ved af og jeg har en lige stor "trust" i alle tre tekster som kilde. Jeg er nok selv lidt synkretistisk. Er selv opdraget i den protestantiske kirke af en troende mor, der arbejdede i kirken og med en ikke-troende far, der dog havde stor respekt for troende. Og har som voksen levet og arbejdet mange år blandt muslimer og kristne i Mellemøsten. Jeg har derfor heller ikke noget problem med at mine børn bliver muslimer.

Nu er er din mand muslim, men uanset om hvor meget eller lidt han er det, så er der mange muslimer, der er den opfattelse, at de er forpligtigede via deres religion til at give deres religiøse opdragelse videre til deres børn. Jeg vil derfor tro din mand vil bede om at børnene skal være muslimer.

Min mand er sunni og han handler mange gange ud fra hans opfattelse af principper fastsat i islamisk tradition, dog sætter han sin nationalitet og sin social kulturelle baggrund højere end sin religion. Jeg vil faktisk sige, at det er hans kulturelle værdier han skatter højest mere end det er hans religion. Dvs. at min mand har mere til fælles med en kristen ægypter med samme sociale og økonomiske og kulturelle baggrund end han måske vil have med en muslim, der kommer fra en anden social og økonomisk og kulturel baggrund end ham selv. Lidt ligesom med jyder og sjællander kunne vi sammenligne det med...altså mere et værdifællesskab end et religiøst fællesskab om du forstår...

Hans kultur er derfor vigtigere end hans religion. Han er ikke den store teolog, men måske en slags "kulturmuslim" (jeg hader det ord fordi det siger så lidt men kan ikke finde et bedre lige på nuværende tidspunkt). F.eks. mener han ikke, at muslimer absolut skal bede 5 gange om dagen, og slet ikke hvis de arbejder. Ens arbejde er vigtigere forpligtigelse end bøn. Heller ikke, at kvinder skal gå med et tørklæde fordi med det hører en hel speciel livsstil som kun de færreste kvinder idag virkelig kan leve op til. For ham handler det meget om de indre værdier og rene handlinger, at dit hjerte er rent end din klædning er "ren". For ham er danskerne de ægte muslimer, han ser de betaler deres skat, der ikke stor fattigdom, de arbejder hårdt, de ikke korrupte osv modsat måske folk, der er født muslimer, men som ikke handler ikke i overensstemmelse med principperne...på den måde kan man sige for ham behøver man ikke VÆRE muslim for at være muslim i hans øjne.

Vi har derfor valgt at barnet kun skal opdrages i en religion. Vores kommende barn bliver muslim efter sin fars måde, men vi sigter efter at få det i en international skole og gerne i en kristen skole. Ikke for det skal være kristen, men for at have en lige så stor værdifuld indsigt i den religion. Det mener vi er meget vigtigt. Det skal også når en 10-12 år (ligesom når man går til præst) gå på en Koranskole og lærer at læse Koranen på korrekt arabisk. Jeg selv taler og læser arabisk og jeg synes kun det er positivt hvis mit barn får det rette sprog fordi jeg ved hvor svært det sprog er når man ikke starter fra begyndelse. Flytter vi tilbage til min mands hjemland skal det gå til dansk undervisning ved siden af sin internationale skole.

For os er det ganske enkelt et spørgmål om gensidig respekt og at sætte sig ind i den kultur man kommer fra og sætte sig ind i den kultur man bor i. Da vores børn er et produkt af TO kulturer er det meget vigtigt de kan begå sig i begge - også af respekt for vores familier. Derfor holder vi også jul, ramadan, aid al-adha og påske ... ja dem allesammen. så der er dobbelt op på alle de hyggelige traditionelle fester. Min mand elsker jul og han markerer sin fødselsdag. Vores børn skal gøre det samme. Han har dog ikke den store lyst til at spise svinekød. Det er en af de eneste ting, der ligger ham meget fjernt så til jul får han andesteg... og til julefrokosten får han kyllingeleverpostej med kalkunbacon osv.I vores familie tager vi gladeligt hensyn til at der er forskelligt mad til vegetarerne, allergikerne og muslimerne osv Jeg tror vores store multikulturelle familie ville gøre enhver DF'er til skamme hvis de så hvor meget vi holder hævd om de "danske traditioner"!

mht. navne til børnene, har vi valgt nogle, der bruges i begge kulturer, og kan skrives på begge alfabeter, så børnene ikke får nogle problemer.

Det er nogle store overvejelser du skal igang med, men også for din mand. At gifte sig er jo i princippet altid en indgåelse af en lang række kompromiser - uanset om det er en dansk-dansk eller dansk-udenlandsk par. Det bedste råd jeg kan give er, at I har gennemdiskuteret jeres holdninger og forventninger til børneopdragelse, valg af religion, sprog, kompromiser osv. så ingen af jer bliver ualmindeligt skuffede.
Jeg ved ikke om du kunne bruge vores valg til noget, men jeg håber det kunne give dig lidt indsigt og ideer.

Pøj-Pøj med det hele

PS: Vil du vide mere er du altid velkommen til at skrive til mig...

Tak for dit svar - det kræver megen gennemlæsning og overvejelse inden jeg vil begive mig ud i et svar.. eller rettere mine synspunkter.. Jeg kan se at vores ægtefæller ligner hinanden meget i synspunkter... Men det er svært for mig som pære-dansk at skulle "sluge" den kamel at et evt. fremtidigt barn skulle opdarges som muslim.. jeg har stor respekt for andre trosretninger (eller i hvert fald de fleste ) men derfra til at opdrage et muslimsk barn... Puuh den er svær.. det ligger så fjernt fra hvad jeg er opdraget til.. hvis du kan følge mig...

jeg grubler lidt videre her

Hejsa..

Må først lige sige til dig zb at det er rigtig flot skrevet. Det er lige præsis sådan som det er

Jeg er selv lige blevet gift med en muslim, og har også selv gået rundt med disse tanker. For et er at respektere at ens mand er muslim, noget andet er, som du selv skriver. At skulle opdrage sit barn muslimsk.

Min mand og jeg har også snakket om det. Ingen af os ønsker direkte at vores børn skal være kristen og gå i kirke hver søndag, eller være muslim og skal bede 5 gange om dagen og hvad der ellers hører til. Nu er min mand også en dårlig muslim (det må jeg gerne skrive, for han siger det altid selv i en joke)

Men tror vi går på kompromi, som der også bliver skrevet, at i et ægteskab handler om, også selvom man var gift med en dansk mand. Men jeg har feks. at jeg gerne vil have at vi skal holde jul. At min mand og mine børn skal holde jul med mig, som han er meget indforstået med og ingen problemer. Samtidig vil han så gerne have at man holder ramadan med ham, hvilket jo ikke er så svært, når man jo altså ikke spiser aftensmad alene. Og hvad der ellers også hører med til.
Min mand er ikke en af dem der skal bede hver dag, eller noget. Han opføre sig egentlig ikke anderledes end jeg, hvilket jeg egenlig aldrig ser ham "som en muslim" Vi har valgt og dele livet med hinanden, selvom vi har hver vores tro. Så alle de ting der vil komme hen af vejen, må vi jo tag til den tid, men det er jeg hellere ikke så bange for

åh åh, der er en risiko for at det her indlæg bliver langt... (jeg må hellere prøve at gøre det letlæseligt).

Min mand er praktiserende muslim, han mener f.eks. at han skal bede 5 gange om dangen, men heldigvis kan man jo gemme sine bønner til næste gang, hvis man f.eks. er på arbejde eller noget andet. (Og nej, han mener ikke at alle kvinder skal gå med tørklæde.)

Jeg er født og opdraget som ateist. Jeg vil dog tilføje at jeg ikke længere vil kalde mig selv ateist, jeg har dog heller ikke bekendt mig til nogen specifik tro (endnu)(måske)... well, det var ikke det det skulle handle om...

Ganske rigtig gættet er min mand hvad jeg vil kalde en moderat og "praktisk anlagt" muslim.

Det skal dog tilføjes 1) At i Cameroun er de fleste kristne, og muslimerne er i undertal. Det lader ikke til at føre nogle større problemer eller borgerkrige med sig. Der har ikke været et langt større politisk problem at landet er delt imellem de fransktalende og de engelsktalende. Min mand har altså også haft kristne skolekammerater og venner. Og der er desuden mange meget moderate muslimer i landet.

2) At min mands familie oprindeligt var kristne, men at de næsten alle har konverteret. Men der er altså stadig nogle få kristne bedstemødre og tanter, og nogle muslimer er meget seriøse, andre ikke. Det virker på mig som om at de er forholdsvis "nye", og at de derfor forholder sig meget til, hvad der konkret kræves for at være en god muslim. Desuden mener de fleste i familien at en god uddannelse er vigtig, og familien er derfor blandt de bedst uddannede i regionen.

For vi skal ikke lukke øjnene for at det er svært at opdrage børn. Og i tokulturelle kulturer er der som regel mere der ikke er "indlysende". Jeg er dog enig i at der altid skal laves kompromisser... Nogle gange skal emnerne diskuteres af flere omgange, man må forklare hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at slå børn, f.eks. Og samtidig give sig, hvis man mærker at partneren her ikke kan give sig.

Vores barn bliver opdraget som muslim indtil hun er stor nok til selv at gøre et valg. Dertil kommer andre kulturelle forskelle. Bl.a. har vi gjort som følger indtil videre:

A) Vores barns første fornavn har et navn, der er muslimsk, men kan genkendes i begge lande. Hun har hans navn som mellemnavn og mit som efternavn (i hans kultur skal det være farens og bedstefarens), men det vil være praktisk at kunne blive "genkendt" som indfødt i begge lande.

B) Det er ikke acceptabelt at slå børn. (Ikke fordi min mand har gjort sig meget i det før, han har altså en meget mild natur. Men i Afrika er det et helt normalt og legitimt middel til at opdrage børn, det er bare sådan man gør når de ikke opfører sig ordentligt.)

C) Vi spiser kun kun halal, dvs. alt kød vi spiser er halal-slagtet, ikke svinekød, og min mand drikker ikke. Vores barn spiser halal, og det er foreløbig den del af hendes opdragelse, der der muslimsk. Jeg er jo ikke muslim, og derfor kan jeg spise svinekød, men det er sjældent det er i køleskabet derhjemme, derfor kan jeg jo godt f.eks. købe det til frokost på arbejdet, hvis jeg har lyst. (Et andet fremtidigt interessant emne kunne være, hvordan lever man sammen, drikkekultur, rengøring og madlavning).

D) Slik - Efterhånden har jeg fået indført lørdagsslik, men det har også været svært. I Afrika giver man slik til børnene for at være søde imod dem, gerne hver dag...

Der er flere punkter, nogle forlængst overståede, såsom at babyer sover til middag udenfor i barnevognen. Det gode er at min bedre halvdel har stor respekt for "autoriteter" såsom læger, sygeplejersker, pædagoger, jordmødre osv. (Ved islam kan jeg især lide den fokus der er (i den islam jeg har stiftet bekendtskab med) på at lære, søge information og råd, bruge den hjerne Gud har givet os til at gøre det i situationen "rigtige". )

Desværre er jeg skuffet, ja faktisk vred på de mange sundhedsplejersker og pædagoger, der altid henvender sig til mig. Jeg er klar over at der er et sprogproblem, men det ville have været en gevaldig hjælp for mig, hvis de havde talt til ham direkte, det er umiddelbart nemmest for mig at forstå deres synspunkt. Jeg tror mange er "bange" for muslimer. Det virker som om det offentlige tit forsøger at tilpasse sig de ekstreme muslimer (der alligevel aldrig vil blive tilfredse).

Jeg tror det må være nok for nu, men håber at det kan inspirere "nye" par, da det kan være rart at være forberedt på hvilke problemer, der kan dukke op... til trods for at der som ZB skriver ikke rent teologisk er så stor forskel imellem kristne og muslimer.

Hej

Jeg vil give ret i at der kommer mange gode indlæg her inde. Men de flester handler om hvor manden er muslim.. Er der nogle her inde som kender noget til det her hvor kvinden er muslim og manden er kristen..

Mvh Brian J.

Tusind tak for jeres svar... Det giver meget stof til eftertanke inden det hele kan gå op i en højere enhed.

Brian35 skrev:Hej

Jeg vil give ret i at der kommer mange gode indlæg her inde. Men de flester handler om hvor manden er muslim.. Er der nogle her inde som kender noget til det her hvor kvinden er muslim og manden er kristen..

Mvh Brian J.

Til Brian J

Jeg ved knap så meget selvom dette slags ægteskab selvom det er meget mere udbredt end man umiddelbart skulle tro. I de tilfælde jeg kender til har parret levet som papirløse kærester eller manden har konverteret til Islam.

Jeg tror, I må blive enige i fællesskab om børneopdragelse, trosretning mm akkurat som alle andre. Altså et kompromis. Måske er en af jer der er den mest troende, der gerne vil videregive sin tro til sit barn?

Det eneste jeg vil gøre dig opmærksom på er selvom det ikke nævnes i Koranen, at det er forbudt for en muslimsk kvinde at gifte sig med kristen eller jøde, kun med en ikke-troende (ligesom det er for muslimske mænd), er den generelle praksis er i islamisk ret stadig dømmer sådanne ægteskaber ugyldige.

Dette har som sådan ikke nogen juridisk betydning så længe I bor i DK , men det kan få betydning, hvis I er i din kones hjemland da jeres ægteskab kan dømmes ugyldigt. Spørgsmålet er hvad konsekvenser af dette vil være i det pågældende land og hvilke judiske regler de dømmer efter i personlovene.
Skal I på besøg i hjemlandet vil jeg foreslå du/I i hvertfald sætter jer ind i landets love. I kan finde alverdens love på Kgl. Bibliotek i KBH eller Statsbiblioteket i Århus.

"Bor man i et land, hvor islamisk ret ikke er officiel myndighed, er der ikke nogen myndigheder, der kærer sig om ægtefællers religiøse tilhørsforhold. Man skal blot være klar over, at det kan skabe uoverskuelige problemer, hvis man under ophold i et såkaldt islamisk land kommer i berøring med dér gældende retssystem, bl.a. fordi evt. børn med stor sandsynligvis vil blive opfattet som ikke-ægtefødte."

http://www.islamstudie.dk/familie_aegteskab.blandet.htm

Der beskrives et par eksempler om sådanne par hos KVINFO også ...måske kan de hjælpe med noget praktisk info:
http://www.kvinfo.dk/side/539/

Naf9 skrev:
Desværre er jeg skuffet, ja faktisk vred på de mange sundhedsplejersker og pædagoger, der altid henvender sig til mig. Jeg er klar over at der er et sprogproblem, men det ville have været en gevaldig hjælp for mig, hvis de havde talt til ham direkte, det er umiddelbart nemmest for mig at forstå deres synspunkt. Jeg tror mange er "bange" for muslimer. Det virker som om det offentlige *** forsøger at tilpasse sig de ekstreme muslimer (der alligevel aldrig vil blive tilfredse).

Til NAF 9 - gider du måske uddybe dette?

Hej.
Jeg har også en mand som er muslim, dog praktiserer han ikke specielt meget, beder en gang imellem, i moské maks. en gang om måneden, han nyder gerne vin eller øl, men spiser ikke svinekød. Vi er så småt ved at tale om, hvornår vi skal prøve at få et barn og har også diskuteret emnet trosretning. Indtil videre er aftalen den, at min mand skal lære barnet om islam, det vil han nemlig gerne. Jeg er kristen og går i kirke ca. en gang hveranden måned, og det er OK med ham, at jeg også gerne vil have vores barn med i kirke. Eller læse historier om Jesus, som tit er gode historier om moral, næstekærlighed osv. Men barnet skal ikke døbes. Så må vores barn selv tage stilling til hvilken religion han/hun ønsker at bekende sig til senere. Men - ind imellem tænker jeg også om det vil forvirre barnet for meget at stifte bekendskab med og skulle tage stilling til to religioner??? Måske skal man bare fokusere på den ene religion, mens vi som forældre stadig har hver vores...
En anden ting som min mand tænker meget på og som bekymrer ham lidt er den generelle opdragelse. Han har jo hurtigt fundet ud af, at danske børn hurtigt bliver voksne - drikker tidligt, ryger, har en tidlig seksuel debut, går i dyrt mærkevaretøj, ikke har samme respekt for eksempelvis ældre mennesker, forældre og skolelærere, som børn har i hans hjemland. Tja, det er svært, men man kan jo kun gøre sit bedste, og håber det lykkes at opdrage sit barn godt, sætte grænser osv. Pyha, en stor opgave og udfordring

Til ZB: F.eks. har mine sundhedsplejersker ikke inviteret min mand, hvis jeg har taget ham med har de knap talt direkte til ham. Det er jo nok bare det nemmeste, men f.eks. kunne det være mere relevant at forklare min mand hvorfor slik er dårligt, end mig der jo er vokset op med tandbørster og fredagsslik.

Desuden er der lokalt nogle problemer her hvor jeg bor. Pga. angst for at støde nogen bliver muslimske børn på mange skoler ikke inviteret med til julefesten (de skal vente i et rum ved siden af, og de stakkels børn forstår jo ikke noget), og de må ikke synge med på julesange om Jesus - fuldstændig misforstået og fatal for integrationen!!

Brian35 skrev:Hej

Jeg vil give ret i at der kommer mange gode indlæg her inde. Men de flester handler om hvor manden er muslim.. Er der nogle her inde som kender noget til det her hvor kvinden er muslim og manden er kristen..

Mvh Brian J.

Ja, halløj!
Det må være os du spørger efter. Jeg er en ikke-muslimsk mand, som er gift med en muslimsk pige/kvinde.
Er der noget du gerne vil vide eller nogen spørgsmål, som vi kunne hjælpe med?
Vi venter barn til maj og vi har endnu ikke fundet ud af helt hvad vi skal gøre. Men vi tager det med ro og læser selvfølgelig en tråd som denne med stor opmærksomhed.

Naf9 skrev:

Desuden er der lokalt nogle problemer her hvor jeg bor. Pga. angst for at støde nogen bliver muslimske børn på mange skoler ikke inviteret med til julefesten (de skal vente i et rum ved siden af, og de stakkels børn forstår jo ikke noget), og de må ikke synge med på julesange om Jesus - fuldstændig misforstået og fatal for integrationen!!

Tak for det. Ja det lyder uundgåeligt som en slags "misforstået" integration!

Jeg er også gift med en muslimsk mand og finder også denne tråd yderst interessant.

Der er mange spørgsmål man skal have til at gå op og en ting er, at kunne leve sammen på tværs af kulturforskellene, men noget helt andet når børn kommer ind i billedet.

Min mand er på nuværende tidpunkt ikke praktisrende muslim. Han beder en sjælden gang når stemningen er for det, men ikke regelmæssigt. Han drikker gerne øl og vin når han er sammen med mig. Han synes ikke tærklæde er nødvendigt, men har respekt for kvinderne i hans kultur som bærer det. MEN en ting er hvordan han er i forhold til hans relligion nu og noget andet når der kommer børn i billedet. Han siger det er hans pligt at opdrage dem som muslimer og han ønsker at lære dem at bede og følge relligionen som han burde. Dog ønsker han ikke de skal gå med tærklæde og mener selvfølgelig også at de skal have del i min kultur og traditioner. Han vil gerne fejre jul osv.
Jeg synes det er svært at finde et kompromis for alt, men vi tager lidt en diskussion af gangen og giver ikke op før vi bliver enige. Vi er jo begge enige om at vi ikke skal have nogen børn før alt er gennemtænkt og vi er enige i selv de mindste ting!
Udover de ting der allerede er blevet nævnt i denne tråd så er mine bekymringer ikke så meget når de er bærn, men når de er teenagere... Jeg ønsker selvfølgelig ikke mine børn skal drikke og dyrke sex som 13-16/17?? årige... men hvad med sådan noget som at gå i bikini med veninderne på stranden?? Som jo er en absolut naturlig ting for mig. Det vil være svært for mig at de ser mig i bikini, en pæn nederdel eller kjole som måske ikke helt dækker skuldre og knæ.. og lidt dobbeltmorarlsk.
Hvad med ungdomskærester... ja selvom man lærer dem i den bedste overbevisning at det er bedst at gemme sig selv kan det jo godt være svært når man bor i danmark.. og er det måske også at gøre livet svært for børnene, hvis de ikke kan gøre nogle af de ting som vennerne gør.. Enten vil de nok ende med at gøre det i hemmelighed eller også være ullykkelige over at blive holdt udenfor..

Og så har det med at bede 5 gange om dagen også givet mig nogle bekymringer... Jeg kan næsten ikke se hvordan det kan lade sig gøre med arbejde, børnehave/skole osv.. og så har jeg også lidt svært ved at acceptere det, da jeg jeg en anden holdning til det. Men håber da vi finder en løsning inden den dag!!

Det var bare et par yderligere problemstillinger jeg mener der kan opstå.. udover de ting der er blevet nævnt allerede.

Jo, helt sikkert også relevant. Man bliver da helt træt af at tænke over den lange liste af mulige problemer, men helt sikkert rart at høre om andres bekymringer og tanker.

Min mand mener f.eks. at man kan få sig en kæreste når man er over 18, indtil da er det bedre at koncentrere sig om skolen... Jeg har fortalt ham, at det sagtens kan ske før. Men nu har vi jo allerede barn, og må bare vente og se, hvad der sker.

Efter vores mening er det mere handlinger, end påklædning der gør en til en god muslim...

min bedre halvdel ville da absolut heller ikke påskønne hvis jeg satte mig foran vores datter med en øl i hånden, da han aldrig selv drikker. - så det vil jeg nok lade være med, men det er nu ikke en stort offer fra min side, og faktisk synes jeg det er meget fornuftigt.

Angående at bede, så er Islam jo ret så praktisk, synes jeg. Som tidligere nævnt, så kan man "spare" sine bønner sammen, og bare bede to gange næste gang. Selvom det selvfølgelig ikke er det allerbedste, så må man jo nok gøre det på den måde, når man bor i et ikke-muslimsk land. Men der går meget tid med at vaske sig og bede når man er praktiserende muslim, det er da helt sikkert.