Forhold og de kulturelle forskelle..temperament etc.

[FITM]

Jeg har forelsket mig i en Tyrkisk mand. Og er så heldig at det er gengældt.

Han er fra Istanbul og hele hans familie bor der. Han er i DK pga studie og arbejde.
Og har umiddelbart planer om at blive.

Han er sød og hengiven og kærlig. Men han har også et ret vildt temperament.
Altså. Han er ikke verbal eller fysisk voldelig Men han hidser sig hurtigt op.
Og når han først er irriteret, vred eller sur. Så bruger han langtid om at komme ned igen...Og han får inden da hurtigt sagt nogle ting, som jeg tror han fortryder lidt.
Desværre er han også temmelig stædig;)

Så... Vi får vores knuder på tråden. Og det er jeg ikke vant til. Så for mig er det ret hårdt.

Jeg er godt klar over at danske mænd også har temperament. Og er stædige.

Men jeg synes godt nok at det kan være hårdt til tider. Når han er sur tager han afstand. Han er kølig og trækker sig. Han har brug for flere dage til at "komme sig i" og det dræner mig...

Omvendt synes jeg jo at han har så mange andre utrolig gode sider. Og jeg elsker ham.

Hvordan oplever i forskellene og hvordan håndterer I dem - samt de evt. knuder?

[mh1]

Han SKAL lære at respektere dine grænser, og du SKAL lære at respektere hans hvis I skal have en fælles fremtid, og det første trin på den vej er at få sat ord på, hvad det er der for jer hver især er grænseoverskridende adfærd.

For dig er det jo allerede klart, at opfarenhed og stædigt surmuleri ikke er udholdeligt i længden.

Du foretager dig mangt og meget, som i dine øjne er helt almindelig og uskyldig adfærd, og som du slet ikke ANER kan se anderledes ud, men som i hans øjne er utilstedeligt for en kvinde, i hvert fald for HANS kvinde. Han bliver nødt til at fortælle dig, hvad det er, og du må så afgøre, hvorvidt du vil kunne leve med at undlade (alle) de handlinger, eller om du vil stå fast på at han, hvis han vil bo i DK sammen med dig, må lære at 'sådan gør vi altså her'. Og så må han jo så afgøre med sig selv, om han kan leve med det, uden at fare op og surmule.

Du skal så nok være forberedt på, at der hen ad vejen dukker FLERE ting op, han kan blive sur over at du gør. Bordeauxrøde gardiner var genstand for MEGET lange diskussioner her i huset, og det var ikke pga. at de ikke stod til de andre farver i rummet, men fordi min mand mente at folk ville tro, vi drev bordel, fordi 'alle de andre har hvide gardiner'. Han blev først overbevist om, at det IKKE forholder sig sådan, da vi en sen aften kørte med bus gennem pæne beboelseskvarterer, og han ved selvsyn kunne se, at der var masser af kulørte gardiner, inkl. røde, i de lejligheder, vi kørte forbi.

Jeg og min mand er begge højtuddannede og fagfæller, men ellers meget forskellige, og efter 15 år sammen har vi stadig ikke fået slebet kanterne af. Så du er hermed advaret

[reeta]

Nice post